Vind Katrine Grünfelds nye bog!
En bog, der fik mig til at glemme mig selv:
Fra jeg kunne læse, var jeg fast inventar på det lokale bibliotek. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fik bogen Mænds seksualitet op under neglene, og jeg var ikke engang i puberteten endnu, men jeg ved, at det var den første bog, der fuldstændig fik mig til at glemme mig selv. Den var i øvrigt flot illustreret med mandlige kroppe og legemsdele. Min mor fik vist afleveret den bog hurtigt tilbage til biblioteket. En af de bøger, jeg ofte vender tilbage til, er Det materielle liv af Marguerite Duras. Hun er en af mine helt store heltinder. Det materielle liv er ikke en roman i gængs forstand. Duras fortæller i det helt specielle sprog, der er hendes, om sin hverdag, om at skrive, om kærlighed, om indretningen af hjemmet, som hun fører inventarlister over. Det får mig til at glemme mig selv, fordi det er så hypnotiserende godt skrevet. Men jeg vil nok anbefale Elskeren, hvis man ikke har læst Duras før. Den er også filmatiseret vidunderligt, og filminstruktøren er Jean-Jacques Annaud.
En udstilling, der rørte mig.
Det må være udstillingen Grand Frisson (fransk: “stor gysen” eller æstetiske kuldegysninger), hvor billedkunstner Sidse Carstens sanselige akvareller og videoer blev vist i et lille galleri på Vesterbro. At gå ind i det rum gør noget ved en, ved mig. Jeg fik lyst til at røre og smage på kunsten, så uimodståeligt æstetisk var den. Jeg følger i det hele taget alt, hvad Carstens laver. Man kan med fordel se en del af hendes værker på hendes instaprofil.
Et måltid, der varmede mig:
Jeg kan vågne og overveje, hvad der er i køleskabet. Dagens store begivenheder er at spise. Og jeg er ikke kræsen. Min fars mad er nok det, der kommer tættest på mad, der har varmet mig. Han døde for nogle år siden, så vi havde vores sidste måltid sammen. Jeg savner ham og hans forårslam med krydderkartofler, som familien hvert år indtog omkring bordet i vores sommerhus i Sønderho, Fanø. Og så elsker jeg min mands madlavning. Hans Coq au vin sender mig til et varmt sted i Frankrig.
En sang, der altid sender mig til tælling:
Jeg hører al slags musik. Når jeg skriver, er det oftest elektronisk eller klassisk. Hvis jeg skal tude, skal man bare sætte Cat Stevens’ Wild World på. Han synger så intenst om en kvinde, jeg altid har identificeret mig med. Indtil jeg for nylig hørte sangen igen. Jeg genhørte virkelig teksten. Det var lidt af et chok. Han synger ikke længere om mig, han synger om mig, som jeg var engang. Dengang jeg var ung. Jeg ved ikke præcis, hvornår skiftet skete, men nu tuder jeg i stedet lidt over, at jeg ikke længere er den unge kvinde, når jeg hører nummeret. Samtidig er det også en befrielse.
En koncertoplevelse, jeg elskede at dele med andre:
Hver juni i fem år har jeg sammen med en nær veninde rejst til Barcelona for at deltage i en musikfestival, der hedder Primavera. Det er en spansk udgave af Roskilde Festival, bare på en strand. Vi forbereder os hele vinteren på hvilke bands vi vil høre. Vi har haft utrolig mange vilde koncertoplevelser, men koncerten med Miley Cyrus står stadig for mig som en af de største, og jeg er ikke engang stor fan. Cyrus brændte vildt og uhæmmet igennem under den høje himmel og det helt specielle lys, der er på en strand i skumringen. Vi dansede som sindssyge og drak Red Bull og vodka, hvilket er en drink, vi ikke kunne finde på at røre derhjemme. Og vi skal af sted igen i år. Sammen. Måske til vi ikke længere kan gå.
Fem heldige læsere kan vinde bogen ovenover ved at besvare følgende spørgsmål:
Hvor tager Katrine til musikfestival?
a) Roskilde
b) Barcelona
c) Oslo
