Whats Up?

Artikel af: Benedicte Bevensee - Feb 03 2020 kl: 14:51

På Østerbro er der rig mulighed for at opleve alt fra kultur til lækker gastronomi. Her kan du læse lidt om nogle af de spændende ting, som Østerbro kan byde på.

 

FET_Østerbro_Billede-1---Smørrebrød

 

Smørrebrød 

Smørebrødet er en vigtig del af den danske madkultur og en udpræget dansk spise. På dette kursus kommer du helt tæt på den gamle tradition med anekdoter om smørrebrødets tilblivelse, og der skal tales om, hvorfor man i Danmark holder så meget af det. På kurset lærer du hvordan smørrebrød laves og de skjulte regler for smagssammensætninger. Smørrebrød bliver både spist til hverdag og ved særlige begivenheder, og det betyder at der er mange forskellige måder at spise det på. Derfor vil forskellene fra snitter til højtbelagt smørrebrød blive gennemgået. Til slut skal der naturligvis smages på den dejlige spise. Traditionen tro bliver der serveret snaps og øl.

Hvor: Hahnemanns Køkken
Hvornår: Fredag den 21. februar klokken 11.00
www.hahnemannskoekken.dk

 

FET_Østerbro_Billede-5

 

Den Lille Kulturnat 

Kulturnatten har gennem de sidste 27 år stået for Købehavns største årlige kulturbegivenhed med flere hundrede arrangementer for børn og voksne i alle aldersgrupper og interesser. I dag er Kulturnatten en begivenhed, der er afholdt og traditionsbunden for rigtig mange mennesker. Kulturnatten ønsker ikke at ændre på natten i oktober, men ønsker at børn også får kendskab til de mange fantastiske oplevelser i København og på Frederiksberg – så de forhåbentlig dermed får appetit på at tage deres familier på et genbesøg. Og det er med afsæt i dette, at børnene nu for andet år i træk får deres helt egen Kulturnat. Alle arrangementer i Den Lille Kulturnats program foregår den 13. marts fra klokken 16.00 til 20.00. For at deltage skal man købe et armbånd, der forhandles i udvalgte 7-Eleven butikker, samt hos nogle af de medvirkende museer og andre arrangører. Børn til og med 11 år er gratis og en boksen kan medbringe fire børn på sit armbånd. Se det fulde program på hjemmesiden.

Hvor: Hele København og Frederiksberg
Hvornår: Fredag den 13. marts klokken 16.00 til 20.00
www.kulturnatten.dk

 

FET_Østerbro_Billede-2----Vild-med-dans---the-musical-

 

Vild med dans – The Musical 

Kom med til en forestilling om håb, mod og livsforandrende oplevelser. Vild med dans – the musical er ikke alene en hyldest til dansen, men også et moderne eventyr om helt almindelige mennesker, der forvandler sig til en ny og stærkere version af sig selv. Vild med dans er rullet over skærmen gennem talrige sæsoner, og nu bliver den verdensomspændende tv-succes, for første gang nogensinde, omsat til teater.  Forestillingen byder både på kendte ansigter fra tv-programmet samt store navne fra film og teater.

Hvor: Østre Gasværk Teater
Hvornår: Fra lørdag den 22. februar til og med torsdag den 26. april
www.osterbroteater.dk

 

FET_Østerbro_Billede-4

 

H.U.G Bageri

H.U.G står for Helt Uden Gluten og den 22. januar åbnede bageriet på Østerbro. Her bydes der på eksklusivt glutenfrit bagværk. Du finder velkendte bagerklassikere som kanelsnegle og hindbærsnitter tryllet om til både glutenfri og veganske varianter. Det er de to iværksættere Mette Marie Viscor (autodidakt bager, brødfeinchmecker og tidligere grundlægger af Tante T) og Kathrine Rosamunde (autodidakt bager, brødgourmandice og gymnasielærer), der sammen har skabt den 100% glutenfri bager. På deres hjemmeside kan du også finde deres blog med opskrifter, en shop med kurser og bøger samt inspiration til at leve glutenfrit og nysgerrigt i forhold til råvarer og fødevarekvalitet. Besøg den fine bager og smag på det lækre brød og de skønne kager.

Hvor: Øster Farimagsgade 20
Hvornår: Onsdag til fredag klokken 10.00 til 18.00
www.hugbageri.dk

 

FET_Østerbro_Billede-3--Familierundvisning--(francesco-ungaro-nlqqldluDBw-unsplash)

 

Familierundvisning 

Oplev det stemningsfulde Zoologiske Museum, efter lukketid, på en guidet tur specielt henvendt til børnefamilier. I kommer rundt til en stribe af museets highlights, inklusiv Danmarks eneste ægte kæmpedinosaur, Misty, og den berømte hvalkælder, som normalt er lukket for publikum. Dagens tema er havdyr, og derfor bliver ruten særligt tilrettelagt ud fra det. Der skal dykkes under overfladen, og i kan forvente at møde alt fra havets godmodige kæmper til de vildeste rovdyr og dybhavets sære væsener. Der kan deltage op til 25 personer pr. rundvisning, og de henvender sig til voksne med børn fra otte år og op.

Hvor: Zoologisk Museum
Hvornår: Lørdag den 29. februar klokken 15.30 til 17.00
www.snm.ku.dk