Så længe mit hjerte slår

Artikel af: Steen Blendstrup - Jan 03 2020 kl: 11:27

Så længe mit hjerte slår er en ny, dansk musical, bygget op omkring kendte og elskede sange fra Giro 413.
Det er en musikalsk kærlighedserklæring til den danske sangskat, som på tværs af generationer og samfundslag har været lydtapet i vores liv, både når kærligheden var til stede, og når den var en uopnåelig længsel.

 

FET_Så-længe-mit-hjerte-slår-hf

 

Så længe mit hjerte slår” er historien om en ensom sygeplejerske, som har været der for sin dominerende mor igennem mange år, og som har taget vagter for sine kolleger, når de skulle have det sjovt. Nu er moderen død, og endelig er tiden kommet for hende. Pludselig står han der – den flotte overlæge. Der er amoriner i luften og begær i de hemmelige møder. Hemmelige, fordi han er desværre gift, og så er spørgsmålet, hvad de dyre løfter er værd.

I en sal på hospitalet

Omkring sygeplejersken og overlægen danser patienterne med hver deres historie om drømme og håb, kærlighed og knuste hjerter. Der er den invalide krigsveteran. Der er den stressede kernefamiliefar. Der er den svigtede kvinde, der har givet sit hjerte væk. Der er den demente gamle dame, der dog aldrig glemmer sin store kærlighed.

Humoristisk og uforglemmeligt

Alt sammen akkompagneret af med et blink i øjet af sentimentale, humoristiske, sørgelige, muntre og simpelthen uforglemmelige Giro 413-schlagere – om rigtige venner, sommerfugle, lys på borde, Luigi, skibe, der skal sejle, og smil, vi skal gemme til en gråvejrsdag.

Der er både smil, grin og tårer i selskab med bl.a. Marie Mondrup, Tom Jensen og Sonja Oppenhagen på Folketeatret fra 16. januar.

 

Folketeatret
Nørregade 39, 1165 København K
Tlf. 7027 2272
www.folketeatret.dk