Ny steder og måder at spise og drikke på og mere viden om Margrethe Vestager, skarpe knive og naturens spisekammer – det byder foråret også på.

Øl fra klosteret

På Esrum Ølfestival, der afholdes 18. juni kl. 11-20 på Klostergade 12 i Esrum, kan man dyrke interessen for øl og smage klosterøl, mikrobryg og håndbryg. Entre koster 125 kr. og for 100 kr. fås 10 smagspoletter. Ud over at smage kan man få en snak med ligesindede ølnørder om smagsnuancer og bryggeteknik. Mød brygmestrene og nyd smagsprøver af hendes eller hans hjemmebryg og køb eventuelt nogle øl med hjem. www.esrum.dk Et andet ølarrangement foregår 9. juni kl. 18.30 og et par timer frem hos Skovgaard Vine, Vallensbækvej 6 i Brøndby. Da tager ølekspert Simon Kirkegaard deltagerne med en tur ind i øllets verden med smagsprøver fra det nye bryggeri Too Old to Die Young i Sønderborg. Billetter á 150 kr. købes på www.madbillet.dk

 

Vestager til samtale

Meyers Spisehus på Handelstorvet 10 ved Magasin i Lyngby er fortsat aktivt til at gennemføre arrangementer som søndagsbrunch, morgenløb og pizzabanko i forårets løb. Det såkaldte samtalekøkken, hvor Claus Meyer inviterer danske kulturpersonligheder indenfor til samtale ledsaget af en fire retters menu efter gæstens ønske, er fortsat her i 2022. Næste samtalekøkken er med ledende næstformand i Europa-Kommissionen Margrethe Vestager 9. maj kl.18.30-21.30. Billetter koster 345 kr. og købes på www.madbillet.dk www.meyersspisehus.dk

 

Gastronomisk cykeltur

Medbring egen cykel og tag på en guidet cykeltur, mens du følges med en gruppe og en kok med kassevogn og indbygget køkken. Han stopper på udvalgte, velegnede steder under vejs gennem København og sørger for fem serveringer med vine (eller alkoholfrie alternativer). Mad, samvær og by er i centrum, og menuen er økologisk med årstidens grønt samt fisk, skaldyr og lidt kød. Ved turens afslutning efter fire en halv time bydes på kaffe og dessert på Kalvebod Brygge. Startsted er Slagtehusgade 3A i Kødbyen på Vesterbro 18. maj kl. 17. Prisen er 1.195 kr., som bestilles i forvejen. Der holdes flere tilsvarende ture sommeren igennem, lige som Cykelkokken kan bookes til særarrangementer for private og firmaer. www.cykelkokken.dk

 

Forårets spæde skud

Smagen er i top på forårets første, vilde urter. Gourmet-vandring kaldes jagten på skuddene af små spæde og friske urter som dem, der serveres på gourmetrestauranterne. 24. april kl. 13 mødes man på P-pladsen på Karlstrup Strandvej ved Trylleskoven i Solrød. Turen tager et par timer i fornuftigt tøj medbringende kurv, urtekniv, saks, poser og bøtter til ”høsten”. Der kan ikke garanteres at få bestemte planter med hjem, da naturen og de vilde dyrs appetit er lunefuld. Men der er fokus på variation og eksplosive smage fra forårets første friske blade, bær og blomster, som kan bruges i madlavningen derhjemme efter turen. Prisen er 300 kr. www.sanketure.dk

Kro bliver til kro igen

Få år tilbage var Bregnerød Kro mellem Farum og Allerød en finere restaurant, hvor mange har fejret deres mærkedage. Kroen var tillige location i tre danske film mellem 1962 og 1972. Den stråtækte kro ved Ravnsholt Skov med de rødpudsede mure og blå vinduer var daværende Farumborgmester Peter Brixtoftes foretrukne spisested. Efter at have stået tom i en årrække får kroen nu nyt liv i en moderne, opdateret form med respekt for kulturarven i de 300 år gamle bygninger, som dog har været om- og udbygget gennem årene. Selskabet Føniks købte for tre år siden kroen for 8,5 millioner kr. med plan om at drive hotel med værelser og hotellejligheder foruden restaurant, krostue, destilleri og fitnesscenter. Den bevaringsværdige bygning tænkes både forhøjet og forstørret til 2.150 m2 forsynet med stråtag. Det kræver dog tid at nå så langt, for først skal der borgermøde, høring, ny lokalplan og kommuneplantillæg til. www.furesoe.dk

 

Skarpeste køkkenknive

Knive er det vigtigste værktøj i madlavning, og udstyrsfanatikere har en passion for især japansk knivhåndværk. Disse fås hos Foodgear i Torvehallerne ved Israels Plads, hvor den dyreste kniv koster 4.199 kr. og er fra Kai. Knive af mærker som Mac, Suginoto, Fujii Hamono, Moritaka og Konosuke hentes hos små og store producenter i Japan, og udvalget henvender sig både til nybegyndere i køkkenet og til professionelle kokke. Man kan samtidig tage sine gamle knive hjemme fra køkkenskuffen med og få dem slebet inden for 24 timer for 70 kr. stykket. www.foodgear.dk