Kunst i sommerlandet 2022

Der er rige muligheder for at kigge på og handle kunst på nordsjællandske gallerier. Værkerne er både af etablerede kunstnere og af kunstnere, som selv driver gallerierne.

Egen kunst i historisk kælder

Kunstmaler Peter Christoffersen har flyttet sit daværende Galleri i Esrum til en historisk kælder i Stengade 77 ved Wibroes Plads, Helsingør. Fra Galleri 77 sælger han egne værker malet med den inspiration, han har hentet på rejser til det nære og fjerne udland. Tidligere har hans ven, antikhandler Max Guttmann i 40 år drevet forretning i de samme lokaler inklusiv et rum med hvælvinger fra 1500-tallet. I de forreste lokaler ud mod Stengade og Sophie Brahes Gade udstiller Peter Christoffersen egne værker. Galleriet har ingen faste åbningstider, men besøg kan aftales på tlf. 27124053. www.peterchristoffersen.dk

2.

Salg af anerkendte navne

Kunsthistoriker og kunsthandler Susanne Risom har gennem flere år drevet kunstgalleri på Nordre Strandvej 340 lige over for Bagt i hjertet af Hornbæk. Udvalget balancerer mellem store anerkendte kunstnernavne og yngre blomstrende kunstnere inden for maleri, skulptur, glas, keramik og smykker. På galleriet er desuden fast udstilling med navne som Henry Heerup, Arne Haugen Sørensen, Henrik Have, Viera Collaro, Peter Bonnén, Andre Lundquist, Jeppe Vontilius og Eva Weis Bentzon. www.galleriethornbæk.dk  www.risom.dk

3.

Akvarellerne fra Grønland

John Overgaard er akvarelmaler, som henter inspiration fra den lokale natur og fra rejser til blandt andet Grønland. Kunstneren foretrækker at male steder, hvor han selv har været. Det er letheden, lyset og de vibrerende farver, der kendetegner akvarellens sjæl, og som gengives i billederne. I nogle af akvarellerne indarbejder kunstneren et skjult budskab, som ofte er et bibelcitat. Akvarelmaleriet er en stor udfordring med planlagt spontanitet, fortæller kunstneren. Han arbejder hjemme på Grønnevang 260 i Gilleleje og modtager derfor kunder efter forudgående aftale. www.galleriovergaard.dk

4.

Kunstner med akademisk CV

Mads Th. Haugsted er billedkunstner med en baggrund som cand.mag. i teater- og kunsthistorie og litteratur og sprog. Desuden har han en Ph.D. i improvisation og æstetiske læreprocesser.. Ved siden af at være lektor og forsker i universitetsverdenen er han udøvende billedkunstner og illustrator. Foruden at være medlem af sammenslutningen Rågelejekunstnerne har Mads Th. Haugsted eget atelier og galleri på Rågebakken 1B i Vejby. Hans stil er impressionistisk og med en karakteristisk stærk farveglæde. Mads Th. Haugsted omtales i øvrigt i den nye bog ”101 kunstnere”. www.rågelejekunst.dk

5.

I den gamle købmandsgård

”Kunst vasker hverdagens støv væk fra sjælen”, udtalte Pablo Picasso. Jan Erik Jørgensen har gjort citatet til sit og gjort alvor af at leve og arbejde med kunst under samme tag, ind gennem porten i den gamle, renoverede købmandsgård (omdøbt til Sirius House) Hovedgaden 65F i Tisvildeleje. Han bestemte sig for at lade maven råde med hensyn til hvilke kunstnere, han vil arbejde med. Det blev til ”Det er kunsten”, hvor kreativiteten udfolder sig. ”Kom forbi til en snak og få rykket ved meninger og følelser næste gang, der skal købe kunst”, lyder det fra galleristen, som holder op mod ti ferniseringer om året og også sælger unikke møbler, figurer og skulpturer. www.deterkunsten.dk

6.

Internationalt pust på havn

På Nordre Beddingsvej 31 på Hundested havn ligger Galleri Liisberg, som præsenterer både dansk og udenlandsk kunst foruden Annette Liisberg egne værker, malerier og upcyclede borde. Galleriet ser det som sit formål at opsøge ny kunst, finde internationale samarbejdspartnere og vise et bredt udvalg af kunst – mindst fem forskellige ad gangen. Der udbydes også foredrag om kunsten som drivkraft i samfundet. Aktuelt kan man opleve Lisa Lach Nielsens pop-surrealistiske oliemalerier, print af Pamela Smilow og malerier af Gert Mathiesen samt skulptur og keramik af Morten Lykke og keramik fra The Clay Play. www.liisberg.weebly.com