Vedbæk Havnedag – nu med WaterRun

Artikel af: Kent Segerlund - Aug 07 2017 kl: 13:59

Ny publikumsaktivitet, politiker battle og mange andre nye konkurrencer og gratis aktiviteter til årets Vedbæk Havnedag.

FET_Vedbaek_Havnedag2

Her er vi nået til finalen i plankedysten fra sidste sommer.

 

Arbejdet med at gøre klar til årets udendørs begivenhed i Rudersdal med et væld af  aktiviteter og konkurrencer er i fuld gang.

I år kan man atter forberede sig til at gå på planken til årets JK Sikring Plankedyst, børn kan gå på vandet med Vedbæk Revision i de populære Waterballs eller spille Funbumbers fodbold med TouchRepair, man kan prøve at dykke eller snorkle, spille vandpolo med SNIK i havnebassinet, mini-tennis med Vedbæk tennisklub, beachminton med Rudersdal Badmintonklub, prøve havkajak eller sejlads, gætte huspriser og vinde en ”villa” med EDC-Lars Zola-Honorè, være motionsaktive med Powertraining på molen og meget andet. Alle aktiviteter er gratis – og der er noget for alle. Også hvis man blot vil have en afslappet og hyggelig dag på havnen og strandene i Vedbæk.

Vedbæk Havnedag er sommerens begivenhed for hele familien med søsportsaktiviteter, markeds- plads med handelslivet, havneaktiviteter med foreningerne, opvisninger, musik, kunst, konkurrencer og lidt godt at spise og drikke.

Som støtte til at arrangere Vedbæk Havnedag 2017 har foreningen og havnedagsudvalget modtaget en bevilling på 20.000 kr. fra Nordea Fonden. ”Havnedagsudvalgets arbejde med at arrangere Vedbæk Havnedag er helt afhængig af den økonomiske støtte fra sponsorer, gode samarbejdspartnere og indsatsen fra frivillige. Vi vil fortsat gerne tilbyde et stort og bredt udvalg af gratis aktiviteter til havnedagen. Hoppeborge, dykkerklokke, musik, waterballs, konkurrencer og de mange andre aktiviteter er jo gratis, fordi sponsorer, foreningerne og andre gode samarbejdspartnere støtter Vedbæk Havnedag”, ifølge Lars Wiskum, formand for Foreningen Vedbæk Havnedag.

Vedbæk WaterRun

Et af Vedbæk Havnedags nye tiltag bliver Vedbæk WaterRun på Nordstranden. Her har foreninger, stadepladsholdere, politikere, virksomheder, skoleklasser, vejhold og andre mulighed for at stille med et hold på 3 personer, som gerne må komme udklædt og uden vandskræk. Deltagere løber cirka 300 meter på en bane i vandet.” Idéen stammer fra en lignende konkurrence i Frankrig, hvor denne publikumsaktivitet hvert år samler mange hundrede mennesker på stranden – enten som aktive deltagere på holdene eller som tilskuere,” siger Tom Olsen, Havnefoged Vedbæk Havn.” Vi sørger for speak som ved Plankedysten, så det bliver rigtig sjovt, underholdende og spændende”.

Det lokalpolitiske temahjørne

Der er tradition for, at der i året for kommunevalget inviteres partier, der stiller op til kommunevalget til temahjørnet, hvor alle partier kort får mulighed for at præsentere sig som invitation til at man derefter kan gå i dialog. Endvidere planlægges en politiker-battle, hvor man på skift trækker et emne, som man så har mulighed for at debattere.

 

FET_Vedbaek_Havnedag3

 

Flere nye aktiviteter– og det er gratis

Vedbæk Havnedag vil udover Vedbæk WaterRun, politiker-battle og et par andre nyheder fortsat have de traditionelle og populære aktiviteter på programmet, som kan ses og løbende opdateres frem mod havnedagen på foreningens hjemmeside www.vedbækhavnedag.dk og på facebook for Vedbæk Havnedag www.facebook.com/VedbaekHavnedag/ 

Deltagerundersøgelser fra tidligere år viser at de mange besøgende til Vedbæk Havnedag fordeler sig med omkring en tredjedel, der kommer fra Vedbæk området, lidt over en tredjedel der kommer fra andre områder i Rudersdal Kommune og resten fra omkringliggende kommuner og København.

”Vi har stort fokus på børne- og familieaktiviteter, hvor vi har haft succes med at tilbyde børnefamilier en god og hyggelig dag med gratis aktiviteter på havnen i Vedbæk”, siger Lars Wiskum, formand for Foreningen Vedbæk Havnedag.

Vedbæk Havnedag er startet i 2009 og arrangeres af Foreningen Vedbæk Havnedag, som fastholder et koncept med at havnedagen dels skal baseres på gratis aktiviteter og dels afspejle de tilbud, som havnen og havnens klubber tilbyder. Dette kombineres med kulturelle aktiviteter, der passer til havnens miljø og lokalområdet.

For yderligere informationer kontakt formanden på vhd@gmail.com eller andre kontaktpersoner for havnedagsudvalget – jævnfør kontaktoplysninger på www.vedbækhavnedag.dk

 

FET_Vedbaek_Havnedag

“Foreningen Vedbæk Havnedag er blevet tildelt Nordeas “Skulderklappris” i 2015.
En markant og flot frivillig indsats gennem flere år til årlig glæde for rigtig mange borgere” 
Jens Ive, borgmester

CLOSE
CLOSE