Det handler om nærvær

Artikel af: Peter Pilegaard - May 08 2019 kl: 09:44

Sarah Zobel har været meget igennem de seneste år. Hun har fået sit tredje barn, mistet sin far og gennemlevet endnu en skilsmisse. Det kræver sin kvinde at stå stærk i modgang, og for den 45-årige psykolog og forfatter findes styrken og  glæden i et nærvær med sine børn.

 

FET_Sara_Zobel_SSP3643

 

Midt i  den højaktuelle debat om minimumsnormeringer, manglende pædagoger og ressourcer, og dystre fremtidsudsigter for vores små poder i landets institutioner, finder man Sarah Zobel og Iben Sandahls seneste bog Det gør ondt i maven, mor, en bog, der sætter fokus på nærværet og de smukke øjeblikke med vores børn som det altafgørende for vores børns velbefindende.

”Jeg kan ikke undgå at tænke på nærvær, når jeg lytter til den verserende debat om underbemanding i landets institutioner. Min yngste søn på tre år har vi netop valgt at flytte fra en institution  til en anden – blandt andet på grund af et manglende nærvær. Når vi lever i et så institutionaliseret samfund, som vi gør, og når vi har så travlt med alt det vi skal nå, når børnene endelig har fri, så er der hurtigt et underskud af nærvær alle steder fra. At blive set og hørt er så afgørende for børn, og hvis de hverken får nærværet i børnehaven eller hjemme med forældrene, hvornår skal de så få det?”

”Jeg gør selv så meget som muligt ud af det nærvær, når jeg er sammen med mine børn. Men det kan være svært, når man er alene med tre af slagsen, hvor den ene kommer hjem og vil snakke teenage-ting, mens jeg skifter ble på den anden og vasker fodboldtøj for den tredje. Men jeg forsøger at se og høre mine børn for hvem, de er. Alle børn er forskellige, og alle skal de lære os forskellige ting. De helt små lærer dig om det totale nærvær, mens de større påpeger dine egne skyggesider. Man mødes i et spirituelt partnerskab med sine børn, hvor vi hver især skal lære hinanden noget. Mine børn lærer mig ligeså meget, som jeg lærer dem.”

Hvordan ville dine egne børn beskrive deres mor, tror du?

”Som en person, der pisker rundt for at familien skal have det godt, og at jeg nogen gange har for travlt. Men også at jeg kan være sjov at være sammen med, at vi kan pjatte, smide hæmningerne og være barnligt sjove sammen. Det er en vigtig ting at kunne grine med sine børn. Særligt, når man som jeg, går rundt med en lille melankoliker i maven, som jeg gør, er det vigtigt at påminde sig selv om, at legen også skal være tilstede i tilværelsen”, fortæller 45-årige Zobel.

Kan du konkretisere et par smukke øjeblikke fra din egen hverdag, som du deler med dine børn? 

”Ja. Det er, når jeg kommer hjem med min søn fra børnehaven og har alt for meget om ørerne til at kunne være til stede med ham – indtil han siger ’popcorn’.  Så laver jeg de pokkers mikroovn-popcorn, og så sætter vi os sammen på gulvet i en halv time og spiser popcorn. Det er for mig et smukt øjeblik. Man husker ikke sin tidlige barndom i andet end glimt – i de få øjeblikke og særlige oplevelser. Og det er nærværet med ens børn, som skal skabe de øjeblikke”.

Har du så også et særlig smukt øjeblik fra dengang, du selv var barn?

”Jeg har masser”, griner Zobel og tager os med en tur tilbage i tiden. ”Vi plagede altid min far om at lege spøgelse. Han sagde altid ’nej, nej, nej, det gider jeg ikke’, men så en time senere, hvor alle havde glemt alt om ham, ville hovedkontakten i huset pludselig gå og alt blive mørkt. Det var kun var oppe i kuffert-
rummet, at man kunne slå den fra. Og så vidste vi godt, hvad det var, der foregik. Vi sprang rundt i huset og skreg og hylede og gemte os i skabene og soveværelset og andre steder, mens min far listede rundt i huset med et lagen over hovedet og sagde som en sindssyg elg. Min far kunne sige som alverdens dyr, fordi jagt var hans store passion, og mine veninder blev så bange, at jeg tror, de er traumatiseret for livet”, griner den nu 45-årige psykolog og forfatter, Sarah Zobel.

 

Patriarken Peter er væk

Sarah Zobels far, den tidligere erhvervsleder og finansfyrste, Peter Zobel, døde i efteråret 2017. Han var en stor personlighed, både i offentligheden og privat, og som datter til den markante mand, har tabet af en far betydet et stort afsavn for   Sarah.

”Uanset om det handler om er dødsfald eller skilsmisser, så er det svært at miste. Der er en kærlighed, som man savner. En kærlighed, der er blevet hjemløs. Og man lærer hurtigt meget om, hvor foranderligt livet er. Jeg tror, at når man mister en forælder, så forsøger familien automatisk at finde en ny konstellation sammen, der skal bringe alle videre. Min far var jo en markant mand forstået på den måde, at han var ekstremt dygtig til at samle familien. Han var samlingspunktet. Jeg kom meget tættere på ham i mit voksenliv, end jeg var i barndommen. Som barn var jeg meget hos min mor, men min far har fyldt meget i vores allesammens liv. Han var en rigtig patriark, en fantastisk personlighed, og tæppet bliver revet væk under en, når man mister en som ham. Selvom han ikke var typen, der ringede hver dag og spurgte, hvordan det gik, vidste man altid, at han ville være der, hvis lokummet brændte. Og det savner jeg.”

Du har fortalt mig, at du blev mindet om din far, da du for nyligt lyttede til det efterhånden ret berygtede interview med Ghita Nørby på Radio24syv?

”Ja, det er rigtigt. De er jo også fra samme generation. Min far kunne godt have samme selvhøjtidelighed, arrogance og kløgtighed, som Ghita Nørby har. Jeg ville vide præcis, hvordan jeg skulle have håndteret Ghita Nørby i det interview. Det, man skulle gøre med min far, var, at man skulle mande sig op og sige: ’Hold nu din kæft. Du har jo selv bedt mig sidde her’. Ghita Nørby er en voksen dame, der har sine moods og et ego. Og ja, man skal da tale ordentligt til andre, men hold nu op – personer som Ghita og min far er characters. De må gerne være lidt besværlige, for de har noget at have det i. Den generation siger ikke undskyld. Man skal kunne deale med det. Og hvis intervieweren havde trådt et skridt frem, havde hun også opnået respekt. Det er helt sikkert. Det gjorde jeg selv overfor min far. Det var det eneste, der virkede. Men det er selvfølgelig nemmere, hvis man kender personen, for at kunne håndtere det på den måde.”

”Det var måske nok unødvendigt at sende det. Det er det samme, som når man i medierne inviterer en imam ind sammen med Pia Kjærsgård. Ingen bliver klogere. Det er så unuanceret, som det overhovedet kan blive. Vi bekræftes kun i de fordomme, vi allerede har, fordi det bliver så sort og hvidt. Vi lærer ikke noget af det, fordi vi taler til laveste fællesnævner i stedet for at søge et højere formål. Hvis vi skal skabe mere forståelse og medfølelse i et større perspektiv, så er det sgu for snæversynet kun at udpensle vores forskelligheder. Hvorfor ikke også tale ligheder? Det er ligheder, der samler os, og jeg er overbevist om, at vi har mange flere ting tilfælles med hinanden, end vi går og giver udtryk for. Og det er måske vigtigere nu end nogensinde før, at vi bevidst ønsker at søge ligheder, fællesskab og medmenneskelighed.”

 

Alene, stærk, og skrøbelig 

Sarah Zobel er mange ting; hun er først og fremmest formidler med stort F; skriver bøger og klummer og deler videoer på Instagram, hun er psykolog med en fortid som fotomodel, mor til tre med to forliste ægteskaber bag sig, og forfatter med en klar mening om psykologi og forældreskabet. Men hun er også kvinde med stort K. Spørgsmålet er så bare, om hun selv føler sig som en stærk en af slagsen?

”Det gør jeg til dels. Jeg har altid haft stærke kvinder omkring mig, min mor, mine søstre, min mormor. Jeg har set, hvordan de – på trods af livets udfordringer – rejser sig, kæmper for det de tror på, og står så stærkt de nu kan. Jeg har de sidste år lært mere om livet, end hvad jeg havde turde forestille mig. Men når livet viser tænder, bliver man jo nødt til at vise, hvad man er lavet af. Hvem man er og gerne vil være. For i sårbarheden og modvinden bor en enorm styrke. En indre styrke som vi hurtigt kan miste i hverdag og vaner. Men man føler sig jo nok stærkere og stærkere i takt med, at man med årene får flere og flere knubs. Jo mere modstand jeg oplever – og overlever – jo mere føler jeg mig styrket i livet. Også selvom jeg ikke er født med et lyst og optimistisk sind. Jeg er melankoliker. Men jeg har en stærk tro på livet. Jeg har en livslyst. Og jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord end det umiddelbare, hvilket hjælper mig med at kunne se tingene i et større perspektiv – særligt i svære perioder. Ting sker jo af en årsag.”

Som at blive skilt og stå alene tilbage?

”Det er jo nyt for mig at stå helt alene. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid været i et forhold, siden jeg som 23-årig blev gift første gang (Alexander Kølpin, red.), og det er virkelig noget andet at stå alene. Man har jo ikke sin partner at læne sig op ad i livet. Jeg kan godt føle mig skrøbelig på en anden måde. Men når man ikke har en fast familiekerne omkring sig hele tiden, lærer man at trække på andre støtter som familie og venner, men jeg tror også, det kan være sundt at stå lidt alene, for man får på ny placeret fødderne i jorden under sig og ikke i alle mulige andres fodspor.”

Hvad ser du som den største udfordring ved at stå helt alene?

”Flere ting. Hverdagslogistik med børn er en udfordring. At skulle gøre alt selv, som man normalt deler i et forhold; vaske tøj, indkøb, bleskift, sengelægning og teenageproblemer. Alt. Man får altså pludselig en helt  anden respekt for enlige forældre. Og så kan det være enormt ensomt at være ’alene’ med sine børn,  særligt mindre børn, da det at kunne ’dele’ sine børn som forældre vel nok er noget at det smukkeste i forældreskabet. Men det går nu også meget fint med begge fædre. Og så har mine børn nogle dejlige bedsteforældre. Jeg læste engang en sætning i en bog om børneopdragelse, som bare har siddet fast siden. Den siger: ”It takes a tribe to raise a child”.

Bliver man stærk af at anerkende, at man rent faktisk befinder sig midt i en krise, når man som du står ’alene’?

”Ja, det gør man. Man skal kunne være i det og dele det med andre, så man ikke bliver ensom i smerten. En del af helingen er jo også at kunne række ud og dele det med andre. Jeg tror, man er nødt til at anerkende, at man vil opleve sorg i livet, som man nødvendigvis aldrig kommer sig over. Og det er også ok.”

Man bliver vel også et stærkere menneske af at gå med sine styrker?

”Ja, det skal jeg være den første til at prædike. Den positive psykologi taler meget om livsglæden ved at finde og leve sine karakterstyrker. Mine er nysgerrighed og perspektiv. Men ens omveje kan også vise en nye stærke sider, som man ikke havde adgang til før, såsom åbenhed, taknemmelighed og så videre, hvis man formår at ’se lektien’ i dem. Formålet med livet er ikke kun at være lykkelig og finde mening. Det er at vokse, at gro som menneske. Det er en vigtig dimension af livet, som vi egentlig ikke italesætter særlig ofte. Men det giver en frihed på livets vej. Der sker jo ting i livet, man hverken kan forberede sig på eller ændre. Og i stedet for at korthuset vælter ved et dødsfald eller en skilsmisse, så tænker man i stedet på, hvordan man kan vokse videre fra den erfaring.”

Føler du, at der har svævet en mørk sky over dig i livet? 

”Nej, det føler jeg absolut ikke. Tværtimod. Jeg føler mig meget privilegeret og taknemmelig. Mine forældre blev skilt, jeg har haft papforældre, og der har været alle mulige udfordringer som sygdom og alkoholisme i min familie. Men jeg tror ikke, at udfordringer gør det sværere at klare sig godt i livet. Og uden at være fortaler for ’kriser’, så tror jeg på, at de knubs man får i sin barndom, kan blive til styrker i ens voksenliv – vel at mærke, hvis man er følelsesmæssigt afklaret og formår at bruge det”, siger Zobel eftertænksomt.

 

Mere ro og meget mere ligeglad

Det har været et par turbulente år for Sarah Zobel, men på den anden side af den tsunami af udfordringer, hun har svømmet rundt i, står hun nu på bredden af et nyt kapitel i livet – en ny tid med mere ro og et stort nærvær – og måske en glæde over den, hun er i dag?

”Man finder en større ro med sig selv i takt med, at man bliver ældre. Det hænger måske nok sammen med, at man bliver mere og mere ligeglad med, hvordan verden opfatter en og en afklaring omkring, hvad man vil og ikke vil. For det er jo det, der sker, jo ældre man bliver. Når man er ung, er man sådan set ligeglad med, hvordan man selv har det – så længe man bare er sej, og det ser fedt ud udadtil. Det er jo så utrolig stressende, men vægtskålen tipper automatisk med alderen, og det gør bare alt lidt nemmere.”

”Jeg har vist endelig sluppet noget af min indre teenager. Men jeg forbliver et ekstremt nysgerrigt menneske af natur, selvom jeg bliver ældre. Jeg vil meget hellere rejse et nyt sted hen og bo på nye hoteller hver gang, end jeg på forhånd ved, hvad der venter mig. Jeg er hverken rastløs eller bange for at gå glip af noget. Det er mere en eventyr-ting. Jeg vil gerne udfordres. Hele livet.”, slutter en storsmilende Sarah Zobel.

 

FET_Sara_Zobel_SSP3689

 

Blå Bog

Navn: Sarah Zobel Kølpin (Datter af tidligere Codan direktør, Peter Zobel)
Født: 18. januar 1974

Beskæftigelse: Psykolog og forfatter.

Børn: Roberta 17, Vincent 13, Dallas 3

Bogudgivelser: Lev dig lykkelig – med positiv psykologi, Tør du mærke livet?, Det gør ondt i maven, mor

Instagramprofil: sarah_zobel9

 

FET_Sara_Zobel_SSP3629

5 til formidleren

Rom og cola eller mojito?

Mojito. Men jeg er egentlig mere til vin, end jeg er til drinks. Og kombinationen rom og cola bryder jeg mig faktisk ikke om. Det kan være, det er fordi, jeg har kastet op i den så mange gange, og nu bare væmmes ved tanken om den, men jeg kan til gengæld godt lide mynten i mojito.  

Swimmingpool eller sandstrand?

Jeg er virkelig ikke særlig pool-agtig. Det minder lidt for meget om en svømmehal uden udsigt og intet liv omkring en. Jeg får lidt af en tisse-stemning, når jeg bader i en pool, og det giver mig følelsen af at ligge i et kæmpe karbad, hvor jeg bader tæt med nogen, jeg egentlig ikke rigtig har lyst til at bade med. Men sandstrand er jeg vild med. Jeg elsker det rene, det rensende ved havet. 

‘Den eneste ene’ eller ‘When Harry met Sally’?

Jeg kan godt synes, at danske film generelt kan blive lidt for tunge i det. Men ‘Den eneste ene’ har en særlig plads i mit hjerte. Og så er den jo blevet en dansk klassiker med de fede kommentarer fra Paprika Steen. Hun er virkelig sjov i den film. Og Sidste Babett Knudsen er jeg vild med. Hun er bare skøn.

Swahili eller mandarin?

Når der er noget, jeg virkelig ikke kan, så vil jeg gerne kunne det. Hvis jeg skal tænke pragmatisk og fremadrettet, så må det være mandarin. Men min kreative og eventyrlystne side siger swahili. Jeg siger swahili.

Døv eller blind?

Det er svært at vurdere, men som sans vil jeg umiddelbart sige, at synssansen fylder mere hos mig. Det er en klaustrofobisk tanke at miste synet. Jeg er født halvblind med grå stær. Jeg har en meget blind vinkel på mit ene øje, og på ethvert klassebillede fra min skoletid er jeg pilhamrende skeløjet. Men med årene har jeg lært at styre det gennem træning. 

 

 

 

 

CLOSE
CLOSE