Som at strippe på Rådhuspladsen

Artikel af: Peter Pilegaard - Nov 04 2019 kl: 13:38

FET_Sara_Blædel_HI6A0090b

 

Den millionsælgende krimiforfatter Sara Blædel, der netop er udkommet med krimien Pigen under træet, lader sig ikke favne og føre af erfaringens efterhånden så lange skrivearme. For hende er der altid en følelse af at strippe på Rådhuspladsen, når manuskriptet afleveres første gang – særligt når redaktøren sidder i Politikens hus.

 

Sara Blædel har i mange år været en af Danmarks bedst sælgende forfattere. Hendes øje for den gode krimifortælling har vakt anerkendende opmærksomhed verden over – fra Europa over Asien til USA og Oprah Winfrey. Hun har ikke bare solgt i tusindtal men millioner af bøger, og selvom man ofte siger, don´t change a winning team, valgte Sara Blædel sidste år, efter elleve års uafbrudt triumftog med forlaget People´s Press, at skifte til Politikens Forlag, hvor hun netop nu er aktuel med endnu en krimi om efterforsker Louise Rick, Pigen under træet. Men hvorfor var det nødvendigt med et forlagsmæssigt sceneskift for bestsellerforfatteren Blædel?

”Jeg havde været på People´s Press i elleve år, jeg havde vundet De Gyldne Laurbær (prestigefuld dansk litterær pris, red.), mens jeg var der, og har

sammen med People´s Press oplevet min stejle stigning af succes. Men da jeg afsluttede Ilka-trilogien i 2018 (Bedemandens datter, Ilkas arv, Den tredje søster, red.), føltes det naturligt, at jeg i stedet for at gå til højre gerne ville gå til venstre. Jeg trængte bare til at arbejde med andre. Der skulle simpelthen bare ske noget andet for at få fornyet energi,” fortæller Sara Blædel og fortsætter:

”Jeg er rigtig glad for at være på Politikens Forlag. Jeg vidste, hvad de står for, og hvad de kan. Men jeg kendte ikke min redaktør, og det var det, der gjorde mig mest usikker. Når man har arbejdet med nogen i lang tid, kender man hinandens styrker og svagheder. Men at aflevere et manuskript første gang er altid som at strippe på Rådhuspladsen – nu også i bogstaveligste forstand,” griner Sara Blædel med henvisning til sit nye forlags lokation midt i Københavns centrum.

”Man kommer jo med alt det, der foregår inde i ens eget hoved og siger; værsgo´. Det er en meget stor tillidssag at aflevere sit manuskript til nogen, man ikke kender, og selvom jeg efterhånden ved, hvad det er, jeg leverer, er jeg stadig meget nervøs, når jeg første gang smider et manuskript på min redaktørs skrivebord,” fortæller den 55-årige.

”Jeg var meget nervøs for, om min redaktør på Politiken, Stinne Lender, og jeg kunne fungere sammen i redigeringsprocessen – det sted, jeg er allermest sårbar. Men det har vist sig, at hun er helt fantastisk. Hun har fuldstændig forstået historien i Pigen under træet og har været imponeret over min måde at aflevere materialet på. Det betyder meget for mig, at Politiken kan se, at jeg arbejder professionelt, at jeg ikke bare er varm luft, men virkelig kan noget. Særligt når jeg kommer fra People´s Press, hvor jeg har følt mig temmelig sikker og videre til en ny og skræmmende scene som Politiken, hvor jeg bare gerne vil have, at de nye øjne, der kigger på mig, kan se, at jeg gør mig meget umage.”

Stiller du da spørgsmål ved dit eget talent?

”Ja, det gør jeg da. Også selvom jeg har gjort det hele mange gange før. Men Pigen under træet har ligget lige for at skrive for mig. Jeg har længe haft en gren af historien i mit hoved, så jeg har været meget sikker på fortællingen. Jeg var spændt på igen at skrive på noget, man kender så godt som Louise Rick-
karakteren – og som trods alt har ligget stille siden 2014. Men jeg fik et kæmpe los i nakken, da jeg først begyndte at skrive, og så kom historien bare væltende. Jeg har ikke skullet tænke på, hvad

Politiken gerne ville have fra min hånd osv. Og dét har været rigtig dejligt. Det har virkelig været sjovt.”

En gakket proces

Sara Blædel er en yderst produktiv forfatter med mange titler bag sig. Siden 2004 er hun udkommet oftere end hvert andet år, hvilket er ret ofte. Men hvordan kan det egentlig lade sig gøre?

”Det er meget enkelt – og ret gakket. Der lyder et lille klik i mit hoved, når jeg bliver nysgerrig på noget. Så bliver jeg en smule fjern, det er ikke noget, jeg krukker rundt med, de fleste kan ikke engang mærke det på mig, og så begynder ideen at udvikle sig i mit hoved. Dén proces er lige så sjov, som når jeg lagde kæmpestore puslespil med min mormor; lige én brik mere, og én til og én til. Og når jeg så får mine øjeblikke til det, skal jeg lige bruge en uges tid på at skrive tankerne ned. Andet skal jeg ikke. Så begynder jeg at plotte bogen for derefter at skrive. Og jeg skriver udelukkende fordi, det er, når jeg skriver, at jeg har det allerbedst indeni mig selv. Det er det, der driver værket.”

Er du så svær at være i selskab med, når du befinder dig i en proces?

”Jeg er ikke svær at være i selskab med, når jeg laver min research. Men jeg er det, når jeg skriver. Jeg trækker mig, og det koster. Jeg må være ærlig overfor mig selv, når jeg sidder i en skriveproces. Jeg kan ikke love nogen noget. Jeg er i ubalance, og jeg kan ikke bare gå til en pigemiddag, lige efter jeg har druknet nogen i en skovsø – eller hvad det nu måtte være. Hvis man ikke helt forstår processen, så kan det virke meget skabet. Men folk tager det utrolig pænt. Jeg er egentlig ikke så sårbart et menneske. Jeg er ret straight forward på rigtig mange områder. Men lige dér kan jeg blive væltet helt omkuld, mens den fiktive verden fuldstændig tager over i den periode. Nogen mener, det er derfor, at mine historier lykkes. Jeg bliver alle mine karakterer på én gang.”

Oprah-effekt eller ej: Hårdt arbejde

Der blev sat en markant streg under Sara Blædels evner indenfor krimigenren, da meningsdanner og talkshow-ikon, Oprah Winfrey, tilbage i 2014 nævnte danskerens skrivetalent i forbindelse med udgivelsen af De glemte piger (The Forgotten Girl, red.) i USA. På mange måder repræsenterede Oprah det store udland, men hvad betød det egentlig for Sara Blædel, da det skete?

”Latterligt nok, så gør det større indtryk på mig, når der sidder en eller anden anmelder herhjemme og synes, at jeg er smadder irriterende og ikke kan mit shit. Men det har måske nok alligevel gjort mig mere rank. Jeg har jo fået et gennembrud i USA, som på ingen måde er forventeligt. Og som jeg heller aldrig troede skulle ske. Det er da mega blæret, at Oprah Winfrey kunne lide De glemte piger. Bogen blev da også mit amerikanske gennembrud. Den gav mig en platform derovre, hvilket også har betydet, at da jeg sidste år flyttede til New York i en periode, var det ikke for at slå en dør ind, men for at skrive og dyrke et publikum, jeg allerede havde. Det gjorde en kæmpe forskel,” kommer det ærligt fra Sara Blædel.

”Men det er ikke kun takket være Oprah Winfrey, at jeg brød igennem derovre. Det er også gennem hårdt arbejde som at deltage på alverdens krimimesser, hvor forfatterkollegaer i starten ikke anede, hvem jeg var, og hvad jeg lavede. Det har været svært for én som mig. Jeg er utrolig introvert, og jeg gider ikke store middage, hvor jeg ikke kender folk. Jeg gider ikke at stå og flagre. Så kommer alt gammelt skyllende ind over mig, hvor jeg er 14 år, og ingen gider tale med mig. Så det var en stor mundfuld ikke at kende nogen i starten. Men jeg begyndte at lære folk at kende, som så kender nogen, der kender nogen, og pludselig så sidder jeg og kigger rundt om bordet til en venskabelig middag og ser, at jeg sidder sammen med mine egne personlige idoler som Michael Connelly, Lee Child, Karen Slaughter, Mark Billingham og tænker; dét her, det er mit liv! Det her, det er de folk, jeg hænger ud med! Det betød så utrolig meget for mig, for jeg følte, det var et billede på en accept af mig som forfatter,” fortæller den danske krimidronning og fortsætter:

”Anerkendelsen, jeg har fået af mine krimiforfatterkollegaer i USA, er det, der har betydet allermest for mig i udlandet. Da De glemte piger udkom i USA, havde Michael Connelly sagt ja til at interviewe mig i en stor boghandel. Connelly er kongen over alle krimikonger, og jeg har været fan af ham i over 25 år. Og da det så blev annonceret i højtalerne, at ’Author Michael Connolly is here today to introduce the Danish Queen of Crime’, vender han sig mod mig og siger; ’and they don´t even call me a prince’. For mig, kan det ikke blive større i hele verden. Det er bare en af de ting, der sætter sig i én. Det betyder meget for mig at blive accepteret.”

Det er jo ikke bare USA, der er udlandet for dig. Du bliver læst af rigtig mange mennesker overalt i hele verden. Hvordan er det at have så stort et publikum, som du har?

”Det er da dejligt. Men det er ikke noget, jeg tænker over, når jeg skriver. Altså, det er ikke for at lyde, som om jeg ikke er bevidst om mit publikums eksistens, men jeg er så optaget af at tilfredsstille min egen nysgerrighed gennem skriveriet, at jeg slet ikke tænker over at please læserne. Jeg skriver med troen på, at læserne godt kan lide det, som jeg finder på – uden at skulle lefle for dem. Jeg bestemmer, hvad der skal skrives, og læseren behøver hverken kunne lide det eller læse det. De behøver ikke noget som helst. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at skrive mine historier, sådan som jeg synes, de skal skrives. Det er jo mine historier.”

Åndt i mavn, fare

Sara Blædels far, Leif Blædel, var, trods ordblindhed, en anerkendt journalist, der i sin tid blev tildelt Cavlingprisen. Men hvordan er den danske krimidronnings forfatterskab blevet farvet af faderens meritter?

”Jeg var og er ordblind, ligesom min far var det. Jeg er det dog ikke i udpræget grad. Men som barn var jeg meget indadvendt og genert, mens begge mine forældre var meget udadgående og larmende. Det var en stor mundfuld for mig. Og så blev jeg altid af andre betragtet som det seneste skud på stammen i en journalistfamilie, hvilket betød, at det altid blev mig, der skulle skrive for skolebladet til den store sportsdag – selvom jeg var rigtig god til atletik. Det gav mig så ondt i maven, at jeg altid blev hjemme. At leve op til min fars mange anerkendelser som journalist gjorde, at det at skrive var det allersværeste for mig. Og netop derfor har jeg aldrig skullet være journalist. Men jeg kunne godt lide at skrive stile, hvor jeg kunne digte historier og lege, at der ville komme søndagsbilister kørende gennem vores lille landsby med smuglergods og lig i bagagerummet.”

”En dag fik jeg så en stil tilbage uden anden bemærkning, end at jeg sløsede med endelserne og måtte stramme mig an. Min far, der jo selv var ordblind, blev stiktosset, iførte sig sine træskostøvler og troppede op på Hvalsø Skole, hvor han fortalte min lærer, at hun aldrig nogensinde skulle fjerne hans datters lyst til at fortælle en god historie. Jeg så ikke mig selv som en historiefortæller, og jeg kan huske, hvor rædselsfuldt det var for mig, at min far gjorde, hvad han gjorde. Men i dag er jeg meget taknemmelig over, at han gjorde det. Mine forældre har altid været der for mig og støttet mig i det, jeg ville.”

Du har fortalt, at dine forældre døde med tre dages mellemrum. Var det særlig svært at miste dem indenfor så få dage? 

”Vi har altid talt åbent om døden i min familie, og de var bevidste om, at de var nået til endestationen. Min far lå på hospitalet og måtte ikke få noget at drikke, fordi han ikke kunne synke rigtigt. Han hev fat i mig og bad mig give ham noget at drikke, da jeg var den eneste, han kunne regne med. Men jeg kunne intet gøre for ham. Det var voldsomt. Én, der har været så stærk en stemme altid. Det var det sværeste, jeg nogensinde har været ude for.

”Da min mor så døde, skulle jeg op og fortælle ham det. Det tog han flot. Han ville bare gerne have, at jeg fandt et andet sted til ham. Jeg har en forestilling om, at min mor dukkede op og bad ham komme med hende. For lige derefter døde han. Det var så fredfyldt. Min far er det stærkeste menneske, jeg nogensinde har kendt. Og han har på alle måder været min klippe igennem livet,” erkender Sara Blædel.

Inspireret af virkeligheden

Sara Blædel er i dag et anerkendt navn indenfor litteraturen, og særligt hendes krimirække om kriminalassistent Louise Rick og journalisten Camilla Lind (senest med den netop udkomne Pigen under træet) har fået hende ind i krimigenrens ’Hall of Fame’, hvor død, vold, mord, lig og efterforskning er fundamentale ingredienser til opskriften på succes. Men hvordan ser politiet én som Sara Blædel?

”Jeg er altid blevet taget pænt imod. Jeg er ekstremt velforberedt, inden jeg taler med dem. Det er det mindste, jeg kan gøre, når jeg tager deres tid, tænker jeg. Men jeg har da også været hård ved ordensmagten i nogle af mine krimier gennem mine beskrivelser af de interne problematikker i politiets struktur. Jeg er jo ikke deres talerør. Jeg skal fange de interne konflikter. Nogle gange er jeg også blevet bedt om ikke at skrive visse ting, som jeg har talt med dem om; små efterforskningskneb, som ikke er alment kendte etc. Og det respekterer jeg. Jeg bliver inspireret af virkeligheden – men jeg skriver aldrig om rigtige sager. Det kunne jeg ikke drømme om. Det leger man ikke med. Men jeg kan sagtens digte rundt om virkeligheden. Jeg skriver for at underholde.”

Hvilken af dine bøger er du mest stolt af?

”Det er svært. Jeg har lyst til at sige den nye, Pigen under træet. Den er jo heller ikke blevet vurderet endnu,” smiler Sara Blædel med et underfundigt glimt i øjet.

 

FET_Sara_Blædel_HI6A0028

 

4+

Byen eller landet?

”Jeg er gjort af begge dele. Men jeg er jo egentlig bare en bonderøv. Også selvom jeg bor i indre København og har boet på Manhattan i New York. Roen trækker i mig, markerne og skoven. Jeg får udlængsel, når jeg er i byen. Til gengæld får jeg aldrig ind-længsel, når jeg er ude.”

Teater eller museum?

”Teater. Jeg er egentlig ikke nogen stor musical-beundrer, men jeg har lige set Book of Mormon i New York og tog mig selv i at forlade teatret både bjergtaget, betaget, medtaget og fuld af begejstring. Det havde jeg ikke lige set komme.”

Mac eller PC?

”Mac. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skal betjene en PC.”

Værtinde eller gæst?

”Værtinde. Jeg elsker at holde selskab. At få folk til at føle sig godt tilpas, hvor det handler om dem, mere end det handler om mig, det er jeg god til. Og så kan jeg godt lide at lave mad. Min signaturret er Hummer Newburg. Det har jeg altid fået til min fødselsdag, og når nu ikke man lige har sine forældre mere, er man jo nødt til selv at kunne lave retten.

Er det svært at blive ældre?

”Ja, det er det. Tanken om, at noget slutter, er svær. Men jeg har aldrig haft det bedre indeni, end jeg har i den alder, jeg har nu. Jeg er en meget bedre version af mig selv i dag end tidligere i livet. Men jeg er glad for ikke længere at være nødt til at skulle udstille mig selv for andre. Det behøver jeg ikke mere. Og det er godt for mig. Jeg er blevet mere ligeglad. Jeg gider ikke please andre mere. Jeg er sød og rar, men jeg pleaser altså ikke længere.”

 

FET_Sara_Blædel_HI6A0047

 

 

CLOSE
CLOSE