FET_Liebhaverbilen_Liebhaverboligen_Masaerati_Bærepix 2

 

Maserati! Prøv at smage på det. Måske et af de smukkeste bilnavne overhovedet. Og det italienske sprog oser af sex, også når man bare vil kalde sin bil for det den har: fire døre. Quattroporte! Det er da klasse!

Fire døre og fem sæder havde Liebhaverboligens testbil også, og den deler ligeledes platform med storebror Quattroporte, om end med nogle mindre dimensioner overalt. Ghibli hedder lillebror, og kendere af Maserati vil straks tænke på den ædle sportsvogn tilbage i 1960’erne af samme navn. En sportsvogn som skulle tage kampen op med de smukke kusiner ved navn Lamborghini Miura og Ferrari Daytona.

Den nye Ghibli har også et regnskab at gøre op. Denne gang er det bare ikke landsmændene, men tyskerne i form af Mercedes, BMW og Audi, som skal mærke konkurrencen i luksussegmentet fra den ambitiøse og fremadstræbende Maserati-fabrik.

Sølle 6000 eksemplarer solgte Maserati i 2012. Det steg til 22.500 sidste år, og i år er ambitionen 50.000 biler, som skal rulle ud fra samlebåndet på Marafiori-fabrikken i Torino. Det hjalp, at ejerne, Fiat, skød svimlende en milliard euro i projektet forrige år.  Og hvad har man så fået for pengene? Ved første øjekast en hamrende smuk bil, som med introduktion af en dieselmotor (jo, verden står for fald), pludselig også tiltaler det segment, som førnævnte tyske luksusbiler i årevis har tilbudt deres kunder.

Vores testbil var dog V6-benzinmotoren på 3 liter og overbevisende 330 hk. med en topfart på 263 km/t. Men selv om Fiat ejer værket, så er der ingen bovlam symaskinelyd her. De fire store udstødningsrør leverer en smuk symfoni af bulder og brag og med sportsknappen trykket nede, bliver lydbilledet (og køreregenskaberne) endnu mere rå. Her føler kopimaskinesælgeren sig ikke spor hjemme. For her er der dømt åbentstående skjorte, vind i håret og et bredt smil hele vejen til benzintanken. For det koster jo lidt oktan at køre i fuldblods italiensk sportsvogn.

Sæderne – om end polstret med læder – er også hårde som en Arne Jacobsen køkkenstol, og nogle gange kræver det en ekstra følsom hånd at sætte det ellers udmærkede 8-trins gear i bakgear.

Navigationen er  taget direkte fra en uskøn Chrysler-model, og i det hele taget kan Ghiblien indvendigt godt fornemmes som en model, der bare skulle produceres her og nu på bekostning af detaljerne i finishen.

Men køreregenskaberne, lyden og de ekstremt smukke linjer tilgiver en del af dette.
Ghiblien opfører sig nemlig fuldstændig som det, den ligner: En sportsvogn. Den klistrer sig til vejen, brøler og hviner, når man træder sømmet i bund og med den aggressive front, svungne former og ekstremt brede dæk, får den folk misundeligt til at kigge efter den.

Og med priser fra under 1,4 mio. kroner er den fem personers sportsvogn fra Italien pludselig opnåelig for mange flere end før. Og det både føles og lyder altså meget smukkere, at i stedet for en Opel i din indkørsel holder der en Maaaseeraaatiii.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

— up

– Kører som en sportsvogn trods dimensionerne

– Gennemført design med stor ”wow”-effekt

– Pris (åh, jo da)

 

— down

– Finish hist og her indvendigt

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Liebhaverbilen_Liebhaverboligen_Masaerati_Masaerati bag FET_Liebhaverbilen_Liebhaverboligen_Masaerati_interiør FET_Liebhaverbilen_Liebhaverboligen_Masaerati_Bærepix 6 FET_Liebhaverbilen_Liebhaverboligen_Masaerati_Bærepix 5