Film, koncerter og teaterforestillinger er der rigeligt af i løbet af foråret. Der er især et udskudt behov for at opleve den levende musik.


Gensyn med krigsfamilie

21. april får opfølgeren til ”De forbandede år” premiere. Filmen er instrueret af rutinerede Anders Refn, og 2´eren byder på et gensyn med castet fra sidst nemlig Bodil Jørgensen, Jesper Christensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese m.fl. I den dramatiske fortsættelse følges den velhavende familien Skov gennem besættelsens sidste par år fra foråret 1943 til sommeren 1945, som var en periode med skæbnesvangre konsekvenser for alle. Familien er splittet: Aksel er gået under jorden og er partisan i modstandsbevægelsen, mens Karl kæmper for sit livsværk, og Eva har svært ved sin mands samarbejde med tyskerne.
www.biografklubdanmark.dk
www.kino.dk


Frygten giver nye muligheder
Teatret st.tv. præsenterer teaterforestillingen ”Projekt Frygt”. Det er en tragikomisk afdækning af et menneskes største og mest almindelige grundfølelser: Frygt. Forestillingen spiller på Mungo Park i Allerød og Teater Momentum i Odense. Forestillingen er humoristisk, sansefyldt og tankevækkende og centrerer sig om frygtens rolle og afskygninger, og hvor-dan frygt også kan være afsæt for nye muligheder i livet. Den Reumerthædrede dramatiker og iscenesætter Kamilla Wargo Brekling, som har skrevet og instrueret, åbner for det inderste undersøgelsesrum af frygten og sætter fokus på, hvornår følel-sen kan styre og ikke mindst hvorfor.
www.mungopark.dk


Find din egen mening med livet

Ved et foredrag i Musikkens Hus i Ålborg stiller filosof Morten Albæk 29. marts kl. 19 spørgsmålet, hvordan det kan være, at vi som et af de rigeste og tilsyneladende lykkelige folk kan være så hårdt ramt på vores mentale velbefindende målt på antallet af mennesker med stress, angst og depression? Undervejs gør Albæk op med begrebet work-life balance og ideen om, at adskillelse mellem arbejde og fri-tid skulle kunne løse problemet. Det er en illusion, som kan gøre os syge, mener han. Vi kan redde os ud af dette eksistentielle morads ved at lære forskellen på tilfredshed, lykke og mening og sætte sidst-nævnte i centrum. Morten Albæk er som eneste dansker flere gange kåret som en af de mest indflydelsesrige marketingfolk i verden i The Internationalist. Billetter koster 329-429 kr.
www.musikkenshus.dk


Malurt er i fuld gang igen

K.B. Hallen, Peter Bangsvej 147, danner 26. marts kl. 20 rammen om 80´erbandet Malurts forårskoncert på Frederiksberg. Malurt udskød al optræden i fjor men er nu på banen igen. Forsanger Michael Falch udtaler, at Malurt ønsker at afvikle sine koncerter som regulære rockshows, så publikum for alvor kan opleve det gendannede band og de nostalgiske sange. I lyset af den overvældende interesse for det genopstandne band, blev det besluttet at arrangere endnu en forårskoncert i hovedstaden. Tre medlemmer fortsætter derefter deres civile jobs, mens Pete Repete fortsat vil virke på musikscenen, og Michael Falch genoptager sin solokarriere. Billetter koster 445 kr.
www.kbhallen.dk


Endelig kom MGP-koncerten

Traditionen tro tager deltagerne ud og optræder sammen over hele landet ved gallashows med alle otte finalister og Sofie Østergaard som vært. Det sker blandt andet i Roskilde Kongrescenter, Møllehusvej 15, 20. marts kl. 11, hvor billetter til både børn og voksne til 195 kr. giver adgang. Det bliver et show, hvor de talentfulde finalister viser det bedste, de kan, ved et show fyldt med sang, musik, fest, dans og glade børn både på og foran scenen. Det vil endda være muligt at få en autograf af deltagerne.
www.roskildekongrescenter.dk


En dybt romantisk komedie

”Natten har øjne” hedder en ny dansk film med premiere 21. april. Det er Gabriel Bier Gislarsons debut som manuskriptforfatter og spillefilmsinstruktør, og i hoved-rollerne ses Josephine Park fra tv-serien Doggystyle og Game of Thrones-skuespiller Ellie Kendrick flankeret af kendte kræfter som Sofie Gråbøl og David Dencik i bærende biroller. ”Natten har øjne” er en romantisk gyserkomedie, der trækker tråde dybt ind i jødisk mytologi som skiftevis nervepirrende og humoristisk kærlig-hedsfortælling om, hvor langt man vil gå for den, man elsker. Filmen er på både dansk og engelsk, hvilket ikke er tilfældigt, da instruktøren har studeret engelsk i Lon-don og siden gået på filmskole i New York.
www.kino.dk