Han har spillet Bond-skurk og været gennemgående karakter i HBO’s ”Banshee”, men før eller siden vender snakken alligevel tilbage til gennembruddet i ”Festen”. Nu genoptager Ulrich Thomsen sit samarbejde med Thomas Vinterberg i ”Kollektivet” – oven i købet igen over for Trine Dyrholm

 

FET_UlrikThomsen_Interview_00B0087

 

Det er hyggeligt at være tilbage igen, siger Ulrich Thomsen. -Folk ændrer sig jo ikke så meget. Altså, vi er forandrede i den forstand, at vi har fået mere erfaring og er blevet dygtigere.

-Samarbejdet med Thomas var jo startet allerede med en novellefilm, dengang jeg gik på teaterskolen og Thomas på filmskolen. Så lavede vi ”De største helte” og derefter ”Festen”. Jeg skulle egentlig også have haft en rolle i ”It’s All About Love”, men der var jeg optaget af et projekt i England. Vi har ikke som sådan holdt kontakten, men det er jo en lille branche. Jeg ramler tit ind i ham, Per Fly, Ole Christian Madsen – ’guldholdet’.

 

Gift med trine dyrholm

Mindre er branchen trods alt ikke end, at det er første gang, Ulrich og Trine Dyrholm spiller et ægtepar. De er det pæne, succesfulde ægtepar Erik og Anna – en arkitekt (eller i hvert fald lærer på akademiet) og en TV-avis vært – der dengang midt i 70’erne beslutter, at omdanne huset, som de arver efter hans far, til et kollektiv.

– Jeg kender jo Trine helt tilbage fra teaterskolen. Hun gik vist to år under mig. Vi har spillet teater sammen, var begge med i ”Festen”, i ”Hævnen” og er nu gift her i ”Kollektivet”.

Dramaet starter i virkeligheden med, at det mest er hendes drøm at starte et kollektiv. Med fællesspisning, snak og fest føler han sig lidt forsømt, og så bliver han fristet, da en smuk, ung studerende byder sig til og starter en affære. Men det ER jo de frigjorte 70’ere, så Anna vil ikke forhindre Erik i at realisere sig selv – ja, hun foreslår endda, at den unge Emma skal flytte ind. Og sådan folder livet i ”Kollektivet” sig ud på godt og ondt.

 

Dengang i 70’erne

-Det er ikke en boform, der siger mig noget, men jeg havde lærere i folkeskolen, der boede i kollektiv, husker Ulrich. –Selv voksede jeg op i et typisk middelklassehjem med mor og far. Jeg oplevede lærerne som meget venstredrejede, men jeg havde ikke så meget at gøre med dem.

-70’erne står ikke så tydeligt for mig. Jeg var jo kun 7 år i 1970. Og set fra et barns synspunkt er den tid, man vokser op i, jo bare normalen. Der er ikke noget fra den tid, jeg er særlig nostalgisk overfor. Men det sjove er selvfølgelig, at modeindustrien arbejder cirkulært. Der er sikkert nogen, der griner bredt, når de nu introducerer svaj i benene igen.

Filmen er stærkt inspireret af Thomas Vinterbergs egen opvækst i kollektiv og viser børnene som statister i de s:

– Uanset hvad børn bliver udsat for, så er de jo uskyldige i det, siger Ulrich. -På godt og ondt er børn til alle tider ’ofre’ for det, de nu er født ind i. Dengang var det ’peace and love’ og ikke vold og druk. Og børn er også gode til at indordne sig. Thomas selv er det jo gået meget godt i alle tilfælde …

-Der er ikke så meget forskel på dengang og nu i den forstand, at vi har fokus på os selv. Jeg mener, at man, når man får børn, også har et ansvar for at give dem gode vaner. Jeg har selv børn og kan måske ikke være der så meget, som jeg gerne ville, men jeg kan i hvert fald elske dem! Jeg rejser det halve af mit liv. Gør det skade på børnene? Man skal passe på med ikke at projicere sine egne problemer over på børnene. Jeg synes, jeg er god til at forholde mig til virkeligheden. Sådan er det, og det forklarer jeg så børnene. Og de må spørge mig om alt!

 

Verden er af lave

-Men 70’erne var da en interessant tid, fortsætter Ulrich. -Vi troede på fremtiden. Det var måske lidt naivt, og det var derfor det på mange områder gik i sig selv igen. Men man ville hinanden det godt. I dag handler det om, at man skal vinde, at man skal overkomme.

-Den indstilling kunne vi godt bruge noget af i dag, hvor vi igen går i krig, og ikke har fået andet ud af det end en flygtningekrise. Dengang troede man på samtalen, på diplomatiet. Man gik efter fredelige løsninger. I dag er det mere blevet os mod dem.

-Der var også meget galt dengang, men vi så det ikke, og det gjorde det til en uskyldig tid. Dengang var aviserne nyheder, nu er avisen gårsdagens nyheder. Men medierne er også en manipulation. Jeg filmede engang i Budapest samtidig med fejringer af 50-året for befrielsen. Vi lagde da godt mærke til, at der var demonstrationen, men det var ikke så slemt. Når vi så kiggede på CNN, så lignede det nærmest revolution med bål og brand i gaderne.

-Så vores verdensbillede er også præget af en skævvridning i medierne, hvor man går efter drama, fordi det ikke er nær så sjovt at trykke de behagelige nyheder.

 

Øst, vest …

Ulrich Thomsen har om nogen været spydspids for danske skuespilleres succes i udlandet. Det var som nævnt ”Festen”, der åbnede dørene.

-Dengang fokuserede jeg på at komme ud, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt, husker Ulrich. – Jeg sagde nej til ting herhjemme for at holde kalenderen åben og gik til castings i USA. Det sjove er, at uanset hvornår og med hvilken instruktør, så kommer vi altid til at tale om ”Festen”. Den er stadig stor. Sådan er det amerikanske marked. Det giver credit, at man har haft en hovedrolle i en dansk film, og at den kommer rundt til festivaler og vinder priser. De kan lide succes!

– På samme måde gør det tingene lidt lettere, at jeg har været med i TV-serien ”Banshee”. Det har også været sjovt; jeg får lov til at rejse, og det er godt betalt. Bagsiden af medaljen er, at jeg er væk hjemmefra. Når jeg rejser ud, tænker jeg, det er ’bare’ for et par måneder, men hov – pludselig er der gået et halvt år. Men familien har da været med ovre i USA i en måned. Alligevel: det med skolen og det praktiske, det hænger på min kone. Men hvis man vil, så kan man godt løse problemerne! Og der er altså potentiale i, at HBO vil ansætte en, og hvis man bliver tilbudt en rolle i ”Game of Thrones”, så kommer man til at tjene gode penge.

Siden er andre skuespillere fulgt i Ulrichs fodspor, og på det seneste er hele Nordic Noir-fænomenet eksploderet på det internationale marked.

– I virkeligheden er vi blevet gode til at lave amerikanske TV-serier, griner Ulrich. -Det, de kan lide, er, at ”Forbrydelsen” og ”Broen” er skåret over samme læst. At vi så har færre penge og derfor laver en mere skræddersyet model, er eksotisk for dem … og Sofie Gråbøls sweater. Men dybest set sælger Nordic Noir på at være det samme, som de kender.

 

Instruktør i svøb

Ind imellem film- og TV-arbejdet ude og hjemme har Ulrich haft travlt med at realisere helt andre karriereplaner. Han vil gerne om på den anden side af kameraet. Konkurrencen som skuespiller er nemlig hård, og jo ældre man bliver, desto færre roller byder sig til:

-Jeg vil gerne instruere. Det har altid interesseret mig. Nu har jeg gjort det med filmen ”In Embryo” – skrevet, instrueret og finansieret. Det har da været en udfordring at lave det hele selv, men i forhold til tidligere er det teknisk meget lettere. I princippet kan man optage en film med sin iPhone og redigere den på sin computer. Det har givet mange adgang til filmmediet, men også større konkurrence, hvis man vil slå igennem. Det er ikke anderledes end at drømme om at være skuespiller – der er 1.000, der hvert år søger en lille snes pladser.

– ”In Embryo” er ’den svære 1’er’. Jeg havde en partner i Tyskland, men det faldt igennem, og så gad jeg ikke vente, for jeg vidste, at jeg kunne. Jeg investerede selv i lidt software og gik i gang i USA. Jeg har haft Tómas Gislason på som klipper. Han har en stor aktie i filmen – han fik mig bl.a. til at tage flere scener om.

Ulrich vil ikke betegne sig selv som workaholic, men hans arbejde er også hans hobby, så det bekymrer ham ikke at bruge meget tid på det.

– Jeg kan lide det! Jeg har et arbejde, der bare tager lang tid. Faktisk er jeg relativt doven, men når jeg først sætter mig ned og går i gang, så kan jeg arbejde fra 8 til 24 om aftenen.

Lige op til jul – hvor interviewet foregår – er en lidt stille periode med hensyn til tilbud, men Ulrichs agenter sender ham nye TV-ting, og der er 4-5 filmprojekter på bordet.

– Derudover skriver jeg på et nyt manus, som jeg selvfølgelig også gerne vil have tid til at instruere. Jeg skal også helst have plads til at rejse med ”In Embryo” til festivalerne. Så skuespil- opgaverne i det kommende år skal helst være i den lette ende – noget med bare at gå ind og sige mine replikker.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_UlrikThomsen_Interview_00B0207

 

Rundt om  ulrich

Når du får et hul til det: hvor vil du så gerne tage på ferie med konen og børnene?

Guadeloupe – vi har været der en gang før, og min søn taler stadig om det. Men vi har jo også rejst en del, når familien har været i USA, mens jeg arbejdede – i Florida, Key West, og til teater i New York. Nogle gange har der været en hel uge, hvor jeg ikke skulle på, og så har vi rejst rundt.

 

Hvad er din passion (ud over skuespillet)?

Jeg maler billeder, når jeg har tid til det. Der er man kun sig selv, og der er kun ens egne begrænsninger at tage hensyn til.

 

Hvad kan du ikke sige nej til?

Jeg er lidt af en gadget-nørd. Jeg har lidt svært ved at begrænse mig i forhold til det nyeste … og jeg kommer tit til at købe for stort, for ’hvis nu jeg fik brug for …’ Og det får jeg aldrig, inden der er kommet en ny model på markedet. Jeg har f.eks. købt en iPad: jeg gik virkelig og diskuterede med mig selv, om jeg havde brug for den. Jeg endte med at købe den for at lukke munden på mig selv! Og jeg har ALDRIG brugt den!

 

Hvordan holder du dig i form?

Jeg har et træningsrum i kælderen. Og en personlig træner, der hjælper mig engang imellem.

 

Når du skal have musik i ørerne, hvad vælger du så?

Det gør jeg meget sjældent. Når jeg maler, vil jeg gerne have ro, og jeg hører aldrig musik i bilen.

 

Den bedste film, du har set?

Der er nogle film, der har sat sig, men det hænger også sammen med, hvor man er i livet. Dengang jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være skuespiller, var det f.eks. ”Taxi Driver”. Og så er der Lars von Triers film, som jeg elsker.

 

Hvis du skulle vise dine amerikanske kolleger tre steder i København
– hvad ville det være?

Christiania – det har en interessant historie, selv om der også er meget lort. Louisiana … og nogle gange kan jeg faktisk godt selv lide at tage på kanalrundfart.

 

Og hvor ville du tage dem hen at spise?

Relæ i Jægersborggade f.eks. – der har jeg faktisk være med nogle at mine amerikanske venner.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….