Under den sidste finanskrise fra 2008 – 2010 faldt antallet af gæster i den spanske ferieby Benidorm drastisk. Nu strømmer turisterne igen til byen, som har tilbud til alle slags gæster og  store teknologiske drømme om at være fuldstændig målrettet turisternes ønsker.

Landskabet på vejen fra lufthavnen ligner noget fra en western-film. Tørt, øde og ensomt. Imellem græstotterne ses kun enkelte lave huse, men så dukker de op i horisonten: Skyskraberne. Som et fatamorgana i en ørken sitrer synet af dem i varmen. Høje, slanke og nærmest amerikanske står de og ligner et lille Manhattan ”in the middle of nowhere”. Skulder ved skulder med det dybbål hav som baggrund –  et lille Dubai i Spanien.

Benidorm på Costa Blanca-kysten, tæt på den smukke havneby Allicante er indbegrebet af sol og ferie. Fra mit vindue på hotel Villa Del Mar kan jeg høre bølgerne bruse, og nedenfor ligger havet bredt og vidt, og der er kun få skridt at gå over vejen – så er man på stranden.

Det er let at være turist i Benidorm. For rejsemålet er bygget til formålet og rent faktisk skræddersyet til at rumme alle slags feriegæster. Og dertil med et klima, som de fleste kan lide.

Om sommeren når varmen koger op mod de 30 grader, er det de unge, som fester igennem. Og i efterårsmånederne og om foråret er byen et eldorado for seniorer af alle slags. Så skifter Benidorm ansigt fra total party destination til stille by, og folk fra 50+ og opefter befolker det tegnebordsskabte sommerparadis.

Fremsynet borgmester

Benidorm på Costa Blanca-kysten i Allicante-provinsen ligner ikke nogen andre solkystdestinationer i Spanien.

Men det var hertil at nogle af de allerførste charterrejser gik til for snart mere end 60 år siden.

Fra at have været en søvnig fiskerby i flere århundreder forvandlede byens borgmester Pedro Zaragoza Orts nemlig på få år Benidorm til landets største turistmål. Blandt andet ved, som et som et symbol på på modernitet og fremadrettet byggestil, at lade byen vokse mod himlen, samtidig med at han målrettede byen masseturisme. På ligestillingssiden var Orts også moderne indstillet, og historien fortæller, at han egenhændigt kørte på sin scooter til den spanske hovedstad  Madrid for at overbevise General Franco om at kvinder skulle have lov til at gå i bikini.

Begge dele – både drømmen om de høje skyskrabere og kvinderne i bikini lykkedes det for Orts at overbevise General Franco om, og i dag præger en imponerende skyline derfor Benidorm. Kendte kendte spanske arkitekter kappes stadig om at få lov til at tegne fantastiske himmelstræbere til byens fortsatte udvikling i højden, og jævnligt besøger arkitekturstuderende byen for at beundre de mange skyskrabere.

Smukke strande og forelskede par

Benidorm og dens atypiske skyline ligger smukt placeret midt imellem to smukke, brede sandstrande, flankeret af høje bjerge bagved.

Midt i byen ligger resterne den oprindelige fiskerby på en lille bakke og ”deler” på den måde byen i to halvdele.

Playa de Poniente hedder stranden mod sydvest, og Playa de Levante  hedder stranden mod nordøst. Den roligste del af stranden på Poniente-siden ligger klart tæt oppe mod den gamle fiskerby, og det er da også her at de fleste seniorer bor – når det er sæson for dem i Benidorm.

Og for seniorerne er Benidorm et scoop. Forelskede par fra 50 år og op til tæt på 90 ses gående hånd i hånd. Ældre mennesker suser afsted på el-løbehjul, og mange kvinder i den alder, hvor tyngdekraften for længst har sat ind – bader og soler naturligvis topløse. For de er børn af  hippie-tiden og kvindefrigørelsen, og i Benidorm kan de fortsat være ”unge”. Og det er de. De har simpelthen en fest, og for Liebhaverboligens udsendte var en meget dejlig oplevelse at se så mange ældre mennesker samlet om at holde ferie – ganske som de gjorde det, da de var unge. Selv for de som er dårligt gående, er det let at holde ferie i byen. Handicapscootere kan lejes, og strandpromenaden er forberedt, så man snildt kan køre aftentur og se solnedgang – uden at være til gene for andre på de brede fortove.

Tapas og udsigt

Selvom Benidorm er en skyskraber-by og blandt andet har Europas højeste hotel, er her også lave huse. De ligger i den gamle by, som er populær at besøge ved aftensmadstide. Små smalle gader huser i massevis af restauranter, som serverer tapas i alle afskygninger, og er man mere til en drink og en solnedgang – er det let at finde en hyggelig bar på byens højeste punkt ved det gamle kanonbatteri.

Herfra er der er en fantastisk udsigt ud over havet, og heroppefra kan man også se den lille ø Isla de Benidorm, hvortil der går både med glasbund i rutefart – måske interessant for de som er interesserede i fisk og fauna.

Luksushoteller af den dyreste slags, men også langt mere prisvenlige hoteller, golf og tennis, arrangerede gå og cykel-ture, gratis morgengymnastik på stranden, i massevis af restauranter og barer med mad i alle prislejer og kvaliteter – alt det er er masser af i Benidorm.

Men byen tilbyder også helse- og wellness-turisme og har gjort det  mere end 100 år. I dag valfarter mange med sygdomme som gigt, astma og knogleskørhed stadig til Benidorm, hvor hele to privathospitaler står klar med ekspertise og hjælp, og mere end 20 hoteller tilbyder wellness i form af slankebehandlinger, antistress-aromaterapier og kort og godt afslapning og velvære i luksuriøse omgivelser.

Det grønne og autentiske bagland

En charterdestination – ja. Det kan man ikke komme udenom, at Benidorm er. Men bare få kilometer inde i baglandet – bag byens besynderlige, men flotte skyline, ligger det gamle Spanien stadig, hvis man får nok af badebyens overflod.

Ældgamle byer som La Villa Joiosa, Altea, Denia og Rávea byder på stejle gader, gamle kirker,  ægte, spansk autencitet og stilhed. Og endelig kan man jo også besøge Costa Blanca kystens  smukke by Allicante – både tog og busser går direkte fra Benidorm. I bil tager det ca 35 min., med toget godt 45 min.

Benidorm for børn:

Også børnefamilier er velkomne i Benidorm. Byen har udover de børnevenlige, brede sandstrande også adskillige temaparker, som kan begejstre både små og store. Bl.a. byder dyreparken Terra Natura på over 200 forskellige dyr, som lever i rekonstruktioner af deres naturlige habitater så som laguner, skove og sandklitter. Mundomar er navnet på en maritim temapark, hvor der dagligt er delfinshows, søløveshows og rent faktisk også en gruppe papegøjer som optræder. Terra Mitica er endnu en temapark, forklædt som antikkens Grækenland med en indlagt Nilflod – floden er naturligvis  en ”forklædning” for adrenalinsusende vandrutchebaner og  alskens andet vildt og underholdende forlystelseshalløj.  Og sidst men ikke mindst har Benidorm Europas største vandland. Det hedder Aqualandia og har bl.a. en mørklagt vandrutchebane, en miniudgave af Niagaravandfaldet, en flod fra Amazonasjunglen man kan sejle på,  og mægtige Stillehavsbølger man kan surfe på.

Se mere på www.benidorm.terranature.com, www.mundomar.es , www.terramitcapark.com , og www.aqualandia.net

Den intelligente by

Som den første turistdestination i Spanien og den første i Europa i øvrigt –  er Benidorm blevet  en ”Smart City” destination”.

Begrebet ”Smart City Destination” er opfundet i USA, hvor flere byer allerede er ”Smart Cities”, og konceptet går kort fortalt ud på, at sensorer installeret overalt i byen og i infrastrukturen til og fra måler, registrerer og fotograferer alt lige fra hvor mange mennesker og hvilken slags (alder, køn, kulturel baggrund, seksuel orientering osv.), der er i byen i en given periode, til hvor meget vand, lys og varme de bruger, hvor meget skrald de producerer, hvor meget mad og hvilken slags de spiser, hvilke forlystelser de foretrækker osv. osv. Resultatet skulle gerne kunne forbedre, ja nærmest skræddersy den allerbedste, fremtidige turistoplevelse for den enkelte bruger og samtidig også hjælpe byen til aldrig at være i mangel på noget som helst. En stor tryghed for turisterne, mener opfinderne bag konceptet, andre vil måske tænke ”overvågning”.

Se mere på www.mocaplatform.com og www.benidorm.org

Rejsefakta:

Både Spies, www.spies.dk, TUI, www.tui.dk og Sunweb, 222.sunweb.dk har pakkerejser til Benidorm.

Læs mere om Benidorm på www.visitbenidorm.travel/EN/

Barcelona er et must, hvis man interesserer sig bare lidt for romantisk byferie og spændende arkitektur. Men også hvis man vil forstå Cataloniens store ønske om selvstændighed, er arkitekten Antoni Gaudís værker gode at blive klog af.

Gaudís ufuldendte katedral La Sagrada Familia forventes først færdig om flere år.

Det er som at træde ind i en verden af tro og eventyr. Hjertet synker i brystet, og følelsen af at være en åndelig tissemyre, i forhold til arkitekten Antoni Gaudis geni og tro på det gudsommelige i tilværelsen, er enorm. Himmelstræbende søjler i de mærkværdigste former og materialer holder katedralens kuppel, og lyset vælder ind fra de mangefarvede og anderledes formede vinduer og skaber en overjordisk stemning af evighed. Ved det store alter hænger udspændt, mager og lidende, under en sekskantet baldakin oplyst af gyldne glaslamper, en jesusfigur på et trækors.

Vi er på smuttur i Barcelona og på besøg i byens absolutte topseværdighed – Katedralen. Arkitekten Gaudís ufuldendte mesterværk, som der stadig bygges på, og som her 135 år efter, at den første mursten blev lagt, stadig står som et sindbillede på en region i Spanien, der længe har trukket overskrifter med sine mange demonstrationer for et ønske om selvstændighed fra moderlandet, fordi de føler sig ”anderledes”.

Arkitekten Gaudí følte sig også anderledes, hvilket hans mange byggerier i Barcelona til fulde bevidner.
Alle opført omkring århundredeskiftet som en sær blanding af surrealisme, kristendom og catalansk nationalisme, og ifølge Gaudí i øvrigt resultatet af catalanernes generelt større sans for skønhed og åndelighed end resten af indbyggerne i det store spanske rige.

Uanset hvad – om Gaudí havde ret eller ej – er Barcelona et must at besøge, hvis man bare har den mindste interesse for arkitektur.

Mere end 14 helt fantastiske bygningsværker – lige fra privatindrettede rigmandshjem til kirker og parker i den smukke by er skabt af hans ”krøllede” hjerne og giver i dag et fantastisk indblik i den spanske modernista-bevægelse. En kunstnerisk retning, som opstod i Europa i slutningen af 1800-tallet og især slog igennem indenfor arkitekturen, men også i malerkunst og musik i øvrigt. Blandt andet sås modernismen samtidigt i Frankrig under navnet Art Nouveau, i Tyskland som Jugendstil og i Danmark som stilen Skønvirke. Skabt i en økonomisk opgangstid, hvor mange blev ustyrligt rige, blandt andet på grund af industrialiseringen og den nye samhandel med Amerika.

De bærende søjler i katadralen antager eventyrlige former. Lyset er aldeles ”guddommeligt” og Under kuplen hænger Kristus-figuren under en gylden baldakin.

Barcelonas grønne hjerte

Hjertet i Barcelona er den lange Rambla. En grøn fodgænger-kile, som løber fra byens trafikale centrum, Plaza de Catalunya, og helt ned til kysten, hvor hvide badestrande lokker med køligt badevand på en hed sommerdag. Her på Ramblaen leves livet fra morgen til aften på små, udendørs cafeer og i de tilstødende sidegader åbenbarer det romantiske og allerældste Barcelona sine bedste oplevelser.

Kvartererne Barri Gottic og La Ribera er vidunderlige at vandre rundt i.

Små, snævre gader og gyder med fine specialforretninger og autentisk folkeliv, skyggefulde pladser og oldgamle kirker, bygget i den smukkeste gotiske stil og hver aften oplyst af
de smukkeste gamle gadelamper i smedejern.

Kvarteret omkring Ramblaen er også et godt sted at indtage aftensmaden,  for her er både lokale restauranter og naturligvis også turistfælder, men helt galt i byen går man ikke, hvis man i Barri Gottic-kvarteret indtager aftenmenuen på Placa Reial.

Denne store palmeomkransede plads i neo-klassicistisk arkitektur er et åndehul i det ellers lidt mørke kvarter, og de mange restauranter på pladsen lokker med udendørs servering og næsten garanteret – gratis optræden af gøglere, akrobater og andre ofte meget dygtige gadeartister aftenen igennem.

Ramblaen er Barcelonas levende puls.

Madmarked og musikhus

Med direkte indgang fra Ramblaen finder man også Barcelonas gamle og helt overdådige madmarked La Boqueria, der sælger alt det bedste, som det catalonske køkken har at byde på.

Boder med fisk, tapas, grøntsager, vine og helt særlige delikatesser sælges her og har været solgt her i mere end 170 år. Markedet er i øvrigt Spaniens største med tæt på 700 boder, og halvdelen af dem har været i samme families eje i over 130 år.

Ganske ofte ser man også Barcelonas gourmetkokke købe dagens råvarer her – så kvaliteten er i top.

Arkitektonisk er den ældste del af Barcelonas centrum omkring Ramblaen og det gotiske kvarter præget af den arkitektur, som hørte tiden til. Men indimellem sniger enkelte modernista-byggerier sig også ind i helheden – især super fint repræsenteret i området kaldet La Ribera, hvor Antoni Gaudís samtidige arkitektkollega, lluis Doménech, i 1905 opførte Barcelonas absolut smukkeste musikhus – Palau de la Musica Catalana.

Huset regnes for at være en af den catalanske modernismes hovedværker, og det er et must at besøge og se de fine glasmosaikker, de farvestrålende kakler, de mærkværdige søjler og de mange snørklede skulpturer fra musikkens verden, som præger facader og vægge. Koncerter af alle slags, lige fra klassisk musik til hård rock og Flamenco, opføres stadig i huset, som dog i dagtimerne er åbent for gode, guidede rundvisninger.

Koncertsalen i Palau de la Musica er et af hovedværkerne indenfor catalansk modernista-arkitektur. Flot dekorerede søjler præger facaden i musikhuset.

Gaudis legeplads

Er man rejst til Barcelona for at nyde Gaudís ”vilde” arkitektur, er det dog et stykke væk fra Ramblaen og de romantiske kvarterer, man skal søge.
Nærmere bestemt til bydelen Eixample, som blev planlagt i 1850’erne, da Barcelonas gamle bydel var blevet for trang grundet stor tilflytning.

En ny, lys og moderne bydel med brede boulevarder og nøjagtig lige store husblokke blev bygget, og her slog især Barcelonas højere middelklasse og det bedre borgerskab sig ned.

Financieringen til bydelen kom fra indtægterne fra den boomende tekstilindustri og fra de store formuer, som hjemvendte catalanske emigranter havde skabt sig ved plantagedrift og slavehandel med mere bl.a. i Amerika.

En af disse emigranter var forretningsmanden Eusebi Güell i Ferrer, og hans formue ligger til grund for Antoni Gaudís tidlige succes. I starten troede ikke mange på Gaudis evner, nogle beskrev endda hans arkitektoniske udtryk som ”fordrukkent”, men Güell så lyset i Gaudí og var pengemanden bag nogle af de allerstørste af Gaudís værker. Gaudí byggede også et hus nær Ramblaen til Güell selv  – et pragteksemplar, som i 2012 stod færdig-renoveret og siden har været åbent for offentligheden.

Naturen som forbillede

I modernista-bevægelsens arkitektur spillede naturen en stor og meget fremtrædende rolle.

Også Gaudí, som siden sin tidlige ungdom havde været dybt religiøs, betragtede naturen som Guds skaberværk og mente, at når man kopierede naturen og dens former, så kopierede man også skabelsen.

Derfor ser man i Gaudís bygninger blomster, blade, dyr og bløde organiske former sammen med det kristne kors i rigt mål. Ikke en eneste ting er firkantet, og alle disse ornamenteringer/symboler er skabt ved at blande materialer, man ellers ikke gjorde i byggeindustrien på det tidspunkt. Vægge og lofter er beklædt med glasurbrændte kakler, tage og vægge kan bølge, rum kan fremtræde som drypstenshuler og klippelandskaber og kobber, glas, mosaik, smedejern og rå upudsede mursten er anvendt i nye sammenhænge. Alt ned til den mindste detalje er dekoreret, selv møbler, lamper, dørhåndtag, ruder osv.
For den indre indretning skulle være lige så flot dekoreret som selve bygningen.

Det er i Eixample-kvarteret  at langt de fleste af Gaudís allermest spektakulære bygningsværker findes. Mange af dem bygget som hjem for de velhavende forretningsmænd og mange af dem beliggende på det eksklusive forretningsstrøg Passeig de Gracia og i området omkring, men også bygningsværker opført af andre, samtidige modernista-arkitekter ligger i det samme kvarter.

Helt fantastiske er b.la. Casa Battlo, Casa Milá (hedder også La Pedera), Casa Vincens (som netop er restaureret og åbnet sidste år), og sidst men ikke mindst Park Güell uden for Eixample-bydelen. Park Güell er som et surrealistisk Disneyland, og på vejen derop kan man i øvrigt besøge et relativt nyt 4D Gaudí ”museum”.

Døde som en ”ukendt”

I sin samtid fik Antoni Gaudí ikke helt den anerkendelse, som han nyder i dag. Indrømmet – det var en stor ting at få lov til at stå for mesterværket, kirken La Sagrada Familia, som Gaudí anså for sit absolutte hovedværk, men som også, måske, blev en for stor besættelse for ham at fuldføre.

I 1883 begyndte Gaudí på La Sagrada Familia, men i 1911 fik han tuberkulose og havde efterfølgende nogle meget hårde år.

Mange i hans familie og omgangskreds døde, og en økonomisk krise i 1915 standsede arbejdet på La Sagrada Familia. I 1918 døde hans ven og mæcen Eusebi Güell også, og måske derfor viede Gaudí resten af sit liv til byggeriet af La Sagrada Familia og boede i sin sidste levetid rent faktisk på en feltseng på byggepladsen i katedralen.

I 1926 blev han kørt ned af en sporvogn på vej til bøn i sin lokale kirke, men fordi han gik lurvet klædt, blev han taget for blot at være en simpel tigger og fik ikke behandling før end det var for sent. Gaudí afgik ved døden den 10. juni, kun 73 år gammel, og med et ufuldendt mesterværk i gang.

Siden har man naturligvis ud fra Gaudís tegninger fortsat byggeriet af La Sagrada Familia, som måske, men kun måske vil stå færdigt i 2026. Med 12 tårne på tre facader, som skal symbolisere apostlene, og yderligere 5 andre tårne, der skal symbolisere Jomfru Maria og de fire evangelister, er der stadig meget at tage fat på…

Parque Güell  ligner en mellemting mellem en hobbit-by og et Disney-landskab. Fra parken er der en fin udsigt ned over byen.

Casa Battlo var et eksisterende byhus, som Gaudí ombyggede. Bemærk de fine roser overalt på facaden. De er lavet i keramik.

 Loft, lampe og dekorerede dørkarme i Casa Batlo

 Casa Vincens åbnede først for offentligheden sidste år.

Casa Mila (La Pedera) – set udefra.

Rejsefakta

Hotel:

Liebhaverboligen var inviteret til Barcelona af Visit Barcelona og Hotel 1898, som er beliggende midt på Ramblaen tæt ved Plaza de Catalunya.

Hotellet er oprindelig et gammelt forretningsdomicil for tobakskompagniet, General Philippines Tobacco, og indrettet i luksuriøs koloni-stil. Huset var i 1898 både forretning og hjem for den velhavende familie Lopez, som skabte sin formue på Philippinerne.

Her er tagterrasse med pool og bar, veludstyret spa i kælderen og en gourmetrestaurant. Værelser fås i alle varianter – lige fra  basic luksusværelser til deluxe-suiter med egen terrasse og lille pool. Beliggenheden er unik – tæt på alt og kun fem minutters gang fra det store madmarked La Boqueria. For flere oplysninger og evt. priser se www.hotel 1898.com

Hotel 1898 ligger midt på Ramblaen og har en fin tagterrasse.

Rejse:

Vi fløj med det spanske lavprisselskab Vueling, men også SAS  og Norwegian flyver København – Barcelona. Fra Billund flyver Ryanair direkte til Barcelona. I Barcelona lufthavn kan man enten tage offentlig transport til centrum eller taxa. Taxa-tur uden for myldretid tager godt en halv time og koster ca. 30 euro.

Offentlig transport:

Det er supernemt at komme rundt til Barcelonas mange seværdigheder.
Et godt udbygget metronetværk kører alle steder hen, og der hvor metroen ikke når ud, går der by-busser. Plaza de Catalunya for enden af Ramblaen er udgangspunkt for både metro, by-busser og sightseeingbusser, og turistkort til både metro og busser kan købes på turistkontoret, som ligger på Plaza de Catalunya 17 (underjordisk). Her kan man også købe billetter til de mange Gaudí-bygninger og få gode råd om andre seværdigheder end nævnt i denne artikel. For Barcelona er også et slaraffenland ud i museerfor blandt andet Picasso, Miro og Salvador Dali.

Katmandu i Nepal er et kludetæppe af etniske befolkningsgrupper og ditto religioner og guder. Rejs med til et land og en hovedstad, hvor selv mennesker, i hvertfald for en periode – også kan være guder.

“Namasté, namasté.”

Ordet lyder fra alle sider og er ledsaget af mange smil. Og samlede håndflader, som holdes tæt op  foran brystet. Namasté, namasté.

Sådan hilser man i Nepal – et af verdens fattigste lande, men også et af verdens rigeste lande – i hverfald hvis man taler om om kultur og religion.  Og ordet – hilsenen ”Namasté” betyder da også: Jeg hilser guden i dig.

”Namasté” er Nepal i en nøddeskal.

En verden af guder i alle afskygninger. Fra buddhistiske stupaer til hinduistiske guder iført skræmmende masker og sværd og over til de levende af slagsen. De såkaldte Kumarier, som er levende gudinder.

Katmandus nye levende gudinde, Trishna – fotograferet i 2017.
Foto: Sanjog Manandhar og prakash Chandra Timilsena.

Pigen i Katmandu 

Ikke mange lande i verden kan som Nepal bryste sig af at have så mange religiøse manifestationer af enhver art samlet på ét sted.

Selvom landets hovedstad, Katmandu, og omkringliggende egne i 2015 blev udsat for et ødelæggende jordskælv, er mange at byens religiøse templer nu genopbygget og byen igen værd at besøge for de mange turister fra hele verden, som interesserer sig for kultur og religion af den slags, der ligger meget fjernt fra vestlig kultur, og som derfor drager og undrer.

For byen Katmandu har nemlig en levende gudinde.

En ganske lille pige, som bor i et tempel midt i byen, og som aldrig kommer ud. Kun ved helt specielle lejligheder bæres hun i guldstol rundt i byen, og Katmandu har netop sidste år valgt en ny Kumari.  Den kun tre-årige pige, Trishna Sakaya of Dallu, der i de kommende år vil leve et liv adskilt fra sin mor og sin familie, fra leg med andre børn og i stedet bo
(dog sammen med en tjenestepige) helt alene i et særligt hus midt i Katmandus myldrende liv.

Kumarier – levende gudinder – har man haft i Nepal siden 1757. De findes ikke alene i hovedstaden Katmandu, men i alle større byer i Katmandu-
dalen, hvor indbyggerne fortrinsvis tilhører det blandede folkeslag newarerne. Og lille Trishna anses for at være den menneskelige inkarnation af dette folkeslags vigtigste hindugudinde, Taleju Deva. Hendes fulde navn er derfor fremover Kumari Deva og det betyder ”jomfru-gudinde” og hentyder til, at Trishna kun kan være gudinde, så længe hun ikke har blødt.

Det har den tidligere Kumari gjort sidste år. Pigen Matina fik menstruation som 12-årig og er derfor ikke gudinde mere. Blødningen har fået det guddommelige til at forlade hendes krop, og derfor er hun nu erstattet af Trishna, som dog endnu er så lille og sårbar, at hun kun få gange er blevet vist frem for offentligheden.

Den afgåede Kumari, Matina, mens hun endnu var en ”levende gudinde”.
Foto: Sanjog Manandhar og Prakash Chandra Timilsena.

Huset på Dunbar Square

”Namasté, namasté.”

Byen Katmandu er et mekka ud i religiøse manifestationer at slentre rundt i. Snævre gyder og fine pladser er fyldt med folkeliv af mange forskellige etniciteter, og hellige køer, duer og mennesker færdes side om side i et mageløst virvar af både hinduistiske og buddhistiske templer. Og arkitekturen er et kapitel for sig ud i snørklede bygningsværker lavet af brændt tegl og træ. Katmandu blev grundlagt i 723 e.kr., og de fleste templer er bygget i pagodestil, som er ”opfundet” netop her i Nepal, hvorfra stilen har bredt sig til resten af østen.

Dunbar Square er byens største plads og naturlige centrum, og det er da også her, at den levende gudinde, Kumarien, bor. I et smukt firlænget hus (som ikke blev ødelagt af jordskælvet i 2015), dekoreret med flotte træudskæringer, og turister må gerne besøge husets indre gård. Her kan de være heldige at få et glimt af Kumari, hvis hun viser sig i et vindue, men det er forbudt at fotografere hende inde fra gården.

Opleve hende ”live” kan man kun ved specielle festlige højtider, hvor hun i en karet med to meter høje hjul trækkes rundt i byen, mens hun under et tag af grønne bambusrør smykket med blomster, velsigner folk.

Kumaris hus i Katmandu.

En nat med afhuggede dyrehoveder

”Namasté, namasté.”

For at blive valgt til Kumari skal visse betingelser være opfyldt.

For det første skal en levende gudindes udseende opfylde 32 egenskaber.
Hun skal blandt andet have nakke som en konkylie, fødder med vener som hos en and, øjenbryn som en ko, ben som en hjort, og så skal hun være sorthåret og have en naturlig hårskilning mod højre. Hun må heller aldrig have været syg eller have mistet så meget som en eneste dråbe blod, og derfor bliver hun altid båret rundt, når hun skal udenfor huset.

Når en ny Kumari skal findes, bliver der søgt blandt egnede to-femårige piger fra to specielle familier – Shkaya-familien og præsteklanen Bajacharya. Er udseendet i orden, bliver pigerne herefter sat på forskellige prøver.  Og den værste prøve er ”modets prøve”.

Selve udvælgelsen foregår under den årlige Bada Dasain-fest, hvor man på den ottende dag foretager rituelle ofringer: 108 geder og vandbøfler slagtes, og hovederne bringes til Taleju-templet, hvor de udvalgte
piger bliver sat i et mørkt rum sammen med de blodige og afhuggede dyrehoveder.

De piger, som ikke skriger allerede hér, går videre til næste prøve og føres nu til templets hovedrum, hvor de skal udpege den tidligere Kumaris ejendele. De, som kan det, skal derpå tilbringe natten i templet, mens mænd udklædt som dæmoner danser hele natten til uhyggelige trommerytmer. Og den lille pige, som klarer alle disse skræmmende prøver – bliver dennye Kumari. Men kun hvis hendes horoskop falder sammen med præsidentens. For en Kumari er også præsidentens beskytter.

Når en Kumari bløder første gang – enten ved at hun får en rift eller får menstruation, stopper hendes gudinde-tilværelse. Hun kommer hjem igen – til mor, far og søskende, men livet er tit svært bagefter. Godt nok modtager hun en lille, livslang pension på mellem 100 og 200 kroner om måneden, penge til et bryllup med Beltræets frugt (det skal sikre, at hun ikke bliver enke) samt et engangsbeløb til et bryllup med en rigtig mand. Men  selvom pengene er mange i det fattige land, kan det stadig være svært at være en afgået Kumari, for pigen skal på ny lære sin oprindelige familie at kende og lære at omgås jævnaldrende og nu leve et helt almindeligt liv. Med skolegang og hvad dertil hører. Tidligere modtog Kumarierne ikke undervisning i løbet af gudinde-livet, men i dag får de noget undervisning i løbet at gudinde-tilværelsen.

En søn tænder ilden ved sin fars kremering.

Her ved badetrapperne i Pashupatinath-templet brænder Katmandus hinduer deres døde.

Ligbålene ved Pashupatinath

”Namasté, namasté.”

Der er meget at se og opleve i Nepal. Mange tager på vandre- og trekking- ture ud i landets smukke natur, og  andre bestiger bjerge eller besøger isolerede stammefolk i bitte små landsbyer. Men har man kun få dage og ikke lyst eller kræfter til de mere anstrengende fornøjelser, er der spændende ting at se på udflugter ud fra Katmandu.

Et must er i hvertfald Pashupatinath-templet, som ligger ved Bagmati floden, der er en biflod til den hellige Ganges-flod.

Pashupatinath-templet er et helligt kompleks rejst til ære for Pashpupati, dyrenes gud, og er en manifestation af hinduguden Shiva. For mange hinduer er dette tempel et af de helligste i Nepal, og ved templets badetrapper kan man se de mange ligbrændinger, som hver dag foregår her.
Nepaleserne finder det ikke stødende, når andre kigger på, at de brænder deres døde og sørger, og det er for en vesterlænding tit en rørende oplevelse at se. Selve det store tempelkompleks er også et besøg værd, og det samme er det store marked, som omkranser hele komplekset. Ivrige gadesælgere tilbyder alt fra røgelse til bedekranse og håndlavede gudikoner, og hellige mænd, de såkaldte sadhuér, sidder og mediterer.
Pashputinath-templet ligger blot 15 minutters kørsel fra Katmandu centrum og kan også nås med offentlige busser. Templet er åbent hver dag, men det er en god ide at komme tidligt om morgenen eller til aftenbønnen, og det er muligt at købe en engelsktalende guide på stedet.
Tag anstændig påklædning på.

Bodhnath- stupaen, Nepal

Rundt om Bodhnat-stupaen er der hyggelige restauranter og souvenirbutikker. Og ikke mindst et mageløst folkeliv at studere.

Tibetanernes stupa

”Namasté, namasté.”

De små flag i alle farver blafrer i vinder og sender på den måde bønner ud. De vajer på lange snore over en af verdens største stupaer, som findes  blot en kort køretur fra Katmandu, og synet er ubeskriveligt.

Her holder store dele af Nepals tibetanske befolkningsgruppe til, og døgnet rundt kan man se pilgrimme i alle aldre vandre rundt om den 36 meter høje stupa, mens de drejer på stupaens bedemøller, der ligesom de farvestrålende flag, sender bønnerne ud til alle verdenshjørner. Den første Bodhnath-stupa blev opført allerede i 600-tallet, under den tibetanske konge, Songtsen Gambo, men den nuværende stupa i dag er fra 1300-
tallet. Den er opbygget som en mandala, der er et religiøst billede på verden og et hjælpemiddel ved meditation. Basen i den består af tre trappetrin omgivet af en mur, og hele vejen rundt er der 1476 små nicher, som hver indeholder fire-fem bedemøller.

”Om Mani Padme Hum”  – mumler pilgrimmene, mens de går rundt og rundt om stupaen, og sætningen er et særligt buddhistisk mantra, som vist nok vis handler om, at hele universet er forbundet. Og at man hilser og
hylder denne forbundetshed.

Øverst på stupaen kan man se Budhas øjne malet på de  fire verdenshjørner. Buddhas næse ligner nærmest et spørgsmålstegn, men symboliserer det nepalesiske tal 1, om står for enhed. Og over øjene er der 13 hellige videnstrin, som fører til Nirvana – begrebet for frelse eller oplysthed.

Bodhnath-stupaen er det religiøse centrum for de omkring 175.000 tibetanere, der i dag lever i Nepal. Massevis af souvenirbutikker og hyggelige restauranter omgiver stupaen, og det er en fin oplevelse at sidde i solen på en dejlig restaurant og nyde det fantastiske skue, der udspiller sig. Der kan gøres gode souvenir-køb fra de mange sælgere, ligesom en spadseretur til den omkringliggende tibetanske bydel – med et væld af buddhistiske klostre – også er en en fin oplevelse.

”Namasté, namasté.”

Rejsefakta

Bedste tid på året for at besøge Nepal/Katmandu er fra oktober til december og igen fra marts til april. Her er der mest solrigt og tørt.

En del danske rejsebureauer har rundrejser til Nepal, men kan også være behjælpelige, hvis man ønsker at rejse på egen hånd. 

Der kræves visum ved indrejse til Nepal. Visum kan fås ved henvendelse til den Nepalesiske ambassade i København, Esplanaden 48,
1263 København K. Tlf.: 44444026

For nødvendige vaccinationer tjek med Statens Seruminstitut. www.ssi.dk

Gode hjemmesider:
www.info-nepal.com og www.nepal-now.com

Både Politikens ”Turen går til”  og Lonely Planet med flere har gode guidebøger til Nepal og Katmandu. 

Der er plads til “alle” i Katmandus bybillede.
Sadhuér er hellige mænd og ses overalt i Nepal og især i Katmandu.