I november begynder de første forberedelser til jul og nytår. Samtidig er der i denne tid mulighed for at fordybe sig navnlig i drikke, som giver en oplevelse ud over det sædvanlige.

 

Reservér juleanden nu

Det er ikke spor for tidligt at tænke på, hvor årets juleand skal komme fra og få den reserveret nu i november. Rokkedyssegård i Værløse tilbyder ænder, som har gået mellem kirsebærtræer i andegården og snadret bærrester m.m. Gården tager imod bestillinger på juleænder mod et depositum på 200 kroner. Ænderne hentes, når der holdes juleåbent og julestue i adventsweekenderne eller på store udleveringsdag den 22. december fra klokken 10.00 til 17.00. Så kan kødet nemlig nå at tøs op. Priser ligger på 400-500 kr. for en and på 3,0-3,2 kilo. www.rokkedysse.dk

Ænderne er slagtet i oktober og straks efter frosset ned for kvalitetens skyld.

Nytår ud til Furesøen

Restaurant Furesøbad udbyder årets sidste fest, så man ikke skal gøre andet end at møde op i festtøj og højt humør. Arrangementet kan bookes allerede nu og koster 1295 kroner pr. person alt inklusive. Mødetid er klokken 17.30 før Dronningens nytårstale, som efterfølges af en fire retters menu med vine samt kaffe og cognac, fri bar med cocktails, champagne og hjemmebagt kransekage til rådhusklokkerne klokken 12.00 og festfyrværkeri over søen. Der vil være DJ med musik og dans til klokken 01.00. Menuen består blandt andet af hummer, pighvar, oksemørbrad og chokoladeskal med indhold. www.furesoe-bad.dk

Drik portvin til maden

I samarbejde med Hillerød Vinkompagni byder Restaurant Krydderiet i Hillerød på sin traditionsrige portvinsaften med en fem-retters menu. Den er designet til at ledsage smagningen af aftenens forskellige portvine, som går godt sammen med mad. For 795 kr. inklusiv spisning og vine åbnes dørene for arrangementet på Milnersvej 41 i Hillerøds sydlige udkant den 14. november fra klokken 18.00 til 22.00. www.restaurantkrydderiet.dk

En ægstra god søndag

Ægde Søndag hedder arrangementet i den urbane landhandel Omegn & Venner i Torvehallerne. Her tilbydes på søndage fra klokken 10.00 til 17.30 skiftende klassiske æggeretter som Æg Benedict, biksemad med spejlæg, omelet med bacon og surdejsvaffel og røræg. Spisebaren hylder æggeleverandørerne med en dag i æggets tegn. www.torvehallernekbh.dk

Hver søndag skiftes menukortet ud med nye æggeretter i det økologiske, det lokale og det gode madhåndværks tegn uden ledelse af stedet kok Denny Vangsted.

Naturvinen er også øko

Dansk økologisk naturvin (uden tilsætningsstoffer) sælges på flere københavnske toprestauranter som Geranium, Relæ, Kadeau og Amass. Vexebo Vin ved Fredensborg dyrker og fremstiller hvidvin, orangevin og rosé af sorterne Regent, Monarch, Solaris og Johanniter. Druerne dyrkes økologisk, håndplukkes og vinificeres på vildgær uden brug af svovl. Vinmarken med 2300 vinstokke kan besøges på en guidet tur med efterfølgende salg af vin til 225 kr. flasken.

En tør cider af gårdens æbler koster 100 kr. www.vexebovin.dk.