Tag på Økologisk Høstmarked 2018

Artikel af: Liselotte Nielsen - Aug 13 2018 kl: 14:21

I weekenden den 1. og 2. september byder mange økologiske landmænd indenfor til gårdbesøg for at fejre årets høst. Her kan du både se, røre, lugte og smage på årstidens råvarer og på første hånd opleve økologiens betydning for naturen og dyrene. Spring rundt i halmen, klap en gris eller blend din egen juice.
Tag med til sensommerens skønneste event og få alle sanser bragt i spil.

 

FET_Hoestmarked_piger-i-groentsagsmark

 

Rabarbergaarden
Kærlighed til de gode råvarer

På Rabarbergaarden er kodeordene autenticitet, kreativitet og kvalitet. Gården ejes af Louise og Thomas Køster, der kalder sig selv for landkone og kok. Ægteparret elsker at arbejde med gode råvarer, som de selv dyrker. Maden er også i fokus til årets Høstmarked, hvor landbutikken vil være fuld af bagværk, syltevarer, eddiker, salte og mange andre specialiteter. På gårdspladsen serveres høstpizzaer fra stenovnen, og restauranten tilbyder en særlig høst menu, som det anbefales at reservere bord til. Der vil også være forskellige workshops, hvor du for eksempel kan lære at dele dine egne rabarberplanter eller få viden om frøsamling og opbevaring. Gården ligger i Holløse få kilometer fra sommerlandet Tisvilde, så hvis lysten og vejret er til det, kan dagen afsluttes med en tur på stranden.

www.rabarbergaarden.dk

 

Krogerup Avlsgaard
Magiske planter

I Humlebæk, kun et stenkast fra kunstmuseet Louisiana, finder du Krogerup Avlsgaard. I gårdens store køkken udvikler Aarstidernes kokke opskrifter til måltidskasserne, som mange kender som en stor hjælp i en travl hverdag. Smagsmarken, der ligger på gårdens arealer, er deres gastronomiske og agronomiske legeplads. Her kan kokkene eksperimentere, afprøve, smage, dufte og sanse sig frem i en magisk verden af planter. Den udforskende tilgang til mad sætter også sit præg på Høstmarkedet, der tilbyder et væld af originale madboder og live musik af Chris Minh Doky. De jazzede toner er ifølge kunstnerne bag en musikalsk hyldest til planterne, skabt ved at spille med dem, på dem og for dem.
www.aarstiderne.com 

 

Grantoftegaard
Musik og hyrdehunde

Grantoftegaard ligger på kanten til København i den idylliske landsby Pederstrup. Uanset årstiden er der altid liv og mange besøgende på det storbynære landbrug. Gården byder i anledning af Høstmarkedet på forskellige aktiviteter. Familiens mindste vil elske at se hyrdehundene arbejde eller køre en tur i hestevogn.
Bagefter kan du besøge gårdens boder, der bugner af økologiske lækkerier, smagsprøver og drikkevarer. Lokale bands er også med til at sætte stemningen med god musik, du kan danse til, mens børnene udforsker legepladsen og halmlabyrinten.
www.grantoftegaard.dk

 

Mangholm
Fokus på det oprindelige

Mangholm er et økologisk landbrug beliggende i Nordsjælland ved Hillerød, mellem Gribskov og Arresø. Gården drives nænsomt på naturens præmisser ved hjælp af ældre driftsformer og med oprindelige husdyrracer og gamle kornsorter. Dyrevelfærd og kvalitetsråvarer er i centrum, og til Høstmarkedet kan du besøge grill- baren, der sælger pølser lavet med kød fra egne dyr. Eller hvad med en traktortur henover marken eller en ridetur på gårdens islandske heste?

www.mangholm.net

 

Stensbølgaard
Hvor mælk bliver til is

Stensbølgaard ligger i det skønne Hornsherred i Lejre kommune – mellem Roskilde fjord og Isefjorden. Gårdens 120 malkekøer af rød dansk mælkerace leverer på årsbasis cirka 1 million liter mælk! Mælken leveres til Hansens Flødeis, der produceres tæt på gården. Den lækre is kan naturligvis købes til årets Høstmarked, hvor du også kan dyrke egne tomater og chiliplanter i væksthuset eller plukke sukkermajs på marken. Alt afhænger dog af, om vejret har tilladt den rette modning.
www.stensbolgaard.dk


Hegnsholt
Med dyrene i centrum

På gården i Lejre er det særligt skønt at være kylling, gris eller ko.
Alle aktiviteter tager udgangspunkt i at understøtte dyrenes velfærd og holde dem som dyr – ikke som produktionsenheder. Det kræver ofte tålmodighed og langsommelige arbejdsmetoder, men det er Hegnsholts filosofi, at det er nødvendigt for at kunne se både dyrene, jorden og sig selv i øjnene. Til Høstmarkedet kan du lære mere om de mange lokale løsninger, der er udviklet på gården med det formål at skabe et trygt og rigt liv for gårdens mange dyr.
www.hegnsholt.net

 

FET_Hoestmarkedboern-i-trilleboer

 

Find en gård nær dig

Økologisk høstmarked er et vindue til Danmarks økologiske spisekammer og hele den økologiske branches fællesevent, som
arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske landmænd.
I 2017 trak 77.000 danskere i gummistøvlerne og drog på landet til Økologisk Høstmarked.
Find et høstmarked nær dig, og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde på
www.høstmarked.dk

Kilde: Økologisk Landsforening

 

FET_Hoestmarkedgroentsager-i-kasse

 

Fokus på økologi

Den økologiske produktion tager størst muligt hensyn til naturen, miljøet og dyrevelfærden hele vejen fra jord til bord.
Du kan selv relativt let gøre din madlavning mere miljøvenlig med disse tre grundprincipper:
Brug kød med omtanke,
brug mere frugt og grønt efter sæson og undgå madspild. 

For flere nyttige tips se www.okologi.dk.

 

FET_Hoestmarked_pige-og-hoene

FET_Hoestmarked_lones-familie

FET_Hoestmarked_ko

FET_Hoestmarked_bedste-og-barnebarn-hoester

FET_Hoestmarkedkartofler-paa-greb

 

CLOSE
CLOSE