Så er der serveret grillmyter

Artikel af: Lars Graabek - Jun 05 2019 kl: 09:00

Det er grilltid igen, og derfor skal vi ud på terrassen eller altanen for at grille bøfferne eller grøntsagerne møre. Men smager det bedre på en kulgrill, og skal grillristen renses, mens den er varm?
Få svar på myterne her med hjælp fra boligejernes videncenter Bolius. 

 

FET_Grillmyter

 

1. Rens grillristen, mens den er varm

Den er god nok. Grillristen er betydeligt nemmere at gøre ren, når den er varm. Så kan man nemt skrabe skidtet af med en god stålgrillbørste helt uden brug af rensemidler. Gør derfor grillristen ren, så snart man er færdig med at grille. Vend den varme rist om, så skidtet på undersiden også skrabes af. Start alligevel altid med at gå din grillrist efter med børsten, når du har tændt grillen op og skal grille på ny.

2. Kød, der er blevet grillet for meget, er farligt at spise

Den er god nok. Det er ok, at kødet får en stege- skorpe. Men hvis det bliver forbrændt og har en sort skorpe og en bitter, brændt smag, er der en risiko for, at der er udviklet stegemutagener i kødet, som kan være kræftfremkaldende. Man kan undgå at overgrille sin mad på flere måder.
Brun kødet hurtigt af og lad det derefter tilberede færdigt ved indirekte varme. Vend kødet hvert andet minut (bøffer, koteletter og lignende) og sørg for, at det har en kernetemperatur på 65 grader og ikke højere af hensyn til saftigheden (er der angivet andet på pakken, skal vejledningen følges).
Tilbered større stykker kød og stege ved indirekte varme i en lukket grill. Alternativt: Beskyt stegen med stanniol, hvis der anvendes direkte varme, men husk at brune kødet inden servering for smagens skyld. Brug gerne marinader, der indeholder antioxidanter (findes typisk i mange krydderier),
da det hæmmer udviklingen af stegemutagener.

3. Kulgrillen ryger ikke så meget som en gasgrill 

Nej, ikke nødvendigvis. Både gasgrill og kulgrill ryger en smule, men ingen af dem behøver at ryge særlig meget. Det afhænger blot af, om man styrer sine processer og rengør grillen ordentligt. Undgå at fedt, olie og kødsaft drypper ned på gasbrænder eller kul ved at pakke kødet ind i stanniol, stege kødet ved indirekte varme og placere drypbakker nedenunder. Tør overskydende olie eller marinade af, inden kødet steges, hvis kød steges over direkte varme.

Når man bruger gasgrillen, skal man undgå, at fedt og olie drypper ned på brænderne. Tøm fedtbakken og tør bunden af jævnligt, ellers kan der udvikle sig både ild og røg. I kulgrillens tilfælde må der ikke dryppe fedt eller kødsaft ned på kullene, da det afgiver røg. Brug gode, tørre kul – hvis kullene er dårlige eller fugtige, ryger de meget.

4. Grillning er miljøskadeligt 

For så vidt sandt. Uanset om man bruger gas- eller kulgrill, udleder man en række stoffer, der er skadelige for miljøet. Hvis man bruger grillen korrekt, er det dog ikke væsentligt anderledes end andre
tilberedningsmetoder. Kulgrill er en smule mere skadeligt end gasgrill. Vær derfor ekstra opmærksom på valg af kul, grillmetode og bortskaffelse af kul.  

Undgå kul, hvori der indgår stenkul eller brunkul. Kig efter FSC-mærket, der garanterer, at skovdriften ikke fører til rydning af skoven, og at skovens plante- og dyrearter bevares. Sørg også for at lade kullene køle ned efter brug, og derefter smide dem i skraldespanden. Kullene indeholder tungmetaller og bør ikke bruges som gødning i haven. Brug en grillstarter, så tændvæske undgås. Brug kun det antal kul, der er nødvendige, for at mængden af mad kan tilberedes tilstrækkeligt. Det er bedre at bruge gasgrill i forhold til miljøet, da man kan tænde og slukke afhængigt af forbrug. Hvis man gerne vil tænke på miljøet, når man griller, kan man med fordel bruge en grill på træpiller, der er mere miljøvenlige end gas og kul. 

5. Kulgrillens mad smager bedre 

Hverken ja eller nej. Det er et spørgsmål, som ikke kan afgøres på en objektiv måde. En kulgrill giver som regel lidt mere røgsmag og den gammeldags fornemmelse af grillkul, man husker fra sin barndom. Men kød kan sagtens få grillstriber og den samme stegeskorpe og stegesmag på en gasgrill.
Så det er i bund og grund smag og behag. Men selvfølgelig smager maden bedre på en kulgrill …

CLOSE
CLOSE