What’s up generel april 2023

,

Der er kulturelle oplevelser, færre indbrud og udsigt til køb af en billig villa dette forår i regionen.

Færre indbrud i 2022

Af nye tal fra Danmarks Statistik fremgår det, at der i 2022 skete et fald i antallet af indbrud i private hjem i Hørsholm. 195 gange anmeldte en Hørsholmborger et indbrud til politiet. Det var en snes færre indbrud end året før, hvilket vil sige et fald på ni procent. Samme tendens sås i Gentofte. Her modtog politiet i sidste kvartal af 2022 89 anmeldelser om indbrud, hvilket er knap 12 pr. 10.000 indbyggere. Sammenlignes med det tilsvarende tidspunkt året før, er der også her sket et fald, da der dengang blev anmeldt 125 indbrud, svarende til knap 17 indbrud pr. 10.000 indbyggere i samme kvartal. At Hørsholm og Gentofte må siges at være blevet tryggere steder at bo kan skyldes, at borgerne er blevet bedre til at forebygge, at naboer er mere årvågne, og at flere arbejder hjemme.

Nyt drivhus i haven

Udstillingsbygningen Munkeruphus ved Dronningmølle har takket være en fond fået råd til at opføre et stort drivhus i haven, som står klar ved sæsonåbningen her til april. Donationen har gjort det muligt at etablere et samlingssted med mange funktioner ved den gamle hovedbygning, hvor der kan gro nye ideer og fællesskaber omkring kunst, natur, mad og læring med workshops og fællesspisning. Munkeruphus åbner med designer og kunsthåndværker Louise Campbells (kendt fra TV´s ”Danmarks næste klassiker”) soloudstilling ”Støj på linjen”. Det er en totaludstilling, hvor genbrugsmaterialer mødes i et sammenhængende tapet, som vokser ud i rummene og videre til haven. Der er omvisning hver søndag kl. 14.

Skulle oversvømmes

En guidet tur fra Garderhøjfortet til Klampenborg station venter 14. maj kl. 15-17.30. Under vejs får deltagerne fortællingen om de militære batterier, kanonstillinger og dæmninger. En anden væsentlig historie handler om det store oversvømmelsesanlæg, der var planlagt rundt om København med alle de dele af befæstningen, som stadig gemmer sig i området. Byggeriet af oversvømmelsesanlægget tog sin begyndelse i slutningen 1880´erne. Planen var at anlægge en slags voldgrav omkring hovedstaden for at afskære fjenden vejen til byen. Turen begynder ved Jægersborg Bibliotek og slutter ved Klampenborg station, som var endepunkt for den nordre del af oversvømmelsen. Billetter koster 70 kr. og bookes i forvejen. Den seks km tur sker ad mindre skovstier og er derfor ikke egnet for gangbesværede.

Den billigste villa

Gentofte kommunes pt. billigste hus er fra 1954 på 117 m2 fordelt på fem værelser. Huset på en 1.050 m2 grund har været til salg i trekvart år, og prisen er sat ned. Specielt ved ejendommen, som ligger i Lyngbys postnummer, er beliggenheden i midten af tre motorveje og Lyngby Omfartsvej over for Gentofte kommunens genbrugsstation.

De spiller i Gentofte

I Gentofte spiller 25 procent på nettet mindst en gang ugentlig, og halvdelen gør det hver dag. Det kan være alt fra enkle spil som yatzy til komplicerede 3D-universer med flere tusinde deltagere i for eksempel World of Warcraft. Der spilles på både smartphones, tablets og gaming-computere, skriver www.vores-gentofte.dk Mænd er markant mere spilleivrige end kvinder, og spillerne er ofte unge, idet næsten halvdelen er 12-29 år. For nogen gælder det om at vinde penge, for 14 procent af danskerne spiller nemlig om penge på nettet. Betting og poker er de to dominerende spilgenrer om penge online, hvor selv ret avancerede spil kan udføres på mindre udstyr.

Fra da mor var dreng

Jægersborg Bibliotek på Smakkegårdsvej 112 fylder 60 år, og dengang var meget i sort-hvid! Det fejres 13. maj kl. 10-16, hvor der vil være fest og forskellige aktiviteter for alle aldersklasser. Det er musik, mad og historier tilpasset både små og store borgere. Festen på bibliotekets runde fødselsdag er tilrettelagt i samarbejde med borgere og virksomheder fra Jægersborg-området. At deltage koster ikke noget og kræver ingen tilmelding.