Jeg skal tale med Lars Løkke Rasmussen, og i mine forberedelser har jeg lagt mærke til, at han som oftest siger, hvis jeg bliver gammel. Hver gang jeg hører eller læser sætningen, begynder jeg at nynne GNAGS´ monsterhit fra 1989, Når jeg bliver gammel, og det undrer mig, at Moderaternes frontfigur, den tidligere statsminister og forhenværende Venstreformand, tvivler på sin alderdom. Hvis jeg…Når jeg bliver gammel. Det er umuligt for min hjerne at forhindre denne slidte skæring fra mit eget vinylbibliotek at kører rundt i mit system, men det er ikke en skidt ting – den gør mig glad. Den rør noget i mig. Måske er den mindet fra et ungdomsværelse på Vestegnen. Måske er det følelsen af en glad tid. Jeg ved det ikke. Men Peter A. G. og hans danske halskæve vokal gør mig glad helt ind til knoglerne. Der er en tone af noget dansk dna. En stemme. Lyden af et menneske, en statsborger.

Jeg er ankommet til Moderatens kvistværelse på Borgen – før ham selv. Jeg venter i hr. Rasmussens politiske væksthus under det funklende kobbertag i Prins Jørgens Gård 1, og mens jeg fumler min Spotify-app i klarposition, træder hovedpersonen ind ad sin egen dør. Kan du lide GNAGS, skynder jeg mig at spørge. Det kan han, svarer han. Absolut. Jeg er jo født mere eller mindre dengang, de blev dannet.

 Perfekt. Press Play.  Musikken går i gang.

 /Når jeg bliver gammel/Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/

Mens det ikoniske danske rockorkester glammer som en anden ølhund fra min iPhone, indfinder vi os i det bløde læderarrangement, og jeg skruer ned, så musikken danner en blød bund af godt humør i Borgens lavloftede skammekrog.

 /Når jeg bliver gammel/skal bugten være så fuld af liv/Der hvor havet slår ind/

Du har tidligere sagt og siger; hvis jeg bliver gammel. Ikke når jeg bliver gammel, ligesom GNAGS synger? Tror du ikke på, at du bliver gammel?

Jo, jeg tror da mere og mere på det for hver dag, der går. Hvis jeg bliver gammel, er titlen på en ældrepolitisk debatbog, jeg skrev tilbage i 1992. Dengang var jeg ung og kunne tillade mig at skrive en bog om ældrepolitik, da det jo intet havde med mig selv at gøre. Når jeg bliver gammel, er vel nok på en måde at skubbe livet foran sig. Men livet leves lige nu og her. Og Hvis jeg bliver gammel, betyder jo ikke, at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Men det er da godt på alle livets parametre, at man må gøre sig umage, mens man er her. Man ved jo ikke hvornår det slutter.

Så du vil stadig sige, hvis jeg bliver gammel i dag, hvor du er blevet ældre?

Ja, det tror jeg. Alternativet er at sige, at nu er jeg faktisk blevet gammel. Og det synes jeg ikke, jeg er. Man føler sig aldrig så gammel, som man er, men jeg føler, at der sker noget med en. Det rykker sig enormt meget. Tag Bertel Haarder f.eks. Hvis bare ungdommens folketingsmedlemmer havde samme idérigdom som ham, ville vi være godt stillet. Hvor kommer den sult fra? Manden har været Undervisningsminister i en periode, der svarer til hele mit liv nærmest – og han har stadig friskheden til at kritisere det. Det er en enorm egenskab at have. Man behøver jo ikke fryse til, bare fordi man er oppe i alderen.

 /At du kan fange det lis´så let/Som en dreng med et net på en bambuspind/

Stilstand er tilbagegang, som du siger. Så er forandring et vigtigt punkt for dig personligt, tænker jeg? Ligesom det er en mærkesag for Moderaterne?

Ja. Det har det været hele mit liv. Jeg ved ikke, hvad jeg er; jeg er et sammensat menneske – både utålmodig og doven. Jeg tror meget på opbrud, forandring og nye spilleregler. At vi som mennesker er kloge og logiske i vores opførsel, men at vi spiller med de regler, der er. Og hvis de spilleregler fremmer foretagsomhed eller kreativitet, så udlever vi det. Hvis de ikke gør, ja så bliver vi mere passive.

Nogle af de største forandringer, som jeg selv har lavet politisk, har været på sygehusområdet, hvor jeg overtog et sundhedsvæsen, som vi vred rundt. Vi lukkede amterne, lavede fem regioner, skabte supersygehuse og gav patienterne retten til at flytte sig osv., hvilket skabte afgørende forandringer på kræftområdet og er et eksempel på, at det er sundt at stikke spaden godt i jorden og ikke bare rive i overfladen.

Hvordan er det at være med til at skabe et samfund, sådan som du har?

Det prøvede jeg jo at tage temperaturen på, da jeg af uransagelige grunde måtte forlade mit gamle parti og formandsposten. Jeg satte mig ned og begyndte at skrive en bog. Jeg kørte ned ad barndommens gade og følte, at det blot var et øjeblik siden, jeg var seks år gammel. Dengang, hvor livet bestod uden SFO og daginstitutioner, hvor man havde fri, når man havde fri, og hvor man løb rundt og legede i kvarteret, hvor der var altid en mor, man kunne løbe hjem til, hvis man fik et søm op i foden, og hvor der var ingen med anden etnisk baggrund. Ibrahim, kvarterets eneste tyrker, kom til i 4. klasse.

”Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne

Da jeg ramte gymnasietiden, var der 50.000 med anden etnisk baggrund i Danmark. I dag er der 500.000. Det er et meget forandret samfund. Det slog mig, at jeg ikke kan forudse fremtiden. Og jeg kan blive stakåndet, hvis jeg af og til tænker på, hvad der er sket de sidste ti år. Hvad vil der så ske de næste ti år?  Hvis vi bare trisser rundt i nuet, får vi ikke greb om fremtiden.

 /Når jeg bliver gammel/

Det slår mig at blive ældre. Jeg er født i 1964. Jeg er født tættere på afslutningen af 2. verdenskrig, end børn i dag er født på Berlinmurens fald.

Hvad gør det ved dig?

Det gør mange ting ved mig. Krigen stod skarpt i erindringen pga. historietimerne bl.a., men det var noget, der ikke rigtig var der. Det var noget, der var tæt på men ikke under huden på mig. Vi legede englændere og tyskere ude i skoven. Det var det. Men det der virkelig har været med til at forme mig og min generation som mennesker har jo været Berlinmurens fald; øst og vest, kommunisme kontra den frie verden.

Som ungt folketingsmedlem var i ex-Jugoslavien som observatør og tænkte, hvordan folk kunne gøre det mod hinanden? Har de ikke lært af historien? Men historien står jo ikke stille. Og så meget læring tager menneskeheden heller ikke med sig, at man bare kan regne med, at en lektie er lært.

Intet står – Romerriget faldt – og alligevel så tænker jeg; hvorfor tager vi ikke mere læring af det? Fordi vi lever vores liv, og nu snakker jeg som nation, som om, at det her fantastiske land, vi har, bare er en given ting. Sådan er Danmark bare, de muligheder har vi bare. Og det har vi da også. Og Danmark ville jo stadig være konkurrencedygtig selvom Christiansborg holdt sabbatår i tre år. Men er vores Danmark, som vi kender det, der også om 100 år? Den dimension havde jeg slet ikke som ung. Det er mærkeligt, jo mindre tid man har tilbage af livet, jo mere optaget bliver man af ting på den lange bane. Og der synes jeg, vi sover lidt i timen som nation. Hvor er det, at vi træffer beslutninger af en kaliber, hvor de om 50 år sidder og snakker om de forandringer, vi lavede i dag.

 /Så vil jeg sidde på en bænk/Der hvor havet slår ind over molen/

Hvad er du kommet frem til?

Vi har jo bygget videre på Schlüters (Schlüter-regeringen – Poul Schlüter, Konservativ statsminister, 1982-1993, red.) ide om en arbejdsmarkedspension, der i dag betyder, at vi nu har lavet et pensionssystem, hvor folk, der forlader arbejdsmarkedet efter et helt liv faktisk kan sidde på en bænk og skrælle deres æble, da de både har råd til æblet og skrælleren – og en bænk med en fin udsigt. Det var enormt fremsynet.

 /Og spise mandler med mynthe-stænk/Og æbler med lomm´kniv i solen/

Og den udlændingepolitiske konflikt?

Den er jo ikke gået væk. Vi er nødt til at erkende nogle ting. Nogle har stadig den mening, at det stadig bare er nemmere, hvis de rejste hjem, hvor de kom fra og blev smidt ud. Jeg har set forandringen fra den ene tyrkiske elev til de 500.000, så det er jo ikke en opskrift at sige, at det var nemmere, hvis de ikke var her. De er her. Og de har tilført en kompleksitet til vores samfund. Det har de jo. Og det er man nødt til at tage med sig og så tænke på, at os godt og vel seks millioner mennesker, der nu lever i Danmark, i højere grad bør kittes sammen. Det, der gør Danmark stærkt, er tilliden mellem mennesker, at der ikke er for stor forskel mellem høj og lav, at man tør opponere.

Men kan vi fastholde det danske sind med parallelsamfund? Derfor, har jeg mit forslag om borgerpligt, som jeg måske ville have kaldt flippet, hvis nogen spurgte mig for ti år siden. Borgerpligt er et udtryk som værnepligten med en pligt til at forsvare vores land. Det giver for mig rigtig god mening. Er truslerne mod Danmark udelukkende udefra? Nej. Der er også indre trusler. Noget der risikerer at krakelere, hvis det bliver dem og os. Så hvor møder vi hinanden på en forpligtende måde? Når jeg besøger højskoler, møder jeg ikke drenge fra Vollsmose. De er der ikke. Unge med de største behov er der ikke, og det har været med til at føde denne lidt voldsomme ide om at aftjene en slags borgerpligt, når man fylder 18. Du skal være med i et forpligtende samvær med andre unge på samme alder som dig selv – men som ikke er magen til dig. Det er tanken.

 /Skal byen være så fuld af liv/der hvor solen går ned/

Hvad gjorde, at du overvejede stiftelsen af et nyt politisk parti?

Efter mit gamle parti (Venstre, red.) havde smidt mig på porten, sad jeg faktisk og tænkte; Når jeg bliver gammel. Jeg tænkte, at nu er jeg måske blevet for gammel til politik. Hyg dig, hvil på fortidens lauerbær, find på noget andet at lave. Og så skete der ting, der gjorde, at jeg alligevel tænkte; det duer jo ikke.

”Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv” Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne

Jeg var ved at gå ud af mig selv, da jeg fulgte Corona-håndteringen. En enorm egenrådig statsminister, der fik nogle helt vilde kompetencer og en opposition, som bare var følgagtige. Jeg begyndte at skrive klummer i BT, og følte mig som en enmandshær. Jeg udfordrede statsministerens udsagn om, at ingen må dø af Corona, at én død er en for mange. Det duer jo ikke. Vi dør jo. Der må være en proportionalitet, men der var ingen modstand mod det udsagn. Og der begyndte jeg at agere politisk igen. Jeg nåede en konklusion om, at jeg ikke bare kan blive, hvor jeg er. Venstre så mig som en røst fra fortiden, en bagsædepolitiker, og hvis min stemme bare blev gjort til grin, ville jeg hellere sætte min stemme fri. Og så valgte jeg at være mig selv.

 /For intet liv gemmes væk/for at forsvinde helt alene med sin ensomhed/

Hvordan føltes det, både som tidligere statsminister og politisk leder, at blive proppet i sådan et vakuum?

Det er da mærkeligt. Men dog selvvalgt. Jeg kunne også bare lade være at sætte min stemme fri og være ham, der hænger på et maleri på nationalhistorisk museum som tidligere statsminister.

Er du med Moderaterne ved at skabe et nyt eftermæle?

Det ved jeg ikke. Jeg er ikke så optaget af et eftermæle. Men jeg har i hvert fald valgt at sige, at mit eftermæle ikke er skrevet færdigt med mit brud med Venstre.

Da jeg stoppede i Venstre sagde folk hele tiden: Pas nu på dit eftermæle, Lars. Kast håndklædet i ringen, kom væk og bliv husket på den gode måde. Men uanset om jeg bliver gammel – eller meget gammel – så slutter det jo på et tidspunkt. Og hvad kan jeg så bruge et eftermæle til, når jeg ligger der? At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever.

”At gå og tænke, hvad folk skal mene, når man er død vil komme til at låse en i livet, mens man lever” Lars Løkke Rasmussen, tidl. statsminister

Af og til når jeg går forbi billederne med tidligere statsministre, og hvor jeg jo selv kommer til at hænge, så møder jeg en skoleklasse, og de har ingen anelse om, hvem de er, dem, der hænger der på væggen. No clue. Thorning? Måske. Nyrup? Svagt. Anders Fog? Næ. Jens Otto Kragh? Meget få. Og hvorfor? Tiden går hurtigt. Derfor.

 /Og dele rødvin og memoirer/Med de andre gamle i solen/

Vil du helst huskes for at være statsminister og Venstremand eller grundlægger af Moderaterne?

Venstre har betydet meget for mig i alle de mange år. Jeg vil jo gerne huskes for det hele. Og uanset om jeg ikke er medlem af Venstre mere og laver noget nyt, er Venstre en kæmpe del af min historie. Det håber og tror jeg da på, at jeg vil huskes for. Og så vil jeg gerne huskes for en, som hele tiden insisterede på at prøve at skubbe lidt til det hele, pressede på for forandringer og snakken om forandringer, der er med til at gøre det her samfund stadigt stærkere.

Hvad er din største frygt både politisk og personligt?

Jeg har da tænkt, om jeg er i gang med at lave en kæmpe maveplasker. Det er selvfølgelig ikke sjovt at møde op på valgaftenen i 2023 med 0,1 procent af stemmerne og taget helt fejl i alt, hvad jeg har troet på. Men det er jo risikoen, som man må leve med.

”Jeg vil gerne betragtes som et menneske med lune og god humor uden at være en joke” Lars Løkke Rasmussen, tidl. formand for Venstre

Hvad gør det ved dig? Bliver du stødt?

Nej. Jeg er jo gammel nok til at vide, hvordan mekanismerne er. Nu går Moderaterne ud og forslår ret voldsomme ting; skal vi indføre en borgerpligt og sige til alle på 18 år, at de skal i samfundets tjeneste. Det har fået en mediemæssig behandling, og jeg har noteret mig, at både Berlingske og Politiken, med hver deres afsæt, siger, at jeg gør noget, som de andre borgerlige partier har forsøgt. Men som Moderat, får mit budskab ikke samme wow-effekt, som hvis jeg havde været Venstremand. Og det skal det jo heller ikke have. Det har vi (Moderaterne, red.) slet ikke volumen nok i vores stemme til. Og sådan skal det være. Men for mig er det også en ansporing og samtidig et spejlbillede på, hvordan det er, samfundet fungerer. Ideelt set burde det være sådan, at vi diskuterede de gode ideer og ikke hvem, der har fået dem. Sådan er det bare ikke. Der er jo også forskel på, om det er Novo Nordisk, der måtte komme med et syn på sundhedspolitikken, eller om det er dr. Jensen, der gør det. Sådan er det jo.

 /Der er et lys, der rækker helt ind til land/På den anden side af ensomheden/

Henvender du dig til dine jævnaldrende med Moderaterne?

Nej. Forslaget om fremtidens ældresystem i 2122 er jo faktisk en snak for de unge. Når man taler med de unge i dag, så siger de, at de da godt ved, at der ikke vil være folkepension, når de bliver gamle. Men spørger man politikerne, så garanterer de det hele. Vores ældrepleje er jo ikke værdig. Dagens tilbud i dag er dårligere, end da jeg var ung politiker. Så vi forsøger at rejse en debat, der fokuserer på, om vi bare skal se på, mens det hele bliver slidt mere og mere ned år for år, eller om vi kan tænke en ulovlig tanke højt, og begynde at udvide de nuværende arbejdsmarkedspensioner, så man også derigennem sparer op til ældrepleje sådan, at når mit ufødte barnebarn får brug for pleje om 70 år, så får det den pleje, det har brug for. Det er der ikke rigtig nogen, der tør tale om, for der er en risiko for, at ham der sidder i dag som 78-årig tænker; er der så ikke pleje til mig i dag?

Vi (Moderaterne, red.) forsøger at lave nogle garantier, der skal udleves, når jeg har været død i 50 år. Jeg har ingen ambitioner om, at vi ikke også skal være et ungt parti<.

 /Når jeg bliver gammel/Så du selv gammel/

Hvor gammel tror du, du bliver? Hvilken alder vil du være tilfreds med at gå bort i?

Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu. Jeg håber og tror på, at jeg ikke vil måle det i år men i liv.

”Man læser da flere og flere dødsannoncer og opdager, at de faktisk ikke er ældre end en selv. Og så tænker man, at man kunne da sådan set godt være død nu” Lars Løkke Rasmussen, 57

Min egen far døde i 2012. Jeg fulgte ham selv ind på Riget, vi gik ind sammen, han havde kræft. Han skulle ikke dø. Det var planen at modtage lidt refreshment. To dage efter vi gik derind sammen, brugte han rollator, fire dage efter sad han i kørestol og fem dage efter, døde han. Han var 76 år gammel. Det er nok forkert at sige, at man beslutter sig for at dø, men da det begyndte at stå klart for ham, at han ikke kom hjem igen, så kunne man mærke, at han gav slip. Og når jeg tænker over det nu, så tænker jeg, om det måske egentlig ikke var meget godt, at han døde, da han gjorde. Der var nogle få dårlige dage, og så var det slut.

Har du den dødsangst?

Ja, hvis jeg tænker over den. Jeg kan godt fremprovokere den. Jeg har haft den mere tidligere, end jeg har nu. Da jeg fyldte 40, havde jeg en periode med tungsind, og jeg spurgte mig selv, hvad jeg egentlig havde drevet det til i livet.

Hvad skal stå på din gravsten, når den tid kommer?

Min kone mener, der skal stå: Undskyld, jeg kom for sent.

Du kom da til tiden i dag?

Ja. Men det er ualmindeligt. Jeg har det med at komme for sent. Jeg har meget svært ved at slippe det, jeg er i. Jeg bliver grebet. Undskyld, jeg kom for sent ville måske være meget godt, da det ville være et udtryk for, at jeg også kom for sent til min egen begravelse.

Det har taget dig ét år fra idé til fødsel af Moderaterne. Det er da gået ret hurtigt for er det ikke?

Nogle ville mene, at det har taget for lang tid<.

Men så kan du jo bare sige; Undskyld jeg kom for sent.. Kan du ikke?

Jo, smiler Lars Løkke Rasmussen.

 /Når jeg bliver gammel/Er du selv gammel/