1.

Havnefest igen efter pause

Efter en corona-pause afholdes Hornbæk Havnefest atter i uge 30, 29.-31. juli. Arrangører er foruden havnen lokale idrætsforeninger, og overskuddet går ubeskåret til ungdomsarbejdet. Det praktiske tager 400 frivillige sig af, og programmet afsløres på hjemmesiden i løbet af sommeren. Havnefesten er en af landets ældste af sin slags og så dagens lys i 1881, efter at havnen seks år før var bygget færdig med støtte på 1.200 rigsdaler fra Tikøb Sogneråd. Dengang blev overskuddet af kapsejlads, kaproning, basar, festmåltid og fyrværkeri m.m. så stort, at havnen kunne vedligeholdes og udvides. I dag præsenterer festen kendte musiknavne, tivoli, sliskeræs og boder med mad og drikke. Omsætningen ligger i omegnen af 1,5 million, og der er sædvanligvis 12.000 besøgende. www.hornbaekhavnefest.dk www.hornbaekif.dk

2.

Gamle Jaguarer på havnen

For femte gang holder Jaguarklubben Jaguar Club of Denmark træf på Hornbæk Havn, hvor velholdte veteraner og nyere blankpolerede modeller vises frem. Det bliver på sommerens sidste dag 31. august kl. 18-21. Klubben blev stiftet i 1975 af en lille gruppe entusiaster, der ville sætte interessen og lidenskaben for det klassiske engelske bilmærke sat i system. Klubbens formål har siden været at udbrede kendskabet til bilmærket og bevare flest mulige på dansk jord trods det fugtige klima, som er en evig trussel mod bilernes metal. Godt 70 procent af landets 2.000 Jaguarer er medlemmer i klubben, som har forskellige aktiviteter året rundt og tager 595 kr. om året for medlemskab. www.jaguarclub.dk

3.

Gratis motion i hele uge 31

Uge 31 er reserveret sport og motion flere steder i Hornbæk. Aktiviteterne, som tæller blandt andet pilates, yoga, mountainbike, styrke- og balancetræning, zumba, morgenbadning, fodbold, surfing, golf, dans, løb og tennis, foregår på forskellige tidspunkter af dagen og kan ses på hjemmesiden. Mødesteder er udendørs lokationer som badehuset ved molen, stranden, stejlepladserne, havn, mole, sportsplads og p-plads og for cykelturenes vedkommende på strækninger ind i landet. Instruktører kommer fra blandt andet Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Fitness, hvor sidstnævnte er sponsor sammen med andre erhvervsdrivende. Det er gratis at deltage i ugens aktiviteter, der i 2013 blev søsat af den lokale turistforening og VisitNordsjælland som led i et EU-projekt. www.uge31hornbaek.dk

4.

Madmarked udvider overfor

På det i folkemunde ”Fedtede Hjørne” på hjørnet af A. R. Friisvej og Vestre Stejlebakke, hvor grillbaren Rossinol tidligere solgte grillkyllinger og forårsruller, har der i flere år været streetfood-marked. På et 800 m2 område er der madboder med et større udvalg af mad og drikke. Der er sand på gulvet og også en overdækket og opvarmet pergola og plads til i alt 150 gæster, som ind i mellem kan opleve livemusik. Som noget nyt har ”Det Fedtede Hjørne”, som holder åbent syv dage om ugen, slået dørene op for initiativet ”Det Andet Hjørne” ved at leje en tidligere café lige overfor. Her er siddepladser både ude og inde, ekstra barkapacitet og mexicansk mad på menuen. www.detfedtedehjørne.dk

5.

Koncert og vin ved fiskehus

Hver fredag i august holder Fiskehuset Hornbæk åbent i vinbaren Maritina med hyggelig loungestemning. Fiskehuset har de senere år satset på i højere grad at være synlig og aktiv på havnefronten. Maritim stemning blandes i sensommeren med kolde drinks og musik fra optrædende bands som Glam Boys 27. august og Maritinas egen DJ Hammer eller husets soundbox på andre dage. Glam Boys tæmmer spaderne og nagler kendt dansemusik i højt tempo kl. 19-21, men baren er åben fra kl. 15. Allerede 23. juli bydes velkommen til en sommerkoncert med Hitbusters, hvor havnen lukkes for trafik for at give plads til flere siddepladser. www.fiskehusethornbaek.dk

6.

Ryst en hård hverdag af dig

Har du haft en travl uge, er midt i hovedrengøringen eller fanget i flytterod? Så kom ned i tempo hver torsdag eftermiddag kl. 16.30-17.30 på Hotel Hornbækhus på Skovvej 7. Der guides i at slippe dag og tanker og lade kroppen slappe helt af. Med rolige bevægelser og fokus på åndedrættet, kan kroppen hvile og finde ro. Alle kan være med, og tøjet er underordnet, bare det er til at slappe af i. Medbring yogamåtte og tæppe. Instruktør er Stina Bavnhøj, der har et imponerende CV som idrætslærer, topidrætskvinde, mindfulness-instruktør, personlig træner, fitnessinstruktør, coach med meget mere. Prisen er 50 kr. og tilmelding i forvejen er nødvendig. www.hotelhornbaekhus.dk www.stinabavnhoj.dk