Javel, hr. minister

Artikel af: Peter Pilegaard - Apr 01 2019 kl: 12:37

Det kræver noget ganske særligt at være sit lands justitsminister. Det ved den siddende justitsminister Søren Pape Poulsen alt om, når hverdagen krydres med efterretninger om mulige trusler mod både riget og justitsministeren selv. Måske netop derfor gør denne ‘retfærdighedens minister’ meget ud af at holde fast i den, han er som menneske. Og det er også noget ganske særligt.

 

FET_Pape-061_filtered

 

Den konservative politiker Søren Pape Poulsen er meget mere end Det Konservative Folkepartis formand og politiske leder. Han er også landets justitsminister – et job, der, ifølge ham selv, har ændret hans opfattelse af den verden, vi lever i.

”At være justitsminister har ændret min måde at se verden på. Det har det. Der sætter sig en alvor i én. Men jeg har fundet et bestemt sted i mig selv, et særligt sted i mit hoved, hvor jeg placerer tingene og gemmer dem væk. Der sker jo rigtig meget i og omkring os hele tiden, og hvis vi konstant går rundt og tænker over de mange mulige trusler, der kan være, så kan vi jo ikke være nogen steder,” fortæller justitsministeren og tilføjer:

”Men jeg har fået en anden og mere tydelig holdning til overvågning, siden jeg tiltrådte stillingen. Jeg er stærkere tilhænger af det i dag, end jeg var, før jeg blev justitsminister.”

Nu nævner du selv overvågning. Hvordan påvirker det dig egentlig at blive mandsopdækket af politiet udenfor eget hjem, sådan som tilfældet var det for ikke så længe siden? 

”Nu kan jeg jo ikke sige så meget om den sag specifikt. Jeg er vant til at få rigtig mange orienteringer fra PET, men det er selvfølgelig lidt specielt pludselig at være en del af det hele, hvor politiet tropper op og må stå vagt foran min hoveddør. Det er klart. Der skal man lige igennem en ekstra proces i hovedet. Men jeg synes faktisk, at jeg ret hurtigt har indstillet mig på, at tingene er sådan lige nu. Det stopper forhåbentlig snart. Indtil videre har jeg livvagter med mig rundt, og så ser vi, hvor lang tid det varer. Men det får mig ikke til at ændre de udtalelser, jeg kommer med – eller måden, jeg er politiker på. Det eneste, politikere ikke må begynde at gøre, det er at ændre sig af frygt for, hvad det ene eller andet nu kan føre med sig.”

Det må være svært at slappe af, når man befinder sig, hvor du gør. Du har vel aldrig følelsen af at holde fri, har du?

”Mit job kræver, at jeg har arbejdet med mig hjem 24 timer i døgnet. Men jeg er god til at prioritere. Hvis jeg kan se, at tingene kan nås mandag morgen, er der jo ingen grund til at lave dem søndag. Men jeg har da en følelse af altid at være på arbejde. Jeg har altid en telefon på mig, der aldrig er slukket. For med jobbet som justitsminister følger også et ansvar for blandt andet rigets sikkerhed, hvilket betyder to ting: At jeg skal være tilgængelig, hvis der sker noget. Og at jeg modtager orienteringer, som meget få i dette land får.”

Hvordan er det at være i sådan en position?

”Det skal man lære at håndtere. For man skal være i stand til at kunne håndtere de oplysninger, man får om rigets tilstand. Det er oplysninger, du ikke kan drøfte derhjemme. Du kan ikke tale om tingene med din bedre halvdel, du må ikke tale med nogen om det. Jeg kan tale med meget, meget få om tingene, og så skal jeg ellers bare gemme det væk. Og det er hårdt. Det skal man håndtere ved at acceptere, at sådan er det bare.”

Det må være fristende også at gemme lidt af sig selv væk? Her tænker jeg overfor offentligheden. Møder du folket uden filter? 

”Folk skal jo gerne opleve mennesket bag den offentlige person. Der kan være ét indtryk fra medierne og et andet, når man så møder folk. Men som politiker ønsker man jo ikke, at de to ligger særlig langt fra hinanden i folks opfattelse. Jeg synes selv, at man skal lede længe efter forskellen på, hvem jeg er som menneske, og hvem jeg er som politiker. Nu kan man sige, at jeg jo har et politisk område, hvor jeg skal udtale mig om nogle lidt hårdere ting. Men om man møder mig i politisk sammenhæng eller privat, gør ikke den store forskel i folks opfattelse af, hvem jeg er som menneske, tror jeg.”

Bortadopteret barn fra Bjerringbro

Og hvem er han så egentlig, ham manden i ministeriet, den tidligere Viborg-borgmester og skolelærer, der blev leder af De Konservative og justitsminister af dagens Danmark, født en nytårsnat for 47 år siden i Bjerringbro i Jylland af en pige, knap kvinde, som var tvunget til at bortadoptere på grund af sin unge alder?

”Min biologiske mor fik mig, da hun var 16 år gammel. Hendes egen mor var allerede gået bort, så hun kunne ikke rumme at have et barn i så ung en alder. Og da der var flere søskende i familien, og hendes far sagde, at det ikke gik at få barnet, valgte hun at bortadoptere mig.”

Har du kontakt til din biologiske mor i dag?

”Vi har mødtes, ja. Men det var mere af nysgerrighed, end det var noget andet. Jeg har jo aldrig savnet hende. Jeg har aldrig kunnet få mere kærlighed end den kærlighed, jeg har fået af de forældre, jeg er vokset op med. Jeg har aldrig længtes efter at vide, hvem min biologiske mor er. Det har jeg virkelig ikke. Det kan lyde hårdt, men for mig var det ikke nogen åbenbaring endelig at mødes med hende. Det var mere bare en afklaring – en nysgerrighed. Jeg har jo altid vidst, at jeg var adopteret, hvilket jeg i øvrigt mener, er den helt rigtige måde at håndtere det på. For mig, der er mine forældre dem, der adopterede mig tre måneder efter, at jeg blev født. Sådan vil det altid være. De har givet mig det mest fantastiske hjem.

Når du i dag sidder som en ‘retfærdighedens minister’ og tænker tilbage, har du da, som barn, på noget tidspunkt følt dig uretfærdigt behandlet?

”Altså, i 5. klasse skulle pigerne gå luciaoptog, mens drengene bare skulle have håndarbejde,” griner Søren Pape og fortsætter:

”Hvorfor kunne vi i det mindste ikke bare få idræt?! Det havde da været meget nemmere at slippe alle os drenge fri. Det gjorde mig så sur, at jeg skrev et protestbrev til min lærer, hvor jeg udtrykte min frustration over, hvorfor i alverden vi drenge skulle have så dødssygt et fag, mens pigerne skulle forkæles med lys og luciaoptog. Jeg syntes, det var meget uretfærdigt, og jeg fik de andre drenge til at skrive under på brevet også. Det endte jo selvfølgelig i ingenting. Vi landede alligevel med nål og tråd og papirark med streger på. Og brevet endte hos min forældre, som de fik overrakt af min storgrinende lærer ved en
skole-hjem-samtale. Det var nok begyndelsen på min politiske aktivisme lige dér,” smiler Søren Pape.

Tro, håb og kærlighed

Søren Pape Poulsen siger selv, at han kommer fra et hjem med masser af kærlighed, og hvor kristendommen har været en integreret del af det værdisæt, han voksede op med. Men på hvilken måde har troen præget vores justitsminister som mand, menneske og politiker i dag?

”Jeg håber da, at det har taget det med sig, at man skal behandle andre mennesker ordentligt. Man kan jo bruge religion på mange måder. Man kan bruge det til undertrykkelse af mennesker, men man kan også bruge religion til at indgyde håb og liv. Jeg abonnerer på at tro på en kærlig Gud, en tilgivende Gud. Men det er vigtigt at huske, at lovens ord altid står over troens. Ellers ville vi jo i Danmark have et samfund som i Iran. Det er vigtigt for mig at sige,” forklarer landets justitsminister og uddyber:

”Men min tro er mit eget personlige valg. Det er på ingen måde noget, jeg pådutter andre. Og jeg kunne ikke drømme om at slå op i biblen for at finde svar på, hvad jeg skal mene politisk. Men jeg synes, at jeg som kristen står på en grund af værdier, som jeg kan tage med mig overalt. Jeg tror også på, at de fleste mennesker, om de vil det eller ej, har brug for noget at læne sig op ad, brug for at tro på noget større, som kan give en fornemmelse af et solidt fundament og en ro.”

”De værdier, som kristendommen indeholder, de er gode at have med sig på sin vej. Kristendommen er jo dybt forankret i Danmark og i vores rødder. Vi står på en kristen kulturarv, som har formet vores samfund langt mere, end vi umiddelbart går rundt og tænker over til hverdag – hele vejen fra vores retssystem til vores samfund og dets traditioner og kultur, og som, jeg mener, har meget stor værdi. Der er værdier og traditioner herhjemme, som jeg synes vores land skal holde i hævd, og som jeg synes betyder noget; måden, vi er sammen på og gør tingene på – særligt med familien. Familien kommer jo i mange former i dag, men det ændrer jo ikke på, at familien står som det centralt afgørende og vigtigste for ethvert menneske. Det er familien, vi læner os op ad i det daglige – uanset hvilken form den kommer i.”

Den konservative drøm 

Søren Pape Poulsens politiske familie hedder Det Konservative Folkeparti. Deres form eller formkurve har i efterhånden mange år ligget fladt nede omkring de 5%, hvilket er et stykke fra fordums tids storhed. 

Men hvad er i grunden ambitionen for Det Konservative Folkeparti ved et kommende valg, og hvilke forventninger finder man hos partiets politiske leder og formand? 

”Jeg har sagt ja til at køre en bil, der skal få Det Konservative Folkeparti et andet sted hen. Jeg har sagt ja til at finde ud af, hvordan vi genopbygger det her. Det tager tid. Og det kommer til at tage lang tid. Jeg er bevidst om, at det er en kæmpe opgave. For når vælgerne har forladt én, tager det jo tid at genopbygge en tillid, og det er det, jeg forsøger gennem hårdt arbejde. Men vi har nu haft nogle år, hvor vi har været i regeringen, og hvor vi har været meget tydelige på ministerområder som børne- og socialminister, erhvervsminister og justitsminister. Vi har haft mulighed for at sætte en retning og vise, at vi går efter indflydelse i det her parti, at vi går efter at levere nogle resultater.”

”Det, som jeg skal levere ved næste valg, det er, at partiet går frem, så vi som parti kan stå på et nyt trin. Når vi kommer lidt højere op, bliver udsigten også bedre. Så bliver vi lidt flere folk til at kunne tage endnu et trin ved næste valg og så videre. Jeg tror på, at konservatismens grundtanke har langt mere rod i befolkningen end hos dem, der nødvendigvis stemmer på Det Konservative Folkeparti. Og det er så min opgave, på sigt, at få de folk til at omsætte de tanker og værdier til et kryds på valgdagen ved liste C. Jeg tror faktisk, at der i en moderne kontekst er mange, som abonnerer på tanken om en ret til liberal økonomisk tænkning, hvor hånden holdes under den, der ikke kan selv, samtidig med at vi passer godt på vores fædreland. Kunsten er selvfølgelig så at få det omsat. Og det er det, vi er i gang med.”

Fremtidens politiker, fortidens idoler

Som partiformand, politisk leder og justitsminister må det siges, at Søren Pape Poulsen allerede har haft en karriere, som kun de færreste kunne drømme om. Hans relativt unge alder taget i betragtning, er det vist ligefrem ganske godt gået, som man vist nok med rolig stemme siger i Jylland.

”Tak. Det er da også en ære. Jeg minder hele tiden mig selv om, hvor fantastisk en mulighed det er at få lov til at være sit lands justitsminister, at få lov til at sidde i toppen af en regering og være med til at sætte retning, som jo i bund og grund er en politikers brændstof. Vi er med til at sætte en kurs. Det, synes jeg, er helt fantastisk at få lov til,” forklarer Det Konservative Folkepartis formand og fortsætter:

”Og hvad alder angår, så tror jeg på, at vi vil se en ny tendens blandt politikere, hvor partiformænd bliver yngre, og hvor mange af os måske nok ikke vil være i politik hele vejen til pensionsalderen. Vi bliver yngre og yngre. Jeg tror ikke på, at man hele livet igennem kan holde til at have offentligheden omkring sin person, sådan som vi ser det i dag med et konstant mediepres og deadlines 24/7. Derimod, så tror jeg mere og mere på, at der vil være et arbejdsliv efter politik.”

Har du nogle deciderede idoler indenfor politik?

”Ja, det har jeg. Mit klare forbillede er Poul Schlüter. Jeg var teenager, da han var statsminister. Jeg var et barn af hans tid, og han kunne bare noget særligt. Han stod med en kæmpe økonomisk genopretning af Danmark, en hård, men nødvendig genopretning. Og tænk sig, hvis ikke han havde gjort det? Han er virkelig et forbillede. Og den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan står stadig for mig som den præsident, der kompromisløst kæmpede menneskers frihedssag. Da han talte ved Berlinmuren og bad den russiske leder Mikhail Gorbatjov om at rive muren ned (Mr. Gorbatjov, tear down this wall, red.), viste det virkelig, hvordan han kæmpede mod de systemer, der holdt folk i ufrihed. Han fik alt for lidt kredit for måden at være præsident på, mens han var det. Det har han så fået efterfølgende.”

Du har allerede opnået, hvad mange blot kunne drømme om karrieremæssigt. Hvad er dine drømme nu?

”Det ved jeg ikke,” lyder det prompte fra justitsministeren, der nøgternt tilføjer:

”Man skal ikke lave karriereplanlægning i denne her branche. Og det gør jeg heller ikke. Mine drømme er nok at kunne være med til at sætte en retning – og gøre en forskel.”

Den majestætiske sløjfe

Dine forældre må være ret stolte over alt det, du allerede har opnået i livet?

”Ja, det er de. Det er forældre af deres børn. Nu sidder jeg blandt andet som landets justitsminister, men de var også meget stolte af mig, da jeg blev udlært speditør på Grundfos, og da jeg var lærer på den lokale folkeskole. Jeg tror, det handler mere om, at forældre i bund og grund bare ønsker, at deres børn skal klare sig godt. Uanset hvad de laver. Men de er da stolte. Det er de da.”

”Og så må jeg lige tilføje, at da Hendes Majestæt Dronning Margrethe II sidste år benådede mig med kommandørkorset, ringede jeg som det første til mine forældre. Man er jo altid sine forældres barn – uanset hvor gammel man er, og det måtte jeg bare dele med dem med det samme. Men det helt særlige ved det var, at jeg skulle modtage kommandørkorset af den selvsamme dronning, der tilbage i 1972 underskrev adoptionspapirerne til mine forældre. For mig var det noget meget særligt, noget meget smukt”, slutter justitsministeren hjerteligt, inden han åbner døren ud til et virvar af vigtigheder, der alle afventer hans accept i retfærdighedens navn.

”Man er jo altid sine forældres barn – uanset hvor gammel man er”

 

FET_Pape-089_filtered

 

Blå bog

Navn: Søren Pape Poulsen
Født: 31.12.1971
Sted: Bjerringbro
Uddannelse: Speditør, Grundfos
Bopæl: Viborg
Børn: Ingen
Tro: Kristen

Karriere:
Formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti (2014 – d.d.)
Justitsminister (2016 – d.d.)
Valgt til folketinget, Vestjyllands Storkreds (2015)
Tidligere borgmester i Viborg (2010-2014)
Tidligere folkeskolelærer og ungdomsskoleleder
Tidligere speditør, Grundfos

 

FET_Pape-086_filtered

 

5 jævne til justitsen

Rød Aalborg eller Porse?

”Det må være Porsen. Jeg kan godt lide en snaps, der smager lidt ud over det traditionelle.”

Håndbold eller fodbold?

”Jeg er meget sportsinteresseret. Jeg er typen, der kan sidde en aften og se en genudsendelse af en kamp, jeg ikke kender resultatet af. Jeg elsker sport, særligt håndbold. Vi er jo verdensmestre i håndbold. Og nu har jeg jo boet i Bjerringbro, så jeg er nok mest en håndboldmand.” 

Bandet TV2 eller Nephew?

”TV2. Helt klart. Dem er man jo vokset op med.”

Charterferie og grisefest eller storbyferie?

”Af de to, storbyferie. Men jeg kan jo godt lide at rejse til strand og sol. Når jeg er på ferie, vil jeg gerne bare slappe af. Jeg elsker at tage til de hvide sandstrande og palmer i Caribien, hvor min bedre halvdel kommer fra. Så charterferie uden gris.” 

Aftener eller morgener?

”Aftener. Jeg kan stå tidligt op, men jeg er mest et aftenmenneske. Hvis man skal forhandle og sådan noget, vil jeg helst gøre det om aftenen. Jeg vil meget hellere have et møde kl. 21 end kl. 7.”

CLOSE
CLOSE