Storebror versus lillebror

Artikel af: Per Kuskner - Sep 10 2019 kl: 22:44

Vi tester to af Mercedes’ ypperste AMG-modeller mod hinanden til en samlet pris af næsten 8 mio. kr. Halleluja!

 

Test

Mercedes-AMG
GT 63 S
639 hk.
4.040.965 kr.
Mercedes-AMG
GT C roadster
557 hk.
Pris: 3.711.132 kr.

 

FET_Liebhaverbilen_A-AMG

Den ser ond ud, den nye gangsterlimousine fra AMG. 

FET_Liebhaverbilen_C-Cabrio

Roadsteren er en ægte head-turner på vejen. Ikke noget for generte bilister.

 

Liebhaverbilen – det navn forpligter. Og med to biler med tilsammen 1.200 hestekræfter, accelerationer på henholdsvis 3,2 sekunder og 3,7 sekunder fra stilstand op til 100 km/t og – nå ja, en prislap samlet på tætved otte mio. gode danske kroner, må man sige, vi lever op til det navn. For AMG-biler i den klasse er og bliver liebhaveri. Kun de færreste kommer til at nyde disse pragteksemplarer i carporten eller på vejene herhjemme i det stadig så afgiftsplagede Danmark.

Men er der så stor forskel på de to, når det kommer til stykket? Altså udover, at den ene har fire døre, fire sæder og fast tag, hvor den anden er en åben sportsvogn med plads til kun to og et minimalt bagagerum.

Anerkendende blikke

Svaret er ja. Også i den grad. Storebror, som jeg vil kalde GT 63 S, er både større, lidt dyrere og med sin anvendelighed mere ”fornuftig” end lillebror. Jeg kørte en weekendtur til Fyn med fire voksne med masser af oppakning, som det store bagagerum slugte uden problemer. 

På rastepladsen ved Knudshoved parkerede vi, og mange sendte den anerkendende blikke, men når den er i Comfort-mode, er den ellers så voldsomme V8’er ganske lydløs. Selve designet er også diskret, om end magtfuldt, men ikke på en ”se mig, se mig”-måde. 

Det er heller ikke en rå sportsvogn, for selv når man trykker klampen i bund i Sport eller Sport+-mode, så slår bæstet alle kløerne i asfalten. Her er ingen udskridninger eller fare på færde, da alle systemer og navnlig firehjulstrækket gør, at man føler sig ganske sikker, så længe politiet ikke står på lur.

En skør verden

Ganske anderledes står det til med lillebror, GT C roadster. Han har nemlig syngende ADHD og vil frem i verden. Da alle kræfter kanaliseres over i baghjulene, så skrider og slår den med bagenden, indtil ESC’en på et splitsekund retter den op igen.

Den er så vild i designet med sin kæmpe grinende mund, onde skrå LED-øjne og en profil, som ligger helt nede i asfalten, som om en kæmpe har trampet på den. 

Jeg har testet hundredvis af biler, men kun ganske få har givet samme reaktion blandt andre bilister, fodgængere og andet godtfolk som roadsteren her. Unge car-spotters smider deres cykler og løber efter den og tager billeder, når man kører ned ad gaden, andre bilister (mest mænd, surprise!) filmer den, når man kører forbi og selv et lille barn skreg, da han så den: ”Mooor, se den der bil….!” En skør, men sjov bilverden, og ikke noget for den introverte bilist, som gerne bare vil køre i fred og ro.

Svært valg

Begge har motorer, som er konstrueret af ingeniører fra helvede med en lyd som en tordengud, men mens lillebror ”kun” har et Nm på 680, så har storebror skræmmende 900 Nm. Han har også et 9-trins AMG-Speedshift, hvor lillebror må nøjes med et 7-trins.

Alligevel er det svært at sige, hvilken bil der er mest komplet. Det er som at sammenligne æbler og appelsiner.

GT 63 S er et fornuftigt valg, som er yderst anvendelig til daglig brug også, men den kan da også udfordres til sjov og ballade. Blandt andet  med et Driftmode, hvor der tvinges flere hestekræfter over på baghjulene og derved får den til at køre sidelæns som en indkøbsvogn. 

GT C er generelt en sjovere køreoplevelse, men også mere krævende. Den bliver lidt af et ”projekt” at køre til daglig. 

Hvis jeg skulle vælge, tror jeg nu, at jeg tager dem begge to … 

 

FET_Liebhaverbilen_B-AMG

Her sidder man godt i de saddelbrune nappasæder. 

 

FET_Liebhaverbilen_D-cabrio

Farvekombinationen magnetitsort yderst og macchiatobeige inderst er ikke tosset.

 

Up

Sublime køreegenskaber
Prestige
Fart og kræfter som få andre biler

 

Down

Eksorbitante priser på ekstraudstyr. Vi nævner i flæng: Nappa-performance sæder i roadsteren til ca. 160.000 kr. og eksteriør kulfiberpakke i GT 63 S til godt 190.000 kr.

CLOSE
CLOSE