Presset på en Passer – når morfar hedder Dirch

Artikel af: Peter Pilegaard - Apr 01 2015 kl: 13:48

FET_Liebhaverboligen_Interview_MathildePasser
FOTO: Art by Løvstrøm

Mathilde Passer er elev på skuespillerskolen ved Århus Teater. Men Mathilde er også barnebarn til ham dér, Dirch Passer. Og med en morfar som Dirch, kan det måske være svært, at begive sig ind i dét fag, hvor ens egen morfar blev en afgud for komik og beundret og elsket af et helt land.

Jeg kender Mathilde fra Københavns Christianshavn, men meget passende er det i smilets by, Århus vi er.

Jeg har talt med Mathilde om at være på vej i en branche, hvor ens efternavn stiller store forventninger til talentet.

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Har du altid gerne ville være skuespiller?

Næ, det er kommet indenfor de sidste år. Til sidst blev jeg nødt til det. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne meget andet. Jeg har faktisk aldrig spillet teater, aldrig haft lysten til det, og aldrig syntes det var spændende. Og har egentlig aldrig kunne se mig selv i faget. Men da jeg af en eller anden årsag alligevel begyndte at søge ind på skuespillerskolen, kom lysten for alvor. Jeg var 18 år, og det kom som et chok at jeg tændte på det, for jeg troede at jeg skulle være musiker.

 

Hvad gør det ved dig, at vælge et fag som kræver så meget af dit efternavn?

Jeg tror at jeg er heldig. Jeg er ikke bange for at skuffe. Mit efternavn og dét forventningspres der eventuelt følger med navnet, er andres forventninger. Ikke mine. Jeg synes at det er fantastisk at jeg har Passer i mit blod. Men på et tidspunkt er det ikke spændende mere. Dirch er her ikke længere.

Desværre. Og jeg har muligheden for, at udvikle mig i forhold til den person jeg er, og udvikle nye ting med den person jeg er.

 

”Dirch”. Det slår mig lige, at det er første gang jeg hører dig udtale navnet på din morfar. Jeg kender dig trods alt, men vi har aldrig talt om ham som sådan?

Nej. Jeg bryder mig faktisk ikke udpræget om at tale om det med hvem som helst.

 

Synes du selv du starter i minus i skuespillerfaget på grund af dit efternavn?

Nej bestemt ikke. Tværtimod. Der er en interesse og en nysgerrighed i forhold til mig. Jeg er ikke bange for at starte med en fordel på grund af det jeg hedder. Men jeg forsøger at starte fra nul her på skolen.

Lige nu arbejder jeg, udvikler mig personligt og som spiller – og leger dyr. Jeg vil bestemt ikke lade mit navn hæmme den jeg forsøger at blive, fordi andre har forventninger til et navn der tilhører mig.

 

Jeg ved du er talentfuld. Der er 1000 ansøgere til de 8 pladser på skuespillerskolen ved Århus Teater, hvor du jo har fået en af pladserne. Men man ser tit at børn eller børnebørn af kendte skuespillere ender på skolerne. Tror du at dit efternavn var med til at give dig en plads på en af landets mest anerkendte skuespillerskoler?

Det kan det umuligt have været. Måske har det været lidt eksotisk, men jeg har ikke følt mig forskelsbehandlet. Henning Sprogøe (red. søn af Ove Sprogøe og tidl. leder af Statens Teaterskole), havde noget nostalgi forbundet med at se mig til optagelsesprøverne – men tog mig ikke ind.

 

Alle har vel et forhold til Dirch Passer. 

Hvad er dit forhold til din morfar, Dirch?

Det ændrer sig hele tiden. Ligesom med alle andre jeg kender. De levende. Nogle dage tænker jeg ”Hvad har du gang i, Dirch” eller ”hvor er du sej, morfar” andre dage.

 

Hvordan var det for dig at se filmen ”Dirch”?

Det var super mærkeligt. Sad ved siden af min mor. Hun blev ret påvirket. Det er først i dag, at jeg accep-terer filmen, og synes den er interessant. Det bedste i filmen var portrætteringen af min mormor og min mor – og Lars Ranthe fordi han bare er god. Nikolaj Lie er også god som Dirch. Nu kender jeg jo kun min morfar fra film, smalfilm, billeder og historier, men da Nikolaj i en scene i filmen ligger fuld på en sofa og sover, rammer han noget helt særligt. Lige dér kunne jeg se min morfar. Det faldt jeg sgu på røven over. Nogle folk har det med at sige, ”Dirch drak jo sig selv ihjel”, men det er ikke den opfattelse jeg har af ham. Nikolaj viser ham også, som en mand fuld af sorg.

 

Skal man være fuld af sorg for at være sjov?

Det ved jeg ikke. Min morfar var faktisk en meget alvorlig mand. Tag ”Hoppegyngen”. Han ser ulykkelig ud. Han ligner en der bare skriger. Jeg har aldrig mødt ham, men dér kan jeg kende ham, som ingen andre kan.

 

(Jeg foreslår Mathilde, at vi ser Hoppegynge-sketchen sammen med det samme – uden lyd! Den er hun med på, så den ser vi. Vi kigger på skærmen, hvor Dirch Passer hænger i en hoppegynge, fra den berømte sketch fra Cirkusrevyen, men i stedet for ”Op og dåå, dooore dreng!” kigger vi på Dirchs lydløse udtryk. Og han ser faktisk sørgmodig ud, og det påvirker os begge på en eller anden måde).

Præcis sådan ser min mor ud, når hun er pissed-off!

 

(Mathilde kigger lidt videre, og så smiler hun med lyd, mens hun stille mumler ”Søde, søde Dirch”).

Godt du fik mig til at se det.  Har aldrig set den uden lyd før. Det kunne være, at jeg skulle sætte ”Hoppegyngen” op en dag.

 

Forventer folk du er sjov?

Det er ikke mit indtryk. Jeg kan da godt prøve at være det. Men jeg forsøger ikke at efterligne Dirchs udtryk, for at prøve at være sjov. Jeg har en helt anden humor. Så hvad folk forventer er sådan set ligegyldigt. I mit bagland er der støtte og forståelse, om jeg blev bager eller snedker. Så ingen forventningspres. Hverken på mit navn eller på min humor.

 

CLOSE
CLOSE