Bag Scenen…

Artikel af: Steen Blendstrup - Apr 12 2017 kl: 11:10

At være eller ikke at være … i Allerød. Traditionen tro flytter Mungo Park de fleste af forårets forestillinger ind til København, hvor årets nye forestilling på Betty Nansen Teatret er ”Hamlet”. Det er i Mungo Parks egen fortolkning, og det betyder bl.a. at Marianne Mortensen spiller Dronning Gertrud.

 

FET_MarianneMortensen_org

 

Hvad kan vi forvente af ”Hamlet” á la Mungo Park?

Martin Lyngbo – vores chef og instruktør- har lavet en bearbejdning af teksten og lagt vægt på magten og den uretmæssige magtovertagelse. Det er i højere grad end sædvanligt historien om et kynisk, råddent politisk magtspil, hvor magthaverne helt tydeligt træffer beslutninger, der ofrer mennesker og det menneskelige. Udover det kan man også forvente masser af sang og nykomponeret musik.

Svaghed, dit navn er kvinde – hvordan er din Gertrud?

Gertrud er en stærk kvinde. Ofte vises hun som svag og i sine drifters vold, men det modsiger vi. Hun har truffet en rationel beslutning, og lagt følelserne til side. Hamlet er måske den retmæssige arving, men umoden. Derfor føler hun, det er bedst for landet, at hun ægter Claudius, så han bliver konge. Følelserne bliver sat på stand by … indtil Hamlet vender hendes øjne mod sorgen.

Hvad er dit favorit-citat fra Shakespeare?

”At være eller ikke at være” – det spørgsmål stiller jeg hver dag. Man er tvunget til at tage stilling, for hvilken måde vil man være på? Der er jo ingen der tør vælge ikke at være … for det er jo døden. Den frygt fører os på vildspor for at undgå smerten, mørket og døden.

Hvilket fører til spørgsmålet: hvad kan klassikerne sige os i dag?

De gode klassikere stiller de store, eksistentielle spørgsmål: hvem er jeg? Hvorfor er jeg til? Og som i eventyrerne konfronteres vi med arketyper og det gode og det onde. Vores mørke drifter, vores søgen efter lys og liv.

Når I så er færdige inde på Betty Nansen Teatret, hvad er så dine planer?

Først og fremmest står den på sommerferie. Jeg har søgt Betty Nansens hus i Skagen, som Skuespillerforbundet har – lige ned til stranden. Der glæder jeg mig til at holde ferie. Jeg er jo selv oprindelig fra Skagen.

Og så har min mand, Michael, og jeg efterhånden fået opbygget en tradition om at samle venner og familie i haven i Ledøje med bål og mad, og hvor der bliver sunget og spillet. I år bliver min yngste datter student, så det skal vi helt sikkert fejre.

Jeg har hørt, at der er noget med dig og kager – hvad er din foretrukne?

Min yndlingskage er nok en nøddemazarin – sådan en har jeg aldrig bagt selv … men det skulle jeg måske prøve. Når jeg selv kaster mig ud i bageriet er det som regel en ’Totte-kage’. Opskriften er fra børnebøgerne om Totte, og den syntes min datter engang, jeg skulle lave. Den har jeg siden lavet i et utal af variationer. Det gode ved den er, at den er så simpel. Jeg har det bedst med det spontane.

CLOSE
CLOSE