What’s up Charlottenlund!

What’s up Charlottenlund

Skønsang, kunst, bøger og sport. Efteråret er fuldt af mange tilbud til de aktive og kulturglade i Charlottenlund.

Huse til 68 og 42 millioner

Ikke overraskende ligger nogen af rigets dyreste boliger i Charlottenlund. En af dem er udbudt til hele 68 millioner kr. med 3,4 million kr. i udbetaling. Den hvidmalede herskabsvilla ”Villa Solhaug” på knap 500 m2 med en 181 m2 underetage er opvarmet med jordvarme og ligger på en lidt over 1.200 m2 grund på Øresundshøj. M2-prisen er over 143.000 kr., mens ejerudgiften på huset fra 1890 med ti værelser er lidt over 16.000 kr. om måneden. En anden markant ejendom til salg er ”Villa Soldug” på Skovvangen 28 i Krathuskvarteret. Villaen med en m2-pris på godt 82.000 kr. koster 42 millioner kr. med en udbetaling på 2,1 million kr. Det gulmalede hus fra 1923 er 510 m2 med 16 værelser på en vestvendt 1.400 m2 grund mod fredskoven. Her var tidligere sanatorium (og senere pensionat), hvor blandt andet færøske Jørgen-Frantz Jacobsen lå i 1932 på grund af sin tuberkulose. Før sin død nogle år senere skrev han romanen ”Barbara”, som blev filmatiseret af Nils Malmros for 25 år siden. ”Villa Soldug” har fra 1986 været beboet af et kollektiv, der allerede  ni år forinden opstod i Rødovre.  www.home.dk

Synger julen ind på slottet

Charlottenlund Slot danner 8. december kl. 20-22 ramme om flere kulturelle begivenheder før jul. I samarbejde med Kulturpuljen (offentlig støtte til kultur i hele landet) præsenteres en julekoncert med vokalensemblet ”UngKlang”, som sang spontant for ekspræsident Obama, da han var til demokrati-konference i København i sommer. UngKlang er et kunstnerisk fællesskab, som udnytter medlemmernes individuelle styrker og selv komponerer og arrangerer en stor del af repertoiret. Der er adgang til slottet fra kl. 19 for at nyde gløgg eller vin i kælderbaren. Frem til 16. december vises også en udstilling på slottet af billedkunstner Paul Frosts´ malerier. De præsenterer fortællinger i en verden, hvor drøm og virkelighed krydser hinanden i en blanding af mystik og humor. Til begge begivenheder bestilles billetter i forvejen, og til koncerten er prisen 100 kr. www.billetto.dk www.charlottenlundslot.dk

At lære at spille badminton

70´ernes favoritsport badminton bør få en chance igen. Charlottenlund Badminton Klub tilbyder derfor gratis prøvetræning for 14-17-årige. De kan være helt grønne begyndere, som måske kun har prøvet badminton hjemme i haven – eller slet ikke – eller let øvede som i begrænset omfang har prøvet sporten før. Ved træningen på fredage kl. 17-18 trænes med andre unge, så deltagerne kan lære de basale teknikker og regler for spillet. Ideen er, at spillerne kan gå fra træningen med en følelses af at være klar til weekenden med god samvittighed over at have rørt sig. Til stede vil være chefungdomstræner gennem 25 år, Lars Madsen, der tidligere er kåret til kredsens bedste træner. Tilmelding i forvejen på www.motivu.dk www.cbkfjer.dk

Dyrk din motion i Akvariet

Multikulturhus med fitness, restauranter, musik og kunst på 4.300 m2. Sådan bliver det tidligere Danmarks Akvarium, når det står færdigt efter ti års nedlukning og forfald. Fisk og andre havdyr er for længst flyttet til Den Blå Planet på Amager, og en plan om at indrette ungdomsboliger i den ikoniske 1939-funkisbygning har været på tapetet men er droppet. I 2014 blev ejendommen købt af udviklingsfirmaet NPV A/S, som oprindelig havde planer om et strandhotel. Køberne blev dog enige med Slots- og Kulturstyrelsen og Gentofte Kommune om, at arkitekt Gjerløv-Knudsens oprindelige bygning skulle ende som kulturhuset Akvariet transformeret til en ny tid men respekt for den oprindelige arkitektur af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Det oprindelige saltvandsbassin bliver til fitness- og wellnesscenter, og i det daværende cafeteria med museumsbutik kommer der to restauranter ud til Charlottenlund Skov. Plads bliver der også til kunstudstillinger, koncerter og lydstudier. www.npv.au

Fascinerende søbadshistorie

Bogen ”Det gamle bad og havet” har flere år på bagen men fås stadig i handelen og er stadig aktuel. Bogen skrevet af journalist Pernille Stensgaard fortæller historier fra Charlottenlund Søbad og giver et indblik i en af Øresunds ældste badeanstalter. Stedet er blevet en institution ikke mindst på grund af stigende interesse for vinterbadning. Det lokalhistoriske perspektiv sættes ind i en større kulturhistorisk sammenhæng, når forfatteren går bagom søbadet og danskerne bade- og svømmevaner. Charlottenlund Søbad blev grundlagt i 1890, lukket i 1982 og genopbygget tre år senere. Pernille Stensgaard portrætterer særligt den nye badeanstalts udvikling, der i mange år har været præget af kult, kø, optur og ventelister. Historien om badelivet folder sig ud omkring alle årstider men med særlig fokus på vinterbadning, der har opnået stor popularitet. Bogen fås for mellem 200 og 250 kr. www.strandbergpublishing.dk www.saxo.com www.bog.nu www.gucca.dk www.plusbog.dk

Hylder legendarisk travtræner

Her i slutningen af efteråret og begyndelsen af vinteren er der godt gang i aktiviteterne på Charlottenlund Travbane, Traverbanevej 10. 20.november holdes N. J. Koster Memorial (efter den hollandskfødte træner som blandt andet vandt Dansk Trav Derby ti gange). Og 4., 16., og 27. december kan opleves henholdsvis søndags-, fredags- og tirsdagstrav med en entrépris på 50 kr. ”Lunden” var frem til 1922 Danmarks eneste og i øvrigt Nordens største af sin slags. Banen blev opført på få måneder i 1891 efter Det Danske Travselskabs erhvervelse af 20 tdl af Skjoldgårdens jorder øst for Ordrup Jagtvej. Ved det første løb 24. maj det år mødte 10.000 tilskuere frem i deres stiveste puds – de fleste københavnere som ankom med toget. Bygninger og stalde blev i øvrigt tegnet af arkitekt Gotfred Tvede, som også skabte Ordrupgård. Læs mere om historien og specifikke løb på www.travbanen.dk