At skabe en familie

Artikel af: Steen Blendstrup - Nov 05 2018 kl: 08:00

Paprika Steen har skabt sin egen lille film-familie. I ”Den tid på året” har hun valgt også selv at stå foran kameraet, og på den måde er hun blevet søster til Sofie Gråbøl. Det handler om jul og traditioner, om skeletter i skabet, men først og fremmest om, hvem vi er som familier.

 

FET_67A5799

 

“Når man vil skildre en familie, så er man nødt til at skabe noget, der føles som en familie”, siger Paprika Steen.” – Karen-Lise (Mynster, red.) og Lars (Knutzon, red.) tilhører samme årgang skuespillere. Sofie og Lars Brygmann lavede jeg teater med i 90’erne.

– Og så syntes jeg, Jacob Lohman – jysk, bredskuldret – ville være en dejlig mand til mig, altså til min rolle, en fast klippe for Katrine.”

Paprika var længe i tvivl, om hun også skulle spille Katrine, og havde en anden skuespiller i tankerne:

”Men så sagde min producer – som også er min eksmand – at selvfølgelig skulle jeg det. Da vi havde været gennem læseprøverne kunne jeg godt mærke, at jo, det skulle være mig. Og det har været en af de sjoveste oplevelser, jeg har haft, at få lov til at lave denne film.”

 

Vi har et nummer på ryggen
Titlen, ”Den tid på året”, henviser til julen. Længe var titlen i øvrigt ”Med hensyn til julen”, som refererer til den måde, mange af os indleder samtalen (i god tid) for at finde ud af, hvor vi skal være den 24. december, og hvilken rolle vi skal spille. Ikke at vi behøver være så meget i tvivl om det sidste. Paprika Steen tillægger Sofie Gråbøl, den observation, at når det kommer til familie, så har vi et nummer på ryggen:

”Om vi har boet i Shanghai i 20 år og opbygget et imperium, om vi er kontanthjælpsmodtagere eller hjemmegående husmødre i Hellerup, så har vi et nummer på ryggen. Så snart vi træder ind i familien, så falder vi ind i den gamle rolle.”

Det skal bestemt ikke forstås på den måde, at Sofie Gråbøl har noget mod julen:

”Jeg elsker jul på en nærmest barnlig måde. Jeg glæder mig hver eneste december, og derfor går det let galt, fordi jeg har for store forventninger. Når vi får børn, tager vi dem ofte som gidsler, og siger, at ’vi gør det for børnenes skyld’. Men det gør jeg ikke; jeg gør det lige så meget for min egen skyld.”

 

Fantastiske og frygtelige juleaftener
Paprika på sin side holder ikke meget af ’tvangssammenkomster’, hvor man mødes til diverse højtider.

”Jeg har både haft fantastiske og frygtelige juleaftener,” siger hun. ”Nogle gange som barn holdt jeg fire juleaftener, fordi de voksne ikke kunne finde ud af det, og jeg har gennem årene oplevet juleaften som både barn og mor, gæst og værtinde. Den eneste rolle, jeg har til gode, er som bedstemor.

”For mig fungerer det bedst, når vi ikke er for mange. Så bliver det stille og roligt. Nogle gange kan middagen blive ulidelig. I andre lande kan de holde en stille middag, og så ved børnene, at de får gaver næste morgen. I Danmark burde vi uddele gaverne først og så spise julemiddagen. Du kan sige, at jeg har et usentimentalt og pragmatisk forhold til julen.”

Mange danskere har som filmens familie tradition for at gå til julegudstjeneste, selv om religionen ikke er specielt vigtig for de fleste af os:

”Vi sidder måske ikke med foldede hænder og
blikket mod himlen, når vi synger salmerne, for vi er jo et rationelt folkefærd, men jeg synes, de kristne værdier – næstekærligheden – trænger igennem julemaden og gaverne,” siger Sofie. ”Julen vil jeg ikke undvære, men nytårsaften er bare en fest. Den kan jeg godt springe over.”

 

Kalkun, flæskesteg og smugler-and
”Jeg er jo vokset op med en blanding af grundtvigianske og amerikanske traditioner, fortsætter Paprika. – Min mor spillede halleluja-koret fra ”Messias” hele tiden. Hun syntes, det var storslået … og så elskede hun den danske jul uden plastik. Men det var en blanding; julegaver juleaften, men stuffed chicken til middagen – det var ikke sådan at få kalkun dengang – og flæskesteg.”

– Når forskellige traditioner mødes, når den anden side af familien gør noget andet end det, vi er vant til, så føler vi, at noget er forkert, fortæller Sofie. – Et år lavede min mand lam til julemiddagen. Det var fint med mig, men for nogle af de ældre kunne jeg godt mærke, at det tiltede.

”Det år var der en, der havde gemt noget and i tasken og sneg den op på bordet. Så traditioner betyder meget.”

Det sjove er selvfølgelig, at selv det, vi anser for traditionel dansk jul (med familievariationer), er en meget sammenstykket ting.

”Det med at løbe rundt i stuerne til er vist en svensk tradition, som først er dukket op efter Bergmans ”Fanny og Alexander,” nævner Sofie.

Og hvor det at læse ”Peters jul”, som familien gør i filmen, er en tradition i Paprikas eksmands familie og sjovt nok også i manuskriptforfatteren Jakob Weis’, har Sofie juleevangeliet som tradition:

”Jeg læser juleevangeliet hvert år, når deltager i Røde Kors’ julearrangement sammen med Peter Mygind.”

 

I udlandet bliver de helt trætte …
Måske går det så meget op i hat og briller til jul, fordi det er den eneste store familiehøjtid i Danmark. I andre lande er der tradition for at mødes flere gange.

”Publikum i udlandet har følt sig helt trætte, når de gik ud af biografen, fortæller Paprika. – De forstår det slet ikke, når jeg fortæller, at vi så fortsætter med familiejulefrokoster i fire dage mere. Og har gået til andre julefrokoster gennem hele december måned. Det er hedonistisk, udmattende … og man tager på af det.”

”Men jeg elsker at se de glade børn og træerne og hyggen, skynder hun sig at tilføje.

”Jo ældre jeg bliver, desto mere får jeg den der følelse af, at ’jamen, det har jo lige været jul,” siger Sofie. ”På den anden side synes jeg, det er en
dejlig tid. Lysene på Kgs. Nytorv … og julefreden. Jeg synes virkelig, at vi puster ud, når juleaften er overstået. Jeg ved ikke, om det er en form for lettelse.”

 

En scenografi kaldet jul
For midt i forventningens glæde gemmer der sig også en frygt for, at vi kommer til at træde på en af familietraumernes landminer:

”Det er interessant, at traumeforskningen har vendt på en tallerken,” siger Sofie. ”Hvor man tidligere mente, at alt var godt, hvis vi kunne tale om traumerne, så viser nyere forskning nu, at vi tværtimod holder dem ved lige ved at tale om dem igen og igen. På den måde kan man sige, at vi vækker alle de gamle traumer, ryster på skeletterne i familieskabet, hver gang vi går ind i den scenografi, der hedder jul.”

Skuespillerne kom til at teste teorierne på egen krop. ”Den tid på året” blev optaget for præcis et år siden i fem uger op til jul. Sidste dag på optagelserne var 22. december.

”Og hver eneste dag var juleaften. Vi var spærret inde i en gentagelse af juleaften i fem uger, vi dansede om juletræet i ti timer,” husker Sofie. ”Det vakte genklang i os alle. Vi kunne i den grad identificere os med manuskriptet. Så da det rigtig blev jul, tænkte jeg: Orker jeg virkelig jul? Men jeg har aldrig været så glad for at komme hjem og holde jul i min familie.”

”Det blev en slags jule-zen,” ler Paprika. – Det var min eksmand, som også er producer på filmen, som lavede maden. Det var en slags
katarsis.”

Lige hvad det med eks’er angår, så må både Paprika Steen og Sofie Gråbøl siges at være gode til at være skilt. Til dels inspireret af, hvad de synes ikke fungerede, da de selv var børn:

”Jeg tror ikke, de voksne tænkte så meget over det,” siger Paprika. ”De rykkede rundt med lillejul, jul og julefrokoster med en masse voksne omkring mig, der festede. Jeg syntes, det var stressende. Men jo, også
hyggeligt.”

 

A Christmas Day In a Life
Nu kan man sige, at ”Den tid på året” mere handler om familie end om jul.

”Men julen er en taknemmelig ramme for dramaet,” siger Sofie. – Det er jo ikke sådan en situation, hvor man kan sige ’jeg er træt nu’ og så smutte.”

”Jo, jeg kan,” svarer Paprika. ”Nogle gange siger jeg, ’jeg går lige op og lægger mig et øjeblik’. Så falder jeg i søvn og kommer først igen to timer senere. De er vant til det.”

På den måde er det som Shakespeare siger, at verden er en scene og vi mennesker blot skuespillere. Dette er ’a Day In a Life’.

”Det handler om en middelklassefamilies liv i løbet af en dag. Det er lige så utrendy som er maleri af en solnedgang, men det et en historie, der kører af sig selv, og det er interessant for mig både som skuespiller og instruktør. Frem for at vi skal trække et eller andet tema ind i det; at en af personerne skal afsløre, at han er homoseksuel eller noget.

Selv om Paprika som nævnt har haft nogle ret kaotiske juletraditioner som barn, så understreger hun, at vi er ude i fiktionen. Det er hverken dokumentarisme eller en ’nøglefilm’.

– Fundamentet er min idé og så har Jakob Weis skrevet manuskriptet. Der er input fra os begge, men bestemt ikke nogen 1:1 gengivelse. Det hele er sat op i et højere gear. Der skal både grines og grædes.

 

Om du vil grine eller græde
– Om du vil se filmen som en tragedie eller en komedie er op til dig selv, siger Paprika. – Jeg oplever, at folk læser den meget forskelligt.

– Jeg tror, vi både kunne fortælle historien som det ene og det andet, men det passer mig fint, at vi gør begge dele, supplerer Sofie. – Jeg griner selv af min figur, Barbara. Men jeg synes, at alle personer i filmen både udleveres og forstås.

De to skuespillerinder falder lynhurtigt ind i jargonen, når de er sammen.

– Vi er søstre; vi diskuterer og driller hinanden. Der er er slægtskab mellem os, hvor Sofie er den introverte og jeg er den ekstroverte, siger Paprika.

Men når de arbejder sammen er disciplinen i højsædet, og Sofie roser Paprika for hendes dobbeltrolle:

– I de scener, hvor vi spiller sammen, optog vi som regel først Paprika, og når vi så vendte kameraet og optog min side, så sad Paprika og læste sine replikker, forklarer Sofie. – Og på et sekund kunne hun gå fra at sige sine replikker som Katrine til at være instruktøren med en vejledning til mig. Det er, som om hun har en split-screen bevidsthed kørende inde i hovedet. Hun er aldrig i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Der er jeg mere en tvivler, der har brug for en instruktør. Det er første gang jeg nogensinde har nydt at improvisere. Jeg bliver nemmere hylet ud af den en Paprika – og hun har endda to kasketter på!

– Jeg er normalt ikke glad for improvisation på film, svarer Paprika. – Jeg kan altid se det. Det er som om skuespillerne overbyder hinanden. Men i dette tilfælde var vi alle så enige om, hvor vi skulle hen, alle var inde i deres roller, alle gav hinanden plads, så nogle gange lod vi scenen fortsætte ud over manuskriptet.

– Jeg tror, det skyldes, at vi alle sammen var der hele tiden, lyder det fra Sofie. – Ikke to dage her og to dage der. Huset i filmen er i virkeligheden en gammel præstegård. Der var en tilliggende bygning, konfirmationsstuen, hvor vi holdt til mellem optagelserne. Vi spiste sammen, vi hyggede i sofaen. Det var meget privilegeret.

Med hensyn til julen kunne mange familier måske komme uden om deres sædvanlige trakasserier ved at se ”Den tid på året”. Om ikke andet kan de holde sig til at snakke om de skeletter, der bliver trukket ud af familieskabet der. Og i modsætning til virkeligheden lover Paprika Steen, at her får vi med garanti julesne.

 

Blå Bog

Sofie Gråbøl er i dag nok mest identificerbar med sweater på, som ikon for Nordic Noir-bølgen af krimiserier og andet TV-drama i den store verden. I en sådan grad at det næsten overskygger hendes debut som blot 17-årig over for Donald Sutherland i ”Oviri” fulgt op af ”Barndommens gade” og ”Pelle Erobreren” samt roller i TV-serierne ”Taxa” og ”Nikolaj og Julie”.

Paprika Steen fik et populært gennembrud som en del af
Dr. Dante samt TV-satiren ”TV-ansjosen” og med gruppen Lex & Klatten og var længe ’hende den sjove’. En række fremragende dramatiske præstationer, senest den prisbelønnede hovedrolle i ”Applaus” og som Tove Ditlevsen i ”Toves værelse” på Folketeatret, viser hendes spændvidde … og så har hun i de seneste år markeret sig som instruktør med filmene ”Lad de småbørn” og ”Til døden os skiller”.

Sofie Gråbøl og Paprika Steen har haft sjovt sideløbende karrierer. De medvirkede begge i ”Rami & Julie” i 1988 (”Sofie spillede hovedrollen … min rolle endte vist med stort set at blive klippet ud”). På scenen krydsedes deres veje hos Dr. Dante. De havde begge mindeværdige roller i ”Mifunes sidste sang” og ”Den eneste Ene” (”Vi optræder begge i bryllupsscenen, men vi spillede ikke sammen som sådan” påpeger Paprika Steen). Det samme gjorde sig gældende i ”Vikaren”, men da Paprika satte sig i instruktørstolen, valgte hun Sofie til at spille hovedrollen i ”Lad de små børn” (”Tag endelig ikke fejl; Sofie er meget kritisk med, hvilke roller hun siger ja til”) … og så inviterede Paprika Sofie med til at være en del af hendes filmfamilie i denne juls ”Den tid på året”, hvor hun igen får lov til at vise sit betragtelige talent som comedienne.

Begge skuespillerinder er i dag skilt … begge fra ægtefæller, der har medvirket bag kameraet på ”Den tid på året”, henholdsvis producer Mikael Rieks og klipper Jakob Thuesen. Sofie er mor til Gudrun og Bror, Paprika til Otto. De holder i øvrigt jul sammen med deres eks’er.

 

FET_67A5864

FET_67A5919

 

FET_2003991_still_still_schlosser_dan_print

FET_2003991_den-tid-paa-aaret_still_den-tid-paa-aret4_dan-swe-nor-fin-org_print

FET_2003991_den-tid-paa-aaret_still_den-tid-paa-aret3_dan-swe-nor-fin-org_print

FET_2003991_den-tid-paa-aaret_still_den-tid-paa-aret2_dan-swe-nor-fin-org_print

 

 

 

 

CLOSE
CLOSE