Rejs så meget du kan …

Kunst i verdensklasse og historie, som ændrede Danmark, er blot få af mange oplevelser, man kan få på Lolland. Her – blandt roer, herregårde og indfødte ildsjæle – vokser et utal af interessante og anderledes attraktioner, som er ukendte for de fleste.

Det høres i blæsten som en nynnen. Som en sang, der stiger og falder. Og som ændrer sig med lyset og vinden og tiden og nogle gange også bliver helt væk. Lyden kommer fra 10 kæmpemæssige stenstøtter. Med ansigter skåret i granit, der står i en rundkreds omkring mig og synger. Og jeg tænker, jeg er kommet til Påskeøerne i det sydlige Stillehav eller til Stonehenge i England. Men jeg er på Lolland. Bag ved de store figurer er Smålandshavet hvidt og hidsigt, og dagen er kort, for vi skriver november og mørketid. Så i en tid med corona både hjemme og ude, er vi derfor denne gang taget til Lolland, hvor luften er frisk, og der er masser af den, og hvor en af Danmarks allermest interessante attraktioner er ved at blive skabt.

De syngende stenstøtter
Monumentet hedder Dodekalitten. og står i de Lollandske Alper ved Kragenæs Havn. Placeret på toppen af en bakke med storslået udsigt over Smålandshavet, jættestuen Glentehøj og tre andre bronzealderhøje har billedhuggeren Thomas Kadziola rejst 10 ud af i alt 12 stenfigurer med  udhuggede hoveder – alle i en højde på hver 7-9 meter og med en vægt på hver mellem 25 og 45 ton. Figurerne står i og danner en rundkreds på godt 30 meter i diameteren og synger til hinanden – eller sådan lyder det i hvert fald, når man går rundt imellem dem. For ud fra mindre  granitblokke, placeret ved foden af figurerne, strømmer elektro-akustisk musik ud døgnets 24 timer og ændrer sig i takt med, at tiden, vinden og lyset skifter.


Dodekalitten, foto: Bibi Nissen.

Et dansk Stonehenge
Ordet Dodekalit er græsk og betyder Tolvsten. Og netop 12 kæmpemæssige granitsten med ansigter vil være resultatet, når Dodekalitten om nogle år står helt færdigt. Projektet startede som en idé om et lollandsk Stonehenge mellem filmkomponisten Gunnar Møller Petersen og billedhuggeren Thomas Kadziola tilbage i 2006 – bygget på komponistens tanker om sagnet om ”Lolerne” og har siden udviklet sig til et af Danmarks allermest spændende og besynderlige monumenter. I 2010 faldt de første store mejsel-hug, men grundet en konflikt forlod Gunnar Petersen i 2016 projektet og skrev i stedet bogen ’Dodekalitten’, som handler om Lolerne. Billedhuggeren Thomas Kadziola har siden fortsat projektet sammen med komponisten Wayne Siegel, der nu har udviklet og oversat den til monumentet komponerede musik til elektro-akustiske toner, og i 2016 indviede dronning Margrethe, at man rejste figur nummer tre. Siden er det gået stærkt, og i 2025 forventes  monumentet at stå færdigt – med 12 stenstøtter i alt.

Lolerne og Lolland
Ifølge Gunnar Møller Petersens bog ’Dodekalitten’ starter sagnet om Lolerne med en bibelsk  syndflod, som igangsatte en folkevandring, der endte på Lolland. Et folkeslag, som måske  oprindeligt kom fra regionen omkring Sortehavet, vandrede 5500 år før vor tidsregning mod nord og byggede måske også Stonehenge og lignende store stenbyggerier, som viser dem andre steder i Bretagne, England og Irland. Uanset hvor de slog sig ned, tog de deres ”forfædre” med sig. 12 store sten, som de rejste, og som symboliserede deres 12 høvdinge eller shamaner eller bare de forfædre, som havde haft en bemærkelsesværdig personlighed og som sang godt. De satte forfædrene i en rundkreds med ansigterne mod hinanden, drejet ind mod midten, og som sådan er også  Dodekalitten konstrueret. Som en hyldest til fortiden på Lolland, men også en hyldest til  fremtiden, og monumentet er da også allerede kommet på den internationale rejseguide Lonely Planets liste over absolutte topattraktioner i Danmark.

Fordomme og roer
I mange år har Lolland ellers ikke lige været topdestinationen på de flestes ferieliste. For fordommene over årene har været og er mange. Rigtig mange ved, at på Lolland ligger badelandet Lalandia, her er tv-serien ”På røven i Nakskov” optaget, og så er der fladt og roer over det hele. Men ikke mange ved, at roer er Lollands hvide guld, som har indbragt landsdelen ufatteligt mange penge, at landsdelen har Danmarks dyreste landsbrugsjord, er rig på slotte og herregårde, og at det moderne Danmark i øvrigt blev født på Lolland. Den historie kan man få på herregården Pederstrup, hvor statsmanden C.F Reventlow i en årrække udviklede og praktiserede sine moderne idéer, som blandt andet resulterede i, at stavnsbåndet blev ophævet, bønderne sat fri og almuens børn fik skolegang.

Det bemalede hus
En anden interessant sjæl, som også er født på Lolland, men som også kun få kender til, er maleren Richard Winther. Hans historie finder man i byen Vindeby, på Marrebækvej 6, hvor der ligger et undseeligt og forfaldent hus. Mest af alt ligner det en nedrivningsparat gammel villa med forsømt have og afskallede vinduer, men her boede kunstneren Richard Winther fra 1993 til 2007, og huset fungerede både som atelier, værksted, kunstkammer og beboelse. Richard Winther var i mange år et velbeskrevet blad indenfor den ”tunge” klasse af danske  billedkunstnere og var sammen med blandt andre Per Kirkeby, Jens Jørgen Thorsen og Poul Gernes en del af EKS-skolen, den eksperimenterende kunstskole, der blev skabt i 1961 som en protest mod det traditionsbundne Kunstakademi i København, som Richard Winther i øvrigt også i perioder var professor ved. I huset på  Marrebækvej kan man se Richard Winthers hovedværk. Selve huset er faktisk  kunstværket, fordi Winther har dekoreret i alt 72 kvadratmeter af husets indre med i alt 56 lofts- og vægmalerier.

Richard Winther i døråbningen til huset i Vindeby. Foto: Steen Møller Rasmussen.

Sex og mytologi
Mange af motiverne er hentet fra Ovids genfortællinger af den antikke mytologi og beskriver gru
og kærlighed. Kærligheden beskrives erotisk og decideret seksuelt, og når huset den dag i dag stadig eksisterer, skyldes det kun en enorm indsats fra ”Foreningen Richard Winthers Hus i Vindeby”, som sideløbende også arrangerer events i huset og særudstilinger, hvor for eksempel studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademi udstiller. ”Richard var et sparsommeligt menneske og boede i huset i alle årene uden at opvarme mere end et enkelt rum, og det har huset måske taget skade af,” fortæller formand i foreningen, Birthe Hvarre, som, hvis man er så heldig, at hun er tilstede ved besøg i huset, er en guldgrube af gode og interessante historier om Richard Winther. Blandt andet historien om, at Richard Winther var en af meget få danske kunstnere, som har været inviteret til at udstille på Guggenheimmuseet i New York. Richard Winters Hus er åbent hver lørdag i både november og december fra 14–16, og det anbefales, at man tager godt med varmt tøj på ved besøget, for foreningen har ikke råd til at opvarme huset hele tiden i   vinterhalvåret. Kan man ikke lørdage på det givne tidspunkt, er det muligt at aftale adgang til huset uden for normal åbningstid – enten hos Birthe på telefon 3061 0301 eller hos Anne på 6128 3367. Entréen er så 100 kroner pr. person.

Et bemalet loft i Richard Winthers Hus. Foto: Eva Baré

Koncerter i stalden
Richard Winthers hus i Vindeby er blot én af flere ”ukendte hemmeligheder,” som Lolland gemmer på. Langt ude på landet i en ombygget svinestald findes også den fineste lille koncertsal, som afholder klassiske koncerter. Med verdensstjerner vel at mærke. Bag alt dette står godsejer Christine Krabbe, den ene halvdel af godsejerparret fra herregården Frederiksdal. For at vise, hvordan en herregård stadig havde en berettigelse som kulturbærer i et lokalsamfund, åbnede hun allerede i 1982 Frederiksdal Gods for offentligheden og inviterede til koncerter. Hele landsbyen dukkede op, og successen var total. I dag driver Christine Krabbes søn Harald Krabbe godset   Frederiksdal med en succesfuld produktion af udsøgte kirsebærvine, som man kan komme og  smage på, og Christine Krabbe har derfor i de sidste mange år i stedet afholdt sine klassiske  koncerter på gården Elvermose, hvor hun egenhændigt har fået opført en lille, intim koncertsal. I skrivende stund kendes programmet ikke endnu, men interesserede kan se mere og købe billetter på www.elvermosekoncerter. dk. Under corona tillader salen 50 publikummer, så der er rift om billetterne.

Koncertsalen på Elvermose. Foto: Eva Baré

Sov i himmelsenge
Ialt ligger der hele 45 herregårde/godser på Lolland, og egnen er dermed det sted i Danmark, hvor herregårdene ligger tættest. Mange af godserne har i dag specialiseret sig i nicheproduktion ud i lokale fødevarer. Blandt andet brygger man prisvindende øl på Krenkerup Gods, og som noget ganske unikt driver man hoteldrift på Herregården Fuglsang. Fuglsang Herregård i Toreby kan føres tilbage til dronning Margrethe I’s regeringstid og var oprindeligt et krongods. I 1866 blev stedet til refugium for danske kunstnere, og i de senere år har man også specialiseret sig i herregårdsophold. Som noget aldeles unikt er det derfor muligt at overnatte i herregårdens historiske værelser, indtage kaffen i de autentiske stuer og gå en tur i den umådeligt smukke og parklignende herregårdshave. 13 værelser i hovedbygningen byder på nætter blandt himmelsenge og antikviteter, og seks værelser i annekset byder på mere moderne indretning. Det hele til en pris, som ikke koster en herregård. Overfor Fuglsang Herregård ligger tillige et af Danmarks smukkeste kunstmuseer, men det er ingen hemmelighed. Det er Kunstmuseet Fuglsang, som med spændende arkitektur og ditto udsigt til det lollandske landskab pt. inviterer på en stor udstilling af den danske guldaldermaler Wilhelm Marstrand.

Fuglsang Kunstmuseum med udsigt over Skejten fra et museumsvinduerne.

På Fuglsang Herregaard kan man overnatte i de autentiske værelser.

Rejsefakta:

Dodekalitten: www.dodekalit.dk.
Parkér ved Kragenæs Havn, følg skiltene og gå ad Gentehøjstien gennem skoven. En smuk tur på en lille kilometer.
Reventlow-museet i Pederstrup: www.aabne-samlinger.dk
Richard Winthers Hus i Vindeby: www.rdo-huset.dk
Koncerter på Elvermose: www.elvermosekoncerter.dk
Frederiksdal Gods: www.frederiksdal.com
Krenkerup Gods: www.krenkerup.dk
Fuglsang Herregård: www.fuglsangherregaard.dk
Fuglsang Kunstmuseum: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Alment: ww.visitlolland-falster.dk

Prøv en anderledes ferie på Møn og oplev stjerner, stilhed og traveture i et af Danmarks smukkeste Dark Sky-områder. En romantisk getaway er anbefalelsesværdigt.

Guidet Dark Sky-tur. Foto: Morten Pihl

Rejser i en corona-tid:

Bange for karantæne i et fremmed land? Eller for at blive lukket inde på et krydstogtskib? For at have mundbind på det meste af tiden, eller for at være helt alene ved poolen, på restauranten og ved seværdighederne, fordi de andre turister ikke turde rejse?

Både de danske og de udenlandske rejsevejledninger kan ændre sig med dags varsel. Og pist væk er ferieturen – og måske også pengene …

Corona er en udfordring for alle rejseglade – også for Liebhaverbolig- ens rejsejournalist, Eva Baré, som derfor i den kommende tid rapporterer fra vores eget land. Gode forslag til særlige oplevelser i Danmark, romantiske getaways eller blot lidt fridagsferie.

Mulighederne er mange, og med denne artikelserie ønsker Liebhaverboligen god rejselyst i dit eget, smukke land. Og håber naturligvis, at vi alle snart igen kan rejse trygt    i HELE verden.

Natten er sort som kul, men med lysende stjerner på himlen i tusindvis. Det er som at kigge ind i en uendelig verden af funklende diamanter, der fortsætter ud i galaksen, og egen eksistens på jorden føles pludselig meget lille.

   Vi kigger på stjerner. På natsort himmel. På Møn. Og drikker champagne. Udenfor i mørket og i den begyndende oktoberkulde åbenbarer stilheden sig for os, men bringer os på en sær måde også tættere sammen. Vi oplever sammen. Uden ord. I en verden, som ellers til hverdag er præget af kimende telefoner, larm fra biler og evigt kørende tv-kanaler, er vi taget på getaway til Møn og har lejet os ind i hytten ”Her sker ikke en skid”.

  Hytten er et levn fra koldkrigstiden. En gammel udkigspost, hvorfra alle skibe i den kolde krig blev registreret. Her sad nat og dag gamle fyrmestre og officerer fra flåden, ofte med en cigar i munden, mens de spejdede ud over havet. De kunne fortælle fantastiske historier om Kap Det Gode Håb, Kap Horn og bølger så høje som huse, og de havde indgående kendskab til Warszawa-pagtens skibe og fly. Her sad de og observerede, skrev ned og videresendte oplysninger om skibe, der havde kurs mod og fra indsejlingen til Østersøen.

   Sådan siger idémanden bag hytten, Ole Eskling, om overnatningsstedet  ”Her sker ikke en skid” – og tilføjer, at ideen er at lade tiden komme i stedet for at lade den gå.

  Og det er virkelig en god idé. Hytten ligger ved Møns fyr, har den fedeste udsigt til havet og stjernerne, har køkken, toilet, varme og badekar i haven, og så kan den lejes af to, der har lyst til at prøve samvær på andre måder. Og cigarduften er for længst væk.

Geocenter Møns Klint

Møn er oplagt til fridagsferie og stjernestunder.

   Den lille brofaste ø syd for Sjælland kan nemlig mestre den største natur. Møns Klint er med sine 128 meter høje, hvide kridtklinter mod det turkisblå vand ganske enkelt et syn, man ikke ser andre steder i Danmark. Her blev Danmark født for 70 millioner år siden, og hele historien kan man blandt andet få fortalt på Geocenter Møns Klint, som ligger bygget ind i selve klinten.

   Her er tema-udstilllinger om dinosaurer og øgler, om fossiler og planter og sidst, men ikke mindst, også en svævebane på hele 120 meter, som både børn og barnlige sjæle kan prøve under kyndig vejledning. Centret fremstår pt. som en buet boome-rang på den skovklædte klint, der hvert år mister 20-40 centimeter til havet, og en dag også selv vil blive opslugt, hvis ikke man finder på noget, der kan forhindre det. I hele efterårsferien har centret et righoldigt program, hvis man har taget børnene med. Centret er også fint at opleve for voksne, hvis ikke man i stedet tager natur-turen; hele den lange trappe ned ad klinten til stranden, hvorfra udsigten opefter mildest talt er svimlende.

Camønoen – en vandrerute for alle

Der er Caminoen og så er der Camønoen.    

  Sidstnævnte er Møns pendant til den verdensberømte pilgrimsrute, og den strækker sig over hele 175 kilometer eller godt 250.000 skridt gennem Klintekongens Land. På Møn kalder de ruten for kongerigets venligste rute, og alle kan gå den. Både den lange tur og blot noget af den i mindre etaper. Undervejs kan man sove i shelter, på B&B, på hotel, campere, overnatte på et slot eller i fyrhytten ”Her sker der ikke en skid”. Og man kan vælge, om man vil gå langs vandet, på stier, ved broer eller gennem byer. Camønoen går faktisk helt ud til både Bogø og den lille ø Nyord for enden af landtangen Ulvshale, som forbinder Møn med Nyord. På www.camoenoen.dk kan man købe både fysisk og digitalt vandrekort. Hjemmesiden opdateres hele tiden med tips til, hvor man kan proviantere, hvor man kan overnatte og hvor man kan få oplevelser undervejs, som frivillige ildsjæle har fundet på den givne dag.

    Nyord er en helt speciel og bilfri oplevelse. Et ældgammelt bondesamfund, som nævnes helt tilbage til Valdemar Atterdags jordebog, og som i dag huser byen af samme navn som øen. I Nyord by ligger også købmandsbutikken Noorbohandelen (beboerne på Nyord hedder Noorboere), som i øvrigt har en fætter-butik i Torvehallerne på Israels Plads i København, og her kan man købe udsøgte specialiteter indenfor forskellig spiritus, varm kaffe og andre interessante lokale varer. Og så er Nyord i øvrigt – ligesom store dele af Møn – et udsøgt godt sted at kigge stjernehimler på.

Nordens første Dark Sky Park

Når mørket sænker sig, ændres alt. Lydene, duftene, planterne, dyrene – alt går mod en anden tilstand, samtidig med at stjernehimlen kommer frem, og det er en forunderlig oplevelse at se, hvordan verden tager sig ud, når der ikke er nogen lysforurening fra en storby til stede.

    Sådan er det på både Møn og Nyord, som faktisk også er Nordens førstudnævnte Dark Sky Park. I alt findes der kun 44 Dark Sky-steder i verden, heraf ligger blot ni andre i Europa. Og Møn og Nyord er tillige første område i verden, som er blevet udnævnt til at være både Dark Sky Park og Dark Sky Community.

   Møn er Dark Sky Community med udmærkelsen guld, hvilket bekræfter, at øen er et af de bedste steder i verden at kigge på stjerner. Og samtidig er det også en anerkendelse af det store lokale arbejde, som øboerne gør for netop at bevare og undgå, at forstyrrende lys ødelægger den flotte stjernehimmel på øen.

  Både på Møn og på Nyord kan man komme på stjernesafari. Morten Phil fra firmaet Dark Sky Møn Guide arrangerer guidede ture ud i nattemørket, hvor man kan forundres over Mælkevejen, se stjerne- hobe, planeter, stjernetåger eller galakser. Turene går til de smukkeste steder på Møn, og som en rigtig stjernenørd medbringer Morten blandt andet teleskoper, så man kan komme helt tæt på og lære om stjernerne og de andre himmelfænomener. Tips til at fotografere gives også, og er man interesseret i at få foreviget sin stjernesafari med et foto, kan det også ordnes.

 

Spændende overnatningssteder

På Møn kan man bo på mange måder.

   Liselund Ny Slot tilbyder ophold på et slot fra 1887, som ligger omgivet af den yndigste have, der er som taget ud af et H.C. Andersen-eventyr. På godset Klintholm kan man overnatte i moderne indrettede lejligheder, som går under navnet Lake Apartments.

  Begge overnatningssteder er i øvrigt også udmærkede steder at se stjernehimlen fra, og det samme gælder for overnatningsstederne Camønogaarden og Tiendegaarden.

   Camønogaarden har seks værelser til udlejning, men man kan også leje stedets campingvogn eller overnatte i telt eller shelter. På Tiendegaarden findes også B&B-værelser, og gården ligger desuden midt i et Dark Sky-område, så er man ikke til guidet stjerne-safari-tur, kan man tage en sovepose med udenfor og opleve det hele selv. Udover nævnte overnatningssteder er det på Møn også muligt at indlogere sig på hotel i hovedbyen Stege, bo på campingplads eller på en af både Møns og Nyords mange andre private B&B- steder.

Vælg din egen bøf

Uden mad og drikke duer helten ikke … Sådan siger et gammelt ordsprog, og på Møn er der gode muligheder for at blive en helt.

   Både Liselund Slot og Klintholm Gods har gode restauranter, og flere cafeer og mindre restauranter andre steder på øen tilbyder menukort, som kan imødekomme de flestes smag. Vil man selv vælge sit stykke kød er det blandt andet muligt hos Slagter Stig i Stege. Her i slagterbutikkens restaurant, Støberiet,
har gæsterne direkte adgang ind til slagterbutikken, hvor man så kan gå ind og pege på netop det stykke kød, man ønsker at få serveret på sin tallerken.

Oplevelser:

Geocenter Møns Klint  – se mere på www.moensklint.dk

Vandreruten Camønoen – se mere på www.camoenoen.dk

Nyord – se mere på
www.sydkystdanmark.dk og
www.nyord.nu

Noorbohandelen  – se mere på
www.noorbohandelen.dk

Stjernesafari: se mere på
www.darkskymoen.dk

Mad og overnatning:

Fyrhytten ”Der sker ikke en skid”  kan bookes på
www.derskerikkeenskid.dk

Liselund Ny Slot – se mere på
www.liselundslot.dk

Lake Apartments – se mere på
www.lakeapartments.dk

Camønogaarden – se mere på
www.camoenogaarden.dk

Tiendegaarden – se mere på
www.tiendegaarden.dk

Slagter Stig og restaurant Støberiet
– se mere på www.slagterstig.dk

Turen ned til stranden ved Møns Klint er lang, men flot.
Foto: Frame&Work, Sydkyst Danmark

Badekarret står udenfor i hytten “Her sker ikke en skid”. Hytten ligger helt yderst ved Møns Fyr. Foto: Klintholm Gods/Ole Eskling.

Stjernehimmel i solopgang ved Sømarkedyssen på Østmøn. Foto: Morten Pihl.

Lake Apartments. Foto: Klintholm Gods.

Fra lejlighederne i Lake Apartments er der udsigt til Møns stjernehimmel. Foto: Klintholm Gods.

Noorbohandelen i Nyord har mange forskellige specialiteter, også inden for spiritus.

Stege Byport. Foto: Palle Jørly, Sydkyst Danmark.

Thy i det nordligste Jylland er oplagt til fantastisk fridagsferie. Besøg Danmarks vildeste nationalpark, se den ”ukendte” maler Kirstens Kjærs Museum og få varmen med prisvind-ende, lokalbrygget, dansk whisky.

 

FET_Ved-Vangså.-Foto-Sosanne-Worm

Ved Vangså. Foto: Sosanne Worm.

 

Rejser i en corona-tid:

Bange for karantæne i et fremmed land? Eller for at blive lukket inde på et krydstogtskib? For at have mundbind på det meste af tiden, eller for at være helt alene ved poolen, på restauranten og ved seværdighederne, fordi de andre turister ikke turde rejse?

Både de danske og de udenlandske rejsevejledninger kan ændre sig med dags varsel. Og pist væk er ferieturen – og måske også pengene …

Corona er en udfordring for alle rejseglade – også for Liebhaverbolig- ens rejsejournalist, Eva Baré, som derfor i den kommende tid rapporterer fra vores eget land. Gode forslag til særlige oplevelser i Danmark, romantiske getaways eller blot lidt fridagsferie.

Mulighederne er mange, og med denne artikelserie ønsker Liebhaverboligen god rejselyst i dit eget, smukke land. Og håber naturligvis, at vi alle snart igen kan rejse trygt    i HELE verden.

 

Det er de store vidder, de store storme og den helt store natur. Men også de stille stunder, det lydløse græs og det blikstille vand.

Om efteråret kan man se store flokke af kronvildt. Med brølende hanner, der indædt kæmper om hunnernes gunst, og senere trækker et sandt galleri af forskellige fugle  – stære, ænder og traner – hen over det mærkværdige landskab på den store, store himmel. 

Vi er kørt til Nordjylland. På fridagsferie midt i en corona-tid, til et sted, hvor der er mere luft end mennesker,  og hvor man kan færdes sikkert  uden at skulle spritte hænder hele tiden. 

Helt nøjagtigt er vi taget til Thy – her hvor dialekterne stadig tales, og hvor en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder, Nationalpark Thy,  inviterer indenfor.

 

Danmarks største vildmark

Nationalpark Thy er Danmarks allerførste nationalpark. Og Danmarks største vildmark.

Et kæmpemæssigt område, som strækker sig i et op til 12 kilometer bredt bælte langs den jyske vestkyst fra Agger Tange i syd og til Hanstholm i nord. Med kyster og klitter, flade sletter og spejlblanke søer så langt øjet rækker. Udenom omgivet af idylliske, gamle fiskerlejer som blandt andet Klitmøller og Nr. Vorupør, og hvor de unge er vilde med at surfe på bølgerne i Klitmøller, tiltrækker den særprægede natur i Nationalparken dem som elsker at vandre, cykle eller bare køre hen til et udsigtspunkt med bilen  og kigge på landskabet og mærke naturen.

 

Nyt center til 32 mio.

24.000 hektar – eller 244 km2 og tre gange størrelsen af København. Så stort er hele området, og til næste år får Nationalparken derfor også et flot nyt center, som kan samle det hele: Nationalparkcenter Thy, som med en byggesum på 32 millioner kroner bliver til virkelighed med penge fra blandt andet A.P Møller Fonden, Realdania  og Nordeafonden. 

4. januar i år tog miljøminister Lea Wermelin det første spadestik, og centret, som skal bygges ind i en stor klit midt i Nr. Vorupør, forventes at kunne åbne for publikum i foråret 2021.

 

Fra Lodbjerg Fyr til Isbjerg

Indtil da kan man dog sagtens nyde den vilde natur på egen hånd. Og anbefalelsesværdigt er det at starte sin naturoplevelse med at køre til Lodbjerg Fyr, parkere bilen og nyde det fantastiske syn af uberørt landskab, så langt øjet rækker. Gå en tur ud i klitterne og plantagen ved fyret, nyd en kop kaffe og kage i den gamle fyrmesterbolig og kør derefter til Stensbjerg Landingsplads og besøg informationshuset. 

Eller kør til Isbjerg, hvor kronhjortene samler harem om efteråret, og nyd den betagende udsigt fra Hanstholm Vildtreservats højeste punkt. Her virker vildmarken næsten uendelig, og sammen med de store flokke af krondyr er det til tider også muligt at se hav- og fiskeørne svæve over området. Hanstholm Vildtreservat er et kerneområde i selve nationalparken, fordi man netop her kan se alle de landskabstyper, som er samlet i hele området. Hovedparten ligger på den tidligere havbund og består af klitter og hede, og mellem klitterne ligger sumpe, kær og søer og lyser op i klitheden. På Nationalpark Thys hjemmeside, www.nationalparkthy.dk, kan man se meget mere og få tips til køre- og vandreruter.

 

Med udsigt til Cold Hawaii

I Thy kan man bo på mange måder. Bed and Breakfast er den billige måde, Svinkløv Badehotel er den dyre og i skrivende stund allerede booket resten af året. Men der findes mange, små hoteller, og især det mindre Klitmøller Hotel er et fint og interessant bud til dejlig og romantisk overnatning på fridagsferien. 

Klitmøller Hotel ligger i hjertet af Nationalpark Thy og har en rigtig god restaurant og tre unikke suiter – alle med altan eller terrasse med udsigt til Vesterhavet. På hotellet er man også behjælpelig med forslag til gode gåture i nationalparken – ”Thyminoen” kalder de ruten, og vil man hellere cykle, har hotellet specialbyggede el-cykler, som kan lejes for 150 kr. om dagen. Sidst, men ikke mindst kan man på hotellet også ganske gratis låne våddragt, surfbræt, kayak eller stand-up boards, hvis man har lyst til at prøve de vilde bølger i Klitmøllers ”Cold Hawaii”.

Klitmøller Hotel lukker ned for vinteren den 1. november, men åbner igen for forårssæsonen den 1. marts. Se mere på www.klitmollerhotel.com og www.nielsjuel.com. 

 

Kirsten Kjærs Museum

Normalt er det de store kunstmuseer som Louisiana, Arken, Trapholt og Aros, der trækker de mange turister. Men gemt godt i det nordlige Thy, nærmere betegnet i Frøstrup, gemmer sig en sjælden og for de fleste aldeles ukendt kunstoplevelse, som med garanti vil gøre et stort indtryk.

Det er maleren Kirsten Kjærs Museum, som i en svensk-rødmalet stor træbygning inviterer indenfor til en kunstoplevelse, der eksploderer i farver.

Kirsten Kjær er født den 14. november 1893 i landsbyen Vester Thorup langt ude på landet mellem Limfjorden og Vesterhavet. Hendes far stod for det lokale mejeri, men Kirsten faldt aldrig ind i rammerne for et liv som almindelig husmoder i provinsen. Det meste af sin ungdom tilbragte hun derfor med at turnere med en teatergruppe, og efter et svært sygdomsforløb begyndte hun som 32-årig at male. Hun havde i de mellemliggende år fået kontakt til flere af de kendte, store danske malere, og gennem dem mødte hun mange kendte politikere og skuespillere, som hun portrætterede.

 

Skabt af ildsjæle

Kirsten Kjær malede med stor entusiasme lige til sin død som 91-årig, og det er hendes venner for livet, John Anderson og Harald Fulgsang, som i 1981 stiftede og startede Kirsten Kjærs Museum. Kirsten Kjær indsatte i taknemmelighed disse to venner som arvinger til hendes hus og produktion, som ved hendes død bestod af cirka 180 malerier og 100 tegninger, og i 1980 blev Fonden Kirsten Kjærs Fond stiftet. Harald Fuglsang investerede sine sparepenge, og John Anderson solgte sin Stradivarius-violin for at kunne starte museet, og lige siden har disse to ildsjæle været drivkrafterne bag museet.

I dag kan man således bese Kirsten Kjærs fantas- tiske malerier i det renoverede husmandssted i Frøstrup, hvor væggene er tætpakkede med farvestærke portrætter af kendte og ukendte fra hele verden. Fine, finurlige møbler, nips og Kirstens farverige gevandter og hatte ses udstillet sammen med malerierne, og de fortæller samlet historien om en fantastisk kvinde, som havde meget på hjerte. Entré skal man ikke betale – det er fuldstændig frivilligt, får man at vide, og bare denne tillidsfulde indgang til at ville give andre mennesker en oplevelse uden at få noget igen betyder, at man i den grad har lyst til at give.

 

Internationalt kunstcenter

Museet har – udover den faste udstilling – også skiftende udstillinger og er tilllige et internationalt center for billedkunstnere, keramikere og musikere, som for ganske få penge kan bo i museets gæstehus i en skabende periode. 

Ved ankomsten til museet vises der en film om kunstneren Kirsten Kjær på både dansk, tysk og engelsk, og museet har i sæsonen også en lille cafe. Museet er åbent fra april til november, alle dage fra 11-17, hvor der på udvalgte dage også arrangeres koncerter. Se mere på www.kkmuseum.dk 

 

Prisbelønnet dansk whisky

Ikke langt fra Kirsten Kjærs museum i Frøstrup ligger Thylejren. Et ”flipper”-fænomen – en aflægger af livsstilen på Christiania, som de fleste læsere over 60 år vil kunne huske omtalt i deres ungdom. Thy-lejren er dog i dag ikke spor spændende at besøge, meget langt fra Christianias virkelyst og fantasi, men spændende er det derimod at sætte kursen mod Snedsted, en halv times kørsel syd for Frøstrup, hvor whisky-brænderiet Thy Whisky holder til.

Her på familien Nicolajsens økologiske slægtsgård, Gyrup, fremstilles de dyre dråber udelukkende af danske råvarer fra familiens egne marker, og de to bryggere, Anders Bilgram og Nicolaj Nicolajsen,  giver smagsprøver på deres whisky, som for blot et halvt år siden er blevet kåret som bedste whisky i Europa.

 

Eget whiskyfad

Det er muligt både at komme på rundvisning og få smagninger på stedet, og er man dedikeret whisky-elsker, tilbyder stedet også, at man kan købe en privat fadandel.

Et par gange om året vælger Gyrup-gården nogle gode fade ud og udbyder dem som fadandele. Som fadandelhaver kan man således være med til selv at fylde sit fad og og følge lagringen på tæt hold, mens det friske destillat modner til en færdig whisky over 3-5 år. Samtidig giver andelen adgang til gårdens særlige fad-ejer-dage, hvor der tales om udviklingen af det private fad.

På en rundtur får man både set det økologiske landbrug og malteriet og destilleriet. Og til selve smagningen bydes der på fire prøver spiritus og whisky, hvortil der serveres lidt lokal ost og pølse. Det hele koster 200 kroner pr person og varer cirka to timer.

 Så længe der er corona-restriktioner, bedes man bestille arrangementet på info@thy-whisky.dk eller ringe på telefon 22754819.
Se mere på www.thy-whisky.dk. 

 

FET_Krondyrene-kæmper-om-hunnerne-om-efteråret.-Foto--Kristian-Kjærgaard

Krondyrene kæmper om hunnerne om efteråret. Foto: Kristian Kjærgaard.

 

FET_Vejviser-i-Klitmøller.-Foto--Rasmus-Kristiansen

Cold Hawaii i Klitmøller er stedet for surfere. Foto: Mark Wengler.

 

FET_Cold-Hawaii-i-Klitmøller-er-stedet-for-surfere.-Foto_-Mark-Wengler

FET_Solopgang-ved-skrænt-i-Nationalpark-Thy.-Foto--Kristian-Kjærgaard

Solopgang ved skrænt i Nationalpark Thy. Foto: Kristian Kjærgaard.

 

FET_Stenbjerg-Landingsplads.-Foto-Kristian-Kjærgaard

Stenbjerg Landingsplads. Foto: Kristian Kjærgaard.

 

FET_Kirsten-Kjærs-Museum.-Foto-Eva-Baré

FET_Portræt-af-stumfilmstjernen-Asta-Nielsen---Kirsten-Kjærs-Museum.-Foto--Kamilla-Askholm-Jørgensen

Farverige portrætter, nips og Kirstens hatte ses på museet. Foto: Eva Baré.

 

FET_Kirsten-Kjærs-Museum-udefra.-Foto-Eva-Baré

Kirsten Kjærs Museum udefra. Foto: Eva Baré.

 

FET_Dansk-Whisky---det-laver-de-i-Snedsted-i-Thy

Næsten klar … Den danske whisky i Thy er brygget udelukkende på danske råvarer.

FET_Næsten-klar...-Den-danske-whisky-i-Thy-er-brygget-udelukkende-på-danske-råvarer

 

 

 

 

 

 

 

 

Prinsessen på ærten lå på dem, dyner af edderdun, og det af den fineste slags. Som man faktisk stadig kan både købe og se tilblivelsen af i sin allermest oprindelige form, hvis man besøger Vega-øerne i det nordlige Norge. Her har kvinderne nemlig lige siden vikingetiden brødfødt deres familier ved at holde edderfugle som husdyr og bruge de fine dun til dyner.

 

FET_Udsigten-fra-Vegatrappen

Udsigten fra Vegatrappen

 

Synet er blåt og grønt. Af vand og græs og sol og dyr – og kun lyden af naturen selv som ledsager til synet. Men her bor også kun 1300 sjæle, selvom hele skærgården spreder sig over i alt 6500 holme, øer og vær.

 

Stedet hedder Vegaøerne. 

Et mindre kendt sted end den nordligere liggende ø-gruppe Lofoten, men absolut mindst lige så smukt og interessant. For her træder historien om generationers slidsomme liv og glæde frem, når fortællingen om et fantastisk samspil mellem mennesker og barsk natur, som har pågået i mere end 1500 år, stadig kan ses ved selvsyn og besøges.

Lige siden vikingetiden har kvinderne på Vegaøerne i det uvejsomme landskab nemlig samarbejdet med og levet af naturen – uden at skade den.

Tværtimod har de hjulpet den ved at bygge beskyttende huse til de mange edderfugle, som lever på øerne, og fuglene har kvitteret ved at give kvinderne deres dun tilbage. De allerfineste dun i hele verden  – edderdun – til edderdunsdyner.

 

Bæredygtighed

I 2004 kom den Norske Helgelandskyst på Unescos liste over verdensarv. Ikke på grund af fine bygninger  eller andet, men ene og alene på grund af en mere end tusindårig gammel bæredygtig kultur skabt af mennesker i samspil med naturen.

Og sporene fra kulturen ses stadig i landskabet. Dels i form af de gamle huse og rorbuer (fiskerhuse), og ikke mindst i form af de mange, små edderfuglehuse, som ligger overalt på de yderste øer.

Her arbejdede kvinderne i fordums tid altid hele sommeren igennem med at vogte edderfuglene og samle dunene fra deres reder. Og det gør de stadig –  om end nu i noget mindre omfang end tidligere. Så selv på trods af at naturen og menneskene naturligt har udviklet sig meget siden den tid, lever de gamle kulturtraditioner stadig i ø-riget i bedste velgående.

 

Nyt verdensarvcenter

På Vegaøerne lever man livet langsomt. Og har altid gjort det.

I tidernes morgen drog mændene afsted til Lofot-fiskeriet og lod kvinderne alene tilbage på øerne. Med ansvar for husholdning, mad, børn og eneforsørgelse i de måneder, som fiskeriet varede. Men kvinderne fandt hurtigt på råd og skabte en, efter tidens målestok, storstilet industri ved at lave dyner af edderfuglenes fine dun.

Blandt andet lavede Vega-kvinderne dyner til Europas rigeste adel, og omkring år 1900 blev der på øerne fremstillet hen ved 15000 dyner årligt. I penge udgjorde salget af dynerne mere end halvdelen af en families indtægt.

I dag laver de stadig edderdunsdyner på Vega-øerne. Nu dog i langt mindre målestok end tidligere, men måden er den samme, og erhvervet er i dag opretholdt af nogle af ø-rigets familier (fuglevogtere), som hver sommer vogter fuglene på de yderste ø-vær.

Om alt dette og mere til kan man blandt andet få fortalt i  Vega-øernes nye Verdensarvcenter, som åbnede for første gang i juni måned sidste år.

Centret ligge på øen Gardsøy – helt ud mod vandet – og er bygget i en arkitektur som spiller sammen med den særegne natur.

 

Naturens rytme

Et ø-vær er en gruppe af beboede og ubeboede øer, som tilsammen udgør en social enhed, og i alt 59 af de mange små øer i Vega-ø-gruppen har gennem tiderne været beboede.

De sidste familier flyttede tilbage til hovedøen Vega i 1980’erne, og en fin lille fotoudstilling i museet i E-huset i fiskerlejet Ness fortæller historien om disse familier. Samme sted kan man også se en samling af de redskaber, som kvinderne brugte dengang og stadig bruger, når edderdunene skal renses. Samme kan i øvrigt også opleves i det nye Verdensarvcenter, men E-huset er stadig et sjældent godt besøg.

De yderste ø-vær, hvor edderfuglene i dag ruger, bærer navne som Lånan, Hysvær, Skærvær og Øksoya. Alle øerne er i dag ubeboede – på nær om sommeren, hvor fuglevogterne flytter derud for at vogte edderfuglene, og i specielle perioder er det muligt at komme på edderfugle-safari på blandt andet øen Lånan. Her kan man blive guidet af fuglevogterne, som fortæller om deres traditionsrige historie om deres arbejde og livsstil som fuglevogtere. 

 

Dyne til 50.000 kroner

De mange edderfugle, som siden stenalderen har levet i området, lægger oprindeligt deres æg i den fri natur på den bare jord, og de er dermed et oplagt bytte for rovdyr. Så for at få fat på dunene har kvinderne på Vega-øerne altid bygget små huse til edderfuglene, hvor de har kunne ruge trygt. Og kvinderne har efterfølgende kunne samle dunene fra rederne, når ungerne havde forladt dem. Derfor er også de gamle fuglehuse (og de nye) et spor og en verdensarv, ligesom beboelseshusene på de mange øer.

En edderfugl skaber sin rede og giver sine æg varme ved at plukke de fineste dun fra sit eget bryst. Jo koldere omgivelser hunnen ruger i, jo flere dun giver hun. Samspillet mellem kvinderne og fuglene er derfor unikt, fordi kvinderne på intet tidspunkt begår vold imod dyret, men tværtimod hjælper det i rugesæsonen og bagefter så kan høste dunene fra reden, som er blevet forladt.

Edderdun har til forskel fra ande-og gåsedun små modhager, som gør at dunene holdes sammen på en måde, som giver en isolationsevne i absolut topklasse. Intet er varmere end en edderdunsdyne, men alene til en enkelt dyne skal bruges et kilo dun – svarende til dun fra ca. 65 reder, og det siger sig selv, at sådan en dyne er dyr. I omegnen af 50.000 kroner er prisen på en edderdunsdyne i dag, men så kan den også holde i 100 år, siger eksperter med forstand på den slags.

 

Vejen dertil

Man kommer til Vegaøerne med båd fra Brønnøysund. Sejler i godt en time og har undervejs udsigt til et besynderligt landskab. Et utal af flade, smukke, grønne øer, skær og holme spreder sig gavmildt i havet og danner et landskab, som ikke blot skal ses, men føles og opleves.

Husene er lave og ligger spredt, få veje fører ud til de yderste bittesmå ”byer”, og om vinteren er klimaet så uvenligt, at langt de fleste af ø-boerne ferierer langt borte.

Grundet manglen på lys og varme, drager de til Gran Canaria eller længere væk, til Thailand måske, men når forår og sommer melder sig, kunne de ikke drømme om at være andre steder end på deres særegne øer.

Så kommer den store skærgård til live, med midnatssol, blomster på de bløde, grønne bakker og turisterne holder deres indtog. For på Vega kan man lave rigtig mange naturting: Ro i kajak, vandre, cykle, klatre, fiske, snorkle, bade og i det hele taget blive ét med den natur, som er øernes hovedattraktion.

 

Aktiv ferie

Sommerferie på Vega-øerne er for naturelskere. Og for børnefamilier, som gerne vil give ungerne anderledes oplevelser end tivoli-gøgl og vandland. På Vega handler ferien om udeliv og fornuftig påklædning, når man måske skal på fisketur, på fuglesafari, sejle i kajak eller på ”bjergbestigning”.

En oplevelse alle kan være med på er blandt andet at bestige Vegatrappe – 1300 trin opad, som belønner med den flotteste udsigt ud over hele øriget og dermed verdensarven, eller man kan klatre på Ravnfloget Via Ferrata. Ravnfloget ligger på det nordlige Vega og har to klatreløjper på mellem 400 og 500 meter, og man kan tilmelde sig en klatregruppe til turen. En tur på Ravnfloget er for de øvede og modige, mens almindelige fjeldture tilbydes alle andre. Fuglekiggeri, cykelture eller jagt på bukke eller gæs såmænd, mulighederne i Vegas natur er mange.

 

Hotel, Rorbue eller camping

Hele foråret og sommeren igennem arrangeres der på Vegaøerne er væld af naturoplevelser for hele familien, som under ferien naturligvis også kan både bo og spise godt.

Vega-mad – alt godt fra det omkringliggende hav og den rige natur – er et begreb i vide kredse, og sidstnævnte kan blandt andet opleves på Havhotellet i Viksås, hvor man i øvrigt har afskaffet alt tv-kiggeri. 

Hotellet råder over 23 værelser, heraf fem suiter, men ingen tv overhovedet. Her har værtsparret i stedet stillet en kikkert i vinduet på samtlige værelser, for det man skal kigge på her er naturen, synes de. Internet er dog tilgængeligt.

Rorbuer, sommerhuse og camping – alle overnatningsformer er mulige på Vegaøerne og meget interessant er det også at aflægge øen Hysvær et besøg.

Her ligger Gåkka Mathus, som drives af parret Øystein og Snefrid Jacobsen. Stedet er ren naturidyl, værtsparret er øens eneste beboere, og god mad og mulighed for at overnatte i sæsonen gør besøget til en helt speciel oplevelse. For på Vegaøerne lever man livet langsomt og sammen …  

 

FET_Rejsereportage_Edderfuglehusene-ligger-som-kulturspor-i-landskabet

Edderfuglehusene ligger som kulturspor i landskabet

 

Rejsefacts

Flyv fra Danmark til Brønnøysund og tag bilfærge eller hurtigbåd derfra.

www.visitvega.no findes udførlige oplysninger om rejseveje.

På samme netside findes også oplysninger om alt fra hvor og hvordan man booker aktiviteter, hoteller, sommerhuse og finder spisesteder. Læs også afsnittet ”godt at vide”. Her fortælles om muligheder for blandt andet at leje bil på Vegaøerne under opholdet, hvis man ikke vil køre den lange tur fra Danmark selv.

Edderduns-dyner kan bestilles på www.lanan.no

 

FET_Edderfuglenes-æg-er-smukke

Edderfuglenes æg er smukke.

FET_En-fuglevogter-kigger-til-sin-rugende-edderfugl-bemærk-de-fine-dun,-som-fuglen-af-plukket-fra-sit-bryst-til-at-fore-reden-med

En fuglevogter kigger til sin rugende edderfugl. Bemærk de fine dun, som fuglen har plukket fra sit bryst til at fore reden med

 

FET_På-flere-af-øerne-i-Vega-øriget-kan-man-leje-kajakker.-Her-på-øen-Lånan-

På flere af øerne i Vega-øriget kan man leje kajakker. Her på øen Lånan 

 

FET_Klatning-på-Ravnfloget.-Foto--Stig-Sæther

Klatning på Ravnfloget.
Foto Stig Sæther

 

FET_Stilhed-og-højt-til-himlen-kendetegner-Vegaøerne

Stilhed og højt til himlen kendetegner Vegaøerne

 

FET_Små-bitte-byer-på-mange-små-øer.-Vega-på-Helgelandskysten

Små bitte byer på mange små øer. Vega på Helgelandskysten.

 

FET_Et-nyt-Verdensarvcenter-åbnede-på-Vega-øerne-sidste-år

Et nyt Verdensarvcenter åbnede på Vega-øerne sidste år

 

FET_Vegatrappen-på-de-ialt-1300-trin

Vegatrappen på de 1300 trin

 

 

 

 

 

 

 

Slovenien er for mange en ukendt feriedestination. Men oplevelserne er mange, vinene fortræffelige og landskaberne intet mindre end betagende.

 

FET_Slovenien_Bled-søen

Bled-søen med pilgrimskirken og de 99 trin er smuk året rundt

 

Fra toppen af kirkepladsen i byen Piran kan man skue ud over to andre lande. Og det selvom landet, vi er i, er meget lille, og man på nogle timer kan køre fra den ene ende af det til den anden. Og fra den ”anden ende af” kan man såmænd se ind over to lande mere.

Landet, vi besøger, hedder Slovenien. Og er med sin beliggenhed midt imellem Italien, Kroatien, Østrig og Ungarn ganske enkelt en lille, velsleben diamant, der rummer de bedste facetter fra sine mange nabolande. De østrigske alper mod nord, Ungarn og Kroatiens landskaber mod vest og sydvest, og den italienske middelhavscharme mod sydøst.

Slovenien er et lille land med store oplevelser. Med fine veje, gode hoteller, store vine og rigtig god mad. Og tilsat de mange forskellige indflydelser og landskabsmæssige særpræg fra de omkringliggende naboer bliver det ikke meget bedre.

Velorganiseret og moderne

For 30 år siden prydede præsident Titos billede ellers alle butikker og offentlige kontorer i mini-landet. Indtil 1989 var Slovenien nemlig en del af den samlede socialistiske republik Jugoslavien, men efter Titos død i 1980 og Berlinmurens fald i 1989, blev Slovenien –  på linje med de andre lande i det tidligere Jugoslavien – selvstændigt.

I dag er der derfor ikke skyggen af østblok over landet, som dog stadig har en befolkning delt i to på spørgsmålet om, hvorvidt man savner Tito-tiden eller ej. Ca 50/50 – sådan er meningerne for og imod fortiden, hvilket er et særsyn blandt de tidligere jugoslaviske republikker, hvoraf langt de fleste har lagt følelsesmæssig afstand til fortiden. Sådan er det ikke i Slovenien, måske fordi befolkningen under Tito havde friere rammer, og heller ikke efter selvstændigheden endte i en grusom krig, som det eksempelvis sås i Bosnien og Serbien.

I Slovenien kom de langt lettere igennem løsrivelsen. Og fremstår derfor i dag som et meget velorganiseret samfund med fin infrastruktur, euro som betalingsmiddel og en befolkning, der taler et engelsk, så man skulle tro, de havde været på high school i USA alle sammen.

 

FET_Slovenien_vinsmagninger-og-overnatte

På mange af vingårdene kan man både komme til vinsmagninger og overnatte.

 

Charmerende Ljubljana

Når mørket sænker sig, kommer harmonikaspillerne frem.

Gamle mænd med slidte instrumenter, som sidder i skumringen og spiller, mens folk i gaderne haster ind og ud af de oplyste og velassorterede butikker.

Ljubljana er hovedstaden og Sloveniens hjerte. En smuk by med en fortættet stemning af intimt samvær, hvor flotte huse i jugend og art deco-stil gennemskæres af små kanaler og fine broer i særpræget arkitektur. Her kan man slentre og cykle, for centrum af byen er bilfrit, og slovenerne går meget op i, at byen skal være grøn, og at der skal være mange og sikre cykelstier alle steder.

Og folk i Ljubljana går ud. Byens mange restauranter er propfyldte og livlige allerede fra ved frokosttid af, og en del af mylderet skyldes blandt andet, at staten tildeler byens mange studerende gratis spisebilletter hver måned.

En sjov udflugt, som kan købes af turister, er en guidet rundtur, hvor man både kan få set hele byen og samtidig smage på nogle af de lokale retter, som de ”indfødte” spiser rigtig tit. Men er man ikke til hotdogs og underlige brasekartofler, byder Ljubljana også på rigtig mange restauranter med mere raffineret mad. Faktisk forsøger Slovenien p.t. at markedsføre sig som et slaraffenland for foodies, og med priser, der tit ligger under halvdelen af niveauet i Danmark, er der ikke meget at betænke sig på.

 

FET_Slovenien_2

Stjernekokken på restaurant MAK i Maribor, David Vracko, er en spøjs fætter

 

Noma på Slovensk

Manden i det brune læderforklæde og et hår, som minder om musikeren Johnny Madsens, står for-
enden af bordet og stirrer på os. Han siger ikke noget, men går lidt efter ned og griber vores mobiltelefon og tager et billede af os. Billedet er fuldstændigt sløret … Så smiler han og forlader rummet …
Vi fniser nervøst … Hvad er det her for noget???

Stedet hedder restaurant MAK og er Sloveniens svar på danske Noma. Beliggende i byen Maribor i det nordvestlige Slovenien og godt halvanden times køretur fra Ljubljana har stjernekokken David Vracko skabt en restaurant, som tilbyder gourmet og galskab ud over det sædvanlige. Nye smagssammensætninger, nye måder at tilberede på og ikke mindst nye måder at behandle gæsterne på …

Det er sjovt, og maden smager fantastisk. Indimellem at den mærkelige stjerne-kok entrerer lokalet og opfører sig underligt eller giver et falsk-lydende ”nummer” på mundharpe, bliver vi på samme tid topbetjent af fire flotte, høje slovenske mænd og en enkelt dame, der som en bisværm ”angriber” bordet med massevis af lækre retter og samtidig fortæller om dem. Det er ypperligt, tager hele aftenen, kører som smurt uden ventetid, og i alt får vi 18 forskellige serveringer med tilhørende rigtig, gode vine. Og det til en pris af blot 67 euro for maden alene.

Maribor er Sloveniens næststørste by, og som resten af Slovenien går man utrolig meget op i vindyrkning. Rundt om hele byen breder vinmarkerne sig, og det er da også i Maribor, at man kan opleve verdens ældste og stadig drueproducerende vinstok.

Den er 400 år gammel, er naturligvis kommet i Guinness Rekordbog, og rygter siger, at der findes en aflægger af den på Fredensborg Slot i Danmark. Selve den ældgamle vinstok står udenfor byens vinmuseum, hvor man kan få hele historien om den og i øvrigt både smage på og købe vine fra alle egnens omkringliggende vingårde.

 

FET_Slovenien_saltpander-i-havet

Middelhavssaltet “høstes” stadig i Piran – i de store saltpander i havet.

FET_Slovenien_1

“Gammel vin på nye flasker”. På vingården Marjan Simcic lagrer de nogle af sorterne på store kar lavet af beton.

 

Lille land, store vine

Det med vin er stort i Slovenien. Selvom landet for de fleste danskere er en hvid plet på det indre vinkort, findes her over 28.000 vingårde, og Slovenien eksporterer vine på allerhøjeste kvalitetsniveau til kendte restauranter verden over. Mest de hvide vine – og især sorten Rebula er man stolte af (kaldes også Ribolla Gialla).

Rebula dyrkes i stort omfang i området Goriska Bdra, som ligger sydøst for Ljubljana. Egnen er kendt som Sloveniens frugtkammer og minder landskabsmæssigt meget om Toscana.

Landskabet er dramatisk og smukt, med massevis af vinmarker, som yndefuldt kaster sig ned ad skrænterne i de mange bløde dale. Et fuldstændigt gudesyn, især om foråret, når også områdets mange kirsebærplantager blomstrer. Små, oldgamle landsbyer, kun beboet af få, pryder de mange bakketoppe, og i byen Smartno kan man indlogere sig på hotel San Martin, der ligger med 180 graders udsigt til alle vinmarkerne.

Et besøg i Goriska Brda er at sammeligne med en tur på eksempelvis den tyske vinrute. For på rigtig mange af egnens vingårde kan man komme til vinsmagninger, og samme steder kan man også tit overnatte. En af de mest berømte gårde i området ejes af Marjan Simjic, og en vinsmagning her er klart i særklasse. Gården producerer udelukkende økologisk vin, og spændende er det at se, hvordan de også lagrer vinene på nye måder. I vinkælderen står bl.a. tanke lavet i ren beton – det nyeste alternativ til gammeldags træfade.

 

FET_Slovenien_vinland

Vin, vin og atter vin. Slovenien er et for mange ukendt, men virkelig godt vinland.

 

Det italienske forbindelse

I byen Piran kan man dufte saltet fra Middelhavet. Og bade i det og kigge lige ind til nabolandet Italien og overalt mærke den italienske indflydelse. Byen er en af Sloveniens smukkeste kystbyer, beliggende på spidsen af en klippehalvø, og det tidligere tilhørsforhold under veneziansk herredømme ses stadig tydeligt i arkitekturen. Fine, pastelfarvede byhuse og palæer omkranser den spejlblanke Tartini-plads i centrum af byen, hvorfra smalle og krogede gader fører direkte op til byens vartegn – Sct. Georgs-kirken. Og det er heroppe fra, at man kan se både
til Italien og Kroatien.

Piran og i det hele taget hele Sloveniens kyststrækning, som kun er godt 47 kilometer lang, er  populær året rundt – både blandt slovenerne og især blandt italienerne. Alle skilte her i byen er også både på slovensk og på italiensk, for i byen findes stadig et italiensk mindretal på 2000 sjæle, og blandede ægteskaber er almindelige.

Almindelige er også flotte hoteller, casinoer og dyre biler, for badebyen Portoroz, som ligger to kilometer væk fra Piran, er det foretrukne badeferiested om sommeren og kan noget med wellness, spa og helbredende kurbade.

Det med kurbadene skyldes Pirans tradition med at udvinde salt fra de store Secovlje-saltbassiner, som ligger lige udenfor byen og stadig er aktive. Udvindingen af salt har stået på i flere århundreder, og i gamle dage boede de folk, som udvandt saltet, ganske enkelt midt i de store ”saltpander”, mens arbejdet stod på. Hvert år fejres saltet stadig ved forskellige begivenheder, blandt andet klæder Pirans borgere sig ud som dengang og sejler iklædt fine kostumer i optog ud i ”saltpanderne”.

 

FET_Slovenien_Goriska-Brda

Landskabet i Goriska Brda minder meget om Toscana i Italien.

FET_Slovenien_Udsigt-over-Piran

Udsigt over Piran

 

Bo i Titos gamle sommervilla

Et af de mest særprægede syn, som ofte pryder turistbrochurer fra Slovenien – er billedet af en gammel kirke, der knejser på toppen af en lille ø – midt i en lille sø. Søen hedder Bled-søen og er nok det yndigste sted, man kan forestille sig. Egnen er så naturskøn, at også Tito i sin tid udvalgte sig stedet som sommerresidens, og ved søbredden kan man derfor den dag i dag besøge hans tidligere sommervilla, som nu er omdannet til hotel – og overnatte i præsidentsuiten for den nette sum af 850 euro.

Fra samme søbred er det også muligt at sejle ud til den lille kirke, som oprindeligt var et pilgrimssted, men i dag mest er besøgt af brudepar, der vil vies her. Op til kirken er der 99 trappetrin, som gommen skal bære bruden op ad, og den store attraktion inde i kirken er at ringe med klokken. For har man gjort det tre gange, får man et ønske opfyldt.

Måden at komme over til kirken på sker med små gondoler, de såkaldte pletnaer, som roes af familier, der har haft hævd på dette arbejde i i generationer. Og stadig har det. I dag en rigtig indbringende forretning, hvilket man kan se, når ”gondoliererne” efter endt arbejdsdag i de små, undseelige både kører hjem i deres dyre Tesla’er eller BMW’er.

Selve Bled by er lille, med kun 11000 indbyggere, men området meget populært blandt turister – for sin skønhed. Med svævebane kan man komme op og få udsigt til de Juliske Alper, stejle bakker inviterer til ture på sommerkælk, ligesom man kan både vandre eller cykle omkring den smukke Bled-sø.

 

FET_Slovenien_Ljubljana

Ljubljana er en by, man går ud i. Langs med de mange kanaler bugner det med hyggelige restauranter og barer.

 

Facts

Flyv til Ljubljana og lej en bil i lufthavnen. Eller kør i bil hele vejen, hvis du vil være klimavenlig. Slovenien har gode veje, men ikke så god offentlig transport, hvis man vil rundt i landet.

www.slovenia.info kan man finde oplysninger om alle de forskellige byer og egne, tips til overnatning og hoteller samt bud på aktiviterer. 

www.slovenia.si er også nyttig.

www.visitljubljana.si kan alt om hovedstaden af samme navn. 

Journalist Eva Baré var inviteret af Slovenien Tourist Board, som betalte fly og ophold. Slovenien Tourist Board har ikke haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Slovenien_byen-Maribor

FET_Slovenien_trippelbro-i-Ljubjana

FET_Slovenien_Ljubljana2

FET_Slovenien_Smartno-i-vinområdet-Goriska-Brda-ligger-med-udsigt-over-vinmarkerne

 

 

 

 

 

 

December er mørke og kulde udenfor – og lys og hygge indenfor i de varme stuer. Men også vild travlhed op til den forestående højtid, samtidig med at job og julefrokoster med kollegerne skal nås. Og så skal der købes gaver – og helst mange af dem. Stress ned og smut en tur over sundet til de to svenske naturperler – Kullenhalvøen og Bjärehalvøen, og udnyt at den svenske krone er historisk lav. Liebhaverboligen guider her til unikke svenske luksusoplevelser i den mørke tid.

skansen0

Det kolde gys i Båstad og Torekov
Byen Båstad er de velhavende svenskeres foretrukne get-away. En slags svensk Tisvilde eller Skagen, centreret omkring en fælles passion for sporten tennis og en yndig by ved havet. I Båstad har man spillet tennis siden 1900, da badegæsterne i sin tid kom til byen, og et fint tennismuseum fortæller hele historien. Midt i byen – og med en stor tennisbane lige i midten af bygningen – ligger byens førende hotel – Skansen, et oplagt sted til en dejlig overnatning i en kold december måned. Skansen har lige nede ved havet det dejligste ”Koldbadehus” (sådan hedder det), et bade-og saunahus for enden af hotellets lange badebro, som tilbyder det kolde gys til hotellets gæster. Bor man på Skansen, er dyppet i havvand og tilhørende varme i saunaen indregnet i prisen, men private kan også tilkøbe sig et dyp. Skansen tilbyder i julemåneden en hotelpakke med både koldt gys i vandet og en skøn middag på hotellets dejlige restaurant Sand. P.t. arbejdes de på hotel Skansen med at bygge en ny spa-afdeling, som vil få tagterrasse med fuld havudsigt, infinity-pool og roof-top bar, og hele herligheden vil stå klar til at modtage gæsterne allerede til sommer, hvor der naturligvis er mest liv i sommerbyen. Så er det spa, man ønsker at fornøje sig med indendøre i den kolde tid, bør blikket rettes mod Torekov Hotel, som ligger kun en kort køretur fra Båstad og Hotel Skansen. Torekov Hotel ligger i den lille by af samme navn, og byen kan udover Hotel Torekovs rigtig fine spa-afdeling med behandlinger, også byde på det smukkeste lille badehus beliggende i Torekovs lille havn. Her kan man få behandlinger i kar – foruden det kolde dyp og tangbehandlinger. Udover det har byen Torekov også en spændende historie – og naturen omkring indbyder til gode vandreture. Både Torekov Hotell og Hotel Skansen i Båstad er meget populære og tilbyder naturligvis begge forskellige hotelpakker og gode ideer til udflugter året rundt. Se mere på www.hotelskansen.se og www,torekovhotell.se

skansen11

Den julepyntede have
Fortsætter man fra Kullenhalvøen og længere nordpå, kommer man til Bjarehalvøen. Her ligger tennisbyen Båstad, og herfra kommer rigtig mange af Sveriges allerbedste grøntsager. Haver og Båstad hænger nøje sammen, og en af de allerflotteste haver hedder Norrviken. Norrvikens Haver (Trädgard) er en samling vidunderlige haver skabt af gartneren Rudolph Abelin for mere end 100 år siden. På en kæmpemæssig grund placeret mellem havet og Hallandsåsen skabte han – drevet af den simple drøm om at skabe noget smukt – en samling haver med forskellige stilarter. En renæssancehave, en klosterhave, en barokhave, en middelalderhave, en vandhave osv. I dag er stedet en af de fineste haver, Sverige kan fremvise, med den flotte villa Abelin i midten af haven og det smukke orangeri – Victoriahuset, hvor der løbende holdes skiftende udstillinger. Norrvikens haver er naturligvis pyntet helt fantastisk op i hele december måned, med lys i de smukke træer og haver, og det hele kan beundres indtil den 14. december. Se mere på www.norrvikenbastad.se

skansen1

Julemarked på Fredriksdal
Fra færgelejet i Helsingør til kan man se helt op til Kullen – den store brune klippe, som ligger skråt overfor danske Gilleleje. Turen over til svenske Helsingborg tager kun cirka 20 minutter, og det er ikke dyrt at have bilen med. Kort udenfor byen ligger Frilandsmuseet Fredriksdal – en svensk pendant til det danske frilandsmuseum i Lyngby nord for København. Her er smukke, gamle gårde og fine huse fra købstadsmiljøer samlet i en kæmpemæssig botanisk have, og her holdes der julemarked med alt, hvad hjertet kan begære af svenske godter, krydderier og gammelt håndværk til salg både den 6., 7. og 8. december. Der vil være dans omkring juletræet, levende dyr i staldene og i det hele taget jul som i gamle dage for fuld udblæsning. Se mere på www.fredriksdal.se

skansen2

Mærkevare-outlet, lokale delikatesser og svensk julemad
Langs med kysten på Kullenhalvøen ligger de små byer og fiskerlejer som perler på en snor. En af de større byer er Höganäs, som bl.a. er kendt for sin saltglaserede keramik og i folkemunde benævnes pottemagerbyen. Et stort område i udkanten af byen er udlagt til outlet-butikker, hvor man bl.a. kan købe smukke ting fra Ittala, Rörstrand, Hackman, Arabia og Fiskars til nedsatte priser. Samme sted er der sports-outlet og glas fra Orrefors, og det er let at finde – store vejskilte viser hvor. Men endnu mere interssant er måske Magasin 36 og Saluhallen, en slags torvehaller, som i gamle fabriksbygninger lokker med alt lige fra sko til lokale fødevare-delikatesser og boligtilbehør. Glæden ved god madkultur blomstrer her, og indkøbene sker i de gamle haller, hvor man siden 1835 brændte den saltglaserede keramik i store ovne. Nu er det hele forvandlet til et overdækket marked med smuk og rå arkitektur, som også rummer et bryggeri, en chokoladebutik og en meget hyggelig restaurant. Sidstnævnte er i det meste af december måned stedet at smage den lækreste svenske julemad – bl.a. på restaurantens store julebord, som serveres hver dag indtil den 21. december fra kl 18.30. Her kan man smage på alle de lokale delikatesser og råvarer, som dyrkes hos små producenter på Kullen halvøen, og er aftenbordet for stort eller for sent – tilbyder stedet også julefrokost og søndagsjuleborde fra kl. 16 -19 på decembers advendts-søndage. Se mere på www.hoganassaluhall.se

skansen3

Verdens største sanglærke
Lidt udenfor Båstad – der hvor by bliver til langstrakte marker, ligger et særligt museum. Nemlig hjemmet for Sveriges allerstørste operastjerne, Birgit Nilsson. Her voksede hun op og boede sammen med sine forældre indtil sit 23.år. Et liv på landet blandt køer og kartofler, uden elektricitet og rindende vand – kort sagt et liv langt fra det, Birgit Nilsson senere kom til at leve, som feteret stjerne på alverdens operascener. Barndomshjemmet står her stadig, som dengang hun sidst boede her. Og ved siden af huset er der nu bygget et museum, som med lyd- og filmklip, kostumer og personlige artefakter fra stjernen fortæller Birgit Nilssons utrolige historie fra bondepige til verdensstjerne. Museet er egentlig lukket for sæsonen i december måned, så vil man se det i fuld skala, skal man vente til foråret, men i anledning af julen åbner museet helt specielt den 8. december for to julekoncerter kl. 14 og kl. 17. Overskriften er Jul på Museet – Julekoncert med Carolina Söderman. Se mere på www.birgitnilsson.com

skansen4

Romantik på Rusthållargården
Kullen og og dens helt specielle natur indbyder året rundt til de skønneste traveture. Naturligvis dejligst om sommeren, når alt er grønt og blomstrer, men en frisk travetur i strid blæst og kulde er ikke at kimse ad, hvis man bagefter kan se frem til et romantisk ophold på Kullens mest romantiske hotel – Rusthållargården i Arild. Arild er et lille fiskerleje, som ligger på den anden side af Kullenbjerget med udsigt over Skälderviken og havet. Her er en lille havn, de fineste små snævre gader med gamle huse, og Rusthållargåden, som ligger med samme udsigt, er den ultimative luksusoplevelse. Alle værelser er indrettet med høje træpaneler i sarte farver og maritimt tema, og selve hotellet stammer tilbage til 1600 tallet, hvor gården blev brugt til Kronskatterrusthållerhem – et sted hvor man sørgede for heste og mænd til kongen. I 1904 blev det omdannet til hotel og har nu haft den samme familie som ejere i fem generationer. Et ophold på Rusthållargården føles som at komme hjem til nogen, der har kendt én hele livet, og mange af de ansatte på stedet har også arbejdet her hele deres voksenliv. I underetagen findes en dejlig spa-afdeling, og helt specielt er det at få en behandling med tang, som hentes lige nede ved havet og kan gøre huden så blød, at man næppe tror det. Rusthållargården er også meget kendte for deres gode restaurant, og i december måned kan man få et weekendophold med julebord og hygge ud over det sædvanlige. At holde nytår på Rusthållargården er meget populært, men hurtigt booket, da mange af stedets gæster en gengangere, så vær ude i god tid. Ud over 21 smukke værelser på selve hotellet har Rusthållargården også fem meget fine huse, man kan leje. Alle ligger de ubeskriveligt smukt – med udsigt til havet. Se mere på www.rusthallargarden.se

Lidenskabelig flamenco-dans, drabelig tyrefægtning og en by fuld af tusindårig historie tilsat duftende appelsintræer. Andalusiens hovedstad Sevilla er perfekt til et romantisk getaway.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_17

Klokketårnet La Giralda er bygget ovenpå en muslimsk minaret.

 

Hælene er høje og stamper lidenskabeligt i gulvet, og udtrykket i ansigtet er nærmest fortrukket som i smerte. Manden i den prikkede flamenco-skjorte danser, som gjaldt det livet, mens tre mænd og en guitarist på barens lille bænk synkope-klapper i hænderne, så hele optrinnet bliver til musik som fra et helt orkester.

Vi er i Sevilla. Hovedstaden i Andalusien og Spaniens varmeste hjerte. Med flamenco-dansere, sang og smerteligt dybfølt guitarspil på hvert et gadehjørne, og slotte, kirker og katedraler i en over-
dådig blanding indimellem.

Her leves livet mest på gaden og i de store følelser, og det er et Spanien så langt fra solkystens  dansker-kolonier med sildemadder, leverpostej og snaps, som noget kan være. Her er tapas ikke bare afskåret pålæg på en flad tallerken, men møre svinekæber i krydret sovs, fritterede serano-skinkeruller og flydende camenbert-oste. Og her kan man – som noget helt specielt – bo i en by, hvor tusindvis af appelsintræer fyldt med orange frugter i sæsonen fylder luften med den dejligste duft af citrus.

Sevilla er en by, man slentrer i. Og kysser i. Og bliver forelsket i. For ikke ret mange andre byer i Sydeuropa kan mønstre samme opbud af smukke pladser, små torve, smalle gader, fantastiske katedraler, kirker, slotte, parker og hyggelige restauranter som netop Sevilla. Tusinder af års historie
er her komprimeret i en storby, som stadig bærer de smukkeste arkitektoniske levn fra sine mange erobrere, og som af kendere bliver besøgt igen og igen – især for sin særegne dans flamencoen.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_11_P1210987

Flamenco danses overalt i det offentlige rum i Sevilla. Her på Plaza de Espana.

 

Flamencoens fødeby

Flamenco er synonymt med Sevilla.

Denne udtryksfulde og lidenskabelige dans, som opstod netop her, blev oprindeligt allerede i 1447 bragt hertil af sigøjnere fra Nordindien, og den dag i dag dyrkes den stadig og inderligt som en højprofileret kunstform. Men selve dansen har ikke altid været en del af flamencoen.

Flamencoens første udtryk var en sang ledsaget af klap med hænderne. Senere kom et akkompagnement af guitar på, og først til allersidst er dansen med de heftigt steppende trin kommet til. Sorg og glæde, lidenskab, kærlighed og smerte – det er de følelser, som flamencoen udtrykker gennem sit kropssprog i dansen og sin dybfølte sang og smukke guitarspil. Og selvom det for en ”ny” flamenco-fan måske kan lyde lidt ens alt sammen, så findes der faktisk hen ved 70 forskellige stilarter indenfor flamenco.

I Spanien kan man starte med at danse flamenco allerede, når man er fyldt tre år. Og naturligvis findes der mange flamenco-skoler i byen, hvor man kan lære de lidenskabelige trin. Sjovt er det, når man kigger i skobutikker – at se de bittesmå flamenco-sko de sælger til børn, men endnu mere interessant er det at lægge mærke til de mange japanske turister, som altid er i Sevilla. Og hvorfor så det? Jo, det eneste sted i verden, hvor der p.t. er flere flamenco-skoler end i Spanien er nemlig i Japan, hvor dansen er det store hit. Det kan man så tænke lidt over, hvorfor en så lidenskabelig og ekspressiv dans er så populær i et land som Japan, hvor det at vise følelser ikke er velset …

I Sevilla kan man opleve noget af det ypperste indenfor flamenco og mere til. Byen er et mekka ud i små og store flamenco-scener med indtil flere shows hver aften. Men interessant er det også at besøge nogle af de mange penás –  små lokale klubber, hvor der hver aften også er er optræden af flamencokunstnere, og hvor det ikke koster andet, end at man snupper en drink i baren. Verdens største festival specielt dedikeret til flamenco finder også sted i Sevilla hvert andet år i april måned under navnet El Bieneal De Flamenco, og et flamenco-museum kan byen såmænd også byde på. Og sidst men ikke mindst kan man tit opleve flamenco helt spontant– på nogle af byens mange pladser.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_8

Plaza de Espana er udsmykket med kakler overalt og blev bygget til verdensudstillingen i 1929.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_12

Metropol Parasol ligger midt i byen og har et madmarked i stuetagen og en bar på toppen.

 

Spændende arkitektur 

Sevilla er tusinder af års historie om krig, især mellem muslimer og kristne. Og byen er en sand overdådighed ud i arkitektur startet i den muslimske periode. Som især de kristne har bygget videre på. Rent faktisk er de fleste af Sevillas kirker bygget ovenpå ruinerne af muslimske moskeer, og  klokketårnet La Giralda på byens kæmpemæssige katedral er egentlig blot en muslimsk minaret, som de kristne har bygget videre på. Sevillas slot og en af byens absolutte turistattraktioner – kongeslottet Alcazar – er ligeledes bygget af arabiske håndværkere, men er køen her for lang hvilket den faktisk altider, skal man ikke fortvivle. Besøg i stedet den gotiske kirke på Plaza Del Salvador, som er et værdigt alternativ. Gyldne basun-engle i massevis, Maria-figurer og ditto Kristus-figurer i guld og sølv pryder på overdådige altertavler alle vægge i et så bombastisk arrangement, at deres udsendte aldrig har set noget lignende. Og entre-gebyret på blot fire euro er til at have med at gøre. Udover de fantastiske altertavler er en kæmpemæssig og meget tung bærestol i det pureste ”sølv” en anden af kirkens attraktioner. Især i påskeugen, hvor stolen med helgen bæres rundt i hele Sevilla – af 40 mænd med armmuskler så store som serrano-skinker.

Forår eller efterår   

Sæsonen i Sevilla er kort, for byen er bedst at besøge enten forår eller efterår. I juni, juli og august er det umuligt at være der, fordi temperaturen let kommer langt over de 40 grader. Men fra marts til maj og igen fra september til november er vejret til gengæld nærmest perfekt. Morgenerne er kølige og friske, og eftermiddage og aftener varme og til sommertøj og bare ben. Mange af Sevillas hoteller har iøvrigt tag-terrasser, hvor man kan indtage morgenmaden, og skønt er det at sidde i den friske morgenluft og høre byens mange kirkeklokker bimle og bamle på samme tid. Men ellers er Sevilla en stille by. Om aftenen så stille, at man kan høre byens mange fugle synge og duften fra de tusindvis af appelsintræer, som står overalt, giver en haveagtig fornemmelse til det hele.

Floden Guadalquivir løber midt igennem Sevilla og deler byen med det gamle sigøjnerkvarter Triana på den ene side og det jødiske kvarter Santa Cruz på den anden. I Triana findes en del af de fabrikker, som har fremstillet og stadig fremstiller de smukke kakler og den særegne keramik, som man kan se på mange af Sevillas flotte bygninger, og kvarteret er også her, hvor flamencoen kommer fra. I Triana findes en del rigtig gode flamenco-klubber, og tapasbarerne her er også mindre ”turistede” end i for eksempel kvarteret Santa Cruz på flodens anden side. Langs med floden løber gaden Betis – et populært sted at hænge ud i de sene aftentimer.

Men ellers er det i og omkring Santa Cruz-kvarteret, at de fleste af Sevillas største attraktioner ligger. Kvarteret med de ultra smalle gader husede i tidligere tider Sevillas jødiske samfund, i dag er stedet proppet med turister, som spiser tapas på bydelens mange små barer og ser flamenco til langt ud på natten. Et godt tip, hvis man vil have det lidt mere lokalt og slippe for turiststrømmen, er dog at frekventere Plaza de la Alfalfa, tæt ved Plaza Del Salvador, hvor de lokale selv kommer. Gaderne omkring samme plads er også rigtig fine indkøbsgader med mange små specialforretninger og god stemning.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_18

I de snævre gader er der massevis af tapasrestauranter.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_Loppemarked-på-Calle-Feria-

Loppemarked på Calle Feria.

 

Sevilla til fods

At gå rundt i Sevilla er let. Byens centrum er næsten bilfrit, og der er ikke langt imellem oplevelserne og byens forskellige kvarterer. To store verdensudstillinger – en i 1929 og en i 1992, har også sat deres præg på byen, og især det enorme kompleks Plaza de Espana, som ligger i parken Maria Luisa, er værd at besøge. Pladsen er skabt af arkitekten Anibal Gonzalez til verdensudstillingen i 1929 og er opført i et miks af stilarterne neo-mudejar og renæssance. En 170 meter lang halvbueformet bygning med gallerier, tårne og buegange omkranser en 515 meter lang kanal, hvor man kan sejle med små både. Hele bygningskomplekset er udsmykket med farvestrålende keramikfliser overalt, og midt på pladsen findes et gigantisk springvand. Det koster ikke noget at besøge Plaza de Espana, og tit er der spontane flamenco-forestillinger i pladsens mange buegange.

Sevillas anden verdensudstilling var i 1992, hvor man til formålet byggede et stort udstillingsområde midt i Guadalquivir-floden. Udstillingsøen kan stadig besøges, men er ikke noget highlight, det er imidlertid bygningen Metropol Parasol, af de lokale kaldet Las Setas, som ligger midt i centrum.

Metropol Parasol ligner mest af alt en kæmpemæssig svamp med bikubeceller. Via en rulletrappe kan man komme op oven på den og gå langs med snoede gangbroer, hvorfra man har den mest vidunderlige udsigt ud over hele Sevilla. Bygningeneller skulpturen om man vil, er skabt af den tyske arkitekt Jürgen Mayer i 2011 og har en bar på toppen og et madmarked i gadeplanet. På markedet kan man købe alverdens lækre madvarer, men også se anderledes madvarer og delikatesser, som for eksempel fårehjerner og små kaniner med både øjne og pels på – ligge i slagterens udstillingsdisk.

Til tyrefægtning

Lys og mørke, kærlighed og glæde, sorg og smerte. De store følelser hænger uløseligt sammen med et besøg i Sevilla, som naturligvis derfor også har en stor tyrefægterarena. Her kan man komme til tyrefægtning næsten ugentligt i den store Plaza de toros de la Real Maestranza, som har plads til 14.000 mennesker. Arenaen rummer også et tyrefægtermuseum, hvor man kan se flotte toreador-dragter, udstoppede hoveder af de mest berømte tyre samt en lille udstilling med stik af maleren Goya. Tyrefægtning er en vigtig del af kulturen i Sevilla, men er man ikke til kultur/dyremishandling, kan man nøjes med en rundvisning. Og vil man have en fornemmelse af det hele alligevel – uden tyrefægtning – kan man indtage frokosten eller aftensmaden på en af de nærliggende restauranter, hvoraf mange er indrettet i bedste arenastil med udstoppede tyrehoveder på væggene.

 

FET_sevilla_Rejsereportage_9

 

Rejsefakta

Fly: Ryanair flyver direkte København – Sevilla et par gange ugentligt i højsæsonen. Fra Jylland kan man ikke flyve direkte, det letteste er at tage flyet fra København. Se mere på www.ryanair.com

En taxi fra lufthavnen koster omkring 30 euro.

Hotel: Sevilla har overnatning i alle prisklasser. Dyrest er det femstjernede Hotel Alfonso XIII midt i centrum, med swimmingpool og alt hvad et luksushjerte kan begære. (www.marriott.com)

Meget billigt og absolut okay, også midt i centrum, er det lille hotel, The Callejon del Agua Hostal. Hotellet har en tagterrasse, hvor der serveres en ydmyg morgenmad, men personalet er super-søde til at give tips, bykort og guidning. (www.callejondelagua.com)

Flamenco i Sevilla: Klubben La Carboneria på Calle Cespedes 21 A har flamenco-optræden hver aften. Det er et fint lokalt sted, hvor man blot skal købe en drink.

Klubben Baraka Sala Flamenca på Pages del Corro 70 i Triana-kvarteret har to forrygende flamenco-shows hver aften. Stedet er fint, intimt og lille med en scene i midten af publikum. Man kan/bør købe billet på forhånd på www.barakasalaflamenca.com. Det koster 20 euro pr.person og inkluderer også en drink under showet.

Nyttig viden: På den spanske stats turistkontors hjemmeside kan man under punktet ”brochurer” downloade en virkelig god guide/brochure om Sevilla.
Se på www.spain-info/en.

Vil man bestille flamencobilletter, billetter til slottet Alcazar eller andre udflugter mv. er det nemt at gøre på www.getyourguide.dk 

 

Normandiets kyst er yndige, gamle bade-og fiskerbyer med betonbyen Le Havre som udyret midt i al yndigheden. Men ”udyret” har en spændende historie og vinder i skønhed – når man ved, hvorfor ”Frankrigs svar på Stalingrad” ser ud, som den gør.

 

FET_Rejsereportage_etratat_le-havre-3399560

 

Der står kartofler på markerne og fine, brogede køer overalt. Jesus hænger på et kors i vejkanten, og landskabet er fladt med højt til himlen og de drivende skyer. Langs med den snoede landevej kører vi igennem søvninge småbyer med sirlige huse bygget i bittesmå mur-og strandsten, og vi fornemmer, at vi er et sted, hvor tidevandet bor.

Etretat i Normandiet ligger ved havet og de store, hvide klipper. En ferieby med mågeskrig og små butikker med hvidt og luftigt sommertøj. Her er smukt. En særlig stemning og et særligt lys. Som også greb impressionismens store malere, Monet, Manet, Boudin og alle de andre i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de hev staffeliet ud i naturen og gengav verden på en ny og ”lettere” måde i deres malerier. De kom til Etretat sammen med den rige overklasse fra Paris i øvrigt – for tiden var til at bade og feriere ved kysterne, og Etretats uspolerede fiskersamfund udgjorde den perfekte kulisse.

Køreturen fra Paris tager et par timer og lidt til. Og i dag folk kommer hertil for at slappe af på stranden, slentre i de hyggelige gader, spise et godt fransk måltid og beundre de fine villaer fra ”La Belle Epoque-perioden”. Men også for at se de de sirlige, små fisker-og borgerhuse bygget i bl.a. flintesten – og så for at se klipperne. For klipperne – det er dem, det handler om.

De hvide klipper af kridt, som rejser sig så majestætisk ud for byens fine strand og promenade, hvor kirken og de mærkværdige haver troner højt oppe på den modsatte skrænt og giver en fantastisk udsigt ud over byen.

 

FET_Rejsereportage_etratat_P1210242

FET_Rejsereportage_etratat_P1210214,-etratat,-klipperne

Etretat, klipperne

 

Haverne i Etretat

Etretats klipper er afbildet i det uendelige. Især i impressionismens malerier og med rette. Smukke vidundere skabt af naturen – sådan blev de oplevet engang og gør det stadig. Tæt mod to millioner turister besøger hvert år byen, enten for en uge eller måske blot på en dagsudflugt, og alle kommer de primært for at fotografere klipperne. Enten nede fra byen eller oppe fra kirken på skrænten.

Turen op på skrænten er stejl. Men et lille turisttog fragter dårligt gående derop, som samtidig også kan besøge en anden af Etretats mærkværdigheder: Haverne i Etretat. Ikke nogle gamle haver, men en kun fire år gammel ”park” skabt som et avantgarde-have-kunstværk. Et kreativt laboratorium af planter og skulpturer, som er anlagt op ad den høje skrænts ene side.
Mærkværdigt klippede buske gemmer på skulpturelle buddhahoveder, og små snoede stier fører rundt i haven til nye underlige planter og oplevelser og er en fin udflugt i Etretats lilleby-idyl.

 

FET_Rejsereportage_etratat_mange-af-Etretats-huse-er-bygget-i-strand--og-flintesten.-Eler-bitte-små-mursten

Mange af Etretats huse er bygget i strand- og flintesten. Eler bitte-små mursten

 

Le Havre

Vi kører langs med kysten en halv times tid. Langs med vandet, som hvert døgn hæver og sænker sig op mod otte meter eller mere. Passerer endnu flere smukke, små huse i gammel byggestil og når så til et kultursammenstød af de store: Havnebyen Le Havre. Som med et centrum i lav og firkantet byggestil – opført alt sammen udelukkende i beton – af kritikere er blevet kaldt for Frankrigs svar på Stalingrad.

Kontrasten er ubeskrivelig. Og var det også for de mere end 45.000 franskmænd, som, efter at Le Havre var blevet fuldstændig sønderbombet af tyskerne i 1944, pludselig ikke mere havde et sted at bo.

Alle byens smukke, gamle huse fra 16-,17- og 1800-tallet var ødelagte, og regeringen besluttede derfor, at der skulle handles. Så Le Havres mange ”hjemløse” igen kunne få tag over hovedet, og havnen – som altid havde været og stadig er et centrum for verdenshandel – igen kunne komme til at fungere.

Derfor valgte man en af 1900-tallets mest berømte, franske arkitekter til opgaven med at stå for genopbygningen af byen. Hans navn var Auguste Perret, og han var kendt som ”kongen af beton” og for i øvrigt også at være læremester for den senere så berømte arkitekt Le Corbusier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Havre.-En-genopbygget-by---helt-i-beton

Le Havre. En genopbygget by – helt i beton

 

Kongen af beton

Auguste Perret var på det tidspunkt godt 70 år gammel, men stadig fuld af moderne ideer, og byggematerialet beton var hans absolutte yndlingsmateriale og spidskompetence. For i beton kunne man både bygge hurtigt og billigt. Alt kunne masseproduceres og samles på kort tid – og vupti – så havde Le Havres indbyggere igen tag over hovedet.

Seks år efter kunne de første lokale derfor flytte ind i supermoderne lejligheder. Alle opført i beton og efter en helt speciel by-plan, som Perret havde udtænkt. Og i de følgende år blev i alt 10.000 lejligheder opført i bymidten af Le Havre – alle bygget efter nøjagtig det samme princip:

Der blev bygget  i tre højder for at skabe variation i bybilledet, og alle bygninger blev opført med søjler og og en overligger som det bærende element. Alle vinduer var i fuld højde – fra gulv til loft, og tagene flade.  Samtidig blev alle lejligheder centreret omkring et gårdrum, fik store åbne altaner, og væggene i lejlighederne kunne flyttes, så beboerne let kunne forandre lejlighedernes rum efter behov og familiestørrelse. Affaldsskakt i køkkenet var nyt, og alle boligerne lette og gennemlyste. Det var en hidtil ny og uset boligkomfort sammenlignet med byens tidligere, gamle huse – og Le Havres indbyggere hadede det.

Rent faktisk tog det to generationer for byens indbyggere at acceptere de nye boliger i beton, og det samme gjaldt den nye byplan, som fulgte med: Byens gamle, oprindelige boulevarder blev bibeholdt, men gjort meget bredere, og nye torve og et væld af nyplantede træer indgik også.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Lejligheder,-Le-Havre

Lejligheder, Le Havre

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Volcan-med-efterkrigstidens-beton-lejligheder-i-baggrunden

Le Havres teater og bibliotek – Le Volcan.

FET_Rejsereportage_etratat_Perrets-mesterværk---kirken-bygget-i-beton-fra-yderst-til-inderst

Perrets mesterværk – kirken bygget i beton fra yderst til inderst

FET_Rejsereportage_etratat_Perret-gjorde-meget-ud-at-forskønne-materialet-beton.-Her-i-lyserød-indfarvning-og-med-forskellige-mønstre

Perret gjorde meget ud at forskønne materialet beton. Her i lyserød indfarvning og med forskellige mønstre

 

På listen over verdensarv 

Ser man på Le Havre i dag og i sær efter at have været på besøg i i andre af  Normandiets gamle,  byer – forstår man indbyggernes modstand. For Auguste Perret var i den grad forud for sin tid, og Le Havre ligner – selv den dag i dag –  en fremtidsvision i beton med lige gader og rette linjer i alt, hvad der er af arkitektur i bybilledet.

Dog kan man ikke komme udenom, at ingen steder overhovedet kan man se et så samlet og harmonisk eksempel på en ny by – bygget i beton, som Auguste Perrets ”fremtidsvision”
i Le Havre. Kronen på hans værk er uden tvivl den store kirke, Eglise Saint Joseph, som midt i hjertet af byen – med sin helt specielle arkitektur og beton i mange farver  – i den grad gør al modstand mod materialet beton til skamme. Kirken står som et mindesmærke for de mange, som omkom under bombardementerne, og særlig behandlet/indfarvet beton bl.a.  i lyserød og gylden gul giver et specielt lys i det store kirkerum, hvor glas i mange farver er med til at fuldende billedet.

For både arkitekturnørder og turister, som interesserer sig for samme, er Le Havre derfor en stor oplevelse at besøge. Det er muligt at komme på guidet rundvisning i den allerførste lejlighed, som stod færdig i 1946, ligesom der også findes guidede arkitektur-ture rundt i hele byen.

Et andet byggeri, som også er specielt for Le Havre er også arkitekten Oscar Niemeyers biblioteks- og teaterbygning Le Volcan fra 1982. Den ligger midt i centrum og ligner – en vulkan!

Hvid beton i fantastisk form, som spiller flot op til byens øvrige, moderne bygninger.

 

FET_Rejsereportage_etratat_Honfleur-er-en-af-Frankrigs-mest-romantiske-byer.-Med-kanaler,-massevis-af-restauranter-og-snævre-gader.

Honfleur er en af Frankrigs mest romantiske byer. Med kanaler, massevis af restauranter og snævre gader.

FET_Rejsereportage_etratat_Le-Lyonais.-En-'ægte'-restaurant.

Le Lyonais. En ”ægte” restaurant.

 

Super restaurant 

Et besøg i Le Havre kan gøres på et par dage. Byen har mange barer og gode restauranter, især nede ved havnefronten hvor også byens museum for moderne kunst ligger (MuMa).

Hver lørdag formiddag er der marked i Les Halles i området omkring Le Volcan, man kan tage på sejltur i Le Havres enorme havn og se nogle af verdens største lastekraner, og en helt unik god oplevelse får man, hvis man indtager aftensmaden på restaurant Le Lyonais.

En ærke-fransk madoplevelse til fantastiske priser. Og bliver man træt af byen, er der mulighed for lidt natur i Les Jardins Suspendus – et haveanlæg og en botanisk have anlagt i et gammelt militær-fort, hvorfra der er en spektakulær udsigt over byen. Haven har også en lille cafe og nogle fine væksthuse.

Romantiske Honfleur

Sidste stop på en fridagsferie i Normandiet bør være et besøg i byen Honfleur, som ligger godt en halv times kørsel sydpå fra Le Havre.

Honfleur er Normandiets mest romantiske by og Le Havres fuldstændige modsætning. Et gammelt fiskerleje og en kunstnerkoloni centreret omkring gamle kanaler med et væld af smukke og meget velbevarede, gamle huse. Her flokkes turisterne i tusindtal, og det kan være svært at få plads på en af de mange hyggelige restauranter, der ligger som perler på en snor ud til de gamle kanaler, men dejligt er det.

Honfleur kan dateres helt tilbage til 1000-tallet, men havde for alvor ”vind i sejlene” i 1700-tallet, hvor trekantshandelen med slaver fra Afrika og Caribien var aktiv, og byens fine, smukke huse stammer også fra den tid. Honfleur er også byen hvor komponisten Erik Satie blev født, og hans bandomshjem kan stadig besøges.

Bysbarn i Honfleur var også impressionisten Eugene Boudin, som i 1886 grundlagde Honfleurs museum. Her kan man stadig kan se en meget fin samling af impressionistiske tegninger og malerier fra hans og vennernes ungdomsår, hvor de alle boede på byens pensionat, Ferme Saint Simeon, ligesom Honfleur også i dag er en aktiv kunsterkoloni med rigtig mange gode gallerier.

 

FET_Rejsereportage_etratat_En-karoussel-som-i-gamle-tider-står-stadig-på-havnen-i-Honfleur

En karoussel som i gamle tider står stadig på havnen i Honfleur

 

 

Rejsefakta

Flyv til Paris og lej bil derfra.
Det tager godt tre timer at køre til Etretat, hvor man eksempelvis kan indlogere sig på det lille hotel La Villa (www.lavilla10.com ), som ligger midt i Etretat.

Haverne i Etretat, se mere på www.etretatgarden.fr

Se mere om Etretat på www.etretat.net

Le Havre se mere på www.lehavretourisme.com.

Auguste Perrets ”første” lejlighed (Herritage House, Maison du patrimoine) ligger på 123 Rue de Paris.
På turistkontoret (186 bd. Clemenceau) eller på byens officielle hjemmeside for turisme kan der bookes rundvisning.

Et godt sted at bo i Le Havre er ART Hotel, www.art-hotel.fr.
Hotellet ligger lige overfor Le Volcan, og hvis man booker et værelse på øverste etage, får man altan.
Med udsigt over hele byen. Giver et super indtryk af beton-byen og dens opbygning.

Restaurant Le Lyonais ligger i Rue de Bretagne nr. 7, book bord på
+33 2 35 22 07 31.

Honfleur – se mere på www.honfleur-tourism.co.uk, samt www.musees-honfleur.fr

Journalist Eva Baré var inviteret af Atout France, som har betalt fly og ophold. Atout France har ikke haft indflydelse på artiklen.

Anholt er et anderledes ø-samfund. Lille, råt og stille, men også favnende og udfordrende. Prøv en ferie til næste sommer eller måske et weekendophold i efterårs-eller forårssæsonen.  

 

FET_Anholt_Fyret-på-Anholt.-Bag-ved-det-er-en-stor-koloni-af-sæler-og-skarver

 

Den ligger midt ude i havet og er Danmarks mest isolerede ø. Med en stjernehimmel klarere end noget andet sted i landet og det meste af året også kun med én færgeafgang om dagen. Med én Brugsforening, én skole, ét lille museum, én kirke og én præst. Og ikke nogen politibetjent – kun om sommeren i en kortere periode.

Øen hedder Anholt. Og enten elsker man den, eller også hader man den. Sådan siger i hvert fald de lokale selv – der findes ingen mellemting. Anholt er et enten-eller. Med sine 25 km kyststrækning, sin helt særegne natur og ikke mindst stilheden er Anholt et sted, som er meget anderledes end de fles- te andre steder i Danmark. Og meget anderledes end Rigets andre øer.

Her er ingen nuttede huse. Ingen stokroser og bindingsværksidyl. Ingen velfriserede haver eller en hovedgade med pæne blomsterkummer. Byen er en samling huse, hvor ingen fremstår særligt velholdte, nærmest ser de lidt eller meget slidte ud, bortset fra nogle ganske få, men sådan er byen, hvor også skolen og kirken ligger. Og det er fint og smukt, synes både de lokale og de mange sommerhusgæster, som i generationer er vendt og vender tilbage til øen. Anholt forever – sådan lyder de i kor.

Til daglig – uden for sæsonen – bor her kun 130 mennesker. Og der er lige akkurat børn nok til, at skolen kan fungere. På Anholts hjemmeside kan man se en lille film, hvor skolens pt. 12 børn fortæller om deres skoleliv, eksempelvis er der kun en enkelt pige i den ældste klasse, som naturligt nok i mange fag får eneundervisning. Men som hun siger med et smil: ”Jeg lærer jo en hel masse. Og jeg kan godt lide at bo her.”

Og sådan er det. De elsker alle sammen Anholt med en kærlighed, der for fremmede kan være svær at få øje på. Det er noget med naturen, siger de, noget med stilheden, noget med et sammenhold, et foreningsliv, en afhængighed af noget, der er større end én selv, et helt andet gear i livet, selvom de naturligvis kan se både tv og har mobiltelefoner.

 

Med færge, fly eller sejlbåd

Det tager godt tre timer med færgen fra Grenå at komme til Anholt. Eller godt 40 minutter med taxi-fly fra Roskilde på Sjælland. Hvis ikke man da selv sejler i sin lystbåd, hvilket mange af Anholts mange sommergæster gør hvert år.

Så ankommer de til havnen, som i sommermåned- erne summer af liv. Og hvor Riccos Kaffebar  (ja, den kendte kæde) har verdens mindste skur, hvor man kan købe den velkendte, ”berømte” kaffe. På havnen ligger også Pakhuset og Casablanca Hostel, som lejer værelser ud, og førstnævnte har også en købmandsforretning. Algots er en anden restaurant, som blandt andet serverer hjemmelavede hotdogs med hele to pølser i, Dørken er en gin-og whiskeybar, og helt nede ved vandet ligger Orakel Bar, hvor man kan nyde drinks og solnedgang på pallemøbler uden pynt, og hvor man indimellem også kan få serveret dejlige spanske snacks og anden streetfood. 

På selvsamme havn kommer fiskekutterne også ind hver morgen med friske fangster af fisk og i massevis af jomfruhummere, som kan købes direkte på stedet, hvis man er til det. Og det er der mange, der er. Kørende på gamle ”havelåger” af cykler valfarter folk i afslappet beklædning – helt fri for sejlersko og pastelfarvede poloer – til havnen hver morgen for at købe dagens fangst, inden den er udsolgt. Mange af dem er rigtig velhavende og har mange fine uddannelser, men på Anholt kan man ikke se det på dem. Her ligner de øen – ikke pyntede, ikke fine, bare sig selv.

 

Ørkenen og naturen

Anholts største seværdighed er naturen. Barsk, rå og ufriseret. En fuldstændig uspoleret kystlinje sørger for strand næsten hele vejen rundt om øen, og det er en strand af den slags, hvor der ikke er toilethuse eller iskiosker. Her er bare blåt vand og bølger. Og sandstrande, hvor man kan føle sig så alene som Robinson Crusoe på den øde ø. På den yderste spids ligger et fyr – et meget smukt ét af slagsen, som man såmænd også kan komme op i, hvis man altså orker den lange vandring på mange timer gennem øens ørken først. Jo, det er rigtigt – Anholt har en ørken – eller rettere, en lavhede, som strækker sig over totredjedele af øen, og den er fredet. Man må gå i den, men ikke køre på hverken cykel eller i bil. Derfor er det kun forbeholdt de få og kondistærke at komme en tur op i fyret, selvom en forening pt. arbejder på at få lov til at fragte folk derud i bil. 

Fra toppen af fyret kan man se ud over hele øen. Se de smukke hvide sandstrande og den besynderlige lavhede – ørkenen, som fylder det meste af øen og i sensommeren blomstrer med lilla lyng i den smukkeste farve. Og man kan også se en masse fede, dovne sæler og skarver i kæmpekolonier på den yderste spids af den lille tange, som i landskabet stikker ud lidt nord for selve fyret.  

At vandre eller gå tur i ørkenen er selvsagt populært. Især i sæsonen, hvor man på nogle af ørkenens mange underlige buske kan plukke sortebær, som en af Anholts mange driftige lokale laver gin af. Anholt-Gin er et begreb, og plukker man bær nok, kvitterer bryggeren af gin med en færdiglavet flaske – som tak for bær. Men man kan også bare ”lulle” rundt ude i ørkenen, finde sære dyr og biller eller sætte sig på en sandklit, høre vinden suse og lade tankerne gøre det samme. Stilheden, naturen og bevidstheden om at være virkelig langt væk fra alting – det er det, som folk igen og igen fremhæver som det specielle og fantastiske ved Anholt.

De mange kasketter

På Anholt er de alle sammen enige om, at de bor eller har sommerhus på Danmarks mest fantastiske ø. Men hvor meget der skal være gang i den på øen om sommeren, er de ikke helt enige om. Naturligvis skal der være både mad og drikke til de mange turister. Og noget at samles om. Kunstfestivaller, musikfestivaller og anden begavet underholdning skal der til. Det må bare helst ikke blive for meget. Og det er det tit i sommersæsonen, hvor der – modsat den helt stille vintertid – er fuld knald på. Helst vil de jo have øen for sig selv, siger de, som en godt bevaret hemmelighed kun for de få, men penge skal der jo til, hvis livet også skal leves udenfor sæsonen.

På Anholt har rigtig mange af de få fastboende derfor flere kasketter på. Eksempelvis er Liselotte Arents Sørensen både øens taxi-dame, der står for sightseeing-ture og rundvisning, også formand for øens Borgerforening og det politiske ansigt udadtil, når det gælder Anholt. Ligesom mange andre beboere udover deres faste arbejde eksempelvis også er brandmænd, havnefoged, håndværkere, kajmænd ved færgen, barejere eller restaurantfolk eller har andre småjobs, der alle sammen handler om at holde et ø-samfund kørende hele året. Nogle af dem er født på øen, mange af dem er kommet her siden barndommen, og endnu andre af dem er endt på øen –  som resultatet af en kærlighedshistorie.

”Når færgen kommer ind, kan man hvert år se en hel del ”lykkeriddere” ankomme til øen,” siger blandt andet Niels Fabricius Kilstrup, som sammen med sin kæreste driver restauranten Ved Vejen. Men tilføjer også, at det er hårdt arbejde, der skal til, hvis man vil finde lykken på Anholt. Han forlod et liv som reklamemand i London, og kæresten var før ansat på Operaen i København. Nu driver de sammen restaurant Ved Vejen og en fælles passion om at være pionerer i et nyt liv. De er glade for det og laver rigtig god mad. Og samme historie har et andet af Anholts mange kærlighedspar, Lotte og Morten Abildstrøm, som har skabt og driver Anholt Gartneri. En uregerlig virksomhed kalder de selv deres forretning, hvor Lotte både dyrker grønt og blomster, laver smuk keramik og andet kunsthåndværk, og Morten både laver naturpleje for kommunen, lægger fliser og beplanter for private og også er kajmand ved færgen. Begge er de tidligere mediefolk fra storbyen, som siden 1990 har udlevet og udlever deres drømme og ideer på Anholt. 

 

Generationernes Anholt 

På Anholt kan man bo i sin båd, på campingpladsen eller leje et ydmygt værelse på Casablanca Hostel eller i Pakhuset Anholt. Eller, hvis man vil have det lidt mindre ”råt”, kan man leje sig ind på Anholt Bed and Breakfast eller i Tanternes Hus nede i byen. Sidstnævnte er yndigt og lyserødt, og Anholt B&B er indrettet i en fin, gammel villa. Og endelig kan man også leje sig ind i et af øens mange sommerhuse, hvis man er ude i god tid. Sommerhusene på Anholt er nemlig et kapitel for sig. Ofte er sommerhusene ejet af den samme familie i generationer, og klikker man ind på Boligsiden.dk vil man opdage, at sommerhuse på Anholt kun yderst sjældent bliver sat til salg. Og ser man på samme side – under solgte – vil man opdage, at langt de fleste sommerhuse da også bliver solgt som ”familiehandler”.

Umiddelbart kan det lyde indspist, men sådan er det ikke på Anholt. Nye mennesker er altid velkomne, hvis altså de består ”kæresteprøven”. Kæresteprøven er et ”haha-begreb”, som handler om, at hvis én, som elsker Anholt og er kommet her i mange år, og måske har været her i sommerhus med sine forældre hele livet og stadig foretrækker at holde sine sommerferier på Anholt, møder en ny kæreste, som ikke kan lide Anholt, så holder forholdet ikke. Det er Anholt forever igen og igen, en livsstil, noget udefinerbart, som enten er der eller ikke. Men bortset fra joken med kæresteprøven forsøger Anholtboerne så absolut meget kærligt at invitere nye mennesker til at bo på deres ø. Faktisk tilbydes både børnefamilier og enkeltpersoner at bo og prøve ø-livet ganske gratis i to til fire måneder i ydersæsonerne.

Se mere på www.anholtliv.dk/proev-en-oe

 

FET_Anholt_Anholt-er-super-til-cykelture

Anholt er super til cykelture.

 

FET_Anholt_P1210565

 

Rejsefacts

Om sommeren sprudler Anholt af liv, mens der i ydersæsonerne er mere stille, men måske i virkeligheden mere ”interessant”, hvis man ønsker at få den stille ø-oplevelse.

www.visitanholt.dk kan man læse om det hele. Om hvordan man lejer sommerhus eller cykel, hvor man spiser, køber ind, overnatter og så videre.

Fly til Anholt 

– se mere på www.rutetaxa.dk

Journalist Eva Baré var inviteret af visitAarhus, Kyst-og Naturturisme, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Anholt_Orakel-Bar-på-ved-havnen.-Her-er-gode-drinks-og-smukke-solnedgange

Orakel Bar ved havnen. Her er gode drinks og smukke solnedgange.

 

FET_Anholt_Riccos-Kaffebar-på-Anholt-Havn

Riccos Kaffebar på Anholt Havn.

 

FET_Anholt_Hver-dag-lander-fiskekutterne-friste-jomfruhummere-på-havnen-

Hver dag lander fiskekutterne friske jomfruhummere på havnen. 

 

FET_Anholt_Et-besøg-på-Anholt-Gartneri-er-en-fin-oplevelse.-Gårdbutikken-sæger-både-grøntsager-og-kunsthårdværk

Et besøg på Anholt Gartneri er en fin oplevelse. Gårdbutikken sælger både grøntsager og kunsthåndværk.

 

FET_Anholt_Gin-fra-Anholt.-Lavet-på-sortebær-fra-Ørkenen

Gin fra Anholt. Lavet på sortebær fra Ørkenen.

 

FET_Anholt_Biler-er-der-ikke-mange-af-på-Anholt-og-de-er-heller-ikke-velsete.-Istedet-er-det-muligt-at-leje-cykel-eller-golfbil....

FET_Anholt_Anholt-Ørken-er-Danmarks-største-lavhede.-Den-strækker-sig-over-det-mest-af-øen-og-er-fredet.-

Anholt Ørken er Danmarks største lavhede. Den strækker sig over det meste af øen og er fredet. 

 

FET_Anholt_Fly-til-Anholt-afgår-fra-Roskilde-Lufthavn.-Turen-er-utrolig-smuk-og-varer-ca-40-minutter.

FET_Anholt_Anholts-Ørken-rummer-mange-mange-forskellige-slags-lav

 

Afslappet, grøn og firnurlig. Med liebhaver-vodka, neonmuseum og fuld af overraskende historier. Sådan fremstår Polens hovedstad Warszawa i dag. Et city-break til en af Østeuropas mest oversete perler kan stærkt anbefales.

 

FET_warsaw-1423864,-pixabay

 

En jakkesætklædt forretningsmand suser ned af den brede boulevard på sit elektriske løbehjul, og på smarte cafeer drikker folk kaffe i eftermiddagens sidste, bløde lys.

 Langs den gamle Kongevej står der farvestrålende blomsterkummer, og rundt omkring i hele byen spiller små, fine bænke af sten den smukkeste, klassiske
klavermusik. Helt af sig selv spiller de musik af komponisten Chopin, naturligvis, for han var polsk født, og selvom han i dag ligger begravet i Paris, er hans hjerte stadig i Polen.

Helt bogstavelig talt i byen Warszawa, hvor Chopins hjerte efter eget ønske er indmuret i en søjle i Helligkorskirken, som ligger på den flotte, lange Kongevej, der fører ned til den gamle bydel

Jeg er taget til Warszawa. 

Og er forundret, forbavset og betaget.

For sidst jeg var her var i 1981, og dengang var byen grå, trist og trøstesløs. Tomme hylder i tomme butikker, og mennesker i kilometerlange køer foran slagterbutikker med alt for lidt kød.  Sådan så her ud dengang i årene før systemskiftet i 1989, hvor kommunismens åg over Polen endelig lettede og blev afløst af frie og demokratiske valg anført af landet nye præsident, skibsværftsarbejderen, Lech Valesa.

Og her, tæt på 40 år efter, står Warszawa så som genfødt: Grøn, smuk, vibrerende og fuldstændig forandret.

En moderne metropol, et værdigt alternativ til for eksempel Berlin. Ja, ganske enkelt en by som nu kan tilbyde alt ud i kultur, gode restauranter og arkitektur –  tilsat et væld af grønne parker, massevis af cykelstier og ikke mindst spændende museer. For her er kommunismen nemlig rykket hen, så turister stadig kan se, hvordan livet var i Polens hovedstad, dengang jerntæppet stadig hang tungt over Østeuropa. Og det er en interessant og tankevækkende oplevelse.

Den Gamle By

For langt de fleste turister er en gåtur i Warszawas gamle by et must. Oprindelig blev den gamle by fuldstændig ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men flittige hænder under kommunismen sørgede for, at den blev genopbygget. Ikke sten for sten og ikke nøjagtig som den så ud før, men tæt på, og for det utrænede øje er der ingen forskel. De små brostensbelagte gader og de fine, gamle huse centreret omkring det gamle torv med springvandet og den fine bymur rundt omkring det hele skaber igen den rette renæssance-stemning. Og selvom byen efterfølgende er kommet på Unescos Verdensarvliste, har stedet dog en anelse karakter af turistfælde. Ingen ”levende” mennesker bor i dag inde i den gamle by, så vil man opleve det ”rigtige” Warszawa, er det i kvartererne udenfor man skal søge. 

En have på taget

Længe behøver man dog ikke at lede, for byen er fuld af finurlige åndehuller, og et af de mest spændende og anderledes finder man, hvis man begiver sig hen til universitetsbiblioteket, hvor en taghave bygget ovenpå selve biblioteket sørger for den flotteste udsigt over Warszawas nye skyline.

Skjult for det blotte øje, men synlig, når man går igennem bibliotekets underetage og ud på den anden side, åbenbarer sig nemlig intet mindre end 10000 m2 park bygget op i plateauer, med buske, træer, stier og vandløb. De mange forskellige plateauer er videre opdelt i sektioner, hver med egen farvekombination, duft og form. Det er landskabsarkitekten Irene Bajerska, der har stået for taghaven, hvor man på det øverste plateau altså har udsigten ud over hele byen, og på de nedre plateauer kan slappe af på bænke og i hyggekroge, hvilket naturligvis hurtigt har gjort taghaven til et af Warszawas mest populære datingsteder.

Mest af alt minder haven om en fornem slotspark, og tanken om at man her kan låne og læse bøger og derefter sætte sig i de mest inspirerende omgivelser og sluge sin lærdom, er genialt tænkt. I den nedre del af selve universitetet er i øvrigt også en mindre butik, som sælger interessante politiske plakater – en kunstdisciplin Polen er verdenskendt for.

Praga

Floden Vistula løber midt igennem Warszawa, og er et yndet sted at hænge ud om sommeren. Her ligger indtil flere restaurant- og cafebåde, og det er også her på de grønne arealer eller i Laziensky-parken, at der hvert år afholdes både moderne og klassiske musikkoncerter. Chopin spilles til overflod, men de store verdensnavne i moderne musik har forlængst også fundet vej til Warszawa. På den anden side af floden – over broen – og sådan set udenfor Warszawas vedtagne centrum, ligger imidlertid den gamle arbejderbydel Praga, som i de senere år er blevet et af de mest spændende kvarterer i byen. 

Praga undgik, modsat resten af Warszawa, de store bombardementer under 2. verdenskrig, og husene står derfor næsten som før, men dog i dag i et underligt skønhedsforfald.

Afskallede, nogle med skudhuller, grimme og smukke på en og samme tid i deres majestætiske forfald, hvilket – som det ofte er set før i storbyer – naturligvis har tiltrukket Warszawas kreative klasse, der i de senere år er rykket ind i det gamle arbejderkvarter.

Hvad der før var slum, er nu under forvandling. Så side om side med arbejderklasse-polakker ser man også i dag parader af store luksusbiler og folk i dyrt mærkevaretøj hænge ud til frokostmøder i nogle af de – nu omdannede – gamle fabrikker, som er blevet til smarte spisesteder, kunstgallerier og undergrundscafeer.

Soho Factory

En af de mest hippe restauranter hedder Soho Factory, hvor gæsterne i en stor, gammel, og ombygget fabrikshal, kan indtage lækker mad døgnet rundt, tilberedt af en hær af kokke, som laver maden i det store åbne køkken, som også ligger midt i restauranten.

Rundt om Soho Factory er naturligvis også bygget indtil flere moderne lejlighedskomplekser, til huslejer af ded dyre slags, men kvarteret Praga rummer også stadigvæk en stor del af bydelens knap så rige indbyggere, som man heldigvis stadig kan se sælge deres gamle indbo, brudekjoler, husmorkjoler eller ditto herretøj på det lille underlige gademarked kaldet Bazar Rozyca, som findes ved gaden Targova nr. 54.

Fortrinsvis er det ældre mennesker, som har hver deres lille forretning i et gammelt, forfaldent skur på en underlig byggetomt midt imellem alle de forfaldne huse. Men kigger man nøje efter, især hos de som sælger herretøj, kan man faktisk godt finde super-gode kvaliteter og fine jakkesæt til absolutte spotpriser.

Neonmuseet

Det er også i det gamle arbejderkvarter Praga, at et af Polens mest seværdige og interessante museer ligger. 

Det er Neonmuseet som, med en super flot samling af gamle neon-skilte fra efterkrigstidens Warszawa, fortæller historien om, hvordan kommunistpartiet fra midten af 50’erne og indtil slutningen af 70’erne  forsøgte at imødekomme indbyggernes ønsker om at være ”med på noderne”.

I en stor, gammel fabrikshal hænger en bestøvlet kat som reklame for sko. En lysende havfrue reklamerer for biblioteker, andre skilte er lysende drinks, som fortæller, at her er en bar eller café, og en spurtende cykelrytter i skrigende orange neon fortæller, at her bor cykelhandleren. 

Neoniseringen af Warszawa er en for de fleste en ukendt, men super interessant design-historie, som i årene fra midt 50’erne og helt op til slut 70’erne oplyste den ellers mørke og triste betonbyggede  Warszawa i en periode.

Efter Stalins død blæste nye vinde over Østeuropa, og det polske kommunistparti var blevet inspireret af Vestens inciterende og farverige natteliv, som de havde set det i byer som Paris, Hamborg og London. Det blev derfor fra politisk hold besluttet at neonisere Warszawa – simpelthen ved at sætte de fine, lysende neon-skilte op i den ellers grå, mørke og triste hovedstad, så byen ved nattetide kunne ligne de smarte, vesteuropæiske hovedstæder. Reklame, som vi ser det i Vesten, kunne der naturligvis ikke være tale om. Polen var jo et kommunistisk land, og regeringen udstak derfor særlige manifester for, hvor og hvordan neon-skiltene måtte være: Blandt andet måtte skiltene ikke reklamere for et eksplicit mærke (i et socialistisk land er alle butikker jo ejede af staten, og der er ingen fri konkurrence), men skulle ses som ”ikke-kapitalistisk” forbrugeroplysning og pejlemærker for borgene i bybilledet.

De udvalgte neon-kunstnere

En neonreklame for legetøjsforretninger kunne derfor være en neon-lysende Peter Plys, som fortalte, at lige i nærheden lå der en butik med legetøj. Den fine neon-kat med store støvler på fortalte, at i dette kvarter kunne man købe sko, og neonskiltet med byens vartegn – havfruen – blev pejlemærket i natten, som fortalte, at her lå biblioteket. Og vice versa med skiltene med alle de lysende drinks, og dem var der mange af. For selvom kommunist-tiden i Polen kunne forekomme tør, når det gjaldt oplevelser, indkøb, frihed og så videre, var den ikke tør, når det kom til øl og vodka.

En stribe af særligt udvalgte kunstnere blev derfor sat til at ”neonisere” Warszawa efter gældende retningslinjer fra kommunistpartiet, som også handlede om, at skiltene skulle passe smukt ind i byens socialistiske arkitektur. Og i en periode på tæt ved tyve år var Polen og især Warszawa derfor et orgie af lysende farver ved nattetide – med neon-skilte lavet af landets ypperste kunstnere og designere.

I 1980’erne var det desværre slut med neon-epoken. Økonomisk krise, bureaukrati og besværligheder med at få repareret skiltene, når de gik i stykker, og en i det hele taget udtalt mangel på penge fik langsomt, men sikkert, en ellers sprudlende og farvestrålende kreativ epoke i Warszawa til langsomt at dø ud. Og i 1989, hvor polakkerne rejste sig mod styret og Lech Valesa kom til, havde Warszawa allerede henligget i et trist mørke i en del år.

Indtil altså den polske fotograf Ilona Karwinska sammen med den engelske grafiske designer David Hill satte sig for at indsamle de gamle skilte for på museet, som har eksisteret siden 2005 – at dokumentere og fortælle historien om Neon-revolutionen i Polen.

 

Det Polske flyselskab LOT flyver dagligt flere gange fra både København og Billund til Warszawa.  

I Polen hedder valutaen Zloty.
Det generelle prisniveau – både på hoteller og restauranter – er attraktivt for danskere. 

Nyttige websider: www.polen.travel, www.warszawaguide.info 

Journalist Eva Baré var inviteret af den Polske Stats Turistkontor, som ikke har haft indflydelse på denne artikel.

 

FET_Lazienskyparken.-Foto--Pixabay

Den meget smukke Lazienskypark

 

Oplevelserne i Warszawa er mange og gode.
Besøg også:

PRL-museet  på gaden Ul.Piekna 28/34, som viser, hvordan polakkerne boede og levede under kommunismen. 

Laziensky-parken på Ujazdów Avenue, som er den mest vidunderlige, historiske park fra 1764, med blandt andet 400 egern, som gerne vil håndfodres.

Helligkorskirken på Kongevejen, Krakowskie Przedmiéscie 3 (den lange rute mellem Novy Swiat og den gamle by og hvor dagliglivet leves), hvor blandt nadet Chopins hjerte er indmuret i en søjle.

Museet for Warszawas opstanden, Warsaw Uprising Museum, se mere på www.1944.pl

 – Eller snup et by-løbehjul og kør en tur på nogle af byens mange cykelstier.

 

FET_Andebryst-med-vodka-til.-To-slags-vodka-serverer-Restaurant-Dom-Wodki-til-hver-ret

Michelin-middag med vodka.

Middag uden vin … og kun med vodka til? Lyder det underligt? Måske, men ikke i Warszawa, hvor restauranten Eleksir Dom Wodki har gjort det til deres specielle varemærke netop at servere en middag kun ledsaget af vodka. Restauranten er en Michelin-restaurant og serverer et miks af moderne polsk køkken tilsat absolut kvalitetsvodka. 500 forskellige slags vodka fra hele verden udgør lageret, som restauranten benytter sig af, og typisk serveres to slags vodka til hver ret. Hver vodka er nøje udvalgt til retten, og oplevelsen er rigtig god. Ikke et øjeblik savnede vores selskab et glas vin, og stemningen – efter indtagelse af mere end 6 glas vodka pr. person til en tre-retters menu – var absolut også i top … Under restauranten findes i øvrigt et lille, privat vodka-museum, hvor man kan få en rundvisning, hvis man spørger om lov. 

Det er en god ide at booke bord. Se mere på www.domwodki.pl

 

 

FET_Den-smarte-restaurant-i-Soho-Factory-er-åben-24-7.-

Den smarte restaurant i Soho Factory er åben 24/7.

 

FET_Den-gamle-by-i-Warszawa

Den gamle bydel i Warszawa .

 

FET_Warszawa-1981.-Folk-i-lange-køer-foran-næsten-tomme-butikker.-Billede-fra-PRL-museet

Kø foran en slagterbutik.

 

FET_Warszawas-skyline-kan-ses-fra-taghaven-oven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Pixabay

Warszawas skyline kan ses fra taghaven oven på Universitetsbiblioteket. 

 

FET_Taghaven-på-Universitetsbiblioteket.-Foto-Eva-Baré

Taghaven ovenpå Universitetsbiblioteket.

 

FET_Den-gamle-bydel-i-Warszawa.-Foto-Pixabay

 

FET_Reklame-i-kommercielt-forstand-måtte-neonskiltene-ikke-udtrykke-under-kommunisttiden--Warszawa.-Så-skiltet-her-skal-ses-som-'forbrugeroplysning'-om,-at-der-er-en-cykelhandler-i-nærheden.

Reklame i kommercielt forstand måtte neonskiltene ikke udtrykke under kommunisttiden  Warszawa. Så skiltet her skal ses som “forbrugeroplysning” om, at der er en cykelhandler i nærheden

 

FET_Obuwie-betyder-sko-på-polsk,-og-neon-katten-her-reklamerer-for-byens-skobutikker

Obuwie betyder sko på polsk, og neon-katten her reklamerede for byens skobutikker.

FET_Neon-skiltet-for-bibliotek-under-Warszawas-noen-æra.

FET_Neon-reklameskiltet-med-Peter-Plys-skulle-signalere-at-der-var-legetøjsbutikker-i-nærheden

FET_De-våde-varer-manglede-iikke-i-Polen-under-kommunist-æraen.-Her-et-reklameskilt'-for-barer.

De våde varer manglede ikke i Polen under kommunist-æraen. Her et “reklameskilt” for barer.

 

 

   

Sydafrika er andet og mere end safari, Taffelbjerget og en tur langs vin-ruten.
Tre storbyer – med hver deres forskelligheder – fortæller andre historier om ”Regnbuelandet,” og Liebhaverbolig- en guider her til anderledes oplevelser i særklasse i Johannesburg, Durban og Cape Town. 

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage2

 

MODSÆTNINGERNES BY
(Johannesburg)

Her er dyre biler og kvinder iført tårnhøj stiletter og prangende Gucci-tasker. Men også mennesker, som samler skrald eller tigger ved bilerne i de lange køer i myldretrafikken. 

”Hungry boy” (red.: sulten dreng) står der på det papskilt, som en ung mand i laset tøj har hængt om halsen, og Chanel, Prada eller YSL står der i nakken på mange af de tøjmærker, som sælges i de rige forstadsbutikker – langt fra downtowns menneskemylder og langt fra den fattige township Soweto.

Men det er alt sammen Johannesburg i Sydafrika. På godt og ondt en fantastisk storby, som efter det mørkeste kapitel i landets historie – apartheid – nu igen har rejst sig fra asken som en anden fugl Fønix.

Johannesburg er modsætningernes by. Og nøglen til forståelsen af hele Sydafrikas sjæl. For her kan man gå i apartheids fordspor og få fortalt historien om de sortes svære og lange kamp for lighed og frihed. Og her kan man se den afrikanske savannes storvildt blot en kort køretur udenfor byen, hvor man i øvrigt også kan besøge menneskehedens vugge – i store underjordiske huler, hvor forskere har fundet verdens ældste menneske. Alt imens man bor på det overdådige luksushotel, hvor blandt andre Nelson Mandela boede efter sin løsladelse fra Robben Island.

Undertrykkelsen

På Apartheidmuseet kan publikum  få fortalt hele historien om, hvordan Sydafrikas hvide i mere end 30 år undertrykte den sorte befolkning. Og efter apartheidmuseet kan man ved et besøg i townshippen Soweto ved selvsyn konstatere, hvordan forholdene var i den bydel, som det hvide styre ”tildelte” de sorte at bo i. Under apartheid-tiden udgjorde befolkningssammensætningen i Sydafrika 80 procent sorte, ca. 10 procent farvede (blandede racer) og kun 10 procent hvide. Til gengæld ejede de hvide omtrent 90 procent af jorden, mens den resterende del af befolkningen blot fik 10 procent land at leve på. Og rettigheder for sorte og farvede fandtes stort set ikke. De måtte ikke køre med de samme busser, gå i de samme skoler, bruge de samme hospitaler, ambulancer, restauranter, biografe, teatre, sidde på de samme bænke, eller købe ind i de samme forretninger som de hvide. Listen af forbud var alenlang og samfundet fuldstændig opdelt. Een indgang for sorte – een indgang for hvide,  og alle sorte skulle ydermere have ”dumme-pas” med sig, når de færdedes i eller på vej til og fra de hvides områder. Blev de ”fanget” uden passet på sig, var straffen hård: deportation, fængsel eller i værste fald hængning.

Soweto

I dag er Soweto stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, men også af stor optimisme. Turister kan besøge det hus Nelson og Winnie Mandela boede i, og gaden Vilakazi Street er blevet et populært frokoststed. Og stemningen er god – for  Nelson Mandelas ord om at Sydafrika skal være et land med plads til alle racer og hans mantra om tilgivelse for fortidens synder efterleves, og det er nøglen til regnbuenationens ”succes”.  I Soweto kan man også besøge mindesmærket for drengen Hector Pieterson, som blev skudt og dræbt kun 13 år gammel af politiet, da skolebørnene i Soweto protesterede imod pludselig at skulle blive undervist på de hvides sprog Afrikaans, et sprog de sorte børn ikke forstod.

Verdens mest luksuriøse hotel 

Som modvægt til Sowetos fattigdom, men stadig i Apartheids fodspor, er det interessant at indlogere sig på Hotel Saxon. Hotellet ligger i den velhavende bydel Sandhurst, og er siden 2001 blevet udnævnt til at være verdens førende butique-hotel. Oprindeligt var stedet en luksuriøs rigmandsvilla, men blev i 1992 bygget om til hotel. Og netop her boede Nelson Mandela i seks måneder, efter at være blevet løsladt fra Robben Island, hvor han havde været fængslet i 27 år. Hotellet og de tilhørende villaer er ultimativ luksus i en meget smuk parklignende have og byder på super spa, super mad og levende flygel-hyggepianist om eftermiddagen i de ”private” villaer.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage8

Hotel Saxon, hvor Mandela boede seks måneder efter sin løsladelse

FET_Sydafrika_Rejsereportage14

Denne fotostat af Winnie Mandela står i haven ved parrets hus i Soweto

FET_Sydafrika_Rejsereportage11

Een indgang for hvide, en anden for sorte. Apartheidmuseet i Johannesburg

FET_Sydafrika_Rejsereportage4

Selvom boligforholdene i Soweto er blevet bedre, bor mange stadig i dårlige blikskure. 

 

DEN GRØNNE BY
(Durban)

Her er smukke, betagende udsigter og i massevis af vortesvin med unger, som nysgerrigt og gryntende nærmer sig gæsterne, selv når man ligger ved poolen. Og såmænd også et par frække aber, der gerne vil stjæle tasker, hvis man ikke er opmærksom. 

Vi er i Durban. Sydafrikas grønneste by, og to timers kørsel udenfor centrum ligger lodgen Safari Villas og tilbyder ro og en af Sydafrikas bedste spa-afdelinger. Lav yoga med udsigt til levende dyr, eller få massage så englene synger. Alt er muligt her. Her er bøfler og giraffer, zebraer, geparder, næsehorn og flodheste, men ingen løver eller elefanter. Så det er ikke big-five safari, men dog den smukkeste oplevelse, ikke mindst på grund af landskabet med de mange træer. Baobaptræer og akacietræer og i massevis af vilde blomster i skøn forening. Luksus og natur væk fra byens travle liv.

Himlens folk

I Durban bor også en af Sydafrikas største oprindelige stammer,
Zuluerne. I en uendelig smuk natur, i et område kaldet ”De 1000 Bakkers Dal”, og det er en ganske interessant udflugt at besøge dem. Zulu betyder himmel, for zuluerne er himlens folk, og selvom de har omfavnet nutiden, lever de næsten stadig som før. Bor i hytter og laver mad over bål. Men deres bærende kulturværdier er stærke, og i hele to landsbyer nær Durban kan man se og opleve deres levevis og lange Sydafrikanske historie.

I Ghandis fodspor

Men Durban er også byen, hvor verdens største indiske samfund udenfor Indien findes. Allerede i 1875 hyrede den britiske kolonimagt titusindvis af indere, som skule bygge jernbaner og arbejde i sukkerplantagerne, og således kom også en ganske ung Mahatma Ghandi i 1893 til Durban. Som veluddannet sagfører med forretninger i byen blev han smidt af toget på Pietermaritsburg Station, fordi han nægtede at flytte sig til ”farvet” klasse, selvom han havde købt billet til 1. klasse. Oplevelsen åbnede i den grad Ghandis øjne for apartheidproblematikken og lagde grundstenen til den kamp, han senere viede hele sit liv til for Indiens kasteløse. Ghandi blev i Sydafrika i 20 år og skabte her begrebet Satyagraha: modstand mod tyrani gennem borgernes ikke-voldelige ulydighed. 

Ghandi skabte også en avis og en township i Durban, og det er muligt både at se togstationen, hvor han blev smidt af toget (her er også et lille museum) og at komme på et ”Ghandi-trail” i byen og omegnen.

Bo på en legende

Durban er en kystby med en lang og smuk strandpromenade, og det indiske islæt mærkes overalt. Især på det legendariske luksushotel Oyster Box, som ligger direkte ud til det Indiske Ocean. Hotellet betragtes som en legende, og man kan stadig fornemme fordums tider. For her måtte kun de hvide komme under apartheid, mens de sorte blot var personalet, som betjente dem, og sådan er det næsten stadig. Ikke at sorte ikke må komme på hotellet, men en overrepræsentationen af hvide gæster er slående. Og personaler er stadig fortrinsvis sort. 

Oprindelig blev det første Oyster Box Hotel bygget i 1954, men er senest renoveret i 2009, og står i dag fuldstændig som før, i smukkeste victorianske stil med palmehave, levende musik og fantastisk tagterrasse med bar og udsigt til byens bedste solnedgang. Hotellet er kendt for at servere en stor karry-buffet – stærk som byens indiske islæt i øvrigt, og selvom hotellet er ultimativ luksus, er priserne langtfra skyhøje.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage13

Det legendariske Oyster Box Hotel i Durban. Beliggenheden ud til havet er superb, og man mærker stadig historiens vingesus.

FET_Sydafrika_Rejsereportage10

FET_Sydafrika_Rejsereportage6

På Pietermarritsburg Station står en statue af Ghandi

FET_Sydafrika_Rejsereportage12

 

DEN FARVESTRÅLENDE BY
(Cape Town)

Cape town er Sydafrikas mest populære by og elsket af stort set alle turister. Taffelbjerget og udsigten ud over hele byen deroppefra, er det alle vil se, men tit må man stå i kø i timevis for at komme op med svævebanen, og en anden og langt mindre overrendt seværdighed er derfor anbefalelsesværdig.

Stedet hedder Signal Hill og er en høj bakketop, hvorfra udsigten er mindst lige så betagende som den fra Taffelbjerget. Her på Signal Hill indfinder de lokale sig ved solnedgangstid med madkurve og drikkevarer og sidder sammen på tæpper og nyder at se solen gå ned over havet. Sorte, hvide, gule og alt midt imellem. Alle racer i den nye ”regnbuenation” sidder her sammen, og det i sig selv er en  dejlig oplevelse  – fortidens rædsler in mente.  

Malaj-byen

En anderledes oplevelse får man også, hvis man går en tur i kvarteret Bo-Kaap, som med fine, lave huse i alverdens farver, udgør en helt særegen oase i Cape Town.

Her finder man grønne, gule, orange, blå, lilla, pink og alle nuancer derimellem små huse i små brostensbelagte gader, og det føles næsten, som er man kommet til Havanna på Cuba. 

Men faktisk blev Bo-Kaap  bygget allerede i 1760érne til malajiske slaver og blev senere i 1950érne en township for ”farvede muslimer” under apartheidtiden. 

I dag er området stadig malajisk og muslimsk, og hele den spændende historie om kvarterets udvikling kan ses i kvarterets ældste hus, det lille  Bo-Kaap museum. Det malajiske køkken er også værd at prøve – enten hos Bo-Kaap Kombius eller hos Biesmillah, og i det hele taget er en slentretur i kvarteret  et dejligt kig ind i virkeligt lokalt liv.

De riges paradis

Camps Bay ligger en kort køretur fra Signal Hill, og er et af Cape Towns rigeste kvarterer. Smukt beliggende i bugten ved foden af Signal Hill breder den smukkeste sandstrand sig, og flankeret af stribevis af restauranter er stedet et populært sted at indtage aftensmaden.

Her kommer man for at se og blive set, for at lufte sin flotte bil og dyre mærkevaretøj, og interessant er det at studere Sydafrikas nye over- og middelklasse af både hvide og efterhånden også en del sorte. Restauranterne byder på alt godt fra havet, og selvom man er i et dyrt kvarter, er priserne efter danske forhold absolut rimelige. En anbefalelsesværdig restaurant er Restaurant Zenzero, hvor man både får rigtig gode fiskeretter og super udsyn til Camp Bay´s mangfoldige aftenliv.

 

FET_Sydafrika_Rejsereportage16

Bo-Kaap i Cape Town

FET_Sydafrika_Rejsereportage3

FET_Sydafrika_Rejsereportage5

På Signal Hill nyder alle racer solnedgangen sammen. Noget, der var utænkeligt under apartheidtiden.

FET_Sydafrika_Rejsereportage7

I Camps Bay kommer man for at se og blive set.

 

Rejsefakta

Sydafrika kan besøges året rundt. Højsommeren går fra december til februar – fra juni til august er det vinter.

Alle Sydafrikas byer er malaria-fri og vandet kan drikkes alle steder.

www.southafrica.net er Sydafrikas officielle turistside.

Links til Johannesburg:

Apartheidmuseet:
www.apartheidmuseum.org

Saxon Hotel:
www.saxon.co.za

Links til Durban:

Safari Villas:
www.karkloofsafarivillas.com

Zulu-besøg:
www.getyourguide.dk, søg på Durban

Ghandi Trail:
Turen hedder ”The Inanda Heritage Route. Durban Tourism kan oplyse guide-liste på tel: 031-366-7500.
Eller søg på www.southafrica.net

The Oyster Box Hotel:
www.oysterboxhotel.com

Links til Cape Town:

Bo-Kapp Museet ligger i Wale Street nr. 71

Restauranter:

Bo-Kaap Kombuis
www.bokaapkombuis.co.za,

Restaurant Bismillah
www.biesmiellah.co.za

God fiske-restaurant i Camps Bay: Restaurant Zenzero

 www.zenzerorestaurant.co.za

Journalist Eva Baré var inviteret af South Africa Tourism, som ikke har haft
indflydelse på artiklen.

 

 

 

 

Når turen går til den franske hovedstad, forventes det også, at den skal indeholde god mad og vin. Det kan dog være en udfordring af og til i metropolen. Liebhaverboligen bringer her en guide til gode restauranter, der er til at betale.

 

FET_Paris_Frenchie-2

 

FET_Paris_mr-wong-278434-unsplash-copy

 

Alle husker deres første bid af Paris, siger man. Og så er det lidt kreperligt, hvis den bid i byernes by er en halvsløj kebab, en burger eller en amerikansk Cæsarsalat.

For det kulinariske Paris har i mange år måtte konkurrere med tusindvis af fastfood-restauranter i takt med, at millioner og atter millioner af turister har invaderet den smukke by. Og som i alle andre storbyer i verden, er det sjældent lige ved de store turistmagneter, man finder de rigtig gode spisesteder.

Lige overfor Notre Dame på den venstre bred eksempelvis, er det jammerligt, hvad der udbydes af mad. Det er som at gå nedad det mest turistede sted i Algarve eller Benidorm, hvor tjenere står og råber og falbyder deres retter, som ingen franskmand nogensinde ville drømme om at udsætte sin mave for.

Og selv efter den tragiske brand af netop ovennævnte kirke for nylig, vil den nok stadig være den mest besøgte attraktion i byen, selv om man nok fremover må nøjes med at se den udefra, så alle disse restauranter med græsk, italiensk og spansk mad vil også bestå. Gå i en stor bue udenom dem.

 

FET_Paris_Ratatuille

 

Michelin

Længere oppe i latinerkvarteret ligger de to klassiske cafeer, Les Deux Magots og Café de Flore, hvor både Ernest Hemingway, Pablo Picasso og mange andre store kunstnere kom og fortærede Croque Monsieur, løgsuppe, rillettes og Creme brulé tilbage i 1920’erne. Nu har der sneget sig club sandwiches og sliders ind på menukortet. Til gengæld er det rasende dyrt at sidde at spise og mærke historiens vingesus netop de to steder.

Udover Tokyo, så er Paris den by med flest af de eftertragtede Michelin-stjerner. Derfor kan man selvfølgelig bare gå efter det helt sikre uden skelen til pengepungen og frekventere de trestjernede Le Cinq, Guy Savoy eller Arpége eksempelvis. Eller man kan prøve følgende og prisbilligere steder, vi bringer her, som vil få selv gourmet-rotten Remy fra Disney’s ”Ratatouille” til at få mundvand.

Og en gylden regel: Bestil altid bord i god tid. Kun restauranter under gennemsnittet har altid masser af borde ledige. 

 

FET_Paris_Frenchie-4

 

Lys og nordisk

Frenchie er kraftig inspireret af Noma, uden dog at være oppe i det prisleje. Frenchie, som for nylig fik en Michelinstjerne, er på få år nærmest blevet en institution i den parisiske madverden. Greg Marchand ønskede at åbne et sted, hvor han selv havde lyst til at komme igen og igen, og han kalder selv Frenchie for en mikro-restaurant, hvor de ansatte er som én stor familie.

Den ligger på den charmerende Rue du Nil i 2. Arrondissement og består af både en restaurant, en vinbar, som også er en vinhandel, og et take-away, hvor man kan få morgenmad og sandwiches to go hele dagen. Maden er årstidsbestemt, og menuen skiftes derfor ofte ud. Der er alacarte, men også en femretters menu med vine til. Prislejet er ikke billigt, men stadig kun som en mellemdyr københavnsk restaurant. Stemningen sent om aftenen i både restaurant og vinbar kan minde om den lidt løsslupne, som vi kender fra Bazar og Pluto i vores egen hovedstad.

Frenchie
Adresse: 5 Rue de Nil, Tlf.: +33 1 40 39 96 19
www.frenchie-restaurant.com

 

FET_Paris_Frenchie-3

 

FET_Paris_Beaufort1

 

Oste-himlen

En ostehandel og kombineret restaurant! Hvorfor har man aldrig fundet på det herhjemme i vores ellers så osteelskende land? Monbleu – Beau&Fort er netop en sådan kombination. Den ligger i et knap så turistet område af Paris oppe i det 9. Arrondissement tæt på det verdensberømte revyteater Folies de Bergéres.

Man træder direkte ind i ostehandlen, men her lugter ikke af sure sokker og mug. Selve restauranten er intim, og man kan sidde enten i baren eller ved små og større borde. Der er et hav af gode vine, som næsten alle kan købes glasvis. Udover osteplatter (med fortrinsvis franske oste selvfølgelig) kombineret med godt afskåret charcuteri og hjemmelavede pølser serveres også en fabelagtig og meget enkel pasta med ostesovs og skinke. Her er slet ikke dyrt, men bare hyggeligt og yderst velsmagende.

Monbleu
Adresse: 37 Rue de Faubourg, Tlf.: +33 1 45 89 23 96
www.monbleu.fr

 

 

FET_Paris_Le-Comptoir-2

 

Afslappet og hyggeligt

Le Comptoir du Relais ligger i en lille sidegade til den store Boulevard Saint Germain på venstre bred. Der er ægte caféstemning indendøre med en stor bar til højre og små borde i én stor forvirring i lokalet. Udenfor er her endnu hyggeligere og meget populært, men her kan man ikke bestille bord. Så man venter pænt i en kø, men det er ventetiden værd. Prøv eksempelvis deres toast med andeconfit eller kalv med svampe. Der er også et rigt udvalg af fiskeretter. Især deres torsk med hårdtristet skind og en vidunderlig safransauce til kan anbefales. Man kan også bare nøjes med svinerillettes og charcuteri og hertil en af deres udmærkede naturvine (eller traditionelle vine, som de også har et rigt udvalg af). I køkkenet regerer den karismatiske chef Yves Camdeborde, og han er som resten af personalet hurtig og kompetent. Det gør ikke noget, at man kan et par franske gloser, da tjenernes engelske ikke er så godt og menukortet kun er på fransk. Åbent både morgen, frokost og aften.

Le Comptoir du Relais
Adresse: 9 Carrefour de L’Odeon Relais, Tlf.: +33 1 44 27 07 97
www.hotel-paris-relais-saint-germain.com

 

FET_Paris_Eggsco1

 

God start på dagen

Eggs & Co. gør ikke meget væsen af sig. Den ligger for enden af en blindgyde i latinerkvarterets hjerte med udsigt til en høj mur. Det var en gammel hestestald og lade tilbage i tiden, og på førstesalen er der stadig bevaret noget af det middelalderlige loft med de fritliggende svære egebjælker synlige.

Der serveres alle former for morgenmad med alt fra den lette scrambled eggs med chili, til den noget tungere eggs Benedict med en indkogt bønnesovs til. Friskpressede juicer sammen med alle former for kaffe giver en god start på dagen, hvor man så kan skippe frokosten, hvis fristelserne på kortet blev for store. Her er det ikke så nødvendigt med reservation.

Eggs & Co.
Adresse: 11 Rue Bernard Palissy Tlf.: +33 1 45 44 02 52
www.eggsandco.fr.

 

FET_Paris_eggsco3

 

FET_Paris_Boisonniere-2

 

Fisk med mere

Selv om den hedder Fish La Boissonnierie kan man få andre retter end dem fra det våde element her i denne intime restaurant. Den ligger tæt på Saint Germain des Préskirken midt i det parisiske latinerkvarter og er et af de sjældne steder, hvor man bare føler sig både hjemme og godt tilpas i samme sekund, man træder ind i restauranten.

Betjeningen er venlig og kompetent, og personalet mestrer – som en sjældenhed i Paris – det engelske sprog perfekt. Prøv deres laks eller torsk med grillede grøntsager og linser, eller de grillede lammekoteletter. Brødet er en oplevelse i sig selv, og det serveres altid lunt, da den lille bager lige overfor restauranten dagen igennem supplerer de mange spisesteder i nabolaget med brød fra sin store stenovn. Der er også en vinbar tilknyttet tæt på, og på restaurantens menukort finder man virkelig mange gode vine fortrinsvis fra det sydlige Frankrig.

Fish La Boissonnierie
Adresse: 69 Rue de Seine, Tlf.: +33 1 43 54 34 69
www.fishlaboissonnerie.com

 

FET_Paris_Dersou2

 

Cocktails til maden

Kunne det friste med et Iberico-svin, søde kartofler og harissa-krydderier fra huset, og hertil en cocktail med røget whisky, vermouth og portvinsreduktion? Lyder ikke som den gennemsnitlige menu på en restaurant, og det er den da heller ikke hos Dersou lidt syd for Bastillepladsen i det 11. Arrondissement.

Dersou er en fusions-asiatisk restaurant, hvor de to krumtapper Taku Sekine i køkkenet og Amaury Guyot bag baren har udviklet et ret sjovt koncept. Du kan få serveret fem, seks eller syv retter med tilhørende cocktails til hver ret. Her smagte vi blandt andet udsøgt ceviche med agurk-wasabi og hertil en vodka med peberkorn, og en flammegrillet sild med aubergine kogt i tomatsauce og nøje afstemt dashi (japansk fiskesauce) med en tør hvidvinscocktail tilsat dragefrugt og vietnamesisk koriander. Bliver det lidt for meget, kan du vælge alacarte, men her er udvalget desværre ikke så stort, men indeholder dog en velhængt ”gammeldags” bøf og en god flaske Côtes du Rhône til.

Her er ikke specielt billigt, men det koster at være en del af den parisiske jetset-madscene. Menuerne med cocktails starter fra €95.

Dersou
Adresse: 21 Rue Saint Nicolas Tlf.: +33 9 81 01 12 73
www.dersouparis.com

 

FET_Paris_Dersou1