Robin Hood – Eventyr i Sherwood

Artikel af: Steen Blendstrup - Sep 14 2020 kl: 12:49

Ikke alt er, som det plejer, blandt Robin Hood og hans lystige svende i Sherwood-skoven i Folketeatrets pragtfulde version af eventyret. Som alle myter er Robin Hood åben for fortolkning, og det placerer for eksempel Lady Marian i en helt ny position. Men det bliver det naturlig vis ikke mindre eventyrligt af.

 

FET_Robin-Hood-Final-Ordnet-2020_NYT_15mb

 

Der er både eventyr, romantik, slåskampe og ærlig harme over social ulighed på spil i Robin Hood. Årets familieforestilling på Folketeatret er både livlig og humoristisk og får et par gode sange med undervejs.

Helte og skurke i Sherwood

Der er et gensyn med mange af de elskede figurer og scener fra fortællingen om Robin Hood og de fredløse: Der er den ikke helt så fromme Broder Tuck, den stærke Lille John, der er en mester med fægtestaven. Og der er selvfølgelig Lady Marian, hvis hjerte Robin Hood vinder i en bueskydningskonkurrence. Der er også de vidunderlige, klassiske skurke; sheriffen af Nottingham, der aldrig har held med at fange den listige Robin, og den grådige Prins John, som misbruger sit job som stedfortræder for sin bror Kong Richard. Men ikke alt er ved det gamle i denne version, for kvinderne omkring den kække bande af fredløse træder i karakter og kan godt slå fra sig. De er også i stand til at bruge hovedet, de sætter livet på spil for deres sag, og de står ikke altid tilbage for mændene, når det gælder bueskydningen.

Raske svende og skønne møer – eller…

Det er således kvinderne, der har en afgørende betydning, da Robin Hood får øjnene op for livets uretfærdigheder og udvikler sig fra en ubekymret drengerøv til en bevidst, ung mand. Sådan skabes en legende, og læren er den samme som altid: Hvis vi ikke hjælper hinanden, er vi ilde stedt. Blandt de raske svende – og altså også nogle raske møer – kan man møde Christopher Læssø, Emilie Rasmussen, Jesper Riefenstahl, Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermose og Mathias Sprogøe Fletting. Frede Guldbrandsen har instrueret.

”Robin Hood – Eventyr i Sherwood” spiller på Folketeatret 15. oktober –
2. december og er egnet for alle over 6 år.


Folketeatret
Nørregade 39, 1165 København K
Telefon 7027 2272

www.folketeatret.dk