Alt det bedste i april

Artikel af: Liselotte Nielsen - Apr 01 2019 kl: 12:48

Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende oplevelser, der kan være med til at gøre din måned lidt sjovere.

 

FET_Kulturguide_April

 

Fin lille notesbog

Den lille grønne bog ”Min notesbog” giver mulighed for at få overblik og struktur på hverdagen på en anderledes og kreativ måde. Bogen er mere end blot en kalender. Ved hjælp af symboler og tegninger har du for eksempel mulighed for at notere dine kost- og træningsvaner, og der er plads til at skrive tanker om livet og ønsker for fremtiden ned. Nogle sider er måske ikke så relevante for dit liv, mens andre rammer spot on.

 

“PLUS”: Bogen er super fin med mange lækre detaljer. En sjov og kreativ måde at få styr på både hverdag og livsmål. 

“MINUS”: Den er lidt tung at have med sig i tasken, og derfor mest en bog, man nørkler med derhjemme.

 

FET_Kulturguide_April.-billede-4

 Foto: Xiaodong Studio, courtesy Faurschou Foundation.

 

Under åben himmel

Den kinesiske maler Liu Xiaodong skildrer med stor umiddelbarhed det moderne menneskes liv, historier og landskaber.
Motiverne finder han rundt omkring i verden, hvor han på antropologisk vis slår sig ned og tilbringer tid blandt dem, han vil portrættere. I 2017 tog Liu Xiaodong til Uummannaq i Grønland for at skildre hverdagen på et børnehjem, samt fangerkulturen længst mod nord. Udstillingen kan opleves i Louisianas Søjlesal frem til 10. juni 2019.

www.louisiana.dk

 

“PLUS”: Nok er udstillingen fysisk meget lille – men oplevelsen, fortællingerne og Liu Xiaodongs dygtighed er intet mindre en storslået. 

“MINUS”: Udstillingen UUMMANNAQ tager navn efter byen, hvor børnehjemmet ligger. Det kan muligvis få nogen til at tænke, at den henvender sig til folk med særlig interesse for Grønland. Dette er dog ikke tilfældet, da kunstnerens greb på billedkunsten i sig selv er fantastisk fængende.

 

FET_Kulturguide_April.-NYbillede-2

 

Fortryllende indisk mad

Københavns ældste indiske restaurant er genopstået i en moderne og eksklusiv udgave. Men det traditionsrige og autentiske køkken er stadig i centrum. Restauranten fokuserer på det nordindiske gadekøkken, og alt laves fra bunden. Selv yoghurten er hjemmelavet. Den passion kan også smages på tallerkenen, hvor man næsten bliver afhængig af de dybe smage. I baren serveres lækre drinks og eksotiske mocktails.

www.guru.dk

 

“PLUS”: Det er en virkelig stemningsfuld oplevelse at træde ind i det lille indiske univers med smilende tjenere og smagfuld mad. 

“MINUS”: Retterne er mange og mættende, og det er ærgerligt når maven bliver mæt før øjnene. Heldigvis pakker de gerne maden i bokse, så du kan tage det med hjem, du ikke fik spist. 

 

FET_Kulturguide_April.-billede-5

 

Smukt brætspil 

Den majestætiske Alhambra-fæstning i det sydlige Spanien er inspirationskilden til det flotte brætspil Azul. I spillet skal du bygge din egen flisevæg med de geometrisk mønstrede fliser, azuljeros. Men når du tager en brik, påvirker du dine modstanderes muligheder for at bygge vægge. Og så er spørgsmålet, om du skal hjælpe dig selv eller besværliggøre de andres arbejde.

 

“PLUS”: Spillet er utroligt underholdende og
lækkert i sin farverige udformning. 

“MINUS”: Selvom spillets regler er ret enkle, kan det være en smule svært, hvis strategisk tænkning ikke falder dig naturligt.
Du bliver dog hurtigt bedre til denne disciplin, og spillet er god hjernegymnastik.

 

FET_Kulturguide_April.-Dronningen2

 

Stærkt drama

I DRONNINGEN spiller Trine Dyrholm advokaten Anne, der regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er dygtig og empatisk i sit professionelle arbejde med børn og unge, der har været udsat for overgreb, og hun er lykkelig gift med lægen Peter, med hvem hun har to døtre. Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. Filmen handler om de uoverskuelige konsekvenser af misbrug og overgreb – både dem det antydes, at Anne selv har været udsat for som barn, og de tragiske følger hendes affære med stedsønnen får. DRONNINGEN er en barsk film, der sidder i krop og sjæl, længe efter du har forladt biografen.

 

“PLUS”: Trine Dyrholms skuespilpræstation er intens og overbevisende, præcis ligesom resten af filmen. 

“MINUS”: Filmen er utrolig ubehagelig, hvilket dog ikke kan være anderledes med en film, der omhandler så smertefulde emner.

CLOSE
CLOSE