Nattens slanke, smukke dronning

Artikel af: Rasmus Thomsen - Dec 06 2017 kl: 11:08

Jaguar F-type 3.0 er en helt anden bil end storesøsteren med 5.0 liters motor. Naturligvis er effekten mærkbart mindre. Men det er prisen også, samtidig med at charmen og antallet af turned heads er helt i top. Og det er forståeligt, eftersom designet er uhyggeligt smukt.

FET_Sportsvogn_Jaguar_4

 

Meget få biler giver så mange turned heads som F-type Cabriolet. Når der køres gennem København, står børn og voksne med kameraer og fotograferer. Og det er med god grund, for med kalechen nede er F-type cabriolet blandt de smukkeste silhuetter på vejene. Det klassiske snit fra jaguar er bevaret i denne to sæders sportsvogn.

Englænderne var ellers noget skeptiske, da indiske Tata overtog en af kongerigets erhvervsmæssige kronjuveler, men lige præcis F-type understreger, at denne skepsis var ubegrundet. Det elegante design, kombineret med habil teknik og mekanik, er bevaret.

Forskellen på F-type med 3.0 liters motor og storesøsteren med 5.0 er markant. Og lad det være sagt ligeud, at jeg – hvis penge ikke var et emne – uden tøven vile have en 5.0. Bedre bundtræk, større arbejdsområde, langt bedre accelerationer både fra start, men i særdeleshed over 100 km/t. Når det er sagt, så er 3.0 udgaven mere agil og håndterbar.
Det er legetøj i en absolut lækker og elegant udgave. Den fås med enten manuelt eller automatgear, hvor automatgearet har shiftpads. Det fungerer, med en udmærket responstid. For den passionerede køber bør manuelt gear overvejes for at får den komplette føling med bilen.

Finishen og designet i kabinen er absolut fuldendt. Det er af høj klasse. Instrumentering er med stor omdrejningstæller og diskrete racerbanefelter i baggrunden.
Komforten er høj, og for to personer kan der køres rigtigt langt stræk.
I køreprogrammerne indgår faciliteter som dæmpning af antispin, så den – bogstaveligt talt – vrikker med bagenden i accelerationerne, mens udstødningen kan åbnes, så lyden er mindre dæmpet. Sjov feature, som gør en sjov bil endnu mere sjov og iøjnefaldende.

Prisen for F-type 3.0 som convertible starter ved 1,4 mio., og med et godt lag udstyr ender vi på 1,6.
For en uhyre smuk og ekstremt iøjnefaldende bil med klasse udover det sædvanlige er det et udmærket køb. Og for dem der ikke vil have den nyeste version, så kom F-type til verden for godt 4 år siden. Det betyder, at der nu kan hentes lukrative leasingbiler hjem til Danmark, eller måske endda en second hand dansk model. Bemærk i den forbindelse, at Jaguar tilbyder et garantiprogram ved disse køb, såfremt det foretages hos autoriseret Jaguar forhandler.  Men uanset om købet bliver af den ene eller anden art –  så får ejeren køreglæde og utallige turned heads på sin vej.

 

FET_Sportsvogn_Jaguar3

En silhuet, der taler for sig selv. 

 

Teknisk data

Jaguar F-type 3.0 

Motor: 3.0 V6. 340 hk, 450 nm. 

Transmission: Automatgear med shiftpads. Manuelt gear kan købes. 

Konstruktion: Cabriolet, 2 sæders. Frontmotor, baghjulstræk. 

Præstationer: 1-100 km/t 5,3 sekunder. Topfart 260 km/t. 

Pris: Fra 1,4 mio, med habilt udstyrsniveau 1,6 mio.

 

FET_Sportsvogn_Jaguar2

FET_Sportsvogn_Jaguar

Harmonisk, elegant kabine. 

FET_Sportsvogn_Jaguar_5

FET_Sportsvogn_Jaguar_6

Midterkonsollen. Hurtig, nem betjening af køreprogrammer. Lækker finish. 

 

CLOSE
CLOSE