Liebhaverboligen satte i sidste måned kursen mod de Schweiziske Alper. Vores cykelpassionerede grafiker har de sidste par sæsoner hvirvlet sig dybt ind i sporten – carbon mig hér, carbon mig dér! Henover sommeren blev han inviteret ned til en omgang ”præstationsoptimerende” træning hos AlpCamps Sports Institute i Schweiz. Her kan du læse om hans møde med Bjørn og bakkerne …
Efter flyveturen til Geneve tog vi toget til videre til den lille schweiziske by Martigny, hvor Bjørn Toft fra AlpCamps Sports Institute ventede på delegationen fra København. Kennet, fra cykelbutikken Soigneur, som også var inviteret med på turen, og jeg havde en idé om, at vi skulle hjem til Bjørn til lidt kaffe og afslapning efter en rejsedag. Bjørn havde imidlertid andre planer! Allerede på stationen i Martigny blev vi beordret op på vores medbragte cykler. Vejret var smukt, da vi kørte langs floden La Drance, og i horisonten kunne vi spotte de store stigninger som vi havde i vente de næste par dage. Frygtindgydende, men også meningen med opholdet på AlpsCamps Sports Institute. Indehave Bjørn Toft arbejder utroligt meget med forskellige cykelteknikker, der skal hjælpe rytteren til højere fart, udholdenhed og ikke mindst ”velbehag” i bjergene.
Passer du til cyklen?
Den første dag på AlpCamps blev jeg bikefittet af Bjørn Toft. Det gode bikefit tester een igennem på alle niveauer, så selve fittet skræddersyes til ens holdning, stil og evner. Mange bikefittere kigger meget på armlænge, skridthøjde og position. Bjørn Toft, der udførte mit fit, er ikke så optaget af de gængse skemaer, korrektionsdiagrammer m.m. I stedet er hans filosofi i højere grad fokuseret på den enkelte rytters smidighed og fysiske formåen. Han har udført bikefit på en lang række professionelle ryttere, bl.a. Jakob Fuglsang.
Den indre nedkørsel
En normal rytter har typisk to til tre forskellige måder at træde i pedalerne. Bjørn Toft arbejder med seks forskellige tekniker. Hans system af forskellige teknikker medvirker bl.a. til, at man som rytter hele tiden varierer trykket på de forskellige muskelgrupper. Resultatet er en følelse af mindre belastning og mere udholdenhed.
Jeg har bl.a. kørt motionscykelløbet La Marmotte et par gange og deltaget i træningsture i Spanien og Italien, så jeg kender til det at køre i bjerge. Nedkørslerne har dog aldrig været min livret. De heftige nedkørsler, hvor jeg kører med op til 70 km/t er ikke just det bedste ved bjergkørslen. Men hér kommer Bjørn Toft med en række god råd. Han taler meget om lukkede og åbne sving. De lukkede er nærmest 90˚ graders sving, hvor du ikke kan se, hvad der kommer efter svinget. Her skal bremses og efterfølgende svinges cyklen. De åbne sving, hvor udsynet frit og her kan du se hvad du møder. Det er kæmpe fordel at sidde på cyklen ved siden af Bjørn Toft. Hele tiden komme han med anvisninger, gode råd og justerer ens position på cyklen. Langsomt, men sikkert kaster jeg mig med stor velbehag ud i hæsblæsende nedkørsler uden at kigge på mine indre hastighedsbegrænsninger og psykiske barrier ved denne type cykelløb. Det er rart, lærerigt og yderst befriende at køre frit – også med + 70 km/t på cykelcomputeren.
”AlpCamps kan foregå på alle niveauer fra de helt nye på cykel til supermotionisten, der vil optimere sin træning. AlpCamps handler i alt sin enkelthed om og blive bedre på cyklen og det eneste, der kræves er comittement! Finhaut – byen, hvor campen ville tage sit udgangspunkt, er indrettet med et yderst kuperet terræn,” fortæller Bjørn Toft fra AlpCamps Sports Institute.
Facts
AlpCamps Sports Institute tilbyder skræddersyede sportsrejser, hvor udholdenhedsatleter på alle niveauer kan deltage på de “berygtede” SufferCamps. Instituttet tilbyder løsninger og ophold til både enkeltstående atleter, firmaer og grupper. AlpCamps er for atleter der tager ansvar for deres egen udvikling og træffer præstationsoptimerende beslutninger. Dem, der gerne vil have det maksimale ud af deres træning inden for bl.a. cykling og triatlon. Instituttet tilbyder desuden professionelle bikefits samt fysiske test på Swiss Olympic Medical Center.
Kongeetapen i Critérium du Dauphiné blev afviklet i dagene, hvor Liebhaverboligens grafiker Kim S. Jensen var på besøg i området. En yderst dramatisk etape i Dauphiné, hvor Saxos Alberto Contador kørte sig i gult foran Chris Froome.
Da jeg ankommer til det nye smukke boutique Hotel SP34 i det indre København, er det Sarah Grünewalds valg af sted. Hun elsker at være omgivet af ro, stilistisk, men hyggeligt design og at sidde midt i hjertet af København og kigge på mennesker, ryge en cigaret, spise ansjoser og arbejde. Den 30 årige model og skuespillerinde møder mig med en telefon ved øret, men man får stadig et nærværende og varmt kram som hej. Telefonsamtalen er vigtig. Det er hendes lillebror, som har et problem, der skal løses – noget med kærlighed. Det er en kærlig og varm storesøster, jeg overhører give sin lillebror råd, og samtalen afspejler resten af vores dag sammen og Sarah som person; nærværende og empatisk! Mød den aktuelle Vild Med Dans-værtinde til et eksklusivt interview om hendes juli-bryllup, hendes bolig, parforholdet og en jagt på sin fars anerkendelse.
“Jeg voksede op i den lille strandby Marienlyst i Nykøbing Falster. Min far havde en restaurant i byen, og jeg blev ret tidligt smidt ud i arbejdslivet, hvor jeg serverede og gik til hånde. Min mor var stewardesse hos SAS, og hun tog os nogle gange med på hendes rejser, hvor min bror og jeg agerede små hjælpere, der serverede kaffe og te. Det var til tider hårdt med to udearbejdende forældre med skæve arbejds- tider. Min far glemte tit sin familie på grund af det travle arbejdspres, og han var den, jeg altid var på jagt efter anerkendelse fra. Jeg følte ikke, han så mig. Hans måde at vise kærlighed på var at skælde ud og sætte grænser. Jeg har virkelig brug for berøring, nærvær og mennesker som er tæt på mig, så derfor har det været svært for mig at forstå hans måde at vise sin kærlighed på. Min mor var helt anderledes. Altid blød og ikke så mange grænser, og hun hyldede altid min bror og jeg for de mennesker, vi var.
Nu’ det nok far!
For små tre år siden fik jeg nok af min fars facon og væremåde overfor mig. Jeg var træt af, at han ikke kunne anerkende alt det, jeg var og stod for. Min far havde altid skubbet mig hen mod at blive en forretningskvinde. Så at jeg valgte modellivet, der omfatter gratis arbejde indimellem, i en tidlig alder, var uforståeligt for ham. For ham var det ikke et rigtigt arbejde. Da han for cirka tre år siden endnu engang skældte mig ud – denne gang for at ryge cigaretter – havde jeg fået nok. Jeg påtog mig voksenrollen og responderede med, at jeg synes det var dejligt, at han elskede mig så meget, at han var bange for at miste mig til cigaretter. Der lukkede jeg munden på ham. Det var åbenbart afgørende, at jeg italesatte kærligheden, for siden da har vi haft et varmt forhold. Jeg nusser ham og italesætter mine følelser mere, og han prøver på sin måde at give det samme tilbage ved at klappe mig på skulderen – han gør det så godt, han kan.
Håndbajere og stærk tobak
Han har også accepteret og anerkendt, at jeg rent faktisk ER en forretningskvinde. Efter han har set mig på TV, har han efterhånden forstået at mit engagement som model, som skuespiller og som TV-værtinde er en karriere, der kræver hårdt arbejde. Det har været en lang jagt at få min fars anerkendelse, og det er så dejligt at have den nu. Min mor har derimod altid set mig, som den jeg var. Hun har pustet balloner op for min karriere. Selv da jeg kom ind i en rebelsk tid som punker, bumset og piercet teenager med hang til håndbajere og stærk tobak, så hun stadig mig, som den jeg var. Den tid var på mange måder speciel, og jeg tror, at min mor forstod, at jeg havde brug for flere farver og facetter i mit liv. Jeg fortryder ikke et sekund den tid. Det gør kun, at jeg i dag kan tale med alle slags typer fra forskellige sociale lag. Årsagen til jeg er kommet helskindet ud af den tid, er jo netop, at jeg altid har haft et ben godt placeret i begge lejre. Jeg er sgu’ nok et godt produkt af begge mine forældre’.
Mobbet som model
Jeg har altid ønsket mig at blive anerkendt for et godt stykke arbejde fremfor at være smuk. Selvfølgelig er det en gave at være smuk, men det skal være afbalanceret. Det er vigtigt for mig at udvise nærvær og ikke komme ind på en arbejdsplads som en rekvisit. Jeg vil være en del af et hold. At levere et stykke arbejde uden at være nærværende overfor hele holdet er det værst tænkelige for mig. Jeg husker tydeligt et modeljob i udlandet for nogle år siden, hvor jeg blev udelukket af fælleskabet og konsekvent blev kaldt The Model. De brugte ikke mit navn, jeg måtte ikke spise frokost sammen med dem, og de talte henover hovedet på mig. Det kan man ikke gøre med mig. Så tager man mig fra mig. Det er så vigtigt for mig at føle fælleskab og at man løfter en opgave sammen. Derfor er jeg så sindssygt forelsket i hele produktion Vild Med Dans. Det er et stort fælleskab, hvor alle bliver taget alvorligt, og hvor alles funktioner er vigtige. Det er en stor maskine med små skruer, men mangler der bare en enkel skrue, ryger det hele på gulvet, da her er tale om live TV. Jeg synes, det er den fedeste arbejdsplads. Det er en stor tæt familie, og jeg lægger stor vægt på, at hele holdet har det godt sammen med mig. Jeg nægter at være hende, der bare kommer ind i stort skrud og i høje hæle. Danserne skal vide, at de har mig i ryggen, at jeg ser dem og holder med dem.
Med til dansetræning
Sidste år ville jeg være med til deres træning så ofte som muligt, og derfor var det ekstra hårdt arbejde. Én ting var jeg var ny værtinde, men jeg prøvede så vidt muligt at være der til deres træning for at have noget at tale med dem om, så jeg vidste, hvad der rent faktisk foregik i løbet af ugen. Så det var fuldtidsarbejde, som var hårdt, men fedt fordi jeg ville ind under huden på alle og gøre mig umage. Der skal ikke være nogle sure miner, for jeg elsker at arbejde.
Kig på mig!
Jeg er dog så privilegeret at meget af mit arbejde, der ikke har med Vild med Dans at gøre, kan klares ved møder på telefon eller computer. Jeg er MEGET på min telefon, og det har været den største udfordring med min mand og jeg. Vi har to vidt forskellige måder at arbejde på. Han er forfatter, så når han skal skrive, tager han ud på Den Sorte Diamant og skriver. Jeg bruger konstant min telefon, og det har været svært for Rasmus at vænne sig til. “Hey kan du ikke lige kigge på mig?”, siger han ofte. Min lejlighed er mit hjemmekontor, men for ham er det et frirum, hvor han ikke arbejder, så det tog lidt tid at få finpudset vores forskellige arbejdsmetoder og liv.
Modbydelig kæreste
Jeg har altid været en forholdspige – jeg har aldrig forstået de der one-nigth-stands. Fra jeg var 16 og fem år frem, havde jeg et forhold, som på alle måder var usundt. Min daværende kæreste havde en sindssyg evne til at få de værste ting op i mig. Han kunne få mig til at føle mig udnyttet, og han jokkede på mine værdier som menneske. Lige så romantisk og charmerende han kunne være, lige så modbydelig kunne han også være. Den følelse af udnyttelse, han gav mig dengang, har siden ligget dybt i mig. Jeg har derfor aldrig kunne lide at give mig selv ud til en eller anden for en enkel nat. Når jeg mærker kemi og vælger mennesker ind i mit liv, så giver jeg så meget af mig selv, så det skal ikke være til hvem som helst. Jeg ved, hvad jeg er værd – de mennesker omkring mig er valgt med omhu, og det samme er Rasmus (Sarahs mand, red.).
Stor fan – men ikke speciel lækker
Jeg var fan af Rasmus lang tid inden, vi blev kærester. Han har arbejdet som DJ i mange år, og jeg sørgede altid for at være de steder, han spillede. Jeg synes, han er en af Danmarks bedste DJs, fordi han er så teknisk dygtig, så man kan roligt kalde mig en decideret fan. Jeg synes ikke han var specielt lækker , men da jeg er en musiknørd, som både spiller klaver og guitar og synger, blev jeg fascineret af hans talent og synes, han var møgfed. Da jeg mødte Rasmus, var det for mig et eller andet sted et ubevidst ja til at være sammen med ham resten af mit liv. Efter at have datet ham et par gange, kunne jeg bare mærke sådan en rolig fornemmelse i mig. Der var et eller andet, der var anderledes med ham – det var en rolig bundforelskelse. Med andre kærester har jeg frygtet at miste – det gør man jo, når man elsker, men tidligere har det været en frygt for at miste dem til andre kvinder eller på grund af forskelligheder. For første gang i mit liv gik min frygt her på at miste Rasmus til sygdom eller ulykker – en grundangst for at miste ham til noget som jeg ikke havde kontrol over. Jeg tænker, at det er sådan, man har det med sine børn!?
Privat foto fra brylluppet
Jeg er ikke bange for at få løst problemer med Rasmus – men bange for at miste ham. Med ham er der styr på alt det basale. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg tror, der er mænd i livet, der er ’meant to be’, men man skal være heldig, hvis man møder bare en af dem. Jeg har bare været heldig at møde manden i mit liv nu.
Ingen betænkningstid med brudekjolen
Bryllupper har egentligt aldrig sagt mig det store. Jeg har aldrig haft den store pigedrøm om, at far skulle følge mig op af kirkegulvet, men da jeg møder manden i mit liv, så virkede et bryllup som det mest naturlige for mig. At gå ind i et hus med højere magter og sige ja til hinanden var pludselig det helt rigtige. Pludselig tog formatet bryllup mig med storm. Vi blev viet i Islands Brygge kirke. Jeg havde fundet en så fin vintagekjole hos Vintage Bride på Frederiksberg. Det var bare SÅ meget mig! Jeg havde ellers lavet aftaler hos fem af de store kjoledesignere, men da jeg kom ud til Vintage Bride i den lille stuelejlighed, som emmer af 60’er stil og charme, så vidste jeg det skulle være den kjole, og jeg aflyste mine fem aftaler.
Privat foto fra brylluppet
Kodeordet er perler
Kodeordet for Rasmus og jeg har gennem hele bryllupsplanlægningen været ’PERLER’. Ikke rigtige perler, som du bærer om halsen, men “perler” man finder rundt omkring.
Det er den røde tråd i mit liv, at man finder steder, hvor man føler sig heldig, unik, lykkelig og finder ro. Så vores bryllupsdag var planlagt sådan, at efter vielsen i kirken skulle vores 80 gæster ud på “perler”. Vi havde lejet Søkoen, som er en tømmerflåde indrettet som en dagligstue. Jeg elsker den tømmerflåde, hvor du føler dig fri, og du kan spille musik og nyde livet. Vi gjorde et stop med tømmerflåden hos en af Rasmus’ venner, der har et lille vinlager under Knippelsbro. Ud med store plankeborde, masser af vin og solskin. Dét vinlager er endnu en af vores perler. Selve middag og fest holdt vi på en fantastisk italiensk pop-up restaurant Il Buco, som ligger i en charmerende baggård på Bryggen med kulørte lamper og vasketøj, og musikken spillede fra det skønneste jazzband, som Rasmus og jeg havde hørt første gang sammen på Københavns ældste værtshus ’Det Hvide Lam’. Hele dagen var en perle. En dag fyldt med fede lækre ting, som vi vidste var i orden, og som var os. Dagen efter brylluppet tog vi op og lagde min brudebuket på Rasmus’ fars grav, og så rejste vi på bryllupsrejse til Menorca. Det var mit livs kærlighedsfest.
Privat foto fra brylluppet
Samvittighedsløs hjælp
Jeg synes, der er mange offentlige personer, der har travlt med at hjælpe organisationer ved at lægge et billede ud af dem selv på et socialt medie. Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke holde det ud – jeg vil se noget handling. Jeg savner, at nogen MENER, at de vil hjælpe. Jeg blev spurgt om et hjælpeprojekt på Roskilde Festivalen omkring spildt mad, der skulle gå til hjemløse. Man skulle bruge tre dage på at køre rundt med mad til de hjemløse, men de krævede et billede af mig – men ikke at jeg rent faktisk tog med rundt i de tre dage. Hvor er vi henne? Hvis jeg siger ja til den slags, så er det, fordi jeg er med som alle de andre i tre dage. Jeg vil gerne poste på sociale medier, men har ikke samvittighed til at poste uden rent faktisk at gøre en forskel. For et par år tilbage sov jeg ude på et herberg på Nørrebro og hjalp de hjemløse med mad og omsorg. Det kan godt være, at jeg har stilletter på om fredagen, men jeg elsker også hårdt arbejde, jord under neglene og at hjælpe, hvor jeg kan. Jeg har masser af planer fremadrettet i forhold til at hjælpe dem, der er de svage i samfundet – og jeg mener det.
Sarah om hendes hjem:
’Min indretning har været en blanding af mange forskellige ting – nok en søgen efter identitet, hvilket mit hjem afspejler. Mit hjem betyder rigtig meget for mig. Når jeg sidder i min lejlighed, skal jeg have følelsen af, at jeg ikke har lyst til at være andre steder. Jeg skal have smukke ting at kigge på, minder fra rejser, fotos og tonsvis af stearinlys – jeg er stearinlys junkie. Jeg bor lyst og farverigt, og jeg er samler. Sådan en samler, som er så dårlig til at smide ud, men dog god til at gemme i kælderen. Der skal være overskueligt hos mig, ikke for rodet, men heller ikke klinisk. Det er rigtig vigtigt for mig, at dem, der kommer hjem til mig, kan se hvem, der bor der. Det kan man absolut hos mig! Mine venner og veninder elsker at være hos mig, fordi jeg skaber hygge. Min lejlighed på 100 m2 har store vinduer og ligger på 3. sal, så der kommer masser af naturligt lys ind i lejligheden. Jeg har masser af autentiske fotografier på mine vægge, ikke så meget kunst og malerier. Jeg har fotos, jeg selv har taget fra mine rejser – jeg elsker selv at tage billeder. Jeg har blandt andet et billede af tre smilende mænd fra Sri Lanka. De blev så glade og stolte over, at jeg så dem og ville tage billeder af dem. Og så er jeg vild med elefanter, dem er der også mange fotos af hos mig. Fotos fra skønne stunder med veninder, som gør mig glad at kigge på, fylder også en del på mine vægge, hvor jeg også har et kæmpestort maleri, som jeg fik af min tidligere kæreste Matthias (Hundebøll, red.) til min 25 års fødselsdag.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2014/01/Sarah0244-copy1.jpg200235Elisa Lykkehttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngElisa Lykke2014-01-04 11:24:032014-08-11 16:04:30Sarah Grünewald fra punk til palietter!
Jeg mødte ham aldrig og har aldrig set ham køre. Men historierne om ham fascinerer mig voldsomt. Den gamle mester, der blev fjernet fra tronen af sin unge, moderne og smarte rival, Fausto Coppi. Men Bartalis eftermæle er enestående. Manden, der hjalp adskillige jøder på flugt fra den visse død ved at fungere som kurér med falske dokumenter gemt i sadelrøret under sine lange træningsture. Bartali var en gentleman, og en mand, der på alle måder måtte arbejde hårdt for det, han opnåede.
2. Carlos Sastre
Holdt gennem det meste af sin karriere et utroligt stabilt højt niveau. Top 10 i den ene Grand Tour efter den anden. Men kun én gang bød muligheden sig for, at han kunne vinde – og den chance tog han, i Tour de France 2008. Hans høje niveau gennem mange år, sammenholdt med hans lidt vanskelige, men utrolig sympatiske sind, bringer ham på 2.pladsen på min liste. Han var usikker, han tvivlede ofte på sig selv – men han svigtede sjældent på cyklen, og han var ufattelig rar overfor os pressefolk. Jeg husker stadig, da jeg skulle interviewe ham – måske 20 minutter efter han havde sikret Tour-sejren på den sidste enkeltstart dagen før Paris-etapen i 2008. Manden havde netop forsvaret sig mod alle odds overfor Cadel Evans og sikret sin første og eneste Tour de France-sejr. Alligevel kom han hen og spurgte både mig og fotografen hvordan vi havde det, om vi havde haft en god dag, osv…! Jeg var rystet – på den gode måde.
3. Jens Voigt
Ingen har kunnet underholde i sin aktive karriere som Jens Voigt. En evig fighter på cyklen og et sprudlende springvand af ord og humør! Jeg vil savne Jens Voigt, når han nu stopper karrieren. Hans udtryk ”Shut up, legs” er allerede legendarisk. Og det rammer ham ind som type. Samtidig var han i sine bedste år faktisk en fremragende cykelrytter med mange kvaliteter. Og enormt generøs med sin arbejdskraft. En ener, som ikke kan erstattes.
………………………………………………………………………………………
Brian Holm, Sportsdirektør Omega
1. Jacques Anquetil (Maitre Jacques)
Maitre Jacques sagde, ”at den bedste forberedelse til et stort cykelløb er et godt stykke fasan, et glas champagne og en smuk kvinde”, og han slap afsted med det. Der hersker vist heller ingen tvivl om, at han mente det alvorligt. Den franske stilist vandt Tour de France fem gange, men var fransk folkehelt grundet sin karisma og udstråling. Kørte Ford Mustang 65’ allerede i 1964 og burde i virkeligheden have været filmstjerne på højde med Jean-Paul Belmondo. Tøjmærket Rapha har enda “lånt” navnet fra Anquetils sponsor: St Raphael, der i folkemunde bare blev kaldt Rapha, og fået stor succes med det. Jeg mødte Maitre Jacques flere gange, da jeg som amatør var bosat i Roubaix 1982-84 og kørte for La Redoute. Desværre var jeg genert til at spørge om hans autograf, og fortryder det bittert den dag i dag.
2. Roger de Vlaeminck (Le Gitane)
Sigøjneren fra Eeklo eller Monsieur Paris-Roubaix på den blå Gios-Torino med Criterium-styr kørte på brosten som ingen anden og vandt “Helvede i Nord” fire gange, seks gange Tirreno-Adriattico samt et væld af andre store cykelløb. Verdensmester blev Le Gitane aldrig, og da han i en belgisk dokumentar fra i fjor skulle fortælle om sit store nederlag i Yvoir 1975, så tudede jeg med ham. De Vlaeminck gjorde også den rød/hvid stribede Brooklyn trikot legendarisk og enhver cykelentusiast har en hjemme i klædeskabet med cykeltøj. Jeg møder ofte Roger til de belgiske cykelløb og er lige stolt hver gang. En stor personlighed!
3. Lance Armstrong
Denne cowboy er jo lidt kontroversiel at have med på listen. Personlig mener jeg, at ”Tex” har fået tæsk nok for generationers synder. Hylkeriet må snart stoppe! Han fik gjort cykelbukserne 10 cm længere, indført sorte “high-cuff” cykelstrømper i feltet og kørte med den klassiske Concor-saddel hele sin karriere. Lance Armstrong fik givet arbejdersporten lidt tiltrængt stjernestøv, en duft af Hollywood, der tiltrak mange nye sponsorer (og fik nogle til at forsvinde igen) og mennesker til cykelsporten. Han gjorde cykelsporten til den nye golf. Jeg har kendt Lance siden han var neo-pro og haft fornøjelsen at møde Robin Williams (RIP), Ben Stiller, Lenny Kravitz og Sheryl Crow gennem Lance. De var bare en lille del af hans imponerende følge, dengang han var på toppen. Tilbage i 2004 fik jeg konstateret tarmkræft og jeg var for alvor nede og kysse asfalten. Superstjernen både ringede og mailede jævnligt for at tilbyde sin hjælp. Det glemmer jeg ham aldrig for!
………………………………………………………………………………………
Søren Reedtz, Sportsjournalist DR
1. Laurent Fignon
Sygekassebrillerne, hestehalen, pandebåndet. Og ofte i en gul trøje. Laurent Fignon, professoren, er en af de første ryttere, jeg husker fra min barndom foran fjernsynet. Nederlaget på otte sekunder til Greg LeMond i touren i 1989 gjorde ikke Fignon mindre interessant i mine øjne. Han bøvlede resten af livet med at blive husket som manden, der tabte touren med den mindste margin, i stedet for som manden, der vandt touren to gange. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham et par gange i løbet af 00’erne, mens han arbejdede for fransk tv. Altid en gentleman og altid med interessante og gennemtænkte svar trods det gebrokne engelske og mit manglende franske. En trist dag, da kræften fik bugt med Fignon i august 2010.
2. Fabian Cancellara
Schweizeren begyndte sin Tour de France-karriere sammen med mig i 2004. Cancellara var dog den eneste af os to, der kom i gult efter prologen i Liege. I 2005, efter en enkeltstart i touren, stod jeg klar ved Fassa Bortolo-bussen, da det kom frem, at Cancellara skulle køre for Bjarne Riis og Team CSC året efter. Fabian Cancellara skuffer sjældent i et interview – og han siger aldrig nej til at tale, når det drejer sig om hans yndlingsemner: Cykelløb og Fabian Cancellara! Da klassikerspecialisten var allerbedst i 2010, kørte han så hurtigt, at der opstod mistanke om en motor gemt i hans cykel. Misundelse er en grim ting.
3. Matti Breschel
Efterhånden er det gået op for mig, at jeg langt fra er den eneste i min omgangskreds, der har et lille ”man crush” på Matti Breschel. Det var Matti Breschel (og lidt Fabian Cancellara og Tom Boonen), jeg skulle være, hvis jeg var blevet cykelrytter. Han har stil og er flot at se på cyklen. Han vinder for lidt og er for meget skadet, men har alligevel klasse og udstråling som en champion. Jeg regner stadig naivt med, at sejren ved VM eller i Paris-Roubaix venter lige om hjørnet for Breschel. Og så er han i øvrigt – som alle de andre danske elite-ryttere, jeg kender – en flink fyr, som er hyggelig at omgås.
En Bodil i bagagen er ikke den dårligste start på en skuespilleruddannelse. Sara Hjort Ditlevsen var nået et punkt, hvor hun kunne leve af skuespillet, da hun endelig blev optaget på Teaterskolen i Aarhus. Hun er da også hurtigt ude i ’praktik’ på forestillingen ”Heidi” på Teater Grob til maj.
Vores rektor er meget fleksibel, fortæller Sara Hjort Ditlevsen. – Jeg har også fået lov til at gøre både den hollandske ”Borgman” og den norske ”Dirk Ohm” færdig, som jeg havde fået job på, inden jeg blev optaget. Og så er jeg i praktik allerede her på 2. år, hvor de fleste venter til 3. år … hvor jeg nu også har en praktik på Skuespilhuset.
Hele Saras karriere, der begyndte med amatørteater som barn i Birkerød, kulminerede hendes hovedrolle-Bodil for ”Undskyld jeg forstyrrer” sidste år og som nævnt roller i udenlandske film, men har i lang tid været noget, der skulle suppleres med caféjobs og vikararbejde. Sideløbende har Sara søgt om optagelse på en af teaterskolerne, og kom så ind i 2012.
Skuespiller uanset hvad
– Det er jeg meget glad og taknemmelig for, siger hun. – Jeg har jo brugt år på at bygge min karriere op, så jeg ville være skuespiller uanset om jeg kom på skole eller ej, men det er ensomt ikke at have gået på skole. Man har ingen at dele oplevelsen med.
– Der er da nogle filminstruktører, der har spurgt, ’hvorfor vil du på skole, du har jo arbejde.’ Der har ligget en frygt for, at skolen ville give mig en teknik, der ødelagde det, jeg allerede havde. Det mener jeg ikke. Jeg havde problemer med min stemme, og nu har jeg fået den teknik, der skal til, så jeg ikke ødelægger den. Men først og fremmest elsker jeg at være en del af en udvikling sammen med jævnaldrende, Vi lærer af hinanden, bryder mure ned og ser de andre gøre det, og glæder os på deres vegne.
– At spille med i en film er lidt som at springe ud fra 10 metervippen; der er højst en dag til at få en scene i kassen. Der er ikke plads til at fejle. På skolen gælder det nærmest, at jo flere fejl, desto bedre. Jeg har opdaget, at jo flere døre jeg åbner, jo mere ved jeg, jeg ikke ved. Der er så mange måder at gøre det på, og lige nu er det forvirrende, men det skal nok komme.
Nu er jeg grådig
Men ikke desto mindre: springet fra 10 metervippen gav altså en Bodil. Betyder det så, at hun har fået fyldt sit ’Bodil-formede hul i maven’, som Troels Lyby påstår, alle skuespillere går rundt med?
– Nej! Nu er jeg blevet grådig, ler Sara.
– Det var dejligt med et skulderklap, siger hun mere seriøst. – Jeg følte, at de sagde ’vi har set dig.’ Jeg var jo lige begyndt på skolen dengang. Men jeg går ikke og tænker, at det var toppen. Der er flere udfordringer foran mig.
Man gjorde et barn fortræd
Lige nu er udfordringen historien om Heidi, der blev ansat som piccoline hos Spies … og som morgenbolledame, stort set så snart hun fyldte 15. Forestillingen er skabt af CoreAct, der blandt sine medlemmer tæller Heidis lillesøster Anika.
– Det rykker historien tættere på, siger Sara. – Men Anika har kun set det gennem barnets øjne. Hun var kun 14 år, da Heidi døde. Så der er et stort frirum til at spille Heidi, som jeg forestiller mig hende. Anika husker Heidi som en glad pige. Men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, om det var ’for real’. Om hun næsten havde en venindeforhold til sin mor, der gjorde, at hun agerede voksen, mens hun stadig var et barn, og om forholdet til Spies var hendes chance for at bare at have det sjovt. Uden at se konsekvenserne.
Det er nemlig en tragisk menneskeskæbne, der i semidokumentarisk form undersøges i ”Heidi”.
– Hendes far havde begået selvmord, da hun var lille, moderen var kvartalsdranker. Da hun ender hos Spies er hun bare interesseret i at nyde livet. Og derfor et let offer, da Simon Spies tilbyder hende ekstra goder som morgenbolledame. Det inkluderer også adgang til hash og hårde stoffer. Da hun imidlertid afviser at gifte sig med ham, bliver hun fyret. Hun havde en drøm om at stå hvid brud, men ikke med en mand, der kunne have været hendes bedstefar. Og så starter en hurtig nedtur med heroinmisbrug og gadeprostitution, der altså ender med at hun dør af AIDS, som blot den fjerde kvinde herhjemme med diagnosen.
Kærlighed og konjunkturer
Alt dette er historie for Sara. Hun har researchet en del i tiden og ikke mindst i Simon Spies. Hun har dog endnu ikke set spillefilmen ”Spies & Glistrup” fra sidste år og ønsker ikke at drage nogen sammenligninger. Hun har imidlertid gjort den iagttagelse, at normer og økonomiske konjunkturer har det med at følges ad:
– Kærlighed og relationer er så definerede af samfundets økonomiske tilstand. I 70’erne var vi i højkonjunktur og eksperimenterede. I 80’erne var der krise, AIDS og (seriel) monogami, op til finanskrisen så vi at folk senere og senere fik børn, at 30’erne var de nye 20’ere. Mange af mine ældre venner er stadig singler sidst i deres 30’ere. Lige nu er det som om vi søger tilbage til parforholdet. Jeg har to tætte veninder, der lige er blevet mødre, og de er 25-26 år.
Noget 70’eragtigt har der dog været over Saras opvækst. Hendes forældre var rigtig røde i 70’erne og 80’erne og valgte at flytte i bofælleskab – om end på luksusmåden med 18 rækkehuse og nogle lejligheder omkring et fælleshus med daglig aftensmad og mange fester. Herskede parolen om fri kærlighed så også?
– Jo, der var nogle gamle flippere, men når vi børn ikke gad se forældrene rage på hinanden til festerne, så fandt vi andre steder hen. Men bofælleskabet var enormt praktisk på mange måder. Der var f.eks. én voksen, der hentede 10 børn fra skole.
Sex og Sara
Men hvordan har vi det egentlig med sex og kærlighed i dag? Sara Hjort Ditlevsen skal spille en pige, der fik sin debut i meget ung alder.
– Jeg tror faktisk den seksuelle debutalder er højere i dag end i 80’erne – 16-17 år er vist normalt. Det er lidt overraskende, når vi bliver så eksponeret over for sex overalt. Jeg tror, mange bliver skræmt af det: Skal min krop se sådan ud? Jeg tror nu godt, at de unge kan skelne porno fra virkelighed, men det er da skræmmende hvis unge piger tror, de skal se ud og være på en bestemt måde. Jeg tror f.eks. der er et pres på for at barbere fisse. Jeg er selv vinterbader, og der bader vi nøgne sammen, mænd og kvinder. Kroppen er ikke et issue. Vi ser ud som vi gør! Det er ikke en prototype, men det er der mange unge piger, der tror …
– Jeg tror ikke vi er mere frigjorte i dag end i 70’erne. Men jeg tror måske, der er mere ligestilling. Jeg mener, hvorfor skal det være så firkantet. Jeg vil i hvert fald påstå, at det var mig, der scorede min kæreste, og ikke omvendt.
Tror du så på den eneste ene?
– Jeg tror, at man finder en, man passer med. Så er det nok den eneste ene …
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2014/03/sarrrrr.jpg849559Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2014-01-01 14:55:262014-04-02 12:20:34Sara – har stadig meget at lære
Test Porsche Panamera S e-hybrid Vs. Tesla Model S 85 Performance
Så ens og dog så forskellige. Den etablerede über-sportsvogn fra Porsche med en elmotor som supplement i bagagerummet mod den amerikanske opkomling Tesla, som ikke bruger el som sekundær power, men som den eneste.
Lad os begynde med de punkter, hvor den mokkabrune testbil syd for grænsen minder om det nye røde chok fra USA:
Begge biler er hamrende hurtige sportsvogne, som med deres fire (fem) døre og plads til hele familien rent pladsmæssigt bevæger sig ud af det egentlige sportsvognssegment. Begge har svimlende 416 hk, hvor Porschen har de 333 hk i benzinmotoren og resten i elmotoren. Begge biler kan køre solen sort i optræk, selv om Teslaen klarer 0-100 km/t 1,1 sekunder hurtigere end Porschen – helt præcist på 4,4 sekunder.
Og det er altså hurtigt for en to tons tung bil. Når man træder klampen i bund, kan følelsen, efter det første chok har lagt sig, nær-mest betegnes som, når man sidder i flysædet lige ved take-off. Man bliver presset tilbage, og det forventelige brøl af en motor pisket til det yderste udebliver totalt. Teslaen nærmest bare spinder som en kælen kat, selv når det elektroniske speedometer er langt over de mange klip i kørekortet. Da ”motoren” eller drivlinjen er et stort lithiumbatteri placeret i undervognen, er vægtfordelingen 50/50, hvilket er det optimale for alle køretøjer. Til gengæld vil ”katten” ikke mere, når topfarten på de 210 km/t er nået. Her er den indtil videre elektronisk begrænset fra fabrikken af. Porschens benzinmotor fortsætter helt op til de 280 km/t.
Indenfor i Porsche Panameraen mødes man af god tysk luksus – smagfuldt og gennemført. Man sidder godt i de skålformede lædersæder, og alle knapper og kontakter samt det lille lækre automatgear er som en ergonomisk drøm. Der er et væld af muligheder for at køre efter ens temperament. I standardindstillingen er undervognen behagelig og servoen let. Her kan man cruise i e-power med ren elmotor eller genlade den ved at køre i såkaldt e-charge, hvor den genudnytter kraften fra hjul, nedbremsninger etc. I sport og sport plus tager det fart, og undervognen strammer op, og så sparker den 3,0 liter dobbeltladede turbo V6’er al økologisk og fodformet kørsel ud til hjørne. Her er der kraft og saft, som man forventer det af Porsche.
Inde i Teslaen har fremtiden til gengæld banket kraftigt på og blevet budt velkommen. Ingen startnøgle – den er registreret i førerens inderlomme, og bilen er allerede tændt, idet man åbner døren. En gigantisk 17” tommers skærm lige til højre for førersædet udgør det for almindelige bilers knapper og kontakter. Alt styres som i en avanceret smartphone. Og det hele logisk opbygget med enkle kommandoveje, hvor man med lette touch kan åbne soltaget, indstille bilen i sport og cruise, finde den rette radiostation, holde øje med elforbruget, sætte kameraet til bagudrettet og 1000 ting mere.
Amerikanske biler er som regel ikke for feinschmeckere i finish, men også her er Teslaen et skridt foran med god plastkvalitet, læder og gedigent rat (lånt fra Mercedes AMG). Alligevel er vi et stykke vej fra Porsche-finishen.
Anvendeligheden i begge biler er enorm for den krævende familie, men med hver deres plusser og minusser. Porsche har kun plads til fire passagerer med begrænset bagage, da både det store anlæg samt hybridmotoren sluger meget af bagagerummet. Til gengæld kan man køre meget grønt på små ture med kombineret el- og benzinmotor. Også på de længere ture til både Skagen og Paris kan man sætte sig ind og bare køre uden at tænke over rækkevidden.
Teslaen er overlegen i plads. Fem voksne passagerer sidder yderst behageligt i den brede vogn, som ydermere kan fås med to ekstra børnesæder i bagagerummet til passagerer under 130 cm. Uden børn bagi er der 1610 liter bagagerum og 150 liter i det lille rum foran, hvor der jo ikke forefindes nogen motor.
Den kører snildt mellem 3-400 km. på en opladning strøm (fire timer tager det fra tom til fuld ”tank”), mere end nok til dagligdagen, men den store logistik-udregning kræves, hvis turen er længere end ovenstående kilometerradius.
Skulle man sammenligne bilerne direkte, vinder Porschen på anvende- lighed og lækkert finish. Skal man tage prisen med i parameteret, ja – så kan man altså købe tre af de røde testbiler proppet med ekstraudstyr til ca. 820.000 kroner stykket og stadig have penge tilovers for det samme, som man må betale for én enkel Porsche, som med udstyr koster 2.7 mio. kroner. Og derfor vinder Teslaen og viser måske vejen frem for alle andre elbiler: Man kan sagtens more sig uden at drikke…benzin.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2014/03/ts.jpg368559Per Kusknerhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngPer Kuskner2014-01-01 14:46:552014-08-04 11:12:04Porsche vs. Tesla
2014 er et jubilæumsår inden for møbeldesign. Både Wegner og Børge Mogensen fejrer 100 års fødselsdag og Vestergaard Møbler fejrer 90 års jubilæum – med deres og andre designklassikere på lager. I dag drives møbelkæden af 3. og 4. generation af Vestergaard-familien.
Det startede med min oldefar, der var snedkermester, og åbnede butik på Amerikakaj i 1924, fortæller Jacob Vestergaard. – I 1955 rykkede forretningen til Torvegade lige ved Christianshavns Torv og i 70’erne udvidede vi med lokaler på det modsatte hjørne. Jeg er 4. generation i butikken – og indtil sidste år var vi faktisk 3 generationer, der arbejde her sammen.
Andre vil selvfølgelig kende Vestergaard Møbler fra forretningen i Lyngby, der åbnede midt i 90’erne. Uden for København har man endvidere partnere i Næstved og Holbæk.
Klassisk, skandinavisk design
– Det med eget snedkeri ligger mange generationer tilbage nu, siger Jacob Vestergaard. – Vi er møbelspecialister og fokuserer på kvalitetsmøbler i skandinavisk design. Man kan godt sige, det er vores mission at bringe kvalitetsmøbler ud i lokalområdet. Det gælder både de gamle klassikere som Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm og ny-klassikere som Kasper Salto og Jamie Hayón.
Hvis det ikke absolut skal være Ægget og Y-stolen, så byder de nyere designere nemlig på god kvalitet til en rimelig penge.
– Det er både godt og ondt, at kvalitetsmøbler holder så længe, siger Jacob Vestergaard med et smil. – Folk, der købte et sæt møbler for 30 år siden, kan godt blive overraskede over prisudviklingen. Til gengæld ser vi yngre kunder, der er i gang med at sammensætte deres hjem to stole ad gangen, som helt naturligt følger med.
Unge vil have kvalitet
Efter en årrække, hvor møbler i brune papkasser stjal billedet, er de unge nemlig begyndt at interessere sig for kvalitet igen.
– De kommer og køber få, men gode ting, og så kommer de igen, mår de har sparet sammen til en udvidelse. Derudover har vi selvfølgelig kunder fra mere etablerede familier, som kommer efter et helt spise-stuemøblement.
Godt design, individuel smag
Hos Vestergaard Møbler får man det brede sortiment: Mange gode designere og næsten alle modeller på lager. De mest populære farver kan leveres fra dag til dag, men fordelen ved designmøblerne er, at designet ligger i formen – møblets skal, om man så må sige – og så kan man tilpasse det til hjemmet ved at vælge farve. Eller det individuelle ligger i valg af træsort eller stålstel.
– Vi rådgiver også gerne om hjemmets indretning, siger Jacob Vestergaard. – I første omgang rådgiver vi i butikken, men vi kommer også på hjemmebesøg for at hjælpe med at afstemme de nye møbler med de møbler, man af den ene eller den anden grund hæger om og vil bevare.
Reddede festen
– At vi har så mange standardmodeller på lager har flere gange hjulpet kunder, der har været udsat for vandskade eller indbrud. Så kan man hurtigt genetablere hjemmet. I et tilfælde fik en mand stjålet et helt nyt spisestuemøblement, som han skulle bruge til en fødselsdag. Han ringede om fredagen og havde sine møbler, da gæsterne kom om lørdagen. Vestergaard Møbler har også senge på programmet. Lyngby-afdelingen fik en et Dux-center lige før jul og afdelingen i Næstved kan – som eneste sted i verden – tilbyde kunderne at prøve Hästens og Dux i samme forretning.
Den mest solgte – Klassikerne holder populariteten: Wegners Y-stolen er stadig den mest solgte spisebordsstol i sortimentet hos Vestergaard Møbler.
Bryllupsgaven, man kan dele, og som holder – Mange ønsker sig klassiske møbler i bryllupsgave. Det kan være en stor mundfuld for den enkelte gæst, men Vestergaard Møbler udsteder gerne gavekort. Så kan brudeparret bagefter stykke dem sammen og vælge det eller de møbler, de har drømt om. Og have en bryllupsgave, som de holder af og kan nyde i mange år.
Egentlig har Bodil Jørgensen altid været overbevist om, at hun skulle spille dramatiske roller – og det gør hun – men ikke mindst i kraft af ”Rytteriet” hyldes hun som et komisk ikon. Af unge som gamle og af folk, som aldrig kunne drømme om at se ”Faderen” eller ”Fanny & Alexander” på Det kgl. Teater.
Det kan forekomme let og legende, men sandheden er, at der ikke findes mere hårdtarbejdende mennesker end skuespillere. Bodil Jørgensen kommer til interview med Liebhaverboligen næsten uden stemme og efter en af de sjældne aflysninger. Hun havde simpelthen ikke stemme til at gennemføre ”Faderen” aftenen før:
– Så skulle det i hvert fald have været Don Corleone-udgaven af ”Faderen”, hvor vi alle sammen havde hvisket, lyder hendes humoristiske udlægning, mens hun drikker te for at få stemmen klar til aftenens udgave af ”Fanny & Alexander”. – Der har jeg en mindre rolle, så det klarer jeg nok. Men det er frygteligt at sidde helt klar og sminket, hvis nu stemmen blev klar, og i sidste øjeblik måtte give op, så folk måtte gå hjem. Jeg håber, vi kan sætte en erstatningsforestilling op.
Den glade maske
Det bliver i givet fald, mens hun går til prøver på denne måneds premiere på ”Den grønne elevator” i Glassalen … hvor hun i øvrigt senere på året skal optræde i genoplivningen af den klassiske Tivolirevy. Bodil Jørgensen spænder nemlig over hele skuespillerens spektrum fra tragedie til komedie og ser ikke den store forskel på at spille døende heltinde og Trines pinlige mor hos ”Rytteriet”:
– Som skuespiller er jeg altid forpligtet til at portrættere en figur så ærligt, som jeg kan, siger hun. – Og man må huske, at ”Rytteriet” også har en dyster side; at vi alle er alene, og at vi alle skal dø. Men det er jo en løbende diskussion – om vi som skuespillere både kan bære den glade maske og den sure.
Humor er pinlige situationer
– Da jeg lige kom ud fra teaterskolen, døde jeg hele tiden. Jeg troede, min styrke var det tragiske. Og jeg er ikke komiker i den forstand. Jeg aner ikke noget om timing … det er bare sønderjysk. Jeg har nok fået en del fra min far. Også modet; jeg er ikke bange for, hvad andre skal synes. Humor er pinlige situationer.
– Jeg kan huske, at min onkel var kommet for at se afgangsforestillingen fra teaterskolen. Han sad på forreste række, og jeg sad på scenen allerede og skulle se ud i horisonten, indtil forestillingen begyndte. Så begyndte han at vinke til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men valgte at blive i rollen. Han vinkede videre. Efter forestillingen sagde han så: ’hold kæft, hvor var du koncentreret – jeg kunne slet ikke få kontakt med dig!’
En jysk indvandrer
I mellemtiden er Bodil dog blevet københavner og meget glad for livet på Nørrebro:
– Nørrebro er blevet meget global – som verden ser ud, sådan ser Nørrebro også ud, siger hun. – Sådan er det ikke f.eks. på Østerbro. Nogle af mine børns kammerater fra skolen – på Frederiksberg – må ikke komme på Nørrebro!
Hendes ældste søn, Johannes, har tilpasset sig helt fint og går i Nørrebro bokseklub – stort set kun med kammerater med indvandrerbaggrund.
– Han er god til at tackle det. Han vil ikke finde sig i, at der er forskel. På den anden side kan man opleve, at den arabiske kultur er lukket. De kommer ikke så gerne hos os, som han kommer hos dem. Han synes, det er fint, men jeg synes, at jeg gerne vil møde alle hans venner. Jeg vil ikke ses som en vantro, fordi jeg er kristen. Vi skal komme hos hinanden – det er integration!
Din tro er stærk
Bodil Jørgensen betegner sig selv som troende og beder fadervor med sine børn hver aften. Ikke at hun vil pådutte dem noget, men så har de et udgangspunkt:
– Johannes er søgende, men også glad for sin tro. Østen læser meget om græsk mytologi, så han vil gerne udfordre troen. Men så har vi noget at snakke om. Og troen er en trøst. Det at vide, at morfar og mormor er i Himlen – sammen med Johannes far – er en stor trøst.
Et valg
Ud over at være kongelig skuespiller og folkeligt populær på sine pinlige figurer hos bl.a. ”Rytteriet” (og en lang række prisbelønnede filmroller) er Bodil Jørgensen også kendt som MOR. Da hun blev gravid som 47-årig valgte hun at få barnet, datteren Rigmor.
– Jeg føler mig jo stadig 30 år indeni, selv om jeg snart fylder 53, og det holder mig til ilden. Jeg må følge med i det nye – alt fra tøj til skolepolitik. Jeg skal tage stilling til, om hun skal gå til klaver. Jeg nåede det ikke med de to ældste. Det er jo mig der skal få ideen, for det gør hun ikke selv. Nu har jeg fundet en lærerinde, og så må vi se.
– Der var da nogle af mine veninder, der sagde, at ’nej, nu var jeg jo lige færdig med tisselagner og alt det der’, men selv var jeg ikke i tvivl. Jeg gik til en masse prøver på Rigshospitalet (de var så gode!), og jeg vidste, det var en pige … og jeg havde jo to drenge, så … Og hun blev født netop som de japanske kirsebærtræer blomstrede!
Drenge og piger
– Det er jo blevet til nogle andre lege. Med drengene var det cowboy og indianere, Dragonball og Pokemon, med Rigmor har jeg siddet og klippet julepynt og leget med dukkehus. Det passer mig meget godt, at hun er en pige, for så skal jeg ikke løbe så meget … Men når hun har sin veninde fra opgangen på besøg, er de prinsesser, og jeg er heksen. Der kan jeg ikke løbe dem begge op. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ældre, mens hun bliver stærkere og stærkere.
Drengene får nu også en ros med på vejen:
– De er meget ’professionelle’, siger Bodil. – De var alene hjemme nogle dage, og så var det skønt at komme hjem og finde sedler, de havde skrevet til hinanden: ”Der er madpakke i køleskabet”, ”god dag, elskede bror’. Dem har jeg gemt!
En god dag
Selvfølgelig er Bodil Jørgensen godt klar over, at hun vil være 60, når Rigmor skal konfirmeres (”Men så holder vi bare en stor fest sammen”), men morgendagen kan ingen garantere for, som hun også kunne konstatere, da begge hendes forældre gik bort sidste år:
– Jeg vil gerne følge mine børn godt på vej. Hver dag, der ender godt, er en god dag, og så ved vi ikke mere. Jeg skal sørge for, at det bliver en god dag. Jeg er selv glad for at have haft min far, til jeg var over 50. Han var en anarkistisk natur, og det har han givet mig med. Min mor led af demens de sidst 10 år af sit liv. Men når de sang på plejehjemmet … sangene, dem kunne hun huske!
– Min far var frisk til det sidste. Han var fantastisk til at fortælle om gamle dage. Det var spændende også for børnene. Han talte med Johannes om at blive en ung mand og fortalte Østen om krigen. Han var både sød og moderne … når han var på besøg på Nørrebro kunne han godt gå sine egne veje. Så endte han i en klub med de gamle arabiske mænd. Han var ikke bange for noget.
Og det er Bodil så heller ikke; hverken for store dramaer, gakket humor, at råbe et revypublikum op – eller de udfordringer, som livet bringer.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2014/01/catbodil.jpg200235Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2014-01-01 13:47:062014-01-31 14:17:12Den lette side af Bodil
Pernille Perch Nielsen på 49, bor i Holte og er selvstændig med eget reklamegave-firma. Hun trænger til en makeover, da hun synes hun har set ud på samme måde i de sidste 20 år. er må gerne ske noget drastisk, så Kisum lader alle Pernilles lange lokker falde. Pernille har aldrig haft problemer med synet, men kan mærke alderen nu. Derfor vil hun også gerne have hjælp til nogle pæne læsebriller, der klæder ansigtet og understreger stilen. Styrkerne udmåles til +0,75 til skærmarbejde og +1,50 til læsning, hvilket er helt normalt for alderen. 2EYES anbefaler en brille, der har begge styrkerne i én brille, så arbejdsdagen bliver mere afslappet. Pernille er ikke helt tilfreds med sin ende, som hun helst trækker ALLE bluser ned over, og sine knæ. Stylisten, Lillibeth, og Susanne fra Donna viser, hvor flotte ben Pernille egentlig kan få i de rigtige bukser, hvilket er en øjenåbner for Pernille. Stylisten anbefaler korte overdele, med talje lige under brystet, der fjerner fokus fra enden til den flotte talje.
De lange lokker falder
Pernille bliver budt velkommen i Frisør Kisum på Jægersborg Allé 14. Frisørteamet bliver hurtigt enige om at lave en stor ændring med Pernilles hår. Pernille har længe ønsket en stor forandring, men har aldrig turde tage det store skridt. Frisør Julie vælger at lægge to lyse og nogle få mørke striber i Pernilles hår, og efterfølgende farves bryn og vipper. Frisør Helle Kisum, beslutter at klippe Pernilles hår kort. Det giver Pernille den forandring hun længe har ønsket. Det korte hår klippes kortere i sider og nakke, mens der bevares længere længder på toppen, så Pernille kan style det på forskellige måder. Et kort hår der forener både det feminine og rå look.
Klædt på hos Donna og 2EYES
Pernille faldt pladask for skindbukserne fra onstage, hvor pasformen overraskede hende, de passede fantastisk. Skjorten fra Paul & Joe med fransk mønster ville Pernille ALDRIG selv have prøvet, men nu kan hun næsten ikke leve uden. Kjolen, som alle kvinder burde eje, er fra Burberry. Den er skåret i en let A-form, med skindlommer. Kan styles med stilletter til fest og rå støvler til hverdag. VIGTIGT! Ved store solbriller, vælg gradueret glasfarve! Den lyse farve i bunden af glasset gør, at solbrillen ikke virker tung.
Pernilles favoritbrille er fra Marc by Marc Jacobs, 2EYES
Den er lavet i mørk skildpadde acetat, med Cat pasform, der understreger kindbenene, så ansigtet får et løft. De bløde linier i brillen fra Monclér og valget af den transparente grå farve giver Pernille en afslappet, men lækker udstråling. Vi har valgt sorte stramme jeans fra Burberry, kort facon-syet jakke fra onstage og en flot coralfarvet bluse med grå striber, der giver farve til looket. Den klassiske trenchcoat er fra Burberry. 2EYES´ eget steldesign, Charleston, giver en flot farve til Pernille og gør hende feminin. Tasken fra Burberry har den klassiske røde stribe, der passer til den røde farve i brillen. De små detaljer fuldender sættet, ligesom de små håndskårne hjerteformede nitter i brillestellet er med kærlig hilsen fra 2EYES.
Alle smykker er venligst udlånt fra Lynggaard i Ordrup.
Det kan godt være, at alle skuespillere drømmer om en Bodil eller Robert, men det bliver ikke priserne, man vil huske på dødslejet, mener Helle Fagralid. Det, der tæller for hende, er at arbejde med projekter, der betyder noget … og som når publikum.
Det sidste har Helle Fagralid nået i fuldt mål med en række store roller i succesfulde TV-serier som ”Nikolaj & Julie” og ”Forbrydelsen” og senest i den Robert-belønnede hovedrolle i Niels Malmros’ ”Sorg & Glæde”. Anderledes smalt kan det forekomme, når hun optræder på Det kgl. Teater. For er det ikke en lidt støvet institution, og er tiden ikke løbet fra klassikerne?
Gør fordomme til skamme
– Der er jo en grund til, at de er blevet klassikere, nemlig at de rammer os, siger Helle Fagralid. – Jeg har spillet en hel del klassikere. Det spørgsmål, vi kan stille, er, hvordan de skal iscenesættes. Mange af klassikerne er jo så gamle, at rettighederne er udløbet, så vi har mulighed for at lave om på dem, som vi har lyst. Jeg synes, vi viser dem respekt ved at oversætte dem til vor tid. Til noget vi kan relatere til – uden at det nødvendigvis betyder, at vi skal gå og tale i mobiltelefoner i alle forestillinger.
– Måske er der også nogle fordomme om Det kgl. Teater – FORDI det er det kongelige, altså at det er lidt støvet og uvedkommende. Jeg synes, at vi forsøger at gøre de fordomme til skamme.
Der er mange sider af den sag, og Det kgl. Teater har altid været til diskussion, både hvad angår repertoire, turnéforpligtelser, billetpriser og så videre, men der er tilsyneladende stor opbakning i befolkningen, selvom der er færre reelle brugere. De forskellige rabatordninger, specielt for unge og studerende, gør det muligt at se teater for, hvad en biografbillet koster, så det er og bør bestemt ikke kun være et eksklusivt sted, mener Helle.
– En del af, at folk generelt ikke går så meget i teatret, har selvfølgelig også at gøre med, at vi lever så travle liv, siger hun – Der er ikke plads til – eller vi prioriterer ikke – at bevæge os ud om aftenen. Jeg kan sagtens forstå, at det er vanskeligt i børnefamilier. For dem er det da meget lettere bare at tænde for fjernsynet eller sætte sig ved computeren.
Publikum giver teatret mening
Men publikum er selve meningen med teatret. Det er deres oplevelse, der gør det værd for Helle at undvære familien og leve med det konstante forventningspres.
– Det væsentlige for mig er at være en del af en produktion, hvor svaret er noget større end os selv. At jeg arbejder med godt materiale, gode instruktører, gode kolleger. Og så selvfølgelig publikums oplevelse. Det betyder alt – ellers giver det ikke mening! Anmeldelserne kan betyde noget for salget, fordi mange bruger dem som pejling for, hvad de vil se. Men det vil altid være det, vi leverer på scenen, der er vigtigst.
Robert og Bodil
Når det så går rigtig godt – på teatret eller på film – så kan det udløse en pris. Det er helt ægte, når stjernerne stråler over en lille statuette, som Helle gjorde, da hun for en måned siden modtog en Robert.
– Det er dejligt med anerkendelse, smiler hun. – Og hvad min Robert for ”Sorg & Glæde” angår, så er jeg rigtig glad på Niels’ (Malmros) og Mariannes vegne. Men som Troels Lyby sagde til Bodil-uddelingen, så går alle skuespillere rundt med et hul i maven, formet som en Bodil, og en drøm om at få det udfyldt. Jeg tror bare ikke, at det kan fyldes ud. Det er et bundløst hul. Selv vil jeg hellere være taknemmelig for de roller, jeg har haft igennem tiden og dem, der – forhåbentlig – venter mig. Priser giver kun momentan lykke. Det er nok ikke dem, man tænker på, på sit dødsleje.
Det er poesi
Faktisk tager Helle livet en rolle ad gangen. Lige nu drejer det sig om ”Woyzek” (”Det er bare en lillebitte rolle”), og til april gælder det så ”Tigerhjerte svøbt i kvindehud”, et potpourri over Shakespeares kvindeportrætter.
– Der er meget tekst at vælge imellem og nogle fantastiske roller, siger hun. – Oplægget er, at vi ekspe-rimenterer. Ligesom i ”Sonetter”, men anderledes, bl.a. fordi vi her har dialoger.
– På den ene side rammer Shakespeare meget præcist ned i nogle universelle følelser, på den anden side har han en distance i sproget. Han leger med sproget; det bliver ophøjet til kunst, til poesi. Og den ophøjethed gør det lettere at gå dybt i de ekstreme følelser. Han har et blik for menneskets natur, som er eviggyldigt.
Men et hurtigt blik hen over Shakespeares værker afslører en stærk overvægt af mænd. Og med mændene som de handlende, mens kvinderne er henvist til biroller – om end ikke uden egne styrker. Men det er selvfølgelig et spejl af tiden, og Helle Fagralid bemærker, at mange instruktører foretager ’kønsskifte’ på figurerne, fordi de sagtens ville kunne være kvinder i dag (”Det, synes jeg, er et fremskridt”). For man kan med en vis ret spørge, hvem der i virkeligheden er det stærke køn:
Det stærke køn
– Det kommer an på, hvordan du definerer styrke, svarer Helle. Der har altid været nogle regler og normer, traditioner, man indrettede sig under. Mænd, der skriver om mænd. Patriarkalske samfund. I dag er der en stigende tendens til, at vi tænker mere i “menneske” end mand-kvinde, og det er da et fremskridt. Jeg tror, den største styrke er værdier som ærlighed og empati. Og DET er ikke kønsbestemt.
Og som et meget omtalt TV-eksperiment afslørede, så havde to mandlige TV-værter meget svært ved at klare mosten, da de blev udsat for smerter, der svarede til en fødsel.
– Måske er det et umuligt eksperiment, forsvarer Helle mændene. – Jeg mener, der ER jo ikke noget barn. De vidste, at det var et eksperiment. Det tror jeg heller ikke, jeg ville kunne klare! Men ved en rigtig fødsel – der er der jo ikke nogen udvej. Man kan sige, at det heller ikke ligger i mændenes genetik, at de skal kunne klare en fødsels smerter.
Roller for livet
Så stærkt eller svagt køn, roller bliver vi alle tildelt – Vi sætter folk (både mænd og kvinder) i kasser ud fra det, vi ser. Udseende HAR betydning, selv om det ikke er væsentligt i forhold til arbejdet. Vi sidder stadig fast i nogle fordomme, f.eks. at en kvinde ikke kan være seriøs, hvis hun er nedringet og går i lårkort.
– Selv om det er der jo også en slags magt i, tilføjer Helle med et smil.
Men at man ikke kan kæmpe mod sit fysiske udtryk, har Helle Fagralid erkendt. Det har givet hende en længere karriere som ingenue – dog ikke Shakespeares Julie – end de fleste, men nu ser det ud til, at hun endelig er rykket videre.
– Det er en præmis – man ser ud, som man gør, og har den udstråling, man har, fastslår hun. – Jeg har lyst til det hele, og jeg ved, at jeg kan mere, end man umiddelbart tror. Jeg elsker at blive mod-castet, blive udfordret, f.eks. som moderen i sidste del af ”Forbrydelsen”. Umiddelbart forekom hun skrøbelig, men jeg søgte efter hendes styrke, det handlende fremfor det passive.
– Lige nu mærker jeg, at jeg er på vej ind i andre rollefag. Det er jeg glad for, selv om der ikke nødvendigvis er så mange roller … eller jo, de skal bare findes!
Verden er en scene …
Helle Fagralid er ikke den, der tager arbejdet med hjem. Til dels fordi hun som kongelig skuespiller gennem det meste af sin karriere har haft tryghed i ansættelsen og mange udfordringer. Så den private Helle er ikke særlig dramatisk. Til gengæld er hun god til at gennemskue de roller, som vi alle spiller i vores dagligdag:
– Jeg har en godt udviklet intuition. Jeg er nysgerrig på mennesker og på de spil, der hele tiden er i gang, hvorfor vi agerer, som vi gør, f.eks. når vi siger det modsatte af, hvad vi mener, eller ikke er autentiske, men gemmer os bag vores masker. Vi former os ofte efter de konstellationer og omstændigheder, vi befinder os i. Det er selvfølgelig bedst at være sig selv, uanset om man taler med bankrådgiveren, er til jobsamtale eller er med sin familie. Det er vigtigt at bevare sin autenticitet. Det er vel den ro, mange søger: det at være sig selv og stå ved sig selv.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2014/02/helle.jpg774559Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2014-01-01 10:33:002014-02-28 10:44:51Helle, William, Robert … og andre mennesker
Lavadelen er kommet til Århus by, og med kun forhjulstræk forcerer den da også kantsten bedre end mudderhuller.
Funktionalitet og komfort er kodeordet indendørs.
Faceliftet med de bredere og mere afrundede lygter samt køler gør Volvo XC 60 meget mere up to date end den forrige model.
Hvor Volvos stationcars i årtier har fået kælenavnet Herregårds-Volvoen, så må den store SUV med betegnelsen XC da i fremtiden blive kendt som Zlatan-Volvoen. Den nærmest ikoniske svenske fodboldspiller med efternavnet Ibrahimovíc har indgået en større reklameaftale med den svenske bilkoncern, som er mere værd for Volvo, end hvis de havde fået selve det svenske kongehus til at sige god for vognen.
Hvor man kan have George Clooney mistænkt for ikke at drikke Nespresso eller Leonardo di Caprio for ikke at gå med sit Tag Heuer-ur, så ser man til gengæld Zlatan fragte familien rundt i sin XC til daglig. Og hvorfor dog ikke?
Liebhaverboligen fik den faceliftede XC 60 stillet til rådighed på en tur fra København til Århus og retur, og selv om det ikke var med Zlatan og hans familie som passagerer, sad undertegnedes familie yderst komfortabelt og bredte sig i de lækre sæder.
Man sidder højt over vejen, har de nødvendige og mest brugte knapper lige ved hånden og i rattet, og der er ingen store drejeknapper og infoskærme, som kræver tilvænning. XC 60 med træk på forhjulene er den mest solgte af slagsen herhjemme. Jamen hov hov! Det ligner jo en firehjulstrækker, og bare rolig. Den fås selvfølgelig også med træk på alle fire hjul til en noget anden pris, men hånden på hjertet, hvor mange gange har man brug for den funktion? Vi havde i hvert fald ikke på Århusturen, og brændstoføkonomien er væsentligt lavere med kun forhjulstrækket.
Alt i alt er XC 60’eren langt hen ad vejen en langtursbil til de asfalterede veje med mulighed for en afstikker på knoldede markveje takket være den gode frihøjde. Lydløs, komfortabel og med oceaner af plads til alle passagerer og stort bagagerum fuldender Volvoen følelsen af luksuøs familieøse.
Hvis man håber at opleve et spark som fra Zlatans fodboldstøvler, skal man dog vælge de større motorer og modeller i XC-familien. Testmodellens motor kan mere sammenlignes med en fintfølende inderside fra Brian Laudrup.
Prisen på 726.000 med det smørsmurte automatgear er fair. Ekstraudstyret som bl.a. automatisk bagklap, bakkamera, træk etc. fik den op på de muntre cifre 888.888,- kr., og her ryger den direkte ind i en hård liga med Audi Q5 og BMW X3 som modspillere. Men de har jo ikke Zlatan…
Vores model i denne udgave af eksklusiv forvandling hedder Henni. Hun er 68 år, arbejder stadig som sygeplejerske og i fritiden dyrker hun yoga og badminton. Desuden har Henni fornøjelsen af 8 børnebørn, så hun har nok at se til.
Henni læste i Liebhaverboligen om EKSKLUSIV FORVANDLING og tilmeldte sig som model for en dag. Henni mener personligt, at modebranchen og stylisterne ofte glemmer kvinder i hendes aldersgruppe. Hun vil gerne følge moden, men ikke prøve på at ligne en på 18 igen og det kan godt være svært.
Store ændringer hos frisøren
Henni bliver budt velkommen i Frisør Kisum på Jægersborg allé 14. Frisørteamet laver en håranalyse og bliver hurtig enige om at lave en stor ændring med Hennis hår. Frisøren Emilie vælger at fremhæve Hennis grå farve og ligger to forskellige lyse striber. Hun slutter af med en toningsfarve, som giver en fantastisk glans i håret. Frisør Helle Kisum vælger at klippe en kort page med et bredt pandehår, som giver fylde og efterfølgende kan styles på mange forskellige måder. Til slut vælger frisør Henriette en make-up, som sætter fokus på modellens øjne og læber.
Få styr på garderoben
Henni har en slank skikkelse og et ungdommeligt sind, derfor kan hun bære mange forskellige sæt tøj. ”Det vi har givet Henni på i dag kan bruges til mange forskellige lejligheder og mixes på kryds og tværs. Det er essentielt at opbygge “basic garderobe” – f.eks. et par lækre læderbukser som man dresser op og ned. Det har også stor betydning, hvilke sko man sætter til”, forklarer Lone, indehaver af Trois Pommes på Strandvejen. Trois pommes åbnede i 1997, for snart 16 år siden og har nu fire filialer. ”Vi elsker at hjælpe kunderne og har et meget personligt forhold til mange af dem” fortæller Lone fra Trois Pommes.
