Sundhed og hygge er i højsædet i maj trods lidt usikkerhed om, hvad der gennemføres. Derfor er det stadig værd at satse på de udendørs (mad-)aktiviteter.  

Fest i mindre grupper 

Copenhagen Cooking & Food Festival måtte aflyses 2020 men kan forhåbentlig gennemføres i år! Om det bliver med langborde på gaderne i solnedgangen eller i corona-venlige små eller større grupper vides endnu ikke. Festivalens partnere, som blandt andet tæller Erhvervsministeriet. DI Fødevarer og Torvehallerne, arbejder i denne tid på at kunne diske op med forskellige madevents i perioden 20.-29. august. Senere på året vil det konkrete program være tilgængeligt. Arrangørernes nyhedsbrev vil være stedet, hvor man løbende kan orientere sig. www.copenhagencooking.dk 

Gastronomisk sankning 

Den 22. maj afholder firmaetSanketuretre ture uden for Roskilde. Sankere Nina og Thomas med over 100 sanketure bag sig har viden om spiselige, vilde råvarer til brug i egne retter. De vil åbne deltagernes øjne for naturens spisekammer med genkendelige og nye smage, som ikke findes i supermarkedet. Deltagerne vil blive præsenteret for salte, søde, skarpe og unikke smage, selv om bestemte planter ikke kan garanteres i den lunefulde skovLær at blive mere selvforsynende og bruge naturens ingredienser i madlavningenUdflugten til 300 kr. gennemføres kl. 10, 13 og 15.30 fra p-pladsen Boserupvej 84. Medbring urtekniv, saks, poser, bøtter eller kurve eller køb dem eventuelt på firmaets webshop. www.sanketure.dk 

Smag nye tomatsorter 

I disse tider gælder det om at være på forkant med arrangementer. Således også det nye fænomen tomatsmagning, som finder sted 28. august kl. 13-15.30 på Gartneri Toftegaard ved Køge. Her smages vidt forskellige sorter, og gartneriet har gennem årene afprøvet et hav af tomater for at finde frem til de mest overlegne sorter. Tomaterne sorteres efter forskellighed og smag, og der testes for at nye typer, som fortjener plads i sortimentet på bekostning af gamle, der trænger til udskiftning. Smagen er vigtigst, men der skeles også til udbytte, vækst og plantens generelle sundhed. www.gartneri-toftegaard.dk 

Persiske vegetaretter 

Det persiske køkken indeholder et hav af sunde, vegetariske retter. Inspiration til kødfrie dage fås på et kursus 29. maj kl. 11-17 på Rungsted Skole på Østre Stationsvej. Underviser er Mehran Zandian, som vil introducere en madkultur med stolte tilberedningsmetoder og krydderurter, grøntsager, bælgfrugter, frugtjuice, nødder og krydderier som nogle af de vigtigste ingredienser. Mehran Zandian deler ud af sin viden og passion med udgangspunkt i egne livretter, hvor det vegetariske løftes til et højere niveau fortrinsvis med økologiske råvarer. Medbring drikkevarer, viskestykker, karklude, kokkekniv og bokse med låg. Prisen er 550 kr. www.fof.dk 

Kager ud af klappen 

Flere cafeer og konditorier har vænnet sig til at levere kager to go ud af en klap eller til afhentning ved skranken. Kagerne er ofte emballeret, så de er lette at spise på en bænk eller gående, imens man drikker sin kaffe. Et af stederne er Café Kagefryd i Helsingørs bredeste gågade Stengade, som drives af en af de første Store Bagedyst-deltagere, Jette Stub fra Humlebæk. Hun åbnede sin café i en ældre renoveret ejendom, hvor hun også kreerer kager med inspiration fra naturen og med frugt og bær – og på bestilling til for eksempel bryllupper. Et andet lokalt to go kage- og kagested er i øvrigt Strandvejsristeriet ved Kronborg. www.kagefryd.dk www.strandvejsristeriet.dk  

Bobler fra små gårde 

Håndlavet champagne fra små vingårde i Frankrig kan 5. juni kl. 15-16.30 smages på Ninas Naturcafé, Kirkeltevej 101 i Allerød. Ved smagningen af seks champagner serveres matchende små tapas-retter, og arrangementet koster 350 kr., som bestilles i forvejen. Champagnen leveres af firmaet Vin med Bobler, og der er begrænset deltagerantal i eventet, som foregår udendørs. Tre dage før kigges på vejrudsigten og besluttes, om arrangementet gennemføres. Champagne af de smagte mærker kan købes med hjem eller bestilles til sommeren. www.vinmedbobler.dk www.smagpaanordsjaelland.dk www.naturcafe.dk