Det er ikke rart at være inde i hovedet på Assad

Artikel af: Steen Blendstrup - Jun 05 2019 kl: 09:00

Jussi Adler-Olsen skriver altid ud fra en persons point of view. Det kan veksle fra kapitel fra kapitel, men endnu i Afdeling Q-serien er det ikke sket, at vi har taget Assads synspunkt. Behøver vi at sige mere? Det gør forfatteren heller ikke – men til gengæld vil han gerne tale om, hvor inspirationen kommer fra, og hvordan det er at være berømt krimiforfatter med fans i hele verden.

 

FET_Jussi_SSP3561

 

Både universet omkring Carl Mørck, Assad og Rose og i Jussi Adler-Olsens andre thrillers er alene forfatterens egen opfindelse. Der er ikke nogen virkelige kriminalsager, som er blevet omskrevet. Til gengæld er Carl Mørck opkaldt efter en patient på Skt. Hans Hospital, som den lille Jussi (som også hedder Carl til fornavn) mødte som 5-6-årig, da hans far var læge der.

– Han havde slået sin kone ihjel i affekt. Han var ked af det og var blevet syg af det. Men han var sød mod mig og lærte mig at passe katte. Det fortalte mig, at ondt og godt kan leve i samme person.

Research og en krøllet tankegang

Derudover repræsenterer romanerne bunkevis af research. Tonen skal være autentisk, og her har Jussi fået uvurderlig hjælp af ”begravelsesforeningen”, en klub af pensionerede politifolk, der ellers gør deres bedste for at tage livet af hinanden med tandsmør og store cigarer. Resten kommer fra Jussis krøllede hjerne:

– Inspirationen kommer baglæns. Før Saddam Hussein blev fanget, var min tanke, ”hvad så med hans dobbeltgænger – hvad gør han nu?” Det er den interessante historie for mig, ikke om Saddam blev fanget eller ej.

Nogle gange er Jussis fantasi forud for virkeligheden. Manuskriptet til Offer 2117 var allerede afleveret, da terrorangrebet i Christchurch fandt sted med et hidtil ukendt virkemiddel, som Jussi også benytter sig af i Offer 2117, men … Jussi siger ikke mere før udgivelsen.

– I det hele taget er alt grundigt researchet, siger han. – Ja, jeg kører rundt og tjekker mine locations. Når en bil i Selfies klemmer sig uden om et parkeringsskilt inde ved Kartoffelrækkerne, så skal det kunne lade sig gøre.

Det hele handler om troværdighed. Da Jussi lavede en fejl i Flaskepost fra P – nemlig at vinduet i et IC-tog kan åbnes – fik han smæk for det:

– Jeg havde egentlig tænkt på et bumletog, men jeg fandt ud af, at det kørte for langsomt, så jeg ændrede det og overså det med vinduerne. Dumt. Jeg kunne have skrevet, at de knuste ruden og smed pengesækken ud. Det irriterer mig, for når folk ikke tror på denne ene ting, så tror de måske heller ikke på de andre.

Jeg har en plan

– Jeg indrømmer, at jeg i forbindelse med Offer 2117 ikke har været i Syrien for at tjekke forholdene, men alle steder, hvor jeg har mulighed for det, tjekker jeg omgivelserne. Og så er jeg ligesom andre forfattere vældig glad for Google Earth og Street View.

– Når jeg forærer læseren en detaljeret research, så får jeg måske vedkommende til at ændre mening om noget. 

Med Afdeling Q følger udviklingen en plan, der har ligget klar fra dag ét i 2006.

– Jeg har kun ændret i min synopsis to gange, hvor jeg oplevede, at nogle punkter havde været berørt af andre forfattere. Jeg havde en historie om de tyske krigsflygtninge i Danmark, men det blev dækket af andre, så det var ikke interessant.

– Men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville være i det univers i så lang tid. Jeg havde regnet med at skrive de ti romaner på ti år. Nu ser det snarere ud til at blive 15 år.

Forfatter-drømmen

For Jussi indrømmer, at han er blevet overrumplet over sin succes. Den har indlysende fordele, men kom på sin vis også til at spænde lidt ben for den vision, han i sin tid havde for sit forfatterliv:

– Da jeg dengang arbejdede for Bonnier-koncernen, kunne jeg se chefer, der var udslidte i deres halvtredsere. Dengang var jeg 45 og tænkte, ”det vil jeg ikke”. Jeg ville være hjemme, når min søn på – dengang – 6 år kom hjem fra skole, og være parat med pandekager til ham. Og så kan en forfatter tilmed udføre sit arbejde i pyjamas – hvilken svir.

– Men når man pludselig har 135 rejsedage om året, så er der en kone, der ikke bliver kysset, en hobby, der ikke bliver passet, og en bog, der ikke bliver skrevet. Men det er da ret fedt at stå scenen på Cirkus Krone i München, hvor Beatles har optrådt, og kunne høre løverne ude bagved og vide, at de har aflyst en forestilling, fordi jeg solgte flere billetter.

I dag har Jussi droslet sine offentlige optrædener ned til et minimum, fordi han vil skåne sit helbred og hellere vil være hjemme hos sin kone. Berømmelsen er heldigvis ikke noget, han higer efter at nurse.

Succes ved målstregen

– Danmark er et dejligt land at være kendt i. Jeg har aldrig haft nogen negative oplevelser på gaden. Folk kigger, de smiler, måske nikker de: ”Jeg ser dig, du er god nok”. Det er en fin følelse. Jeg kan også møde mennesker, som ikke aner, hvem jeg er. Det er da sjovt.

– Mine nærmeste nyder godt af min succes – på ferier og med gode middage. Jeg synes, det er dejligt at være generøs og have noget at give – men jeg elsker også at modtage. 

Nu fylder jeg 70 til næste år, så mine behov er ikke så store mere. Hvis jeg kun havde været 25 med den succes, ville jeg nok have været lidt for selvbevidst og utålelig.

– Du kan stille spørgsmålet: hvorfor er rige mennesker ofte melankolske? Måske fordi de kun kan se frem til sygdom og død. Når man er 70, kan man se målstregen. Hvis du fjerner de almindelige filtre for fremtiden: at du kan opfylde dine drømme, tage på vinterferie, ikke skal bekymre dig om rudekuverterne, hvad er der så tilbage? De filtre forsvinder med rigdom. Jeg kan godt nok købe den Gibson guitar, jeg altid har drømt om, men har jeg brug for ti? Jeg har før i tiden nydt at gå på loppemarkeder og suppleret min samling af gamle tegneserier. Nu kan jeg købe en hel samling i perfekt stand. Det er bare ikke det samme.

– Når jeg er færdig med Afdeling Q og måske kun en enkelt stand-alone roman, som jeg gerne vil have skrevet, så vil jeg holde fri og være farfar.

Latteren forener os

Jussi holder en lille pause:

– Jeg blev spurgt til et pressemøde i Tyskland, om der ville komme mere end de ti romaner. Jo, sagde jeg, der kommer en bog nummer 11. Den afslører alle hemmelighederne, den kommer til at fylde 30 sider og koste 200 Euro. Det grinede de meget af.

Jussi fremhæver gerne, at vore sydlige naboer – og nogle af hans største fans – ikke adskiller sig så meget fra os selv:

– Det er muligt at tyskerne er formelle udenpå, men indeni … Jeg kalder dem gerne ”Danes in disguise”. Latteren forener os.

Du må ikke sove

Latteren er også et redskab i Jussis måde at fortælle på. Genren er thriller, og det betyder at spændingen skal holdes oppe på ethvert tidspunkt. Især fordi flertallet af hans læsere – og alle læsere i det hele taget – læser i sengen.

– Jeg ser det som min fineste opgave at sikre, at læseren ikke falder i søvn efter fem sider. Der er hele tiden små cliffhangers, så man lige må læse lidt længere. Og bagefter det får jeg folk til at grine. Det udløser endorfiner, og det gør det svært at sove. Og når bogen endelig falder til side … så kommer mordet!

– En roman er kun læseværdig, hvis den giver plads til læserens kreativitet, fortsætter Jussi. – Jeg klipper fra A til D. At forbinde de to handlingspunkter med B og C er op til læseren at udtænke, og det er de gode til. Derfor giver jeg ikke for mange detaljer. Dem kan læseren selv udfylde. Folk reagerer også forskelligt på de detaljer, jeg har med. Hvis jeg skrive ”blodplet”, så ser nogen en stor, andre en lille.

Case: Nikolaj Lie Kaas

Og så er der lige spørgsmålet, som Jussi sjældent slipper for. Hvorfor skal vi nu have en ny Carl Mørck – hvad har Jussi imod Nikolaj Lie Kaas? 

– Ingenting, svarer Jussi. – Det er også noget sludder, at jeg har ”fyret” Nikolaj Lie Kaas. Det har jeg ikke noget at gøre med. 

Til gengæld var der kreative uoverensstemmelser med Zentropa omkring den måde, filmens Mørck blev skildret på. 

– Han er blevet en drikfældig, sær snegl, og det er han ikke, siger Jussi. – Han er vendelbo. Og han har været i politiet så længe, at han er flad og træt. Det er noget andet.

Hvad, og hvordan det udfolder sig i forhold til Assad, kan man læse mere om i Offer 2117, der udkommer 14. juni.

 

FET_Jussi_SSP3550

FET_Jussi_SSP3519

 

Blå Bog
(Carl Valdemar) Jussi (Henry) Adler-Olsen.

En rask spejderdreng med konkurrencegen og et talent for fortællinger. Jussi er exam.art. i Filmvidenskab, men har tillige læst medicin og samfundsfag. Karrieren gik en lang overgang via tegneserieverdenen og forlagsbranchen. Guitaristen Jussi var også komponist til dele af tegnefilmen ”Valhalla”. I 80’erne stod han bag et par faglitterære bøger og debuterede endelig i 1997 som thriller-forfatter med ”Alfabethuset”. Afdeling Q-serien indledtes i 2007 med ”Kvinden i buret” – 8. del ”Offer 2117” udkommer 14. juni.

Jussi og hans kone bor i en smuk gammel villa på Valby Bakke.

 

FET_Jussi_SSP3515

 

True Crime

Al sin thrillererfaring og viden om politiprocedurer til trods, kom Jussi Adler-Olsen til kort, da han endelig stod over for en forbrydelse.

– Jeg var ude at handle med min mor. Hun var i butikken, mens jeg sad i bilen på Nygårds Plads i Brøndbyøster foran posthuset. Det har været i 2005 eller 2006. Mens jeg sidder der, ser jeg to mørklødede mænd rulle elefanthuer ned over ansigtet og trække pistoler frem. Jeg baksede med at få kameraet på min mobiltelefon til at virke – telefonen var langsom – til gengæld fik jeg taget nummeret på en mistænkelig varevogn foran mig. Da de kom ud igen et øjeblik senere, var kameraet stadig ikke klar, og da jeg endelig fik startet bilen for at køre efter dem, var de forsvundet. 

– Jeg blev afhørt af politiet, men var ikke til nogen hjælp. Varevognen havde intet med sagen at gøre. Jeg havde kun noteret, at røverne var af anden etnisk herkomst og nogenlunde hvor høje. Jeg kunne ikke engang sige, hvilke bukser de havde på. 

– Jeg tror nok, at sagen blev opklaret … men det var ikke min skyld!

 

FET_Jussi_SSP3491

FET_Jussi_SSP3484

 

Afdeling Q – ottende del

I skrivende stund er Jussi Adler-Olsens seneste bog i Afdeling Q-serien ikke udkommet endnu, så Jussi er forpligtet til ikke at sige noget … og så alligevel:

– På stranden i Barcelona står der en stander, der tæller de døde på Middelhavet. I 2017 oversteg det 3.000. I 2018 nåede tallet gudskelov ikke så højt op, så jeg koncentrerede mig i stedet om det mindre tal … Offer 2117.

– Det er en grum historie, der kommer vidt omkring til verdens brændpunkter – i Europa og Mellemøsten. En stor del foregår i Tyskland – München. Frankfurt, Berlin – og Carl, der ikke kan lide at flyve, bliver nødt til at køre hele vejen.

Derudover handler det om Assad: Jussi føjede ham til universet, fordi det manglede en person, vi kunne holde af. 

– Han kæmper på tværs af, hvad han kunne være blevet med sin baggrund. Han viser omsorg og humor. Inspirationen er Sancho Panza – i ”Don Quixote” er det ham, der er den virkelig interessante figur. Det er næsten altid fortællingens sidekicks, der skaber historiens interaktioner og uventede scener.

– Så i den store fortælling handler Offer 2117 om at gøre op med noget i Assads fortid. Jeg tog alt, hvad han hidtil havde sagt, og hvad vi ved om hans baggrund og lagde det op på et bord. Det, der var løgn, mærkede jeg med rød, det der var sandt, med grøn og så skulle alt det grønne jo forklares i denne roman. Vi får
noget at vide om hele hans sind, om hvorfor han kan det, han kan.

– Jeg skriver altid i point of view, men indtil nu, har vi ikke været inde i hovedet på Assad, og det er ikke noget rart sted at være. Men han ER jo en elsket figur.
Derfor må jeg passe på ham.

 

 

CLOSE
CLOSE