Juleshopping med et tvist

Få anderledes og uventede oplevelser på juleshoppeturen: Skæve indslag til tops i tårne, kunsthåndværk som i gamle dage og fantasifulde juleborde..

Byen indhyllet i lys fra 35 meter højde

Det er en anderledes oplevelse, hvis man vil se København fra toppen af byens tredjehøjeste tårn, som findes i Nikolaj Kunsthal på Nikolaj Plads. Det kan ske ved omvisning lørdag-søndage kl. 15.30 frem til jul for 50 kr. Tårnet er 35 meter, men rejser sig op til 90 meter, når spiret regnes med. Et besøg deroppe giver 360 graders panoramaudsigt over hovedstaden badet i lys og juleudsmykninger. Man kan kaste et blik på pejlemærker som Marmorkirken, CopenHill og Øresundsbroen. Før besøget kan man købe varme drikke, småkager, vin, øl og snacks. På Nikolaj Plads var der oprindelig en kirke uden tårn tilbage fra 1200-tallet, hvor den blev opkaldt efter de søfarendes skytshelgen. En brand i 1795 lagde kirken i ruiner, men tårn og kirke blev genopført i ny stil 1910/1917. Tårnet er baseret på det oprindelige kirketårn fra 1500-tallet. www.nikolajkunsthal.dk

Eks-pulterkammer med mageløst vue

Med sine 106 meter er tårnet på Christiansborg Københavns højeste, opført 1907-28. Siden 2014 har det tidligere pulterkammer til opmagasinering for Folketinget været åbent for offentligheden med restaurant og udsigtsplatform i to etager. Restauranten med plads til 95 gæster kaldes Tårnet Christiansborg Slot og drives af restaurantkoncernen Norrlyst. Her er åbent i de rustikke omgivelser med udsigt til byens tage både dag og aften, hvor der tilbydes julefrokostpakker til 345-555 kr. – med reservation på forhånd. Fra platforme og vinduer kan man se ud over Christiansborgs Ridebane og flere ikoniske bygninger på og ved Slotsholmen. På menuen op til jul er moderne gastronomi med danske retter tilberedt med respekt for traditioner med nutidigt og grønt tvist. Maden er inspireret af det nordiske køkken med fokus på økologi og bæredygtighed. www.norrlyst.dk

Foto: Norrlyst

Legetøj, som ellers er en sjældenhed

Banditten er navnet på en sjov og anderledes legetøjsbutik på Østerbrogade 138. Som en af de efterhånden få fysiske butikker med legetøj tilbydes kvalitetsmærker og personlig vejledning. Butikken sælger blandt andet trælegetøj fra Djeco og spil, puslespil og krea-æsker af mærker som Tribe, Crocodile, Creek og Ooly. Et speciale er Jellycat og Amuseable-bamser og Bashful-kaniner (også til krammeglade voksne) samt dukker og biler af mærker som Playforever. Og så er der salg af ansigtsmaling og udklædningstøj fra Great Pretenders og sværd og skjolde m.m. til rollespil fra Liontouch. Desuden kan man købe sengetøj, hæklede tæpper, tøj og T-shirts, hvor motiver kan påføres efter valg. www.banditten.dk

Kunsthåndværk a la gamle dage

Hvis murstensvæggene på Raadvad Fabrik ved Lyngby kunne tale, ville de fortælle en historie om håndværk og om at holde dets traditioner i hævd. Sæt kryds i kalenderen 13.-14. december kl. 11-16 og mød håndværkere, kunsthåndværkere og kunstnere, som åbner dørene til deres atelierer og værksteder og sælger keramik, tekstil, træarbejde, bronzeskulpturer, knive, strik, smykker, design og meget andet direkte på stedet. Se de kreative knokle med og lægge en sidste hånd på værkerne og få en snak med dem, som har deres daglige gang på fabrikken. Undervejs fra ét værksted til det næste kan der købes hjemmebag som kage og vafler, kakao, kaffe og gløgg ved siden af lindetræet samt i bronzestøberiet og i stenhuggeriet. www.raadvadfabrik.dk

Personlige borde lige siden 1963

For 62. år i træk har Royal Copenhagen åbnet julebordsudstilling på første sal af flagskibsbutikken på Amagertorv 6. Siden 1963 har julebordene dækket med Royal Copenhagens stel og meget mere været en tradition på tværs af generationer. Firmaet fylder i år 250 år og har inviteret fire kunsthåndværkere til at skabe julebordene, som er hele oplevelsesuniverser, der næppe ses i mange hjem. Mange kulturpersonligheder har gennem årene sat deres præg på julebordene, og julen 2025 er ingen undtagelse. De fire borddækkere har specialiseret sig i hver deres materialer og har hver deres blik på højtiden: en glaskunstner, en smykkedesigner, en papirkunstner og en billedhugger, der arbejder med tekstiler, har skabt fire fantasifulde, tankevækkende og personlige installationer. Julebordene kan opleves frem til nytår. www.royalcopenhagen.com