Marmorkirken – en attraktion, der vækker store følelser

Artikel af: Trine Thygesen - Apr 15 2015 kl: 12:00

FET_Liebhaverboligen_Marmorkirken_IMG_1842

 

Den smukke Marmorkirke, midt i hjertet af København tæt på Amalienborg, er en stor attraktion. Hvert år besøger over 300.000 turister kirken, som er kendt for sin runde form og sit overvældende ydre i barokstil med den flotte kuppel som kronen på værket. Udover at være en stor turistattraktion er der de mange kirkegængere, som troligt valfarter til kirken – hvor der ifølge rygtet skulle være adskillige kvinder – ikke mindst på grund af den karismatiske præst Mikkel Wold, som for længst har aflivet myten om, at kir-kerne står tomme. I hvert fald forholder det sig snarere modsat, når det gælder Marmorkirken. Og det har i sig selv givet anledning til ballade. Senest måtte den populære præst forsvare i Kristeligt Dagblad, at turister ikke kunne overvære alle kirkelige handlinger, da det ikke ville være specielt hensynsfuldt over for en menighed at lukke 4-5-600 turister ind under en vielse eller en bisættelse. Som Mikkel Wold skrev i en mail, kunne man umuligt ”lukke alle ind til en kirkelig handling, som ønsker det, og samtidig opretholde gudstjenesten som et sted med ro og nærvær for menigheden.”

 

Balladen om metrostationen

Så man kan roligt slå fast, at Marmorkirken er en kirke, som vækker store følelser. Det gælder også i forhold til metrobyggeriet, som startede i 2009, og som har afstedkommet stor polemik. Debatten er bølget frem og tilbage og har næsten rejst en folkestemning over placering-

en af en metrostation ved Marmorkirken i København. Ikke kun på grund af støjgenerne for de mange beboere tæt på men også fordi, der kan være risiko for, at metrobyggeriet kan medføre revner i den smukke Københavnerkirke. Kirkens fundament hviler som resten af Frederiksstaden på træpæle. Men det er der taget højde for, lover Metroselskabet. Indtil videre fortsætter byggeriet – og planen er, at der skal stå en metrostation klar primo 2017. Den kommende undergrundsstation på den Københavnske Metros cityring kommer til at hedde Marmorkirken Station, og som navnet antyder, kommer den til at ligge ved Marmorkirken med hovedtrappe ud imod Store Kongensgade.

 

Marmorkirken – Frederiksstadens samlingspunkt

Ser man bort fra balladen om turisters adgang til kirkelige handlinger og det forkromede metrobyggeri, så er historien bag Marmorkirken ganske interessant. Frederiks Kirke, som faktisk er Marmorkirkens officielle navn, blev en realitet under Frederik den femte, som sammen med arkitekten Nicolai Eigtved tog fat på en større byplanlægning. I den forbindelse blev Sct. Annæ Plads, Bredgade, Amaliegade og Frederiksgade udbygget til det kvarter, som siden fik navnet Frederiksstaden sammen med Amalienborg. Denne elegante bydel skulle have et samlende midtpunkt, og derfor blev der søsat et projekt til monument for det oldenborgske kongehus, nemlig Frederik den femtes kirke. Eigtved tegnede kirken omkring 1740, og oprindelig var kirken tænkt langt mere pompøs end den nuværende. Eksempelvis skulle kuplen have været væsentligt højere med to fritstående tårne og med en enorm søjleportal. Da Eigtved døde i 1754, overtog den franske arkitekt Jardin byggeriet, som Christian den syvendes kabinetsminister Struensee så satte en stopper for i 1770. Efter Struensees fald et par år senere fortsatte byggeriet med en modificeret byggeplan af bl.a. arkitekten C.F.Harsdorff. I den forbind-else var der planer om også at bruge kirken til koncertlokale, monument for grundloven, museum for Thorvaldsens værker og sågar gasbeholder. Længe forblev byggeriet – som fremstod som en ruin – et yndet udflugtsmål og motiv for en række af det 19. århundredes bedste malere. Det var først i slutningen af det 19. århundrede at byggeriet blev fuldført. Bank- og industrimanden Carl F. Tietgen havde i 1870erne købt ruinen og de tilstødende grunde.  Det var ham, som stod for færdiggørelsen af Marmorkirken, hvor professor Meldahl stod for et nyt udkast for kirkens færdiggørelse. Og endelig – langt om længe – kunne kirken indvies den 19. august 1894.

 

Tårnbesøg og korkoncerter

Metrobyggeriet kommer forhåbentlig ikke til at føre til den populære kirkes ruin her anno 2015. Tværtimod må man håbe, at både turister, herunder også københavnere og trofaste kirkegængere, fortsat vil kunne nyde den smukke kirke uden revner eller skader. Marmorkirken er et storslået bygningsværk, som er med til at forskønne bybilledet, og kirken udgør en fast integreret del af det historiske vingesus, som kendetegner Københavns mange bygninger og øvrige monumenter. Så man skal endelig ikke holde sig tilbage, når man lægger Frederiksstaden visit. I sommerperioden 15. juni til 31. august samt i efterårsferien 11. til 19. oktober er der adgang til tårnet hver dag kl. 13:00 og kl. 15:00. Uden for sommerperioden er der adgang til tårnet alle lørdage og søndage samt helligdage.  Her kan man nyde den imponerende udsigt over København. Dertil kommer et væld af gratis korkoncerter, hvor Marmorkirken simpelthen har den vildeste akustik ifølge flere begejstrede gæster.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

FET_Liebhaverboligen_MarmorkirkenMarmorkirken_interior_-_Copenhagen_-_DSC07826

FET_Liebhaverboligen_MarmorkirkenMarmorkirken_Copenhagen_altar

 

CLOSE
CLOSE