TESLA-DRÆBEREN

Artikel af: Per Kuskner - Oct 09 2019 kl: 11:22

Liebhaverboligen var blandt de første i verden til at prøvekøre Porsches debut i en fuldt ud elektrisk bil – og sikke en tur.

 

Test

Porsche Taycan Turbo og Turbo S
616 hk og 751 hk.
Pris: 1.704.874 og 2.120.096 kr.

 

FET_Liebhaverbilen_A

Vores tur på Europa-pressekørslen gik fra Gøteborg til København med smukt stop ved Øresundsbroen.

 

Weeeeeeeee, lyder det, og det kommer fra bilens elektromotor og ikke fra mig, selv om jeg et øjeblik frygter at få et piskesmæld, når accelerationen trykker mig tilbage i sædet. Fra 0 til 100 km/t på kun 2,8 sekunder er præstationer, som superbilen Koenigsegg Agera også kan prale med, men den koster til gengæld 10 gange så meget som den Porsche Taycan Turbo S, jeg sidder i.

Porsche har lavet noget nær den mest perfekte elektriske sportsvogn til dato. Og ja, Tesla-dræber er sådan lidt af en frase, men det er nu engang den amerikanske elbil, som sætter barren for alle andre elbiler i verden, og naturligvis bliver den slået af pinden på et tidspunkt. Og Porschen her kunne være netop den konkurrent, for den har plads til fire voksne, kører som en dannet racerbil, men kan køre solen sort med dens 751 hk. fra de to elektriske motorer ved hver aksel.

Fjollet navn

Og hvorfor står der så et ”fjollet” Turbo på bagsmækken, når vi nu sidder i en bil, som aldrig kommer til at sprøjte noget brændstof ind i den forbrændingsmotor, som heller ikke findes under kølerhjelmen?

Det er naturligvis fordi, at de allerkraftigste og dyreste modeller i Porsche-programmet altid har et Turbo-navn. Ret beset har stort set alle Porscher de seneste år haft en turbo installeret, men lad det nu ligge.

Tilbage til køreoplevelsen, som trods en kampvægt på 2,3 tons, er sublim. Taycan’en springer som en kåd panter, og på de små svenske landeveje, hvor jeg prøvekørte den, klæber den sig godt til vejen og især svingene takket være firehjulstræk, firehjulsstyring og det faktum, at den er lavere end en 911. Det er lige før, man ønsker sig lidt flere udfordringer i kørslen, men med den høje fart og et skræmmende moment på 1050 Nm, er det nok meget godt, at de gode tyske ingeniører har sørget for, at man bare skal rive lidt i rattet og ikke tænke på så meget andet.

Det koster

Interiøret er helt nyt og smagfuldt, og passageren kan sørge for musikken eller andet underholdning i den store infotainmentskærm lige foran passagersædet. Nytænkning!

Som udgangspunkt koster elektriske biler ikke nær så meget at producere som benzin og dieselbiler. Forbrændingsmotoren er og bliver det dyreste i en bil, så derfor burde Porsche Taycan heller ikke i topmodellen her koste over to mio. kroner.

Porsche oplyser dog, at en mindre knap så kraftig model rammer markedet næste år, som kommer til at ligge lige omkring 1.2 mio. kr.

Og måske man kan undgå piskesmældsskader i den.

 

Up

Køreregenskaber
Fart
Design
Anvendelighed

 

Down

Pris
Lidt større bagagerum havde været godt
Porsche Taycan kan købes nu, men først leveres i starten af 2020.

 

FET_Liebhaverbilen_high_taycan_interior_2019_porsche_ag

Alt er nyt, og så alligevel ikke. ”Nøglen” sidder stadig til venstre for rattet, som det hører og bør i en Porsche. Bemærk infotainmentskærmen til passageren.

 

FET_Liebhaverbilen_C

Liebhaverboligens Per Kuskner ved den elektriske raket i Sverige.

 

FET_Liebhaverbilen_B

Rækkevidden for en opladning angives til at være mellem 380-450 kilometer alt efter, hvilken model man vælger, men så skal man også køre meget pænt.

 

 

 

 

 

 

 

CLOSE
CLOSE