FET_Sissel-Kyrkjebø_SSP4070

 

Vi var næsten begyndt at tænke på Sissel Kyrkjebø som dansk, men så tog hun hjem til Norge og tog oven i købet tre års sabbat fra turnélivet. Det er faktisk seks år siden hun sidst optrådte i Danmark. Nu synger hun atter julen ind, og det er jo en fin tradition … som hun har tilsat en groovy fornyelse.

 

Helt stille har der ikke været omkring Sissel Kyrkjebø.

Den walisiske baryton Bryn Terfel ville f.eks. gerne have hende med på sin plade: Han spurgte mig: ”What have you been up to?” ”I’ve been a mother for two years”. Og jeg har nydt hvert sekund! Da jeg flyttede til Norge igen med pigerne, tog jeg et sabbatår – eller et ad gangen, det blev til tre år. Jeg ville gerne have tid til dem – de har været vant til, at kufferten altid stod klar i gangen. Det har været så dejligt; at være i ro, at være hjemme, når de kom fra skole. Jeg har kun lavet nogle få jobs, meget få. – Nu begynder jeg så igen med juleturneerne, fortsætter Sissel. – At begynde et nyt pladeprojekt – det er for stort lige nu og alt for flydende. I øvrigt har pladebranchen forandret sig. De er blevet mere fokuserede på de enkelte sange – på singler frem for album. For os i den gamle garde handler et album om at tage publikum på rejse – ligesom en koncert. Jeg tænker sjældent i en sang ad gangen, men på helheden. Så jeg vil ikke føle mig presset til at lave en plade. Det er vigtig, at det føles rigtigt, så når jeg er klar til at lave en ny plade , ja, så gør jeg det.

 

Tradition, glæde, eftertanke

Julekoncerterne, der trækker tusindvis af danskere af huse i julemåneden (eller månederne, for det starter jo i november) var et koncept som Sissel udviklede og bl.a. fik Stig Rossen med på – og det er han som bekendt blevet ved med. Nu vender Sissel så tilbage, men i et lidt andet format.

– Folk går til julekoncerter af tradition. Julen har en stærk forankring i traditioner, og musikken er stærk i den tradition.

 

Sangene sætter gang i minderne. 

– Min idé med julekoncerterne er, at de skal indeholde det, der giver julestemningen, noget man ønsker at høre på den tid af året. Udgangspunktet for mig er nogle temaer; kærlighed, tradition, fællesskab, glæde, energi og eftertanke. Det sidste finder vi i følelsen af at savne nogen eller noget. Der er mange sange, der kan beskrive det – bl.a. god soul. De har glæden, energien og smerten!

– Det blander jeg ind mellem de traditionelle julesange. Det er nu fjerde år, vi rejser med det koncept. Jeg har tre soulsangere med. Det er vigtigt for mig, at vi er et team, at vi får det sociale med. Det er ganske vist mig, der står i front, men det er dem bag mig, der gør mig god. Jeg tror publikum kan føle, at vi har det sjovt og føler glæde ved at optræde sammen. Og at vi føler glæde over responsen. I øvrigt er der mange, der fortæller os, at de har fået noget andet, end de havde forventet – noget mere! Det er både ’åh, det var smukt’ og ’yeah, groovy’.
– Jeg glæder mig – det er så længe siden jeg sidst optrådte i Danmark, siger hun til de danske fans.

 

I Was Born in a Trunk (not)

Nu skal hun jo også rejse ud for at komme hertil, og det er egentlig et paradoks, at Sissel er blevet globetrotter:

– Jeg er et hjemmemenneske. Det er et paradoks, at jeg har levet i en kuffert, siden jeg var 16 år. Jeg trives med off-perioder, og i dag er jeg meget bevidst om, hvor meget jeg vil rejse. Men jeg har altid rejst, og min mand har f.eks. altid vidst, hvem jeg var, og at det er et vilkår. Det har ligget i kortene.

En ting turnélivet giver plads til er læsning. En periode har det været mange krimier, men det gider Sissel ikke længere. Nu skal det være en god bog.

– Egentlig har jeg det bedst med at læse i perioder, hvor jeg har tid og ro til at læse, hvor jeg kan have fokus og leve mig ind i det. Jeg blev meget rørt af Jojo Moyes ”Livet efter dig”, som rejser spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Det er et svært emne.

 

Hjem til København

På en måde er det selvfølgelig også at komme hjem, når Sissel optræder i Danmark
– Nu har jeg levet 20 år i Danmark – og det må have været godt, for det er utroligt, så hurtigt de år gik – men Norge har altid været hjemme for mig. Jeg er vældig norsk. Omvendt føler jeg, at jeg kommer hjem til København – jeg bliver varm indeni. Så får jeg lyst til at tage hyggetøjet på igen.

– Det, jeg savner mest ved Danmark, er atmosfæren. Vi nordmænd siger, at København er ’kontinental’. Danskerne er glade for livet, og I hygger. Jeg ville ønske, jeg havde mere kontakt med mine venner i Danmark på hverdagsbasis – sådan ’hej, skal vi tage en kop kaffe’? Det savner jeg. Jeg sender mange varme tanker til dem, som gjorde mit liv skønt i Danmark. Nu er jeg her bare ikke længere i lange perioder ad gangen.

– Jeg savner også naturen – særlig den åbne natur i Nordjylland. Jeg prøver altid at få jobs i Vendsyssel, hvis jeg kan. Naturen her har altid mindet mig om Norge. På den måde var jeg tættere hjemme … og mentaliteten er også tættere på den norske.

 

Den danske kreativitet

At Norden fylder meget i Sissels turnéplaner, og at hun har boet så mange år i Danmark betyder selvfølgelig, at hun også er en skarp iagttager af forholdet mellem de nordiske broderfolk; forskelle, ligheder … og forståelseskløfter.

– Ja, det er ikke let med dansk. Da jeg kom hertil ville jeg så gerne forstå dansk, men der er mange, der står af og slår over i engelsk i stedet for. Men bare i Norge er der jo vidt forskellige dialekter. På nogle af de dialekter, man finder i dalene, bruger de helt andre ord og vendinger, hvor jeg bliver nødt til at spørge, hvad det betyder.

Der er også mentalitetsforskel mellem os, mener Sissel. Og det falder faktisk pænt ud til danskernes fordel – i hvert fald set med norske øjne – men det er nogle værdier, vi skal værdsætte og passe på:

– I Norge kigger vi mere til Danmark end til Sverige, fortæller hun. – Vi oplever danskerne som utroligt serviceminded og kontinentale.

Danskerne er gode forretningsmænd og har fra barnsben lært at tænke kreativt. Jeg har oplevet, at I har innovations- weekender i skolen, hvor børnene skal arbejde på tværs og løse problemer. Det leges ind. I det danske gymnasium skal man have kreative fag – i Norge har man fjernet dem helt.

– Men det må da tilføjes, at svenskerne har været usædvanligt gode til at fremelske succes i musikbranchen, husker Sissel at nævne.

 

Ungdommen, der forsvandt

Sissel Kyrkjebø har selvfølgelig heller ingen grund til at klage over sin egen succes. Den kom tidligt, og det var ikke uden omkostninger. For mens hun har haft en god og tryg barndom, så synes hun næsten ikke, hun har haft en ungdom:

– Jeg blev kastet ud i showbusiness som 16-årig, så jeg blev brat voksen. Min ungdom var så at sige ikkeeksisterende. Dengang var det vigtigt for mig at gøre gymnasiet færdigt. Det var et fristed for mig, hvor jeg kunne være som alle andre. Jeg havde ikke musik som fag, men mange af mine venner dyrkede musik i deres fritid ligesom jeg. Så vi sad med guitaren i frikvartererne og sang. Og det var ikke mig, som sang højest! Musikken gav sammenhold, og det var perfekt for mig.

 

Glæden ved musikken har Sissel selvfølgelig givet videre til sine børn:

– Jeg rejste med børnene, indtil de var 1½ år gamle. Da de så blev større tog jeg dem gerne med på sommerturné. Det var faktisk en god oplevelse for dem. Vi har lige talt om det.

– Mine piger og jeg har samme musik-smag. Vi påvirker hinanden og deler. De kan sige, når jeg komme hjem, ’hør lige det her riff, den her frasering’. De har helt klart samme glæde ved musik, som jeg har. Der er nok noget, de er mere tiltrukket af end jeg, men når de synes noget er godt, så åbner det mine sanser. Det giver nogle fine impulser.

 

Musik og minder

Apropos impulser, så forbinder mange øjeblikkeligt Sissels navn med en bestemt sang, som har gjort indtryk, herhjemme f.eks. ”Vårvise” sammen med Sebastian. Forskellige sange vækker forskellige minder hos folk – også hos Sissel selv:

– Selv har jeg det sådan med musik, at den skaber en bestemt følelse. Eller at den kan sætte ord på den følelse, jeg har. Når jeg hører Aretha Franklin eller Frank Sinatra … de når helt derop, hvor de får mig til at føle ’åh’.

– Billie Holiday havde jeg ikke helt fået grebet om, men så så jeg en dokumentarfilm om hende. Så faldt brikkerne på plads. Nu giver det mig gåsehud at høre hende, fordi jeg forstår, hvor personlig hun var. Jeg holder også meget af Janis Joplin – hendes version af ”Little Girl Blue”. Der er andre, der har sunget den, men hun gjorde den til sin. Det er så personligt, så privat.

Til november kan danskerne komme ind i Sissels private rum til julekoncerter i København, Århus og Ålborg.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Sissel-Kyrkjebø_SSP4170

 

BLÅ BOG

Sissels liv har været fyldt af musik. Hun begyndte at synge i kor som 9-årig og optrådte første gang på TV i 1983. Hendes optræden ved Det Europæiske Melodigrandprix tre år senere – ikke som deltager, men i pausen – gav hende et internationalt gennembrud. I hvert fald hele Norden tager gerne ejerskab til hende: i 1990 lagde hun sangstemme til Ariel i Disneys ”Den lille havfrue” – i både norsk, svensk og dansk version. I forbindelse med OL i Lillehammer 1994 indledte hun et samarbejde med Placido Domingo, som hun har indspillet plader med og optrådt med i hans julekoncerter. Hun medvirkede på soundtracket til filmen ”Titanic” (blandt flere andre) og har turneret over hele verden.

Sissel var gift med Eddie Skoller 1993-2004 og har to døtre med ham. I mange år havde hun derfor base i Danmark, optrådte meget her-hjemme, indspillede sange med bl.a. Sebastian og medvirkede i filmen ”Flyvende farmor”. Hun flyttede hjem til Norge og giftede sig i 2013 med den norske advokat Ernst Ravnaas. 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

FET_Sissel-Kyrkjebø_SSP4188

Rundt om Sissel

Det smukkeste hotel, du nogensinde har boet på?

Der er mange fine, men jeg vil gerne fremhæve De L’Europe Amsterdam. Det er cool. Det ligger lige ned til en kanal – så fint.
Jeg har også haft en rigtig god oplevelse på D’Angleterre – efter ombygningen. Der blev jeg opgraderet til en suite: ’om det gjorde noget?’ – Nej nej!

 

Hvad er din største koncertoplevelse – som publikum?

Det må være min første koncert med Placido Domingo. Der var 9.000 mennesker, men jeg følte, at han kun sang for mig.

 

Hvor finder du det bedste publikum – er der forskel verden over?

Jeg har oplevet, at i Japan er publikum mere lyttende, i USA er de mere ’uh-hu – love you!’. I Skandinavien og i Europa i det hele taget er publikum tættere på mig. De både lytter og giver feedback.

 

Hvilken tre ting har du altid med på turné?

Ørepropper, halstabletter (en urtevariant) og håndrens – det handler om helse og søvn.

 

Du rejser med dit arbejde – hvor vil du gerne rejse hen som turist?

Amalfi-kysten … og der er et hotel, som jeg altid har drømt om at bo på, men hvor jeg aldrig har været, Hotel Caruso. Det er sindssygt dyrt. De holder en musikfestival dernede, og det er nok noget af det smukkeste, man kan tænke sig.

 

Hvad er det bedste ved julen?

Traditionen, sammenholdet med familie og venner. Tiden op til jul kan være meget stressende, men vi når det jo altid til sidst, så det er en stress, som vi selv skaber. De seneste år, hvor jeg ikke har været på turné, har det været lidt som, da jeg var barn. Det har været en tid fyldt med positive ting, og juleaften er en tid, hvor vi bare kan være i os selv. Det var fantastisk at holde en jul på den måde, og jeg savner bestemt ikke livet i overhalingsbanen – som det har været, når jeg har turneret.  Det var et utroligt privilegium at kunne holde nogle år fri.

 

Din personlige favorit i julesange?

”O hellige nat” – altså ”Glade jul” – den har alt: dramatisk tekst, yndig melodi.

 

Hvad er det bedste ved dansk jul?

Jeg har aldrig oplevet en dansk julefrokost. Da vi boede i Danmark blev det en blanding fordi Eddie havde en amerikansk tradition – så vi endte med en amerikansk/dansk/norsk jul.

 

Hvad er dit bedste juleminde?

At fejre julen med de nærmeste, at få besøg af bedsteforældrene. Og 1. juledag med familiemiddag hos min tante. Det var hele familien, det var duften af julemiddagen og dansen om juletræet. Det var der ikke plads til i vores egen lille lejlighed.

 

Og selvfølgelig må jeg vide: hvad er der på bordet juleaften?

Der er pinnekjøtt; lammeribben i saltlage, som blødes op og dampes og serveres med kartofler og kålrabimos. Det er meget specielt, men det er det, jeg voksede op med. Men derudover skal der helst være torsk – det er en sørnorsk tradition, og det er fint, hvis man ikke er så meget for det tunge kød. Ellers er det mest almindelig i Norge flæskestegen. And og gås bruger vi derimod ikke.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….