Julies livsstil

Artikel af: Steen Blendstrup - Feb 05 2018 kl: 10:08

Det seneste år har hun været forretningskvinden Julie Zangenberg med fuld fart på mad og mode, bog og blog, men i det kommende år håber hun på at være tilbage i søgelyset som skuespilleren Julie Zangenberg. Og tag endelig ikke fejl af de blå øjne – Julie er en kvinde med noss …

 

FET_JulieZangenberg_SSP9186

 

Julie Zangenbergs første og største kærlighed er til skuespillet. Hun debuterede som 12-årig. Hun tog en pause, mens hun gik på gymnasiet, og prøvede forskelligt i et sabbatår bagefter, men så sendte hun et signal ud, om at hun var klar til skuespillet igen, og som 29-årig kan hun nu konstatere, at det har fyldt halvdelen af hendes liv. Men samtidig er hun begejstret for de muligheder, der har vist sig for hende. Og for enhver, der tør kaste sig ud i det, mener hun:

– Når man arbejder hårdt og går til opgaven med ydmyghed og tør kaste sig helhjertet ud i det, så … ja, noget går man på røven med, men andet flyver.

 

Terapeutisk nørderi

Aktuelt relancerer Julie sig på nettet med JUM! by JZ (jum som i ’det smager godt’ og samtidig som i JUlies Madunivers):

– Det er inspireret af Gwyneth Paltrows og Martha Stewarts blogs, som er madunivers, men også lidt mere. Mit udgangspunkt er jo, at jeg ikke selv er kok, men at jeg selv har nørdet mig frem til, hvad der er min ultimative version af en klassiker.

Julies nørderi har for hende også en terapeutisk funktion:

– Jeg laver stort set mad hver dag. Selv hvis jeg har en tosset periode, sætter jeg tid af til at lave mad, fordi det også stresser mig af. Og så har jeg det godt med, at jeg ved præcis, hvad jeg indtager.

Hun ser det som den største fejl i forhold til sund livsstil at gøre det til en sur pligt med tørstegt kyllingefilet og rå gulerødder:

– For mig er det sundt at nørde mig frem til noget, der smager godt!

 

Jeg vil være sund

At være slank og ligne en million er nemlig ikke noget, der kommer af sig selv for Julie.

– Det er et prioriteringsspørgsmål. Jeg vil gerne se ud på en bestemt måde – ikke mindst fordi jeg skal se mig selv på film og billeder. Ud over forfængeligheden, så vil jeg være sund. Min prioritering er 80/20 … selv om det godt kan være, at det bliver 70/30. Jeg træner også hver anden dag – kondi og styrke. Så kan jeg fyre den af engang imellem.

Udseendet er en del af Julies arbejde, men charme og et kønt smil gør det ikke alene:

– Jeg vil da gerne tro, at jeg er kommet så langt på en kombination af arbejdsmoral, disciplin, vedholdenhed … og talent. Hvis det kun er udseendet, holder det kun for en periode, og der findes da langt smukkere skuespillere end mig. Jeg er ikke den store babe.

– Lige da jeg startede på ”Live fra Bremen,” fik jeg babe-roller, men det er jo også mit eget ansvar, så jeg gik til ledelsen og sagde, at jeg godt kunne se mig selv i nogle mere gakkede roller. Jeg spurgte om jeg kunne komme med til manusmøderne. Så kom jeg med nogle af mine karakterer, og mange af dem kom med. Så man kan gøre meget selv for at bryde med skabelonen. Man kan ikke forvente, at det kommer af sig selv.

 

Julie too

Det leder, selvfølgelig tankerne hen på den fortsatte #metoo diskussion:

– Jeg synes #metoo er en ekstremt vigtig kampagne. De mænd, som har begået overgreb, skal selvfølgelig retsforfølges. Jeg er selv vokset op i showbusiness, og ja, jeg har oplevet upassende mænd, men også dumme kællinger. Men nogle af de største kunstnere passer bare ikke i de normale kasser, så jo, de kan gå over grænsen. Det er ikke i orden, men på den anden side gælder det også om, at vi ikke opdrager piger til flinkeskolen. Nej, vi skal lære – undskyld udtrykket – at have nosser!

– Min far og mor har givet mig en god opdragelse. De har kun fået piger, og de har snakket med mig både om at skrive en kontrakt og om at sige fra. Vi kan ikke forvente en retfærdig verden. Det, vi kan lave om på, er, hvordan vi håndterer tingene!

 

Hellere James Bond end en karklud

Noget helt andet er, hvordan Julie synes, vi skal agere over for hinanden som mænd og kvinder i privatsfæren … når en mand vil gøre indtryk på en kvinde (og omvendt):

– Jeg har da fået nogle hug for at sige, at jeg gerne vil have, at manden betaler på første date. Jeg arbejder mere end de fleste mænd gør, 80-100 timer om ugen, og har ansvar for et hold af ansatte. Jeg går ikke op i, om jeg får mere eller mindre i løn end andre, men om jeg lever op til det, jeg vil. Så jeg føler ikke, jeg skal undskylde for mine holdninger: Jeg er ikke en dårlig rollemodel i kvindesagen.

– Jeg synes, det er skønt, at han åbner bildøren, og betaler på restauranten. Så føler jeg mig som en kvinde – og det er godt for romantikken! Vi kvinder skal passe på med ikke at kastrere mændene. På andre punkter vil vi have ligestilling, lige muligheder og respekt … men i flirten; hellere James Bond end en karklud!

– Sammenlignet med sydeuropæiske mænd er danske mænd – hvis jeg må generalisere – lidt forsigtige i deres flirt. Jeg taler ikke om et klask i røven, men det er skønt med en mand, der tør gå hen og sige, ’du er skøn, vil du …’ Jeg mener, hvis jeg ikke er interesseret, kan jeg jo sige nej. Men det er skønt at blive spurgt.

 

Skønhed for din egen skyld

Omvendt synes Julie, at det er helt i orden, at det er kvinderne, der bruger tid på at style sig til en tur i byen. Selv om det er vigtigt at italesætte, at skønheden også er noget, kvinder gør for sig selv:

– At holde mig sund og i form, få håret klippet og så videre – det er noget, jeg gør for mig selv, for at være den bedste version af mig selv. Mænd kommer og går, men vi har os selv, til vi dør.

At en kvinde sagtens kan se lækker ud – og føle sig lækker – uden styling og stiletter, er en anden ting:

– En afslappet, glad kvinde er da noget af det mest sexede, der findes, griner Julie.

Det er noget af idéen bag hendes brand Cozy by JZ.

– Der har været andre mærker, der gerne ville bruge mit ansigt, men det var først med Cozy, jeg syntes, der var et match. Vi lavede et manifest sammen om, hvad vi vil med mærkets: Vi vil hjælpe travle kvinder. Det skal være noget med humor, noget med hyggestunder, noget om at føle sig omsluttet af varme og blødhed. Det er ikke noget, jeg bare lægger navn til. Jeg er inde over og vælger produkterne, deltager i markedsføringen og taler med de butikker, der skal sælge det.

 

Hedda Gabler og Det Kongelige

Selv om Julie således har succes med en masse forskellige projekter, så håber hun, at indsatsen i det forløbne år betyder, at hun her i 2018 vender mere aktivt tilbage til skuespillet …, hvilket hun så i øvrigt ikke vil sige mere konkret om. Men man har da lov at drømme:

– Jeg har været heldig både at arbejde med kunstneriske/dramatiske projekter og kommercielle/humoristiske. Jeg håber, jeg får udfordringer af begge slags. Jeg har en drøm om at få lov til at spille på Det kgl. Teater. Jeg har lavet filmoptagelser derinde, men at stå på scenen … Og så har jeg lige siden jeg var teenager drømt om at spille Hedda Gabler.

 

FET_JulieZangenbergbook

Julies kogebog udkom sidste år på Politikens Forlag.

 

FET_JulieZangenberg_K8A0874-1

 

Blå Bog

Julie Zangenberg

29-årige Julie Zangenberg har været i mediernes søgelys siden den succesfulde debut i ”Klatretøsen” (2002) og andre børneroller. Som voksen har hun vist et bredere spektrum – alt fra Nørrebro Teaters ”Pornotopia”, Katrine Wiedemanns ”Viceværten” og kassesuccesen ”Dirch” til ”Hairspray the Musical” samt hele fire sæsoner af ”Live fra Bremen”. Som blogger og forretningskvinde har Julie sit eget madunivers JUM! by JZ (som også har kastet madprogrammer og en kogebog af sig sidste år), modebrandet COZY by JZ og en aktiv profil som ambassadør for indsamlinger til bl.a. Røde Kors.

Julie bor sammen med sin kæreste, kokken Andreas Bagh (”Jeg kan godt forstå, at folk er nysgerrige. Mange af mine fans er vokset op med mig, så det er naturligt, de viser interesse, nærmest omsorg. Men nogle gange kommer det til at skygge for det, jeg laver, og som egentlig er interessant”).

 

FET_JulieZangenberg_SSP9330

 

Huen er Julies eget design fra hendes kollektion Cozy by JZ. 

 

FET_JulieZangenberg_SSP9311

Rundt om Julie

Nu laver du så meget forskelligt – hvilke tre karrierer finder vi dig under ingen omstændigheder i?

Parkeringsvagt (kommer svaret lynhurtigt) … og tegner – det er jeg forfærdelig til – og stylist. Jeg skal have hjælp til at sammensætte det rigtige tøj.

Hvilken musik lytter du til lige nu?

Det er meget blandet. Der er altid Frank Sinatra, Ella Fitzgerald og Billie Holiday. Jeg lytter også til gangsta rap og popmusik, men når jeg skal slappe af, er det gerne mere old school.

Hvad er din favorit TV-serie?

Jeg ser mange serier. Jeg går også på udstillinger, i teatret og i biografen, men på seriefronten er min favorit ”Peaky Blinders”. I det hele taget kan jeg godt lide film/TV fra England lidt tilbage i tiden. Åh ja, og ”Taboo” med Tom Hardy.

Og hvilken rolle ville du gerne have spillet i den?

Den mandlige hovedrolle, Peaky, selvfølgelig. Og hvis det skulle være en kvinde, hans tante Polly. Hun er ret sej.

Hvad glæder du dig mest til i 2018?

2017 har været et år, hvor jeg har fået sat en masse ting i system. Det har fyldt en del, men nu er systemerne på plads, og jeg har gjort nogle erfaringer, så jeg håber at finde en balance mellem mine forretninger og skuespillet. Der skal ikke være nogen tvivl om, at skuespillet er mit kærlighedsbarn, hvor mine andre forretninger er mine skønne bonusbørn.

Den ultimative accessory for dig er …?

Jeg har altid min telefon med mig, men … jeg har en ting med tasker. Bortset fra ”Klatretøsen”, hvor jeg købte mig et TV, så har jeg købt mig en taske, hver gang jeg har afsluttet og fået betaling for et projekt.

Den ultimative wellness for dig er …?

Det er i hverdagen at sørge for god kost og træning. Det slår ethvert spa-ophold. … Og så at jeg får ordnet mine negle hver 14. dag.

Hvor meget bruger du på tøj?

Det tror jeg, jeg holder for mig selv … men jeg bruger mere på mad!

Hvad er der ALTID i dit køleskab?

Meget! Champagne, mælk, smør, parmesan. Matcha te, Heinz ketchup, øl, kokosvand, grøntsager, karrysild, hjemmelavet syltetøj og chutney, min søsters syltede agurker – det er tæt pakket! Men i det hele taget gode råvarer; sæsonens produkter, økologisk og lokalt!

Hvad vil du gerne mere?

Jo ældre jeg bliver, desto mere lægger jeg vægt på balance. Jeg vil gerne være bedre til at holde fri og lægge telefonen væk, bruge mere tid på min familie, blive bedre til at lytte. Jeg har altid læst meget, men jeg vil gerne læse mere.

Hvad vil du gerne mindre?

Her i 2017 har jeg bemærket, hvilke mennesker jeg omgiver mig med. Vi kvinder har det med at føle skyld; vi holder fast i folk, fordi vi har dårlig samvittighed over at lade dem gå. Jeg mener; alle kan have en dårlig dag, men mennesker med dårlig energi, mennesker i hvis energi jeg ikke bliver mødt, dem vil jeg bruge mindre tid på. 

 

CLOSE
CLOSE