En blærerøvs bekendelser

Artikel af: Peter Pilegaard - Feb 07 2019 kl: 10:31

Den nu 54-årige selverklæret blærerøv, Mads Christensen, er netop udkommet med bogen Halvtreds plus, en bog om den aldrende mands identitet og Blærerøvens egen frygt for hankønnets forsvindende maskulinitet.

 

FET_Mads_Christensen_Blærerøven_67A3251

 

Blærerøven er blevet voksen, siger han. Han har passeret 50, men ligner sig selv. Han bærer stadig de to Rolex-ure, som var de syet fast til hans håndleds hud under den skræddersyede blazer. Han har bevaret ordet i sin magt og taler stadig som et vandfald fosser. Og så er han stadig så farverig, at den ene af hans to Porscher forbliver lilla til ære for Prince, der døde den dag, bilen skulle males. Og et sted bag den berømte røv af blær gemmer sig en moden herre. Men han er jo også plus de 50.

”Jeg ærgrer mig allerede over, at den hedder, det, den hedder. Halvtreds plus er dum titel. Den skærer en masse andre mennesker fra. Den skulle have heddet: Mand dig op! Det var min oprindelige plan, og den skulle jeg have holdt fast ved. Men så kom bogen til at handle mere og mere om hvilke refleksioner, jeg selv var nået frem til midtvejs i livet.”

Du har ikke ramt en midtvejskrise?

”Nej. Tværtimod, så har det at runde 50 og blive voksen båret en masse gode ting med sig, synes jeg. Jeg er strunk, frisk og frejdig, viril og glad og tilfreds. Jeg føler mig stadig fysiologisk stærk. Jeg kite-surfer med mænd på 40, og jeg føler mig på ingen måde ti år ældre end dem. I virkeligheden føler jeg mig meget mere afklaret som menneske i dag, end jeg gjorde, da jeg var 40. Hvor jeg før ville fare op, hvis nogen sagde noget kritisk om mig, møder jeg dem i dag med et skuldertræk. Jeg bliver ganske enkelt mere og mere overbærende overfor andre menneskers brok. Den store sjælelige ballast, den omsiggribende indifferens, som jeg i øvrigt synes er noget af det fedeste ved at blive voksen, gør, at jeg i stigende grad bare trækker på skulderene og tænker; `Ja, ja, ja, rolig nu´. ”

Så det du siger er, at du hviler mere i dig selv i dag?

”Ja. Det er sådan en damebladskliche, men det er desværre det, jeg mener. Jeg kan bare ikke få min mund til at sige det.”

Bullshit-jægeren

Vejen til et skuldertræk er tilsyneladende er blevet
kortere, men betyder det så, at provocateuren er blevet mindre provokerende med årene, der er gået? 

”Jeg synes, jeg er blevet klogere provokerende. Jeg har et antenneværk, der opfanger bullshit, og jeg kan ikke lade latterlige ting passere, uden at pege fingre og sige: `Det der, det er bullshit´. Jeg elsker også at anlægge et modsat-
rettet synspunkt. Og de gange, hvor jeg ikke har et synspunkt, venter jeg lige en omgang, og så mener jeg det modsatte af alle andre. Det gør jeg helt bevidst, når jeg er iklædt min maske som Blærerøv. Måden jeg bliver brugt på i Mads& Monopolet er, at Mads (Steffensen, red.) venter til de andre har ytret deres meninger, inden han så smider en luns kød over til mig, der, som en torsk, bider på krogen og siger: `Nå, det synes jeg altså ikke´. Bare for at være modsat. Og tit er det fordi, at jeg måske slet ikke synes noget som helst, at jeg derfor synes det modsatte. Det er sjovt at synes noget andet end alle de andre.”

Så du går på bullshit-jagt og er Rasmus Modsat, provokerer klogt og laver seriøst pis. Har du af og til mærket, at folk kan have svært ved at tage dig alvorligt, når du forsøger at formidle et budskab? 

Ja, det er en svær balance og noget, jeg arbejder meget med. Jeg har altid synes, at det er skægt, hvis man kan trænge igennem med et lille fnis. Jeg har også lagt mærke til, at når rammen er sat til hygge, så kan jeg tillade mig at sige nogle ting, jeg ellers aldrig ville kunne sige, hvis jeg fra begyndelsen deklamerede, at det var ramme alvor. Jeg synes selv, det er en kommunikativ genistreg, når jeg i en sal med et par hundrede mennesker får den blødt op med lidt fis og ballade, for derefter lige så stille at stikke syle ind, hvor det gør ondt på folk. Det gør nemlig ikke nær så ondt, når vi lige har grinet lidt. Det er en metode, men en farlig en af slagsen, som kan resultere i, at folk tror, det hele bare er fis og ballade og indhold uden substans.

Fra jysk hippie-hede til storbyens Blærerøv

Hvor meget af din Blærerøv er en rolle, du spiller? Og hvordan opstod den figur, hvis man kan kalde ham det?

Jeg er opvokset i en hippiefamilie, hvor man bare skulle spise, når man var sulten, sove, når man var træt, stå op, når man vågnede og slå en prut, når man trængte. Men da jeg så blev voksen og begyndte at ville færdes i en helt anden verden, end den, jeg var opdraget til, gik det op for mig, at jeg ikke havde værktøjerne. Og da jeg så læste om, hvordan og hvad man gør, hvis man skal til et frokostmøde, så opdagede jeg, at alt hvad der stod om emnet var skrevet for 100 år siden – af nogen der var 100 år gamle. Jeg opdagede, at der manglede en opslagsbog for andre unge søgende som mig selv. Så jeg tyvstjal ideen fra Rip, Rap og Rups berømte Grønspættebog, som er en opslagsbog med svar på alle problemer i hele verden, en bog, der hjælper til at handle på et oplyst grundlag. Det har aldrig været min mening at belære med en løftet pegefinger. Jeg ville bare gerne selv vide, hvordan man holder på et sherryglas eller en fiskegaffel og i den sammenhæng syntes jeg, at det var sjovt at sige til andre end bare mig selv.

 

Men hippiefamilien lader til at ligge ret langt fra den, du er i dag med dine Porscher og Rolex-ure, dit pæne tøj og dit velfriserede hår og hele den stringens, du er omgærdet af?

”Jeg jo ikke engang butterfly på i dag. Det er ren slendrian. Nej, det var måske også et oprør. Jeg brød med den løse opdragelse, da jeg tog på officer skole. Min mor havde ikke lige set militæret, som en vej for mig. Men sådan blev det. Det åbnede øjnene og dørene for en vej ud af den provinsielle jyske muld.

Så kom jeg til København og fik arbejde på Victor, hvor jeg for første gang så  østers, champagne, Porscher og Rolex-ure. Da jeg så skulle udkomme med min første bog, og forlaget ville have, den skulle hedde Mandens ABC, proteserede jeg – og fandt på Blærerøven. På pressemødet tog jeg så to Rolex-ure på, og tænkte, at nu måtte vi bare se, hvad der sker. Che Guevara havde altid to Rolex-ure på – selv i Bolivias jungle – det har jeg altid synes var sjovt. Og sådan blev urene en del af masken. Den store slipseknude, knaphulsblomsten, lommetørklædet og de heftige farver – det er mit kostume – det tager jeg på om morgenen, når jeg skal være ham der – altså, Blærerøven.”

Drop ja, sig nej

”Det som har gjort, at jeg føler mig meget stærkere med årene er, at jeg er blevet meget mere defineret i forhold til mig selv. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved i høj grad, hvad jeg ikke vil. Det er vigtigere at tage afstand, end det er at tage tilløb.   Jeg er et afkom af en ja-generation, hvor det at sige ja, var noget godt. Nu er det vigtigt at sige nej. Man bliver mere defineret og afrundet af at sige nej.”

”Mit råd i bogen 50Plus er: Find ud af, hvem du selv er, og hvor du står. Og find ud af, hvad du som mand og menneske vil acceptere og ikke vil acceptere. Byg en lille vold op omkring dig selv, der repræsentere den, du er. Og hvis den vold angribes, så forsvarer du dig”.

Så du ville sige nej, hvis din kone bad dig om at skille dig af med din elskede lilla Porsche 911?

”Ja, for fanden. Og nu synes jeg jo ikke man skal slå, men man må da godt lige klappe en enkelt en ud, hvis hun bad mig gøre det og fortælle hende, hvor skabet skal stå.

Er din kone og dig meget ens?

”Nej, vi er meget forskellige.”

Føler hun sig trynet af din måde at være på?

”Nej, det ved jeg hun ikke gør. Du er ikke den første, der har haft den tanke. Vi er uenige om mange ting, men vi har en høj grad af gensidig respekt mellem os. Jeg er sikker på, det er derfor, vi stadig er gift i dag.”

Er du tilfreds med hvor du står i dag?

Jeg har da mange udfordringer, men i det store hele er jeg meget godt kørende. Men jeg føler mig tit ensom. Jeg slås med et Robinson Crusoe-syndrom. Jeg er altid alene uden kollegaer. Og jeg kan godt savne fællesskaber fra en arbejdsplads. Men måske er fællesskabet på en arbejdsplads en romantisk  illusion. Jeg slipper jo for intriger og rænkespil. Men mit skrøbelige selvværd kan godt savne lidt kollegial anerkendelse.”

En generation af skvat

Hvad mener du, din egen generations
mænd gør forkert i dag?

”Det er faktisk en af hovedtemaerne i bogen, du nævner der. Jeg ser rigtig mange pjok. Jeg ser mange mænd, der er nogle skvat. Mænd, som giver alt for meget plads omkring sig og ender som en selvopfyldende profeti i skvat-rollen.”

”Langt de fleste mænd i min alder er opdraget af vores mødre, mens fædrene enten har været fraværende pga. arbejde eller fordi, de skulle sidde og spille lidt guitar og klø sig selv i røven. Derfor, vi blevet opdraget af vores mødre til at være kompromisvillige, forandringsparate og midtsøgende. Og vi har fået at vide, at sivet der bøjer mod vinden består, hvorimod egetræet knækker i stormen. Vi er blevet lært, at vi skal være i kontakt med vores følsomhed, og at det er godt at kende sin feminine side.”

”Hele vejen fra vuggestue og børnehave er steder styret udelukkende af kvinder, videre til folkeskolen, der i den grad er drevet af kvinder på kvinders præmisser, for så senere i livet at møde vores hjertes udkårne – som sgu også er opdraget af sin mor. Men hun er til gengæld opdraget til at være progressiv, dynamisk, handlekraftig og stærk. Hun har lært at kræve sine ret. Og når de to mødes, så opstår der en uheldig dynamik”.

 

”De flytter sammen, og før manden har set sig om, er han gået med til at få opbevaret alle hans ting i kælderen, mens hendes ting dominerer overalt i hjemmet. Pludselig er han på besøg i sit eget hus. Han bor ikke, der hvor han befinder sig. Han føler, han er blevet voksen og skal have en Berlingo eller et eller andet nosseløst pis, for nu skal der være harmoni. Og du vil typisk som mand synes, at det ultimative privilegium er, hvis der er ro ved middagsbordet. Så manden bøjer af på en masse forskellige ting.”

”Og så begynder boomerangen, hvor hun begynder at sige, at han ikke er engageret i hjemmets drift. Og hvis manden så forsøger at sætte hælene i, så får han at vide, at han er et voldskulturelt svin og en undertrykker. Så langt de fleste mænd går baglæns og sætter motorcyklen til salg og dropper pokeraftenerne. Og så står de pludselig med ryggen op ad muren og tænker: `Shit, hvor fanden er jeg henne i alt det her?´, mens hun tænker: `Hvad fanden er det for et skvat, jeg er sammen med? Nu skrider jeg med Tømre Morten. Han har en ordentlig pik og kan sætte mig på plads´. Og så ender det med, at det sidste ord der kommer ud af din mund er `Undskyld´, mens hun tøffer af sted i en kassevogn.”

”Det er den generelle rytme, jeg her har bekrevet. Og det, der gør mig ekstra provokeret er, at når jeg går mændene på klingen med det her, så kan jeg se, at det sgu er deres egen skyld, at de ender, hvor de gør, når de med alle deres undskyldninger positionerer sig selv i en offerrolle og udstiller sig selv som et skvat. Og hvem gider være sammen med et skvat?”

Så manden er blevet det svage køn?

Ja, jeg er bekymret for mange mænd. Men jeg tror ikke taget er slapt.

Du tror ikke taget er slapt??

”Sikke noget sludder”, griner Blærerøven og korrigerer sin talefejl:

”Jeg mener, jeg tror ikke, at slaget er tabt. Jeg er sikker på, vi finder en ny maskulinitet, vi kan forankres i”, smiler Mads Christensen fra forsædet i sin  Porsche, inden han forsvinder i vinterens aftenmørke.

 

FET_Mads_Christensen_Blærerøven_67A3247

 

FET_Mads_Christensen_Blærerøven_bog

Halvtreds Plus er Mads Christensens nyeste bog. Her kommer vi humoristisk og ærligt omkring emner som økologi, grå hår, IKEA, tatoveringer, venskaber,
motorcykler, utroskab, #MeToo, livet, døden, yngre kvinder og meget meget mere.
Og de bedste anbefalinger skal lyde herfra – også selv om du ikke har passeret halvtreds endnu.

 

FET_Mads_Christensen_Blærerøven_underskriftphoto

 

5 til en feinschmecker

Slips eller butterfly?

Butterfly. Jeg går næsten altid med butterfly, og det er faktisk helt usædvanligt, at jeg ikke har en på i dag. En mand, der går med butterfly har humor og selvironi. Og så kan han finde ud af at binde en sløjfe. Jeg har nok 30 af dem, og jeg gør et stort nummer ud af selv at kunne binde dem. Slips går jeg næsten aldrig med. Jeg synes, det er for regelret og ordentligt. 

Skraber eller maskine?

Skraber. Hver dag. Jeg ville allerhelst være typen, der bruger kniv, men jeg tør ikke. Jeg er bange for lidt for mange smuttere undervejs. Og når jeg har kørt med maskine, føler jeg mig stadig uplejet. Så helt klart skraber.

Cognac eller Champagne?

Den var svær. Under pres vil jeg sige cognac. Jeg elsker ideen med champagne, alle ritualerne omkring den mousserende vin. Jeg drikker det også, fordi min kone er ret glad for det. Men det er ligesom med oliven; jeg kan godt lide tanken, men jeg bryder mig egentlig ikke om det. Jeg elsker også alt omkring østers, jeg spiser dem bare ikke. Men hvis jeg sidder alene, kan jeg godt finde på at skænke mig et glas cognac. 

Spinning eller romaskine?

Romaskine! Spinning er jo så latterligt. Allerede inden man får pakket en taske og kommer ned i en narcissistisk svedekasse, hvor en eller anden står og råber og skriger, som om man har sat sig på en tegnestift, er jeg allerede stået fuldstændig af. Derimod har jeg en romaskine derhjemme, fordi jeg har en fysiologisk brist. Jeg har kronisk diskusprolaps i nakken, og hvis ikke jeg træner målrettet i min romaskine 21 minutter hver anden dag, begynder min krop at kræve piller – og jeg nægter at blive opereret. Så ved hjælp af min romaskine har jeg fået styr på min diskusprolaps. 

Elevationsseng eller boxmadras?

Elevationsenge hører til på hospitaler. Jeg har stadigvæk lyst til at kneppe min kone hver dag, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det skulle foregå i en elevationsseng. Med mindre det var et akrobatisk eksperiment. Jeg vælger helt klart en boxmadras – uden kløft i midten.

 

CLOSE
CLOSE