Når boligen skriger på farver

Har man altid drømt om orange vægge eller en lilla lænestol?
Så er der ingen grund til at betænke sig, synes indretningsarkitekt og scenograf. Man kan gå all in med farver og mønstre, men også være mere forsigtig og nøjes med at male én væg eller vælge dæmpede pastelfarver.

 

FET_Farver_Kontor-My-Diary-IN-756

Stærke farver på vægge og møbler skal man ikke holde sig tilbage med. Det kan være alt fra pang til de mørke dybe eller klare nuancer. Foto: Flügger

 

Mange af os bor ensfarvet hvidt men med et ønske om mere mod til at benytte stærke og klare farver i boligindretningen. Louise Lönborg, som i sit firma Lönborg Design indretter for private og erhverv samt er scenograf på blandt andet reklamefilm, har en række ideer til, hvordan man kan gribe det an og føre en måske længe næret trang til farver ud i livet:

”Hvorfor ikke prøve med din vildeste yndlingsfarve på én væg?  Er du mere forsigtigt anlagt, så vælg til at begynde med en sart pastelfarve frem for den skrappe orange, gule eller røde. Men kast dig generelt ud i netop de farver, du synes er skønne, for du kan altid male væggen over igen. Selv har jeg malet en væg koralrød efter et stykke tids overvejelse om, hvilken det præcis skulle være”, fortæller Louise Lönborg.

Vælger man stærke farver på samtlige vægge kræver det en ret gennemført møbelstil for ikke at blive for rodet. Nogen er i stand til at gå all in med lyserøde vægge og pink gulve, men generelt er der større chance for stilsikkerhed ved at nøjes med én kulørt væg. Hvad angår møbler, kan de sagtens være sprælske i andet end neutrale toner som hvid, sort eller grå. Men samtlige møbler behøver ikke være lilla eller røde. Prøv til en start med en stærkt farvet lænestol eller sofa i selskab med de mere anonyme møbler:

”Jeg synes faktisk, danskerne er blevet mere modige. Og den kommende tid vil vi måske se flere indretninger med vovede kontraster som for eksempel en gul stol foran en grøn væg. Og mens de grønne toner de foregående år har været dæmpede, bliver de skrappere her i 2018. Foruden grøn, vil vi nok se mere lyserød og lilla i flere toner”, mener Louise Lönborg.

Enkelte faldgruber

Grøn kan dog være en svær farve i stærk belysning. Især hvis den optræder på badeværelset, hvor man har brug for at spejle sig i en naturtro udgave. Det er endnu en grund til at lave farveprøver på væggen for at finde den rette kulør, før man beslutter sig. For netop her betaler forsigtighed sig, og små dunke med farveprøver fås hos farvehandleren for typisk 40 kr. stykket:

”Vi tør mere, hvad angår mønstre på tapeter og tekstiler. Det er godt, for farver bløder en minimalistisk stil op og giver stemning og hygge i et rum. Men pas dog alligevel på med mange stilarter på én gang. De fleste steder vil en rød tråd i farver og mønstre være det bedste, men ellers bør der kun være få begrænsninger”, synes indretningsarkitekten, som har et konkret forslag:

”Hvis din partner er til en enkel indretning, så skab dit eget rum et sted i boligen. Det kan være et hjemmekontor, hvis der er mulighed for det, hvor du kan indrette efter dit hjerte med vilde farver og mønstre. Hos os er det stuen, der har fået en stærk koralfarve, fordi min kæreste generelt er tilfreds med min indretning. Lige nu er det med maling, og senere kan det være tapet, som fås til rimelige priser og ikke behøver koste 1000 pr. rulle”, siger Louise Lönborg, som også foreslår at male flere toner i samme rum og bruge vægfarver i enten sarte eller varme farver til at fremhæve møblerne.

 

FET_Farver_lou-portræt-

Væggen kan altid males over eller lænestolen sælges, hvis de stærke farver viser sig at være en misforståelse, synes indretningsarkitekt og scenograf Louise Lönborg.

 

FET_Farver_Luna-Rug-yellow-lifestyle-5575x3000px[1]

Verpan producerer Verner Pantons runde tæppe af ren new zealandsk uld på 120 cm i diameter. Tæppet, som blandt andet fås i gul og rød, er designet i 1979 og koster 1676 kr. 

 

FET_Farver_5703411494110_1[1]

Verner Panton designede Panthella i 1971. I dag hedder den pulverlakerede stållampe også mini, da den er mindre end den oprindelige. Fås i flere farver til 2895 kr. hos Lysmesteren.

 

FET_Farver_Montana_Read_Zen-Red_s104_H01_Low

Modulreolen fra Montana blev designet af Peter J. Lassen i 1982. Den har gennem årene været fremme i mange farver og kommer fortsat i nye. Et 70 X 70 cm modul koster 3246 kr. inklusiv ophæng hos Brdr. Friis Møbler.

FET_Farver_Montana_System_candy-floss_coffee_Violetta_Burma_Low

FET_Farver_MG_5024[1]

Den barokke lænestol til et barn med sølv og lilla velour koster 1000 kr. hos
www.lachicq.dk