What’s up gastronomi november

What’s up Gastronomi november

Juletiden er i gang med DM i gløgg og gastronomisk julemarked. Men der er også tid til at forkæle sig selv og til eftertanke om mad- og drikkevaner.

Flere boller med ost

Efter mange års nedtur er en klassisk madkombination tilbage på morgenbordet. For ti år siden toppede populariteten af boller med ost. Dengang spiste 7,4 procent eller hver 14. dansker madtypen til morgenmad på en almindelig dag. Siden gik det stødt ned ad bakke til 2019, hvor kun 5,2 procent eller én ud af 20 spiste sådan en ostebid før arbejds- eller skoletid. Corona-pandemiens lockdowns og langsommere morgenstunder fik genvakt danskerne appetit på boller med ost, for da steg den til 6, 1 procent på kun et år og til yderligere 6,6 procent i år. Mest populær er ostebollen hos kvinder over 55 år, hvor hver tiende får sig en bolle med ost til dagens første måltid. Blandt de 20 år yngre mænd spiser kun halvt så mange boller med ost. www.coopanalyse.dk

Klar til DM i gløgg

Få varmet krop og julesind når Torvehallerne inviterer til DM i gløgg, hvor passionerede gløggologer og glade amatører står bag de glohede gløgggryder og 20. november brygger gløgg efter alle kunstens regler. Deltagerne har brygget 15 liter gløgg, som de skænker til dommerne og folkets jury. Resten serveres til publikum over 18 år. Glas og gløgg står klar og skænkes, så længe lager haves. Torvehallerne byder også på gastronomisk julemarked 18.-23. december på torvepladsen. Her vil faste stadeholdere og en række små producenter bringe lokale, hjemmedyrkede og særlige specialiteter til torvs. www.torvehallerne.dk

Lækkert svensk brøl

Skåne Vrål hedder en ny lakrids fra Almaregården i Skåne lavet efter traditionel, gammeldags opskrift. Lakridsen, som kan være alternativ eller supplement til konfekt i den kommende juletid, er vegetabilsk uden gelatine og lavet med lakridsrod af bedste kvalitet fra Iran. Lakridserne er smagt til med salt for at opnå en klassisk, markant smag. Til sidst er godbidderne drysset med salt og salmiak. 150 gram koster 55 kr. www.mortens.nu

Italiensk Meyer-bager

Bageriet i Meyers Spisehus på Handelspladsen i Lyngby står torsdag til søndag kl. 8 klar med friskbagt brød og boller og holder åbent, indtil der er udsolgt og tomme hylder. Som noget nyt er den italienske bager Laura Sciotti nu kommet med på holdet. Alt brød er økologisk og bagt med mel af korn fra udvalgte, først og fremmest sjællandske, gårde. Hver søndag serveres brunch kl. 10-14, og den sammensættes af kunderne selv ud fra en menu af morgenmadsfavoritter, hvor fem retter fås for 155 kr. og syv retter for 175 kr. Bord bookes i forvejen. www.meyersspisehus.dk

Grøn og hvid te hitter

Nu er turen kommet til at opgradere te. Hvor der længe har været fokus på kvalitetskaffe og dens brygning, har større restauranter ansat eksperter i skikkelse af te-sommelierer. Tiden, hvor man som tedrikker fik udstukket et tebrev efter en gourmetmiddag, er forbi mange steder. Nu kan tedrikkerne få en udsøgt smagsoplevelse. Især er grøn og hvid te med et større indhold af antioxidanter (forhindrer ødelæggende iltning i vævet) og mindre opkvikkende koffein blevet populære som alternativer til sort te og kaffe. Der findes også urteteer og afrikansk Rooiboste helt fri for koffein og med højt indhold af antioxidanter, fortæller Jens Risom, ejeren af Nordic Tea, Møllestræde 6 i Hillerød, med tilhørende netbutik. www.nordic-tea.dk

Alternativer til mælk

På godt syv år er forbruget af plantebaserede drikke som soja-, havre-, ris- og mandelmælk mere end femdoblet. Det begyndte allerede nogle år før i 2010 men tog særlig fart fra omkring 2015 og har været i konstant stigning siden. Ikke mindst under corona-nedlukningerne omkring 2020 hvor salget af det meste – og dermed også plantedrikke – steg betragteligt. Formentlig både blandt veganere og alle andre, som supplerer mælkeprodukter med plantebaseret. www.coopanalyse.dk