Lad champagnepropperne springe!

Artikel af: Rikke Kokholm - Dec 27 2018 kl: 22:42

Champagne! Perlende, lette bobler, følelsen af luksus og en smag, der får englene til at synge. Lad årets sidste aften stå i Champagnens tegn og lad propperne springe hele vejen fra Dronningens nytårstale over en overdådig middag til klokken slår midnat. 

FET_Champagne

 

Vil du tage afsked med året, der er gået – og byde det nye velkommen med manér, så er der ingen vej uden om Champagne. Den gyldne drik er blevet fællesnævner for bobler i alle afskygninger, men det er kun vin, der er produceret i området Champagne nord for Paris, der må smykke sig med navnet Champagne. Druerne er typisk Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier – eller en blanding af disse, og i modsætning til andre bobler på markedet, skal Champagne minimum lagre i 15 måneder på flaske, inden den kan poppes og nydes. 

Nytår med manér

Netop nytårsaften er for mange den bedste undskyldning for at finde de bedste vine frem. Og ifølge Simon Dybdahl Østerborg fra Champagnekælderen er der absolut intet i vejen med at servere Champagne hele aftenen igennem, så længe man følger nogle simple råd: ”Lad være med at gemme den dyreste Champagne til at skåle i, når klokken slår 12. Nyd den hellere først på aftenen, til nytårstalen og forretten, hvor man endnu ikke har fået forstyrret smagsløgene alt for meget og derfor kan smage de fine nuancer – og drik så i stedet en lidt billigere og sød demi-sec Champagne til kransekagen.”

Hvad skal man vælge? 

Champagne er Champagne. Og så alligevel ikke. Udvalget spænder vidt fra klassikere som Möet & Chandon og Bollinger til de mindre kendte Tattinger, Billecart-Salmon og José Michel & Fils, og det kan være svært at finde frem til den helt rigtige. Simon har dog et godt tip til at finde rundt i junglen af franske bobler: ”Kig efter Special Club Champagner. De er fremstillet af en sammenslutning af vinbønder i Champagneområdet som en modvægt til producenter, der fokuserer på kvantitet frem for kvalitet. Her tapper de i stedet deres bedste vine på særligt karakteristiske ”Special Club” flasker, og uanset om man vælger Charlier et Fils, Gimonnet eller en af de andre Special Club Champagner, kan man altid være sikker på at få kvalitet for alle pengene.”

Champagne på menuen

Men uanset om man vælger Special Club, årgangsflasker eller mere traditionelt, kan Champagne løfte nytårsmenuen til helt nye højder – blot man følger enkelte retningslinjer. Byder forretten på fisk eller skaldyr, gør en ren Blanc de Blanc fremstillet på ren Chardonnay sig fantastisk med sin friske og mineralske smag – er man derimod mere til fed fisk eller måske fjerkræ, kan man med fordel vælge en mere ”fyldig” Champagne lavet på en
blanding af Pinot Noir og Pinot
Meunier, som kan give lidt mere modspil til retten. Er der vildt, kalve- eller oksekød på menue, er en god, gammel Champagne altid et glimrende bud på et alternativ til den klassiske rødvin. Gerne fra 80’erne eller 90’erne. Disse har en dybde og en fylde, der gør dem yderst velegnede – også selv om der serveres lidt tungere tilbehør som flødekartofler og kraftige sovser til kødet. 

Sæt et smukt punktum for året

Rundes menuen af med lidt sødt, bør man gå mere varsomt til værks. Champagne er som udgangspunkt tør og går ikke altid lige godt i spænd med søde kager og desserter. Det samme gælder for så vidt kransekagen ved midnat. Men skal der bobler til – og det skal der – så vælg en demi-sec Champagne, som ikke overdøver den søde smag. For eksempel Charlier et Fils Perle de Rosé, som ikke blot smager skønt, men også er flot i glasset. Og nyd så de mange, dejlige, spændende, interessante, udfordrende og ganske vidunderlige bobler. Også i det nye år. 

Rigtig godt nytår! 

 

CLOSE
CLOSE