Adspredelse ude og inde med fokus på æstetik, grin og viden er der nok af her i november, hvor udbuddet af gratis eller ultra billige tilbud er bredt!

Gå med op i højderne

Topture kalder Dansk Vandrelaug ture til danske ”bjerge”, hvor også ikke-medlemmer kan deltage mod betaling af et symbolsk beløb. Lørdag den 21. november kl. 10-15.30 fører en 16 km vandretur til Højnæsbjerg ved Bagsværd Sø beliggende 48 meter over havet. Mødested er Hareskov Station, og herfra vandrer man gennem Bøndernes Hegn og Store Hareskov til Søndersø. Efter en pause passeres skovens tre ældste træer – Skrædderen, Grenaderen og Djævlen – før Restaurant Skovlyst og Hareskov By. Tilmelding i forvejen på www.dvl.dk

Penge kom på museum

Bank- og Sparekassemuseet i Heerings Gård på Christianshavn viser frem til sommeren 2021 særudstillingen ”Vokser der penge på træerne?” for hele familien. Den skal i følge museumsinspektør Kirsten Egholk bidrage til at give børn og unge et sundt forhold til økonomi og undervise i budget og opsparing. Der gives endda forklaring på, hvad ærlige og uærlige penge er! I en anden del af udstillingen viser kunstnergruppen Artmoney kunstværker med og om penge og med et alternativt syn på dem. Desuden kan man se bankers og sparekassers udvikling på 150 år samt vinkælderen med en udstilling om familien Heerings likørproduktion.  www.kultunaut.dk, www.artmoney.org, www.kbhmuseer.dk

Gamle søkort får nyt liv

Second Future hedder den virksomhed designer Anne Spence har etableret med barndomsveninden Lise Gudmand Pedersen. Af udgåede og ubrugte danske søkort, som ellers skulle destrueres, håndfremstiller de notesbøger og skriveblokke med spiralryg. Det specielle kunsthåndværk sælges via blandt andet Kunstmuseet Louisiana, Kongelig Dansk Yachtklub i Hellerup, Artium på Rådhuspladsen, M/S Museet for Søfart. Materialet er vandfast, slidstærkt papir og forsiden er lamineret. Blokkene fås i A4, A5 og A6-størrelse til henholdsvis 85, 59 og 49 kr. og er til det københavnske og nordsjællandske marked lavet med genkendelige områder omkring Øresund. www.secondfuture.com

Ny karriere som stand upper?

Der er åben mikrofon til gratis Stand Up søndag den 22. november klokken 15 på Bartof Station på Solbjergvej 3, Frederiksberg. I stationens kælder vil et velvalgt hold af komikere affyre skarpe jokes og fængende fortællinger. Der er åben mikrofon med komikernes jamsession, hvor nyt materiale skabes og afprøves for første gang i en rå, intim stemning. Det vil være Stand Up i sin rene form med nerve, improvisation og latterbrøl, lover arrangøren, som sælge mad og drikke både før og efter showet. Lokalet åbner halvanden time før, og entreen er gratis. www.bartofstation.dk.

Agenten overlevede alt

Brian Iskov, journalist og James Bond-kender, fortæller med hjælp fra fotos og filmklip den 10. november kl. 19-21 på Ordrup Bibliotek om Agent 007. Der sker cirka fire måneder før, at den nye James Bond-film ”No time to Die” – forhåbentlig – får premiere som nummer 25 i serien til april. Brian Iskov vil belyse, hvordan verden var meget anderledes, da Bond filmdebuterede i 1962. Skiftende kulturelle og politiske vinde har truet den hemmelige agent, som flere gange er erklæret død som fænomen men i dag står stærkere end nogensinde og er et sikkert brand. Figuren er ajourført, så den har holdt sig relevant og på omdrejningshøjde med samtiden, dog ikke uden forhindringer! Gratis billetter bookes på www.genbib.dk.

Foto: Carsten Seidel