MAD, KUNST OG KULTUR i fantastisk natur

Artikel af: Eva Baré - Apr 01 2019 kl: 14:42

Bergen, byen ved de syv fjelde, er et super bud på en lille smuttur med stort indhold

 

FET_Fra-bjerget-Ulriken-er-der-den-mest-fantastiske-udsigt-ned-over-byen.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Fra bjerget Ulriken er der den mest fantastiske udsigt ned over byen.
Foto- Bergen Reiselivslag

 

Alle pladser i den lave båd er besat med feststemte mennesker, og snakken går livligt. For både mave og sind er indstillet på en oplevelse af de store, og med det in mente lægger vi fra kaj ved Bryggen med de oldgamle, farvestrålende træhuse, og går godt en halv time senere i land på den lille ø Holmen. Passerer forbi store vandkar fyldt med friske hummere, østers, kammuslinger, søkrebs og mange slags tang og bliver dernæst bænket ved store borde med den mest fantastiske udsigt. Ud over fjorden Vågen, som går helt ind til byen.

”Sømads-restauranten” Cornelius på den lille ø Holmen er et must, hvis man besøger Norges gamle hovedstad Bergen. Her er der afsat en hel aften til en udsøgt middagsoplevelse, og båden afgår kl. 18 og sejler først hjem igen kl 22.30. I de mellemliggende timer er gæsterne så blevet præsenteret for det ypperste og friskeste af, hvad Bergen kan præstere udi fisk, i en såkaldt ”meteorologisk meny” inspireret af dagens vind, vejr og sindsstemning. Og vinene hertil kommer fra restaurantens egen vinkælder, som har 7000 flasker fra hele verden på lager. Hugget ud i klippen og med naturlig køling fra havet er den optimale luftfugtighed konstant tilstede i kælderen, og vinene er udvalgt med stor sikkerhed for den bedste oplevelse til at kunne matche den fisk eller fiskeret, de serveres til.

Porten til fjordlandet Bergen er en af Norges smukkeste byer.

I folkemunde kaldet ”porten til fjordlandet”, og beliggenheden i bunden af fjorden Vågen og omgivet af syv høje fjelde er byen ganske enkelt
gudesmuk. Tilbage i 1100 tallet var Bergen, som den rigeste by i landet, faktisk Norges hovedstad, og rigdommen dengang skyldtes handel med tørfisk, som blev solgt videre til det meste af Europa.

I starten var det dog kun nordmændene, som måtte sejle nord for Bergen og fiske den eftertragtede fisk, men nordtyske købmænd, som siden 1200-tallet også havde etableret sig med handel på havnefronten (Bryggen) i Bergen, fik efter flere år med strenge restriktioner i 1278 tildelt særlige priviligegier, som gav dem lov til at både overvintre og købe ejendom i byen.

I 1350 oprettede de nordtyske hanseater derfor deres første handelskontor i Bergen og fik efterhånden monopol på al handel med tørfisk, som de sad på helt op til midten af 1700-tallet.

Sidst, men ikke mindst, byggede de det, der i dag betragtes som en vartegn for Bergen, de smukke farvestrålende træhuse på Bryggen, som stadig ligger her 400 år efter – i dag klassificeret som Unesco Verdensarv og indrettet som museer. Et besøg er en rejse tilbage i tiden, med svag duft af tørfisk og tjære, skæve gulve, fine gamle stuer, og et kig ind i en verden, som engang var driftig ud over alle grænser, og som fortæller vigtig verdenshistorie.

Festspillene

Et rigtigt godt tidspunkt at besøge Bergen på er i slutningen af maj måned. Landskabet er blevet grønt, fjordene står lysende blå, solen varmer, og netop her begynder ”Festspillene”.

Festspillene er Norges vigtigste, største og ældste kulturfestival. Og i løbet af de 15 dage, som eventen varer, kan publikum i år opleve hen mod 250 arrangementer.

Klassisk opera og koncerter med store internationale stjerner, nyskabende teaterforestillinger og musik i alle genrer. Programmet er ganske enkelt overdådigt, en del arrangementer er også gratis, og byens koncertsale og øvrige spillesteder er super til formålet.

Naturligvis spilles der musik af Edvard Grieg, som selv var født i Bergen, og hvis villa på Troldhaugen lidt udenfor byen står som åbent museum med tilhørende koncertsal i dag. På stedet er en cafe med fantastisk udsigt over Nordåsvannet, og ægteparret Edvard og Nina Grieg ligger begge begravet her. Under festspillene afholdes en del koncerter på Troulhaugen, men mange spilles også i Grieghallen, Bergens meget flotte koncerthus, som ligger i centrum. Og selvfølgelig er det ikke kun Grieg der spilles, de samtidige store komponister som Beethoven, Mozart, Schubert, Chopin og så videre tillige med nyere spændende komponister er også på programmet.

Romantiske træhuse og stejle gader

En lille by med stort format. Det er det indtryk, man får af Bergen, når man som turist besøger byen for første gang. En kompakt bymidte med et væld af kulturtilbud, beliggende i fantastisk natur og med en historie, der stadig ses og føles stemningsmættet, nærværende i byen.

Gå for eksempel en tur i områderne Fjellsiden, Nordness og Sandviken, som med deres fine brostensbelagte, smalle gader og små, gamle træhuse i sarte pastelfarver snor sig op ad byens stejle bjergsider og fører den besøgende ud på en vandring i fordums romantiske boligkvarterer. I dag er områderne naturligvis fortrinsvis boliger for liebhavere med tegnebogen i orden, men ungdommen har sneget sig ind mange steder alligevel. Med fancy kaffebarer, små specialbutikker og cafeer i rigt mål.

Har man lyst til at se, hvordan det meste af Bergen så ud for den almindelige borger i gamle dage, er det anbefalelsesværdigt at besøge Gamle Bergen Museum – Bergens bymuseum. I 1800-tallet var Bergens Europas største træby med tæt bebyggelse, travle gader og finurlige torve og handelspladser, og museet er en rekonstruktion af 55 træhuse – private hjem, butikker og værksteder fra tiden – der ligger åbent som en slags frilandsmuseum med udklædte ansatte, som levendegør stemningen. En restaurant i tidens ånd er her naturligvis også – restaurant Gamle Bergen Tracteursted, hedder den.

Tur på fjeldet

En tur på fjeldet kan man såmænd også få i Bergen, og det i øvrigt lige midt i centrum af byen.

Det er Fløibanen, som på kort tid med en kabelbane kører op af fjeldet Fløien, og fra en højde af 320 meter over havets overflade tilbyder den vildeste udsigt ud over byen. Heroppe er der en dejlig restaurant, men også stier, som leder videre til endnu flere fantastiske udsigtspunkter. Og føles udsigten fra Fløibanens endestation ikke høj nok, kan man som turist i Bergen såmænd komme endnu højere op.

Ulriken er det højeste af de syv fjelde, som omgiver Bergen, og her kan man med svævebane komme hele 643 meter op over havets overflade. Det siger sig selv, at udsigten herfra er aldeles ubeskrivelig, og både fra endestationen her og fra Fløibanen er det muligt at købe guidede vandreture oppe i fjeldet. Den længste vandretur er på godt fem timer, men så er det også en komplet højfjeldsoplevelse med udsigt over hele kysten og regionen omkring Bergen. På klare dage kan man være heldig at skimte isbræen Folgefonna.

Stor Edward Munch-samling

En weekendtur med både by og natur, tilsat alt hvad hjertet kan begære af kultur, det er en weekend i Bergen.

Byen rummer nemlig også mange rigtig gode kunstmuseer, hvoraf naturligvis Museet Kode i centrum af Bergen skal fremhæves.

Museet har en af de største samlinger i verden af Edvard Munch malerier, men byder også på en fin samling af blandt andet Picasso, Nikolai Astrup og Paul Klee. I hele fire bygninger findes en omfattende samling af kunst og design, heriblandt også en stor afdeling for guldalderkunst – blandt andet repræsenteret ved den norske ”Skagens-maler” Cristian Krogh, som var samtidig med danske Michael Ancher og Krøyer.

Bergen Kunsthal er et andet godt bud til den kunstinteresserede. Her – også midt i centrum – findes et af Norges bedste museer for samtidskunst, med både koncertscene, natklub og café/bar og et væld af spændende arrangementer året igennem.

Fra fjord til bord

Fra ”jord til bord” er et udtryk vi ofte hører. I Bergen siger man fra ”fjord til bord”, og byens restaurantscene er stor og god. Fede laks, friske torsk, rejer, muslinger, østers, hummere og sågar søpind-
svin er blot få af mange fisk, som siden middelalderen har været en stor del af byens DNA.

Allerede i 1276 kom de lokale fiskebønder roende ind til byen for at sælge deres fangster, og ”Fisketorvet” fra dengang af er stadig i live. Som et elsket indkøbssted for de lokale og en attraktion for byens turister. Og i dag nu også ”videreudviklet” med et nyt overdækket hus, hvor man i lækre rammer a là Torvehallene i København kan få stillet sulten med udsigt til både havnen og Bryggens fine træhuse.

Udflugter fra Bergen

Som nævnt tidligere kaldes Bergen ofte for porten til fjordlandet. Og det naturligvis ikke uden grund. Fra Bergen kan man komme på dagsture og rundture til blandt andet Sognefjorden – Norges længste og dybeste fjord, sejle op og se Mostraumen, eller cruise på Hardangerfjorden – også kaldet dronningen blandt fjorde. Enkelte af udflugterne er en kombination af båd, tog og bus, og nogle varer blot en halv eller hel dag, mens andre er med overnatning. Udbuddet af cruise-ture er stort, og alle starter og ender i Bergen.

Sidst, men ikke mindst, kan man – hvis tiden tillader det – naturligvis også tage Hurtigruten fra Bergen. Hurtigruten er den legendariske, gamle norske postrute fra 1893, som sejler op langs Norges kyst – fra Bergen via Trondheim, Tromsø og Nordkapp til Kirkeness.

 

Rejse facts

Norge er som bekendt et dyrt land at rejse i, så køb det såkaldte Bergenskortet. Med Bergenskortet kan man rejse gratis med bybusserne og Fløibanen, og kortet giver også gratis adgang (eller rabat) til de fleste museer og attraktioner.
Se mere på www.visitbergen.com/Bergenskortet

Kortet kan både købes online på www.visitbergen.com og på byens turistkontor,
som ligger på Strandkaien 3.

Festspillene afvikles fra den 22. maj til den 5. juni. For program og billetter,
se www.fib.no.

Båden ud til Cornelius Restaurant har afgang to gange daglig fra Dreggekaien lige overfor Clarion Collection Hotel Havnekontoret, Slottsgatan 1, et i øvrigt godt og centralt hotel. Til frokost sejler båden ud kl 11.30 og retur kl. 14, og til aften er der afgang kl. 18 og retur kl 22.30. Se mere på
www.corneliusrestaurant.no.

Nyttige hjemmesider: www.visitbergen.com, www.visitbergen.no & www.visitnorway.no – Her kan man finde alle adresser på museer, restauranter, hoteller, udflugter mv.

Journalist Eva Baré var inviteret af Innovasjon Norge, som ikke har haft indflydelse på artiklen.

 

FET_Hele-to-kabelbaner---midt-i-centrum---kører-op-ad-Bergens-smukke-fjelde.-Foto-Bergen-Reiselivslag-

Hele to kabelbaner – midt i centrum – kører op ad Bergens smukke fjelde.

 

FET_Bergens-fine-bykvarterer-med-stejle-gader-indbyder-til-hyggelige-gå-ture.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Bergens fine bykvarterer med stejle gader indbyder til hyggelige gåture.

 

FET_Under-festspillene-er-der-musik-i-hele-byen.-Her-spilles-der-i-Bybanen.-Foto--Oddleiv-Apneseth

Under festspillene er der musik i hele byen. Her spilles der i Bybanen. 

 

FET_Bergen-er-et-smukt-syn-på-alle-årstider.-Foto--Girish-Choukan

Bergen er et smukt syn på alle årstider. 

 

FET_Bergens-store-koncertsal-hedder-Grieghallen.-Foto-Eva-Baré

Bergens store koncertsal hedder Grieghallen. 

 

FET_Edward-Griegs-hus-på-Troldhaugen.-Foto-Bergen-Reiselivslag

Edward Griegs hus på Troldhaugen. 

 

FET_Edvard-Griegs-hjem-på-Troldhaugen.-Foto--Dag-Fosse

Edvard Griegs hjem på Troldhaugen. 

 

FET_Restauranten-Cornelius-ligger-på-den-lille-ø-Holmen-.-Foto--Bergen-Reiselivslag

Restauranten Cornelius ligger på den lille ø Holmen . 

 

FET_På-de-oversækkede-fisketorv-kan-alt-i-fisk-fås.-her-søpindsvin-som-er-en-delikatesse,-der-spise-rå....-Foto--Eva-Baré

På de oversækkede fisketorv kan alt i fisk fås. her søpindsvin som er en delikatesse, der spises rå …  

CLOSE
CLOSE