Når hjertet banker på

Jeg er 23 år, studerende på Ernæring og Sundhed og sundhedsskribent for Liebhaverboligen. Mit liv er fyldt med studie, arbejde, veninder og kærlighed – en hverdag, hvor jeg altid har sagt, at jeg trives i travlheden. Men sandheden viste sig at være en anden. For bag smilet og tempoet gemte sig et hjerte, der en dag bankede voldsomt på. Her er min personlige historie om det øjeblik, hvor kroppen lærte mig, at selv et hjerteslag kan tvinge dig til at lytte.

Hvad gør man, når ens eget hjerte pludselig føles som fjenden? Når det, der skal holde en i live, bliver kilden til frygt? Hvordan lever man med en krop, der slår alarm, uden at nogen ved hvorfor?

Den 9. maj ændrede mit liv sig. Jeg lyttede til hverdagen, mens verden føltes stille og normal. Indtil stilheden blev brudt af noget, jeg aldrig havde oplevet før. En ubeskrivelig uro gled gennem min krop. En nervøsitet. Min puls steg. Ikke bare lidt. Men voldsomt. Så voldsomt, at jeg kunne mærke den banke igennem hele min krop. Jeg blev forpustet, forvirret. Verden omkring mig blev pludselig fremmed, uvirkelig. Panikken overtog, og tankerne væltede rundt i hovedet: Er det nu, jeg falder om? Er det sådan, man dør? Rystende greb jeg telefonen. Frygten pressede mig ud af min egen lejlighed. Jeg kunne ikke være alene. Med min mor i øret og 1813 på linjen tog jeg til Bispebjerg. Blodprøver. Test. Overvågning. Og så beskeden: Alt ser fint ud. Du kan tage hjem. Men intet føltes fint. Frygten fulgte med mig hjem.

Frygtens rytme

Nogle dage senere skete det igen. Og så igen. Et nyt anfald. Et nyt lyn fra en klar himmel. Jeg blev bange for mig selv. Bange for mit eget hjerte. Jeg blev igen kørt gennem hospitalets rutiner. Og igen fik jeg det samme svar: Alt er normalt. Men der var intet normalt. Hvordan kan alt være normalt, når ens krop føles så forkert? Når man ikke tør lukke øjnene om natten af frygt for ikke at vågne igen? Lægerne siger, alt er fint, men min krop skriger det modsatte. Hvem skal jeg tro på?

Kortvarigt efter blev jeg henvist til en kardiolog. Her fik jeg sat et apparat på, som skulle måle min hjerterytme. Fire dage i træk blev jeg ramt af anfald. Helt uforudsigelige. Ét øjeblik sad jeg stille, det næste bankede hjertet så voldsomt, at jeg var sikker på, at alle kunne høre det. Som om det ville flygte ud af min krop. Min hverdag blev sat helt på pause. Jeg hørte mit hjerte banke ligegyldigt, hvad jeg foretog mig. Selv når stilheden trådte ind, larmede det overdøvende fra mit bryst. Hver eneste slag føltes som en påmindelse om, at noget kunne gå galt, når som helst. Jeg turde ikke længere træne. Turde ikke drikke kaffe. Turde ikke leve. Selv glæden i små ting føltes farlig, fordi den kunne få pulsen til at stige. Jeg turde ikke være alene, men heller ikke omgivet af for mange. Frygten sad med ved bordet, fulgte mig i seng og vækkede mig om natten. Frygt for hjertet. Frygt for døden. Og måske mest af alt – frygten for, at det her skulle blive min nye virkelighed.

Ventetidens tortur

Oveni frygten kom ventetiden. Uvisheden. Ventetid på henvisninger, undersøgelser og svar. Når man står midt i frygten, føles ventetid som tortur. Efter jeg afleverede apparatet, vidste de stadig ikke, hvad der var galt. Derfor fik jeg en scanning af hjertet. Den viste heldigvis, at alt strukturelt så normalt ud. Jeg havde dog en hjerterytmeforstyrrelse. Men hvilken der var tale om, var stadig uvist. Den var godartet, ikke farlig. Men i min krop føltes det livsfarligt. Jeg blev henvist til Gentofte Hospital for at få lavet en ablation – en operation, hvor man går ind og brænder de områder, der skaber rytmeforstyrrelser. Men under indgrebet viste det sig, at rytmeforstyrrelsen stammer fra min biologiske sinusknude – hjertets naturlige pacemaker. Den må man ikke røre ved. Det var både en lettelse og en skuffelse. Lettelse, fordi jeg fandt ud af, at mit hjerte i sig selv er sundt. Skuffelse, fordi jeg havde håbet på en løsning, der kunne fjerne problemet med det samme. Men jeg fik noget andet med hjem. Et svar, jeg ikke havde set komme. Det her vil gå over. Ikke med en operation, men med tid.

Når hjertet taler

Lægen sagde ordene, der fik det hele til at give mening: “Dit hjerte er ikke ødelagt. Det er dit nervesystem, der er overbelastet.” Jeg forstod, at min krop ikke havde forsøgt at knuse mig. Den havde forsøgt at redde mig. Den havde i månedsvis sendt små signaler, hvisket stille, men jeg havde ikke hørt efter. Jeg havde kørt videre, presset mig selv, lukket øjnene for de små tegn. Til sidst havde kroppen ikke haft noget valg. Den måtte råbe. Og den råbte gennem hjertet. Når nervesystemet presses for længe, når glasset langsomt fyldes dråbe for dråbe, så kommer der en dag, hvor det løber over. For mig var det den 9. maj. Den dag, mit hjerte slog så hårdt, at jeg ikke længere kunne overhøre det. Det var ikke dagen, mit hjerte gik i stykker. Det var dagen, det krævede at blive hørt.

Jeg er stadig mærket. Frygten sidder stadig i kroppen. Men jeg ved nu, at mit hjerte ikke er min fjende. Det er min beskytter. Min alarmklokke. Min påmindelse om, at jeg skal stoppe op, før jeg mister mig selv. Jeg øver mig hver dag i at give slip. Ikke på håbet, men på kontrollen. På frygten for det uforudsigelige. Jeg øver mig på at lade hjertet slå, uden at tælle hvert slag som en trussel. Jeg øver mig i at trække vejret dybt, når panikken banker på, og minde mig selv om, at frygten ikke er virkeligheden. Jeg øver mig i at sige nej, der hvor jeg før sagde ja. I at vælge mig selv, også når det skuffer andre. I at lytte, ikke kun til hjertet, men til hele mig. Jeg er ikke ødelagt. Jeg er i gang med at hele. Og en dag vil jeg ikke længere tælle mine hjerteslag i frygt, men i taknemmelighed. For under larmen, under alle de galoperende slag, ligger en stille sandhed, jeg aldrig vil glemme: Mit hjerte banker ikke imod mig. Det banker for mig. Og måske er det netop det, vi alle har brug for at huske. At kroppen ikke er vores modstander, men vores allierede. At det, vi mærker, ikke er en svaghed, men en styrke. En invitation til at lytte. Vi lever i en tid, hvor tempoet ofte tager styringen. Hvor vi glemmer at mærke efter, indtil kroppen tvinger os til det. Så lad os ikke vente, til kroppen råber. Lad os mærke efter nu. Lade stilheden få plads. Når hjertet banker på, så lyt.