Spektakulære oplevelser med biludstilling, men også lokale perler i by og natur er velegnet til adspredelse i efteråret.

1. Sent besøg på bilmuseet

Har du ikke mulighed for at komme på det nye Haaning Bilmuseum i Bagsværd inden for almindelig åbningstid, er der mulighed for at opleve alle de skønne biler om aftenen. Når mørket falder på, breder der sig en helt speciel stemning i huset på Smørmosevej 16, hvor der holdes aftenåbent den første onsdag i hver måned kl. 18-21 med rundvisning kl. 19 af et medlem af Haaningfamilien. Billetprisen er 125 kr. og 50 kr. for mindre børn og næste aftenåbent er 2. november. Haaning Collection åbnede i 2021 og afløste den mangeårige bilsamler Erik Haanings bilmuseum på Vestsjælland. Han, som er 79, har været samler siden ungdommen og kan sammen med sine to sønner fremvise 120 veteran-og vintagebiler, 40 motorcykler og 50 knallerter fra forskellige perioder, der viser udviklingen i teknik og design fra 1886 til i dag. www.haaningcollection.dk

2. Fif til en bedre nattesøvn

Sover du uroligt om natten – eller lukker ikke et øje? Dårlig søvn kan være et problem både for unge og midaldrende. Ved et foredrag på Gentofte Hovedbibliotek på Ahlmanns Allé i Hellerup 4. november giver coach, humanfysiolog m.m. Chris McDonald sine bud på, hvordan man opnår en bedre nattesøvn. Han vil tale om balancen mellem det digitale liv og at trives mentalt og socialt. Ikke mindst vil den tidligere eliteatlet og cykelrytter komme ind på, hvad man selv kan gøre for at sikre sin nattesøvn og i det hele taget leve et sundt liv, fysisk som mentalt. Foredraget, som varer halvanden time fra kl. 16 er gratis men kræver tilmelding. www.genbib.dk

3. Rudersdal måske mest vild

Med vildtvoksende vejkanter, græsning af heste og kvæg, større variation og frodighed på kirkegårde, skovpleje, mangfoldige parker og nye hjem for sjældne fugle deltager Rudersdal kommune i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune, hvad angår natur. Vinderkommunen vil modtage 1 million kr. til et naturprojekt af Miljøministeriet. Kommunens natur er blevet omdrejningspunkt for en række initiativer, som skal overbevise dommerkomiteen. Vinder kommunen er der mange ideer til, hvor pengene kan bruges. Det kan for eksempel være at fritlægge rørlagte vandløb i byzone, hvilket vil være til glæde for fisk, vandinsekter, vandplanter og altså også indbyggerne lokalt. Inden for få år vil kommunen stræbe efter mere vildskab i naturen blandt andet med væltede træer og dødt ved i kommunens skove og flere vandhuller designet til padder og insekter og med flere sommerfugle og bier på græsarealer og vejkanter.

www.rudersdal.dk www.sammenomrudersdal.dk

4. Gåtur ved utæmmet perle

Kolonihaveforeningen Nokken på Nokken Strandvej syd for Islands Brygge ved havnefronten på Amager er en skjult perle, som mange ikke kender eksistensen af. Området består af originale og skæve bygninger og vilde haver. Stedet er perfekt til en udflugt for at opleve de mange forskellige selvbyggerhuse. På den anden side af havnen ligger det moderne Sydhavnen i stærk kontrast til det utæmmede Nokken, der startede som en lille fiskerby i 1920´erne og 30´erne. Det skete uden nævneværdigt tilsyn, hvilket stadig ses i dag på kolonihavernes tilfældige layout og forskelligartede huse ofte opført med stor fantasi. Kolonihaverne er populære og svære at få fat i men læs mere om det på www.sejldani.dk

5. Derfor bør Amarone vente

Vinoplevelser er der flere af dette efterår. En af dem er i Byens Hus på Hellerupvej 22-26, hvor der fem onsdage kl. 19-21 er smagning for dem, der føler sig på et vist niveau med hensyn til viden om vin og erfaring med vinsmagning. Under ledelse af vinekspert Jesper Hedegaard smager kursisterne sig gennem områder og hører om temaer fra vinens verden med info om nyeste trends og forklaring på sammenhængen mellem druer, jordbund og klima. Det gælder blandt andet vine fra Schweiz og samme vin fra flere årgange. Den rette opbevaring af vin og dekantering gennemgås nærmere.  Prisen er 2.085 kr. www.byenshus.gentofte.dk Italiensk vinsmagning af Amarone og Veneto fås for 425 kr. 2. november kl. 18.30-21 hos Rudersdal Vin, Bregnerødvej 132B i Birkerød. Med Monte Tondo gås på opdagelse i Valpolicellaens verden for at lære om Corvina og Garganegadruen og organisk dyrkede vine. Flere vine sammenlignes for at få forståelse for, hvorfor det kan betale sig at gemme især Amarone i flere år. www.rudersdalvin.dk