Liv i kludene på Østerbro trods corona

Corona sætter stadig sine begrænsninger på udbuddet af kultur, mad og motion. Men især bydelens mange udendørs oplevelser i den historiske, bynære natur kan være en kærkommen erstatning 

Hjælp til pc eller jura 

Med mundbind kan Ældre Sagens lokaler i kælderen på Bryggervangen 66 på Ydre Østerbro stadig opsøges. På kontoret kan man få en snak samt hjælp i pc-cafeen til problemer med pc, tablet og smartphone. Det kan ske mandag og torsdag kl. 9.30-12. Professionel hjælp til problemer af social og juridisk karakter tilbydes over telefon mandag og onsdag kl. 10-14 samt torsdag kl. 14-18 på tlf. 80301527. Formand Jan Ingvorsen kan også kontaktes på tlf. 22740640 eller aldresagenoebro@dbmail.dk www.aktiv.kk.dk 

Hunde tumler frit her 

Hunden kan luftes på Østerbro, uden at den skal gå i kort snor på et fortov langt væk fra det grønne. Lige som over resten af København er der en række hundegårde og fritløbsområder, hvor hunde må gå frit. Hundegårde er mindre, indhegnede områder, mens fritløbsområder er større arealer uden indhegning, hvor luftning uden snor er tilladt. Dog er der et særligt ansvar i forhold til andre besøgende: Man skal kunne kalde sin hund til sig, respektere at ikke alle er begejstrede, hvis en fremmed hund kommer tæt på samt samle op efter hunden.  Hunden kan løbe frit Scherfigsvej ved Strandøre, mens hundegårde har fået plads flere steder i Fælledparken. www.kk.dk 

Fortidens slum og utøj 

Byvandring.nu tilbyder en cykeltur med fortidens slum og sundhed i fokus. Turen arrangeres efter tilslutning, og grupper kan også booke en tur på et par timer med start fra Trianglen. Guide Paul Hartvigson fortæller, hvordan hovedstaden voksede ud af den uhumske indre by til blandt andet Østerbro. Herude måtte grønne marker vige for baggårde, rotter, stinkende latriner og fattige stuvet sammen i mørke, fugtige lejligheder, syge af kolera og tuberkulose. Både offentlige og private instanser tog kampen op for renere forhold for at komme smitte, druk og utøj til livs. Midlerne var hospitaler og stiftelser og sunde boliger som dem i Brumleby. Spot sættes på 1850 til 1940. Tilmelding for 125 kr. på Billetto, mail eller sms. www.byvandring.nu 

Foto: Daniel Rasmussen 

Gåture fulde af historie 

Kastellet fylder et stort areal på kanten til Indre By. Her er god plads til tidens foretrukne aktivitet gåture i det fri. Kastellet blev anlagt af Kong Christian den fjerde på forsvarsværket Sankt Annæ Skanse og senere udbygget af Kong Frederik den tredje med hjælp fra den hollandske ingeniør Henrik Ruse. Stedet er et af Europas bedst bevarede femtakkede fæstningsanlæg med mulighed for løbe- og gåture på voldene. Forsvaret har til huse i bygningerne, og på området er tre museer, en kirke og en mølle. Kong Christian den syvendes livlæge Johan Friedrich Struensee blev i 1772 sat i arrest her, dømt for majestætsfornærmelse for sin affære med Dronning Caroline Mathilde og henrettet i Fælledparken. www.forsvaret.dk www.kastelletsvenner.dk  www.visitcopenhagen.dk  

Museum i træbygning 

Når det igen er muligt at gå på museum, er det oplagt at se blandt andet kunstnersammenslutningen Koloristernes udstilling i Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport Station. Træbygningen tegnet af J. F. Willumsen blev grundlagt af kunstnere i 1898 og har lige siden vist samtidskunsten vævet ind i de seneste 120 år danske kunsthistorie. Museet lægger vægt på en uhøjtidelig og imødekommende atmosfære som mødested for kunstnere, studerende, turister og lokale på Østerbro. Ved normale omstændigheder er udstillingshusets café åben for frokost og kaffe. Det hele foregår på Oslo Plads 1. www.denfrie.dk