I Pecorinoens land

Artikel af: Eva Baré - Jan 11 2019 kl: 10:57

Enkel mad, gode vine og en stor hjertelighed kendetegner det sydlige Sardinien, hvor mad er kultur, historie er sammenhold, og befolkningen så stolte over deres ø, at de gerne så den løsrevet fra Italien.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari-ligger-smukt-ud-til-havet

 

Sardiske fru Alda slår korsets tegn, da processionen med den fine helgenfigur
defilerer forbi.
”Santa Maria,” sukker hun med himmelvendte øje og griber i sin gyngende og fyldige barm, mens hun samtidig skubber til sønnen ved siden af, så han står pænt og ordentligt.
Helgenprocessionen er både årets største folkefest og ventet med
længsel, men samtidig er det også en alvorlig sag for en troende katolik.

Vi er til folkefest og helgenfejring i byen Uta – en lille landsby i det
sydlige Sardinien.

Sådanne fester er der utallige af året igennem i Sardiniens mange landsbyer, og her kan man som turist for alvor opleve det ægte og uspolerede Sardinien. For uspoleret er den sydlige del af øen og dermed ganske anderledes end den nordlige del. Hvor kysten – Costa Smeralda, siden de tidlige 1960’ere har været et sandt luksusparadis for de velhavende, med høje hoteller og tryk på ferielivet, er det sydlige Sardinien stadig stille og på ingen måde endnu helt forberedt på turister. Og det er netop charmen. Hvis man altså er den slags turist, der ligesom en ”næsten opdagelsesrejsende” selv har mod på at gøre arbejdet med at komme ind under huden på ægtheden.

Det danske bånd 

Blandt andet derfor er Sardiniens mange religiøse fester en god ”øjenåbner” til øens store og særprægede kultur. Her i landsbyen Uta og i mange andre landsbyer og selvfølgelig også i ”hovedstaden” Cagliari,  udfolder øens kultur sig nemlig rigt i form af befolkningens vidunderligt, smukke folkedragter, som de bærer ved både folke- og helgenfester. Og her har man også muligheden for at høre Sardiniens helt specielle nationalinstrument launeddas, blive spillet. En slags mundblæst sækkepibe/klarinet lavet af tre tynde pinde – uden ”sække”, hvor lyden skabes i munden gennem et sindrigt udtænkt system.

Samme instrument har i øvrigt en historie, som binder Danmark tæt til Sardinien. I 1956 kørte den danske musikantropolog, Fridolin Benzon, tværs igennem Sardinien på sin Nimbus-motorcykel med en båndoptager på bagagebæreren. Hans mål var at være den første overhovedet, der kunne dokumentere den karakteristiske lyd af launeddas, og faktisk var Fridolin Benzon den første overhovedet, som skrev de mange musikværker ned på papir. Til stor glæde for den sardiske befolkning, som derfor i dag føler et stærkt bånd til Danmark, fordi Fridolin Benzon på denne måde har bevaret en af deres vigtigste folkemusik kulturskatte for eftertiden. Så sent som i 2016 blev en dokumentar-opera om Fridolin Benzons arbejde med den sardiske trippel-pibe, der kan dateres tilbage til år 2700 før Kristus, faktisk sat op på Betty Nansen-teatret i København, og koncerter med launeddas-spillere kan stadig høres fra tid til anden herhjemme.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliari,-4

FET_Sardinien_rejsereportage_Cagliaris-smalle-gader

Cagliaris smalle gader.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_DSC_8707_web

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_messina

Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant Éfisio -er byens absolutte trækplaster.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_dieci_big

FET_Sardinien_rejsereportage_santefisio_cinque_big

Sardiniens helt specielle national-instrument, launeddas.

 

Bygget på syv høje

En opdagelsesrejse til det sydlige Sardinien tager naturligt sin begynd- else i Cagliari, Sardiniens største by.
Cagliari ligger smukt ud til en havnepromenade, bygget på syv høje ligesom Rom, og besøges hvert år af rigtig mange krydstogt-gæster. En flot by med autentisk folkeliv, ikke overrendt endnu og med smukke, gamle huse, smalle gader og naturligvis vasketøj i farverige og rigelige mængder hængende ud fra mange vinduer. Især området omkring Castello-kvarteret er hyggeligt at slentre rundt i – med mange gode restauranter og en flot udsigt over byen.
Domkirken Santa Maria, hvis ældste dele stammer fra 1200tallet, kan fortælle drabelige historier om hekseafbrændinger på pladsen foran, og i kirkens krypt ligger over 100 kristne martyrer begravet. Ved havnenfronten kan man slentre i tusmørket, og det er blandt andet også her, man finder de bedste butikker med de bedste mærkevarer. Hoteller, af den store kæde-slags, er tæt på fraværende. Cagliari er stadig uspoleret, og ønsker at være det, og tilbyder derfor overnatning til turister i gamle ombyggede herskabshuse og en hel del romantiske B&B. Den store helgenfest fra den 1. til den 4. maj – la Festa di Sant
Éfisio – er byens absolutte trækplaster. Gaderne er dækket af blomsterblade, og store processioner med lokale klædt i smukke, sardiske folkedragter, spillende på launeddas, drager igennem byen. Selvfølgelig også fulgt af helgenen, Sant Efisio, kørt på en stor ”tronstol”.  Det siger sig selv, at man bør bestille overnatning i god tid, men oplevelsen er det værd.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_8000-nuraghér-ligger-spredt-over-hele-Sardininen-og-fortæller-om-fortidens-samfund-og-levevis-

8000 Nuragher ligger spredt over hele Sardinien og fortæller om fortidens samfund og levevis.

 

Fortidslevn og geologi

Umiddelbart ligner det kæmpemæssige dynger af sten, men det er så meget mere…

Godt 8000 ”tårne”, de såkaldte Nuragher, stikker i dag deres toppe op overalt på Sardinien og er indgangsporten til fortællingen om øens allerældste historie. Historikere mener, at Nuragherne i Sardiniens bronzealder fungerede som forsvars- værn for øens landsbyer, og arkæologerne graver stadig og gør nye fund ved de gamle bosættelser. Man ved, at Nuragh-kulturen var et bonde- samfund af fortrinsvis fårehyrder og bønder, der levede i små samfund og handlede indenlands og udenlands med både redskaber og de mineraler og sten, som netop Sardinien er så rig på. Rigtig mange museer på øen fortæller derfor i dag historien om Sardiniens geologiske rigdom, så er man interesseret i sten – er man kommet til det rigtige sted. Er man ikke – ligger der andre gode oplevelser – bl.a. i den sardiske madkultur.

Pecorinoens land 

Agriturismo´er (bondegårdsferie) er et udbredt fænomen på Sardinien. Og en interessant overnatningsmulighed, hvis man interesserer sig for fremmed madkultur. Overalt på hele den sydlige del af Sardinien fanges øjet af store fåreflokke, og får og lam er en udbredt spise på de sardiske middagsborde. Men til forskel fra det italienske køkken, som for de fleste synes overdådigt og raffineret, forekommer det sardiske køkken nærmest ”skrabet,” men ikke mindre velsmagende af den grund. Den særegne, sardiske madkultur kan man opleve på de mange agritusismo’er, som ofte ligger smukt i stenede landskaber, og her kan man mange steder både smage og lære at lave mad på sardisk. Især Pecorinoen, den lagrede fåreost, som er ”opfundet” på Sardinien, kan smages i et utal af varianter, og alle måltider indledes med en ”tapas”: Pecorino-ost i mundrette bidder med tilbehør af enkle, ”rene” grøntsager, oftest grillede eller blot marinerede i gode olier og hvidløg. Mellemretterne er hjemmelavet pasta med forskelligt fyld, og hovedretterne er indmad eller kød – lam, pattegris eller ged, tilberedt, så englene synger. Enkel mad med utrolig smag af den rene råvare. På agriturismo´erne dyrkes også ofte vin, og især rødvinsdruerne, Cannonau, Monica og Carignano er interessante.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-markedet-San-Benedetto-i-Cagliari-kan-man-købe-alt-i-lokalt-producerede-oste,-vine-og-fisk

På markedet San Benedetto i Cagliari kan man købe alt i lokalt producerede oste, vine og fisk.

FET_Sardinien_rejsereportage_IMG_1217

De gode pecorino-oste på sardieien er lavet af fåremælk, som øen har mere end nok af. Godt 3 millioner får lever på øen.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-Agriturismoén-Fattoris-Cuscusa-har-værtsparret-1000-får-og-en-stor-vingård

På Agriturismo’en Fattoris-Cuscusa har værtsparret 1000 får og en stor vingård.

 

Strand af smykkesten og en spøgelsesby

Hvor Sardininens nordlige kyst Costa Smeralda er mere end pænt forsynet med store hoteller og listige barer på stribe, ligner det sydlige Sardiniens kyster mere et postkort fra en svunden tid omkring 1960’erne. Men de smukke strande er her, endda med sand bestående af kridhvide kvarts-sten. Kvartsstens-stranden Is Arutas ligger godt 160 kilometer nordvest for Cagliari, og en køretur herop byder udover på badetur  – også på mange attraktioner. Samtidig er regionen madmæssigt interessant, fordi man her kan smage den såkaldte ”fattigmandskaviar” – lavet af rogn fra fisken Multe.

Syd for stranden Is Arutas bør man også besøge Sinis-halvøen. En 15 kilometer lang tange, som udover flot natur på sydspidsen også kan fremvise de velbevarede ruiner af den tidligere fønikiske havneby Tharros. Et lille turist-tog kører derud, og på restauranten med udsigt til doriske søjler, har de blandt andet ”fattigmands-kaviaren” ved navnet ”bottarga” på menukortet.

På vej tilbage mod Cagliari bør vejen også lægges om ad spøgelsesbyen
San Salvatore. Byen, som er fuldstændig øde og mennesketom, har bl.a. virket som filmlokation i flere kendte spaghettiwesterns. Lange, lige rækker af lave huse centreret omkring en gabende stor, tom og støvet plads skaber den rigtige stemning, hvor man frygter, at kuglerne pludselig hvisler omkring det næste hjørne. Men San Salvatore er mere end blot en kulisse. I byen ligger også en af Sardiniens ældste kirker bygget oven på en gammel vand-kult fra Nuragh-perioden. Under kirken kan man besøge kultens underjordiske kamre, som kan dateres tilbage til romerne og 300-tallet, og én gang om året kan man også opleve det fantastiske skue, når tusinde barfodede pilgrims-mænd i hvide kjortler flytter ind i byen for en weekend. De løber gennem byen ned mod kirken, bærende på en statue af helgenen Sant Salvatore, som de bringer ind i byens kirke og bagefter igen tilbage til byen Cabras, hvor han kommer fra. Et skue, som tiltrækker mange nysgerrige, og om aftenen er der fest med vin og grillet fisk.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_På-kvartsstemns-stranden-Is-Arutas-skal-publikum-skylle-fødderne-før-den-forlader-stranden,-for-at-det-fine-'smykke-stens'-sand-ikke-skal-forsvinde.

På kvartsstens-stranden Is Arutas skal publikum skylle fødderne, før de forlader stranden, for at det fine “smykke-stens”-sand ikke skal forsvinde.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_P1170863

Spøgelsesbyen, San Salvatore.

 

Minedrift og Michelin-mad

Sardinien har seks Michelin restauranter, og en af dem ligger i byen Guspini. Her huserer kokken Roberto Petza på restauranten Sápposentu, og tilbyder en kulinarisk oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Hele ni retter super-gourmet med løg som den bærende ingrediens fås her for et meget rimeligt beløb. Selve byen Guspini er også vært for luksushotellet Tartes, som er indrettet i smukkeste arabisk/sardiske stil, med store værelser, underskøn have og swimmingpool. Her er det godt at snuppe en overnatning, inden turen går videre til minerne i Montevecchio, et UNESCO-site, som har en helt speciel historie.

Minerne i Montevechhio var arbejdsplads for tusindvis af både drenge og mænd i årene fra 1848 og indtil 1991. Alene i 1930’erne kom 10 procent af verdens produktion af bly og zink fra minerne her, og i dag kan man stadig besøge stedet. De sørgelige barakker, hvor drenge helt ned til 10-års alderen arbejdede og boede, enorme lagerbygninger, maskiner og minegangene ligger nu øde og forladte hen og vidner om en æra, som engang var kæmpestor, og som nu er slut. Meget interessant er det også at besøge direktørens villa, som i skarp kontrast til arbejdernes slidte barakker troner som et lille slot med gulddekorerede lofter og ditto tapeter i spisestuen og dagligstuen. Man kan få en rundvisning i både direktørens villa og i minegangene, og historien er med til at slutte ringen om Sardiniens stenede jord og geologisk vildt rige undergrund, som engang var en guldgrube for de få og en slidsom levevej for de mange.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_De-forladte-miner-i-Montevecchio

De forladte miner i Montevecchio.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Tartes-Hotel-i-Guspini-ligger-med-smuk-udsigt-til-bjergene

Tartes Hotel i Guspini ligger med smuk udsigt til bjergene.

 

FET_Sardinien_rejsereportage_Stueloftet-i-direktørvillaen-i-Montevecchio

Stukloftet i direktørvillaen i Montevecchio.

 

Rejsefakta

Det bedste tidspunkt at besøge Sardinien på er fra april til juni og igen i efteråret fra september til oktober. Der går ingen direkte fly fra Danmark til Cagliari, så et flyskift er nødvendigt. Find evt.den hurtigste forbindelse på Momondo, www.momondo.dk.

Gode websider er bl.a.www.cagliariturismo.it/en  og www.sardegnaturismo.it/en.
Begge sider kan fortælle lidt af det meste om, hvad man kan opleve og hvordan, om Sardinens historie og om måder at komme rundt rundt på. Mange sardere og deres hjemmesider ”taler” ikke engelsk, så diverse guidebøger på dansk er en god ide at tage med hjemmefra.

Liebhaverboligen var på denne tur inviteret af det Italienske Handels- kammer, som ikke har haft indflydelse på artiklen. Om stederne i denne artikel kan man læse mere på:

Cagliari:
www.cagliariturismo.it/en.
Her boede vi på hotel Miramare: www.hotelmiramare.it/en

Nuaragher kan ses overalt på Sardinien, men vi besøgte en i Cuccurada
på en guidet rundvisning.
Se mere på www.arkeosardinia.it/en/site/Nuraghe-Cuccurada.

Agriturismo’er: 

Websiden www.in-italia.dk har et afsnit om agriturisme på Sardinien, men den Agritusismo vi boede på, kan man kun finde på facebook – se mere på www.facebook.com/pages/Fattoria-Cuscusa/153698438169890. ”Bondegården” har over 1000 får og fremstiller både ost, vin og grøntsager. På Facebooksiden står et telefon nummer, man evt. kan ringe til.

”Western-byen” San Salvatore:
Se mere på www.sardegnaturismo.it – søg på syd og derefter på
San Salvatore.
Eller på www.corsadegliscalzi.it, som kun er på italiensk.

Michelinrestauranten Sápposentu:
Se www.sapposentu.it

Hotel Tartes i Guspini:
www.tarteshotel.com

Minerne i Montevecchio:
www.minieradimontevecchio.it, eller google ”minerne i Montevecchio”
for bedre resultater på engelsk.

CLOSE
CLOSE