Gastronomiske oplevelser

Artikel af: Benedicte Bevensee - Sep 20 2019 kl: 14:24

Start efteråret med lækre gastronomiske oplevelser. Hvad end du drømmer om at lære mere, spise lækkert eller smage på nyt, er der mange spændene muligheder.

 

FET_Gastronomi_austin-ban-IS6RwpuEJpY-unsplash-copy

 

Bagekursus 

På et bagekursus hos Hahnemanns køkken lærer du nogle simple grundregler til hverdagens bagning, og du får masser af tips og idéer, som gør det nemmere at bage derhjemme. Derudover får du information og historier om mel, gluten og hvorfor brød ikke bare er brød. Der bliver set nærmere på dansk bagekultur, og der bliver fortalt, hvordan bagning nemt kan blive en del af et hverdagsliv, hvor der er plads til hygge. På kurset kommer du til at lære om rugbrødets historie og får en demonstration trin for trin. Derudover får du rugbrødssurdej med hjem, så du nemt kan komme i gang med at bage rugbrød i hverdagen. Derudover skal der bages kardemommesnurrer, hverdagsbrød og knækbrød. Ved ankomst bliver der serveret te, kaffe, vand og lidt snacks. Derefter får alle et forklæde og vist deres arbejdsstation. Der vil højst være 12 personer på kurset, og der arbejdes i grupper af fire. Kurset afsluttes med fællesspisning, og du er selvfølgelig velkommen til at tage opskrifter og bagværket med hjem.

Hvor: Hahnemanns Køkken
Hvornår: Søndag den 29. september klokken 10.00 til 15.00
www.hahnemannskoekken.dk/kurser/

 

FET_Gastronomi_tagtomat_kursus_svampedyrkning_web_img_8908-copy

 

Frederiksbergmiddagen med fokus på svampe

Frederiksbergmiddagen er et nyt tiltag, der gerne skulle stimulere lokalmiljøet omkring Frederiksberg Allé. Arrangementet vil blive afholdt hver anden måned hos restauranten Hos Otto. Konceptet er meget enkelt; Otto laver en middag ud fra et tema og Morten fra Frederiksberg Vinhandel laver en vinmenu, der passer til. Første tema, der løber af stablen den 26. september, sætter fokus på, hvad danske svampe kan tilføre et måltid. Carl Johan, kantareller, østershatte og mange flere svampe kan hentes kvit og frit i de danske skove. Alle er de superbe delikatesser i den rette tilberedning. Både Ottto og Morten elsker svampe, og derfor har de sammensat en menu, der kører ud ad den helt traditionelle tangent, men også byder på overraskelser. Den lækre menu består af fire retter med tilhørende vinmenu. Pris: 725 kr.

Hvor: Hos Otto
Hvornår: Torsdag den 26. september klokken 19.00 til 23.00.
www.madbillet.dk 

 

FET_Gastronomi_MENY-Nordhavn-Ginscap_new

 

Gingalla

Sæt kryds i kalenderen når Meny Nordhavn den 27. og 28. september inviterer til Gingalla. Arrangementet er gratis og vil foregå fredag klokken 14.00 til 19.00 og søndag klokken 12.00 til 18.00. Der vil være lejlighed til at smage på en lang række prisvindende topgins fra ind- og udland samt komplementerende tonicvand og garniture. Der vil være besøg af flere spændende leverandører, som mixer og shaker smagsprøver på alverdens drinks og cocktails med gin. Der vil til Gingalla være over 50 forskellige gins samt en stor mængde af forskellige slags tonicvand, som faktisk er blevet en genre helt for sig selv. Der er lagt op til en weekend med inspiration og kulturelle smagsindtryk.

Hvor: Meny Nordhavn
Hvornår: Fredag den 27. september og lørdag den 28. september
Se mere på Meny Nordhavns Facebookside

 

FET_Gastronomi_Dining-Week-Sharing

 

Dining Week Sharing

Nordens største restaurantfestival vender tilbage med Dining Week Sharing i efterårsferien. Festivalens tema er delemad, og der sættes fokus på det fællesskab og den stemning der opstår, vi vi spiser et måltid sammen. En lang række restauranter deltager og tilbyder alle en menu med minimum tre serveringer til deling ved bordet. Du kan både opleve at spise på restauranter, som serverer maden til deling ved et langbord med andre gæster og således få nye bekendtskaber, og på restauranter, som serverer maden til deling i det selskab, du har købt billetter sammen med. Konceptet om at dele mad ses især i Asien og Mellemøsten, hvor man i familien spiser af samme tallerkener og fade. Danskerne har også længe været glade for de sydeuropæiske traditioner med tapas fra Spanien og antipasti fra Italien, og i de seneste år er det blevet populært at servere hele måltidet til deling på danske restauranter. Billetsalget åbner i september, og til trods for at Dining Week Sharing først foregår fra den 13. til den 20. oktober, så bliver nogle af de mest populære restauranter hurtigt udsolgt.

Hvor: Forskellige restauranter i København
Hvornår: Søndag den 13. oktober til og med søndag den 20. oktober
www.diningweek.dk

 

FET_Gastronomi_dose-juice-sTPy-oeA3h0-unsplash-copy

 

Smag Danmark

Til Smag Danmark Festival åbnes der op for den hyggelige gårdhave hos H9 på Halmtorvet hvor en af årets mest
spændende smagsoplevelser, der står i hele Danmarks tegn, bliver afholdt. Det handler om dansk vin, spiritus og delikatesser med fokus på økologi, bæredygtighed og friske råvarer, der er hentet i vores allesammens baghave. Kom og mød menneskerne bag, få en snak om deres historie og filosofi, og smag på de mange spændende og unikke produkter. Omkring 15 producenter af danske kvalitetsprodukter deltager, så der er sikret en oplevelse ud over det sædvanlige. Der er mulighed for at møde masser af engagerede ildsjæle, som hver især benytter den særegne danske flora og de råvarer, som trives på vores breddegrader. På dagen fokuseres der på cremen af danskproduceret spiritus, vin og specialøl, og det hele flankeres af luksuriøse delikatesser.

Hvor: Halmtorvet 9
Hvornår: Søndag den 21. september,
www.dvin.dk

 

 

CLOSE
CLOSE