Blandt stjerner med begge ben på Jorden

Jeg venter på, at min telefon ringer fra Amerika. Jeg har nemlig en aftale med den udstationerede danske ESA-astronaut, Andreas Mogensen, der som eneste dansker i historien har været på en mission i rummet. Jeg er lidt spændt. Jeg har aldrig før talt med en vaskeægte astronaut, og da vi mailede sammen, tog jeg mig selv i at blive godt gammeldags imponeret over en mailadresse, der slutter med @NASA.GOV

Jeg smånynner lidt med på Frank Sinatra og Fly Me to the Moon, da telefonen afbryder mig og Frank. Jeg kigger på displayet. Der står et udenlandsk nummer efterfulgt af lokationen: Houston, Texas.

Jeg smiler. Jeg kan ikke lade med at tænke på den 51 år gamle sætning fra Apollo 13: Houston, we´ve had a problem here. Men der er bestemt ikke noget galt lige nu. Hverken her eller der. For jeg har ikke Jack Swigert i røret. Jeg har derimod en glad og overskudsagtig Andreas Mogensen igennem på noget, der mest af alt minder om en fjern satellitforbindelse. Han befinder sig i Johnsons Space Center i Texas, USA – den vestlige verdens epicenter, når det kommer til rumfart. Og selvom manden nærmest har strejfet stjernerne med sin pegefinger, virker han umiddelbart som en mand med begge ben solidt plantet på jorden – hvis man da overhovedet kan sige det om en astronaut.

At være en del af fortællingen om rummet og udforskningen af det, er præcis hvad jeg altid har drømt om; ikke blot at være astronaut men også være en del af den proces, der handler om at udforske rummet og udvide vores horisont. Så at være hos NASA er spændende at være en del af, lyder det fra Andreas Mogensen på den skrattende linje. Efter en pause uden ord, der får mig til at tænke, om Houston måske har et problem, eller om manden mon pludselig er forsvundet om på den anden side af månen uden radiokontakt, fortsætter han: Jeg arbejder for European Space Agency, ESA, den europæiske rumfartsadministration, og når det kommer til bemandet rumfart, er der altid én europæisk astronaut udstationeret i Johnsons Space Center i Houston, Texas, da ESA samarbejder med NASA, den amerikanske rumfartsadministration.

Andreas Mogensen overtog pladsen som europæisk astronaut hos NASA i 2016 og flyttede samme år til Houston med familien. Det var meningen, de skulle være der i to-tre år, men da tiden var ved at være gået, var der ikke nogen af de andre europæiske astronauter, der var klar til at flytte over Atlanten, så han forlængede opholdet.

Jeg bliver formentlig boende indtil min næste mission, som forhåbentlig finder sted indenfor de næste to til tre år. Familien og jeg kan godt lide det, og vi er rigtig glade for at være her.

Hvordan har du det med at opholde dig midt i rumforskningens epicenter?
Det er jo netop en af grundene til, at jeg elsker at være herovre. Det er et af to steder på Jorden, hvor dagligdagen indenfor bemandet rumfart finder sted. Hér i Johnson Space Center og så i Star City, Moskva, hvor kosmonauter holder til. Men jo, Johnson Space Center er stedet, hvor al udvikling indenfor bemandet rumfart har fundet sted indenfor de sidste 50-60 år. Det er utrolig spændende at være her, fortæller den 45-årige dansker med knap ti dages rumerfaring fra sin første mission tilbage i 2015 og fortsætter:

I går havde jeg vagt i Mission Control, Cap Com (Capsule Communicator, red.) – en rolle i Mission Control, som er afgørende, da det er Cap Com, som taler med astronauterne på månen. Cap Com var dem som talte med Apollo 13, da der blev sagt Houston we´ve had a problem, og hvor astronauten, som modtog beskeden på Jorden, var med til at vejlede de astronauter, der befandt sig i rummet.

Det må være specielt for dig at stå, hvor du står i dag?
Ja, det er meget specielt at være en del af. I Mission Control arbejder du side om side med astronauterne på rumstationen. Rumstationen er jo så stor at astronauterne umuligt kan have indsigt i alting. Den måde vi arbejder på er, at vi gennem procedurer vejleder dem. I går sad jeg dagen igennem og talte med astronauterne på rumstationen og var med til at guide dem gennem deres arbejde – det er specielt, for man føler jo, at man er en del af det arbejde, som de foretager sig ude i rummet på rumstationen.

Det gør det vel også nemmere at komme derop næste gang?
Helt sikkert. Det er med til, at jeg vedligeholder min viden om al det tekniske, som foregår deroppe.

Bliver det hverdag som astronaut?
Ja, man ender jo hurtigt i en hverdag, hvor det bliver et arbejde som alt andet med gode og dårlige dage. Men der er øjeblikke, hvor man træder lidt tilbage og niver sig selv i armen og siger: Wow! Det er mit job. Som nu at sidde i Mission Control og kigge op på skærmen, som viser et billede fra det HD-kamera, som sidder på rumstationen og som lige i det øjeblik, jeg kiggede viste, at vi fløj over Galapagosøerne. Sådanne øjeblikke er vilde.

Har du på noget tidspunkt været udfordret mentalt i astronautkarrieren? Er du bange eller kæmper med en eller anden form for frygt?
Jeg er måske ikke ligefrem bange, men jeg er meget bevidst om faren. Der er jo en risiko. Min første tur i rummet var med Soyuz, et gammelt russisk fartøj fra 1960´erne, hvilket betød, at det nok var gammelt men også velkendt, robust og pålideligt. Så jeg havde ingen betænkeligheder med at flyve med det. Næste gang bliver det formentlig med et af de nye amerikanske fartøjer, hvilket måske gør mig lidt mere betænkelig. Ikke fordi jeg har mindre tiltro til det, men fordi det er nyt. Og når man har med ny teknologi at gøre, så er der altid uvisheder, ting man lærer undervejs, da de ikke helt fungerer, som man havde regnet med.

”Frygten i sig selv er jo helt naturlig.
Hvis du ikke har frygt, er der formentlig noget i vejen med dig”


Men hvad frygt angår, så tror jeg, det kan sammenlignes med at sætte sig i et fly som passager eller pilot. Der er stor forskel. Som passager har du ingen kontrol over situationen, mens du som pilot har følelsen af at være i kontrol. Og det påvirker måden at tænke over situationen på. Frygten i sig selv er jo helt naturlig. Hvis du ikke har frygt, er der formentlig noget i vejen med dig. Men det handler om at bruge frygten til noget positivt. Det handler om at tilsidesætte frygten og så bruge adrenalinen til at øge evnen til at fokusere og reagere hurtigt osv. Vi får jo masser og masser af træning op til en mission. I træningen får vi indblik i alle systemerne, og vi træner de forskellige procedurer, så vi kan handle korrekt i akut opståede situationer – alt sammen noget, som er med til at opbygge en tiltro til, at tingene fungerer.

Hvilken følelse sidder man med, når man `sætter sig bare rattet´ i en raket?
Det er en blanding af følelser. Man går jo længe og venter på at komme afsted. Jeg gik og ventede i seks år, hvoraf de sidste to var intensivt. Så man har glædet sig. Det er formentlig samme følelse, som atleter har, når de endelig er kommet til OL. Samtidig en stor ydmyghed, for det er en utrolig stor ting.

Så snart vi var kommet i kredsløb, og motoren slukket, kiggede jeg ud ad vinduet og mærkede pludselig stilheden. Jeg mærkede, hvordan vi langsomt fløj over Jorden, mens jeg kiggede på Jorden, som pludselig lå nedeover os. Den så så stille og fredelig ud. Jeg tænkte på dem før mig, Yuri Gargarin, der var helt alene. Jeg tænkte på, hvordan han må have haft det, hans tanker om tingene ville fungere eller ej – eller om han overhovedet ville komme levende tilbage til Jorden.

Nu er du jo snart en garvet rumforsker. Bliver det abstrakte mindre abstrakt med tiden som astronaut?
Nej egentlig ikke. Vi arbejder på højtryk med at sende mennesker tilbage til månen indenfor de næste fem år. Det, vi laver, er jo meget konkret; hvad har vi brug for ombord på rumskibet osv. Så på den måde bliver det mindre abstrakt men så igen; når arbejdsdagen er overstået, og man tænker på, at vi om nogle år ser mennesker gå rundt på månen, så tænker man wow! Vi taler også om at rejse videre til Mars, og det synes jeg er helt utroligt. Det er abstrakt, synes jeg.

Hvad tænker du om Bjarke Ingels Group, BIGs projekt om at bygge huse på månen?
Jeg tænker, at flere og flere mennesker indser, at det scenarie er en mulig fremtid, vi går i møde, hvor vi vil se beboelser på månen og Mars. Det synes jeg er rigtig spændende.

”I Danmark tænker man ofte på rumfart som rumforskning,
men rumfart i dag er meget mere end forskning – det er en del af vores samfund”

I Danmark tænker man ofte på rumfart som rumforskning, men rumfart i dag er meget mere end forskning – det er en del af vores samfund. Navigation meteorologi, jordobservation. Det påvirker vores hverdag og er en del af vores samfund. Og det tror jeg vil vokse i fremtiden og blive en større og større del af vores samfund i fremtiden.

Så du mener vi bevæger i retning af, at det mere handler om at finde og udnytte ressourcer, end det handler om at udforske liv i andre galakser og universet tilblivelse?

Der vil altid være forskning forbundet med rumfart, men jeg tror også på, at det er meget mere end det. Og det gør det hele så spændende. Rumfart handler om vore fremtid, vores samfund, hvordan vores civilisation ser ud ikke om 10 år men om 100 eller 500 år. Og der tror jeg, at det arbejde vi laver i dag, er en start på vores rejse længere ud i solsystemet.

Hvad mener en professionel astronaut egentlig om begrebet rumturist? Devalurer det astronauternes status som rumpionere?
Jeg ved det ikke rigtigt. Det som jeg og de fleste astronauter håber på, det er, at det er med til at gøre alting billigere – ikke blot det at sende mennesker ud i rummet men også grej. Den største udfordring, vi står overfor, er stadigvæk, at det er enormt dyrt at sende noget ud i rummet. Og hvis der skal være en fremtid i rummet, er det nødt til at blive langt billigere, end det er i dag. Og det er netop hovedformålet med NASAs samarbejde med de private virksomheder som SpaceX (privat rumfartsvirksomhed ejet af Elon Musk, red.) – at gøre rumfart billigere. NASA samarbejder ikke så meget med rumturistfirmaer som eksempelvis Virgin Galactic, men håbet er, gennem samarbejdet med SpaceX, at de kan være med til at udvikle ny teknologi, som vil påvirke prisen og gøre tingene billigere. Så på den måde tror jeg, vi astronauter ser positivt på det.

Personligt så tror jeg, at det vi ser i rumfarten i dag, er ligesom det, der skete for 100 år siden, da man startede med at flyve. I starten af det 20. århundrede, hvor Wright-brødrene udviklede den første flyvemaskine, var det noget meget, meget specielt at lære at flyve, og hvis du så lærte det, kunne du kalde dig pilot. Der var så få, der kunne det. I dag kan alle gå ned på den lokale lille lufthavn og lærer at flyve og få et pilotcertifikat. Men det betyder jo ikke, at man så er pilot. Selvom jeg kan flyve en lille flyvemaskine, vil jeg ikke kalde mig pilot i dag.

”Der er så få mennesker, der har været i rummet i dag, at rumturisterne har lyst til at kalde sig astronauter, bare fordi de har være afsted i ti minutter”

Det samme kommer til at ske for astronauten i fremtiden. Der er så få mennesker, der har været i rummet i dag, at rumturisterne har lyst til at kalde sig astronauter, bare fordi de har være afsted i ti minutter. Men hvis alt går efter planen, vil der om 10-15 år være 1000 mennesker, der har været rumturister. Men i dag er der så få, at det er helt fint at man som rumturist kalder sig astronaut.

Hvad betyder det for dig at formidle din viden videre til næste generation?
Først og fremmest mener jeg, at forskere generelt har et ansvar om at komme ud at fortælle om deres arbejde og forskning. Og hvis man som ESA og NASA modtager skattepenge, har vi også et ansvar om at komme ud og fortælle, hvad det er, vi bruger skatteydernes penge på – og hvorfor det er vigtigt. Og så synes jeg også, det er vigtigt at udbrede kendskabet til naturvidenskab og teknologi. Vores fremtid afhænger af netop dette. Naturvidenskab og teknik kommer til at spille en større og større rolle og derfor, er det vigtigt, at vi alle sammen kender til det. Da jeg selv var barn, oplevede jeg, at forskere og ingeniører kom ud og fortalte mig og mine klassekammerater om tingene, og derfor er det vigtigt for mig også at inspirere næste generation på en måde, som jeg selv blev inspireret på som barn.

Det der gør jobbet som astronaut specielt for mig er bl.a. at kunne komme ud og fortælle børn og unge om det, for så oplever jeg samme glæde og entusiasme, som jeg selv havde som barn. Det er det fantastiske ved mit job, for man kan virkelig se på børnene og de unge, hvor fascineret de er af rumfart og -forskning. Det giver mig meget tilbage at kunne fortælle om mit arbejde. Det er jo fantastisk, når en hel skole kan sidde tryllebundet i 45 min. Bagefter kommer læreren hen til mig og er fuldstændig forbavset over, hvor stille og lyttende børnene kan være. Det er utrolig dejligt.

Kan du huske, hvad du tænkte som lille dreng, da du kiggede op på stjernerne?
Det er jo netop det, som er så fascinerende. Man kan jo tænke hvad som helst, fordi når du kigger op på stjernehimlen, er det umuligt ikke at blive imponeret over, hvor stort universet er. Og man kan lade fantasien få frit spil og tænke på, hvad der er derude. Det var det, jeg gjorde som barn. Vi boede fem år i Californien – i slut 80erne og start 90erne – og en gang imellem kørte mig familie og jeg på lange ture. Det med børnesæder var ikke så vigtigt, så jeg lå omme i det åbne bagagerum om aftenen og kiggede op på stjernehimlen. Jeg elskede at kigge derop som barn og tænke, hvad der mon er deroppe. Der må være noget derude, når det er så stort, tænkte jeg.

”Jeg elskede at kigge derop som barn og tænke, hvad der mon er deroppe. Der må være noget derude, når det er så stort, tænkte jeg”

En af mine oplevelser på min mission i 2015 var at sidde ude i vores vinduesmodul Cupola og kigge ud på de milliarder af stjerne omkring sig, når man ser på stjernehimlen deroppe. Der er stjerner overalt. Og man får den klare fornemmelse, at vi på Jorden vitterlig blot er en lille del af noget langt, langt større. Og netop fordi det er så stort, må der være noget derude. Hvem ved, hvad vi finder derude. Pointen er jo, at vi jo først finder ud af det, når vi søger det. Seek and you shall find.

Så indtil vi rejser derud og begynder at udforske det, er det en lukket verden. Jeg tror, at vi om 500 år vil tænke tilbage og sige; selvfølgelig rejste vi ud. Et spørgsmål jeg ofte får er: Hvad skal vi med rummet? Hvad skal vi derude? Hvorfor rejse derud? Jeg tror, det er lidt ligesom de spørgsmål Columbus fik, da han i 1492 rejste til Amerika. I dag, tænker vi: Selvfølgelig rejste han over Atlanten. Hvorfor ikke? Det var da det mest naturlige. Det samme tror jeg, vi siger om rummet om 500 år.

Ender universet? Er der en kant?
Nej, ikke på den måde, vi forstår en kant. Vores forståelse er jo meget begrænset. Vi lever i en tredimensionel verden. Forestil dig todimensionelle væsner; de bor på overfladen af et stykke papir og kan kun bevæge sig frem og tilbage på det stykke papir. Papiret har en kant, og hvis de bevægede sig langt nok til siden, ville de på et tidspunkt ramme kanten. Og falde af. Men forestil dig i stedet, at de bor på overfladen af en ballon. Så er der pludselig ikke nogen kant. Og, hvis de bevæger sig langt nok til den ene side, kommer de tilbage til udgangspunktet. Det er uforklarligt for dem. En af ideerne omkring universet er, at det er bøjet – krummet – og derfor ikke har en kant. Men det er næsten umuligt for os at forstå, da vi ikke kan forstille og tingene i fire dimensioner.

Og det er jo abstrakt. Man taler også om, at når universet udvider sig, så skaber det sig selv. Men hvad vil det egentlig sige. Hvad udvider det sig ind i? Det er næsten umuligt for os at forstå det.
Vi kan ikke helt forklare det, men universet udvider sig. Og ikke alene det, udvidelsen er også accelererende. Vil det så det i al uendelighed? Indtil der ikke er noget tilbage? Eller vil det blive bremset? Det bliver der forsket i. Og hvorfor det udvider sig, forstår vi heller ikke. Al masse i universet skaber jo tyngdekraft, og den tyngdekraft burde bremse udvidelsen. Så der er et eller andet derude, vi ikke helt forstår endnu. Måske laver vi en opdagelse indenfor de næste ti år som fuldstændig vil ændre vores opfattelse af universet.

Andreas, hvad er din ambition for 2022?
Jeg håber meget, at 2022 bliver året, hvor jeg får tildelt min næste mission, som så forhåbentlig vil blive i 2023 eller 2024, slutter Andreas Mogensen.

Vi siger farvel. Houston takker af, og skratlyden ophører og bliver afløst af total stilhed. Jeg tænker, at det er lyden af rummet. Jeg har talt med en astronaut. Det er optur på ren raket-manér. Jeg har fået bekræftet, at når det handler om universet, er der mange ubekendte – og som sikkert vil fortsætte med at være det i nogen tid. Men med Andreas Mogensen hos NASA i Johnson Space Center er én ting sikker: Houston har IKKE et problem. De har en fordel. Og de vil ganske givet være ét skridt nærmere opklaringen på de mange mysterier ude i intetheden med danskeren ombord. Over and out.