Krydstogt med alt det bedste fra en yacht

Artikel af: Kent Segerlund - Nov 13 2018 kl: 15:18

Kan en passioneret lystsejler overtales til et krydstogt? Ja!  Når skibet er SeaDream, hvor der kun er 112 passagerer, et køkken i verdensklasse og en besætning, der gør alt for at opfylde dine ønsker, og ikke mindst vandsport direkte fra skibets agterdæk. Læg oveni, at et lille skib som SeaDream kan besøge små unikke havne, som de store skibe ikke kan.

 

FET_SeaDream_X3A2780

 

“Champagne?”
Vi er kun lige steget ombord, før vi står med det første glas champagne i hånden og piller i et fad med små lækre canapéer med caviar.
Bagagen tager besætningen sig diskret af, og vi sætter os på agterdækket og nyder udsigten over Nice havn. Som rejsejournalist har jeg været på mange skønne krydstogter. Så da Peacock Travel gav mig muligheden for at lave en reportage fra det lille eksklusive skib SeaDream, vidste jeg, at vi skulle på en virkelig unik rejse. Jeg har drømt om at sejle med SeaDream, siden jeg prøvede det første gang i Caribien for over 10 år siden. Hvis man er til kvalitet og en afslappet, maritim atmosfære, så regnes SeaDream for det mest luksuriøse krydstogtskib. Det er mere skib end hotel, hvor det er lige omvendt med de store luksusskibe.

Klientellet på SeaDream er yngre end på de andre krydstogtskibe, for her dur det ikke rigtig med en rollator. SeaDream er mere til dem, der vil svømme i havet, suse afsted på vand-scooter og sidde udenfor og spise. Men det vidste min ledsager ikke.
For når man bor i Hellerup, forbinder man næsten automatisk et krydstogt med de enorme skibe, man har udsigt til hele sommerhalvåret i den nye krydstogtterminal. Så han, der er passioneret lystsejler, var en smule skeptisk på projektet. Men dog ikke mere, end at han kunne overtales. Så vi takkede ja og fløj til Nice for at gå ombord på SeaDream2, hvor vi skulle tilbringe en uge fra Nice til Rom
via Cannes, St. Tropez, Portofino, Portoferraio (Elba), Bonifacio (Korsika) og Rom.
Morgenmad med morgensol og havluft

I Nice bruger vi eftermiddagen på at orientere os om skibet og den obligatoriske sikkerhedsøvelse, og vi slutter dagen med en skøn 4-retters aftensmad og går tidligt i seng. Kahytten er hyggelig og praktisk indrettet med et stort vindue, en skøn dobbeltseng, et sofaarrangement med fladskærm, skrivebord og en skabsgang. Der er stillet champagne på køl, og minibaren er fyldt. Men mangler man noget, så er der 24 timers roomservice.
Næste morgen vågner vi lige uden for Cannes, hvor skibet har kastet anker.
Vi går op på dækket, for alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. Og da vi sætter os med udsigt over bugten, og tjeneren kommer med friskpresset juice og et menukort og spørger, hvad vi ønsker, har min ledsager fuldkomment overgivet sig. ”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat,” udbryder han med et saligt smil og indrømmer, at han havde forestillet sig en fabrik med vulgære madbuffetter og køer som liften på en skiferie.  Men her er ingen kø, for besætningen ordner tjept det hele, og maden er smukt og enkelt serveret. Og de andre gæster viser sig endda at være både hyggelige og interessante og meget internationale. Flere af dem glæder sig allerede til, de skal med SeaDream til Caribien og Cuba til vinter; ”Og skal I ikke også?” spørger de med største selvfølge.

Vandski og rosévin

De fleste dage ligger skibet for anker, og så tager man en lille båd ind til havnen. Et par gange ligger vi dog ved kaj. Vi går i land hver dag, men besøg- ene er hurtigt klaret i både Cannes og St. Tropez, for begge byer er proppet med turister og kæmpe yachts og helikoptere, der larmer. Så vi trækker os tilbage på SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole. Når det bliver for varmt, kan vi hoppe i poolen eller svømme direkte fra skibet. Og så har de den helt store ”legetøjsafdeling,” man gratis kan benytte sig af. Alt skal prøves.
Vi suser afsted på vandscootere og paddleboards, og min ledsager gør sig på vandski, hvor skibets besætning trækker ham i en Zodiac.

Den friske luft giver god appetit, og vi spiser hver dag kæmpe frokoster med grillet fisk, seafood, salater og rigeligt af rosévin. Der er også plads til lidt dessert og kaffe, inden vi tager en eftermiddagslur på dækket og læser og slapper af. Vi ligger der, til lyset er lavt, og så er det tid til lidt spa i skibets lille fine spa og fitnessafdeling, inden vi er klar til cocktails og canapeer på agterdækket. Alt er med i prisen, så man bliver ikke belemret med regninger, der skal skrives under.

I dobbeltseng under stjernehimlen

SeaDream tilbyder en helt særlig oplevelse, hvor man kan sove ude under stjernehimlen. Det vil vi prøve, så besætningen reder op med en dobbeltseng, og pludselig ligger vi ude midt på havet og kigger op i stjernehimlen og en fuldmåne. Det kan næsten ikke blive meget mere romantisk. Vi kan dufte havet og høre bølgerne, og himlen folder sig ud med utallige blinkende stjerner. Vi ligger længe og kigger, men det er svært at sove. Så vi lister ned i vores kahyt efter en uforglemmelig nattetime.

Men næste dag er om muligt mindst lige så magisk. For vi er kommet til Portofino, som ligger gemt i et lille hjørne på den italienske riviera i et hyggeligt fiskerleje, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af den italienske rivieras smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand. Vi er de første på SeaDream, der sejler ind, for dagen skal tilbringes på land. Vi skal vandre ad de berømte stisystemer med den smukke udsigt og besøge det legendariske Hotel Splendido. Hotellet har i over 100 år været det foretrukne hotel, når adelen, hollywoodstjernerne og andet godtfolk med god smag og penge ville feriere en måned eller to. Hotellet ligger højt hævet over Portofinobugten, og nærmeste nabo er et lyserødt palæ, som tilhører Agnelli familien, der har tjent sin formue på at fabrikere bilen Fiat.

Turen op ad bjerget til Splendido er stejl og varm, men det hele værd. Udsigten fra hotellets terrasse er storslået, og vi får os en drink og lidt at spise, mens vi nyder udsigten og SeaDream,der ligger og vugger derude.

”Det her bliver man jo fuldkommen afhængig af,” konstaterer min ledsager, da vi sejler tilbage til skibet.

 

Rejsefakta

SeaDream har to yachts, der i sommerhalvåret sejler i Middelhavet og i vinterhalvåret i Caribien.

En uge med fly og transfer med privat bil til og fra skibet koster omkring 30.000 – 35.000kr. pr person og er med fuld forplejning, 24 timers roomservice og drikkevarer inkl. champagne.

Har man særlige madønsker, skal man blot sige det dagen før. Det kan være en særlig ost eller dessert eller som os, der bestilte stegt fois gras og hummer en dag, og Peking and en anden dag.  

Skibet tager max. 112 passagerer og har en besætning på 95.
Der er vandsport fra skibets agterdæk, med blandt andet vandscootere, vandski, paddleboard og snorkling m.m., og mountainbikes man kan låne.
Rejser med SeaDream kan købes hos blandt andre Peacock Travel.

www.peacocktravel.dk

 

FET_SeaDream_X3A2639

Alle måltider serveres udenfor, hvor der er dækket op med hvide duge. 

FET_SeaDream_X3A2670

FET_SeaDream_X3A2666

”Det her det holder. Hold da op, hvor er her skønt og delikat.” 

 

FET_SeaDream_X3A2689

På SeaDream, hvor der er fred og ro og frisk luft og magelige liggestole.

 

FET_SeaDream_X3A3198

Bonifacio, hvor luksusyachts vugger side om side med små fiskerbåde. Det er en af Korsikas smukkeste og mest romantiske små havnebyer med grønne skrænter og azurblåt, klart vand.

 

FET_SeaDream_X3A2906

FET_SeaDream_X3A2908

FET_SeaDream_X3A3267

FET_SeaDream_X3A3240

Skibet har også den helt store ”legetøjsafdeling,” hvor man gratis kan benytte sig af
både vandscootere, paddleboards, jetski m.m.

 

FET_SeaDream_X3A2517

 

 

 

CLOSE
CLOSE