Mad-trends

Poke bowls er historien om en mad-trend, der er skyllet hele vejen fra Stillehavets Hawaii til Danmark.

 

FET_Ginger-And-Salmon-Poke-Bowl

Poke bowls lægger sig lige i slipstrømmen af tidens krav om sunde, men smukke serveringer.

 

Ligesom i modeverden er der i den gastronomiske verden forskellige trends, der skyller ind over lande og befolkninger.

I 80’erne og 90’ fik det gastronomiske uland Danmark pludselig øjnene op for det dengang eksotiske pasta, som blev skamkogt og, hvis det skulle være rigtig avantgarde, serveret med rucola – den bitre salat, der også kunne karakteriseres som en decideret madtrend.

Senere kom også den japanske sushi til, og den tog naturligt nok nudelsuppen ramen med sig fra landet mod øst. Nogle madtrends bider sig fast og bliver en integreret del af de danske ganer, andre forsvinder ligeså stille ud i glemslen.

Ketchup-effekten

Tidens absolut mest hippe madtrend hedder: Poke bowls.

Historien med den er lidt anderledes, for mens mange andre kulinariske tendenser langsomt får fodfæste herhjemme, så har poke bowls været udsat for en den såkaldte ketchup-effekt.

Udtrykket kommer fra oplevelsen med ketchupflasker af glas, hvor der først slet ikke kommer noget ud af flasken, men så pludselig vælter det ud med ketchup.

Det samme er sket med poke bowls. Indenfor et halvt år er København for eksempel gået fra ingen steder der serverede poke bowls til en ren overflod af steder, der serverer dem.

Maui Poke, OliOli Poke, MyPoké åbnede for eksempel alle sammen inden for et par måneder i København – og flere er på vej.

Pokes historie

Men lad os lige først zoome lidt ud og få et begreb om, hvad en poke bowl egentlig er, og hvor den kommer fra.

Vi skal en tur 11.500 km om på den anden side af jorden, næsten så langt som vi kan komme. Her ligger Hawaii afskåret fra det meste af verden midt ude i Stillehavet.

Det Stillehav som i århundreder har forsynet de lokale med friskfanget fisk, og det var kutyme, at når fiskerne var på vej hjem mod land igen efter en succesfuld fangst, så skar de nogle af fiskene ud i mundrette terninger, som de så spiste rå som snacks på vej hjem. Poke er faktisk hawaiiansk for ’at skære ud’.

Disse poke-udskæringer blev også brugt som en forret  og hovedretter i det hawaiianske køkken og kan købes praktisk talt alle steder derovre. Da verden så begyndte at blive globaliseret fik Hawaii selvfølgelig mere besøg af sine nærmeste store naboer – nemlig Japan og moderlandet USA.

Japan har som bekendt en rig tradition for at spise rå fisk, og de begyndte hurtigt at tage poke-snacken til sig, men de udviklede den lidt ved at tilføje nogle af de traditionelle saucer, de kendte hjemmefra – soya, citrus og sesam blev nye favoritter og langsomt begyndte retten af nærme sig noget, vi kender. Senere kom der forskellige andre ingredienser med; forårsløg, chili, tang, agurker, edamamebønner og nødder, hvilket også fik nogle til at kalde poke for dekonstrueret sushi, smukt anrettet i en fotogen skål.

Samtidig gik det sociale medie Instagram sin sejrsgang verden over, hånd i hånd med sundhedsbølgen, der vendte burgere, fritter og andet snask ryggen for i stedet at indtage biodynamiske grøntsager, superfoods og essentielle aminosyrer i lange baner.

Turen til fastlandet

Poke bowlen rejste fra Hawaii til Los Angeles, der selvfølgelig hurtigt fik sat endnu et nyt aftryk på den. Nu kunne man pludselig også sagtens servere dem på et leje af ris eller blomkålsris, samt pynte dem mere kunstfærdigt, hvilket kun øgede deres hipness-faktor på de sociale medier. Poke bowls var simpelthen dén servering, man skulle sende ud i cyberspace, hvis man var noget ved musikken.

Endestation Danmark

Det opdagede Danmark selvfølgelig også, men det var som om, der var en dansk stopklods. Og så er vi tilbage ved ketcup-effekten.

Det virkede nemlig som om, at de danske entreprenører og restauratører, ikke blot så en mulighed for poke, men så en enorm mulighed.

Her var simpelthen noget, som kunne blive den næste sushi 2.0 – en branche som kunne forgylde ejerne. Derfor skulle det gøres ordentligt.

Maui Poke, OliOli Poke, MyPoké er alle gennemtænkte koncepter, som nede i hver detalje har fundet løsninger, som let kan kopieres og rulles ud i deciderede poke-kæder. Kæder vi nok kommer til at se en del mere til i fremtiden. For det virker som om, at poke bowls har taget turen 11.500 km fra Hawaii til Danmark uden at miste hverken popularitet eller styrke.

 

FET_spicy-tuna-poke-bowl-recipe

FET_poke-bowl-met-zalm-en-ponzu-mayonaise-50288861

Mulighederne er uendelige. Poke bowls er gået fra at være simple udskæringer af rå fisk til at kunne være nærmest alt i en skål.